Arkiver
Kategorier
- advokatundersøgelser (1)
- ankenævn (4)
- bank (11)
- bankkunde (8)
- bankprovisioner (2)
- bankret (9)
- bankvirksomhed (7)
- bonus (2)
- domstol (6)
- finansiel krise (10)
- finansiel stabilitet (2)
- finansiel virksomhed (8)
- finansielle instrumenter (3)
- finansielle produkter (6)
- finansielle sektor (6)
- finansielle supermarkeder (1)
- finanstilsyn (6)
- forbrugerombudsmand (2)
- fortrolige oplysninger (2)
- god skik (4)
- gruppesøgsmål (3)
- investering (5)
- investeringsforening (3)
- komplekse produkter (6)
- konkurs (1)
- krise (7)
- krisehåndtering (1)
- kurator (1)
- lovforslag (1)
- lovgivning (10)
- pengeinstitut (11)
- regulering (11)
- rådgiver (3)
- strukturerede produkter (4)
Kritikken af ankenævnet
Det er ikke kun vintervejr og snestorme der raser i disse dage. Alle synes også at rase mod det hårdt plagede pengeinstitutankenævn, som under den finansielle krise ligger underdrejet som følge af en massiv klagestorm fra utilfredse bankkunder.
Ikke blot kritiseres (fortsat) ankenævnet for ikke at være modigt nok, når det kommer til at lade god skik reglerne - herunder reglerne om markedsføring, rådgivning mv. - slå igennem til kundernes fordel i tilfælde af en banks tilsidesættelse af reglerne. Nu kritiseres også de lange sagsbehandlingstider. Og især kritiseres det nu, at ankenævnets kendelser ikke er bindende for bankerne, som kan vælge at “blæse på” de afgørelser, der går dem imod. Derfor ønsker flere, at bankerne fremover skal tvinges til at respektere ankenævnets afgørelser, eller - i det mindste - at bankerne selv skal indbringe en ankenævnskendelse for domstolene, hvis banken ikke kan acceptere kendelsen.
Men er den nye kritik berettiget? Og er de nævnte ønsker overhovedet ønskværdige?
De lange sagsbehandlingstider
Naturligvis skal bankkunderne ikke plages af for lange sagsbehandlingstider. Men dette er “kun” et ressourcespørgsmål i lyset af krisen. De lange sagsbehandlingstider berettiger således ikke i sig selv, at man ændrer ved ankenævnets funktion og opgaver, herunder kendelsernes form og virkning.
Dog skal i denne forbindelse nævnes en ny tendens, som kan virke retssikkerhedsmæssigt bekymrende: ankenævnet synes under krisen at være begyndt at pulje flere sager, hvor selve ankenævnets kendelser/begrundelser er formuleret fuldstændigt enslydende i sagerne. Der kan selv sagt være god grund til, at ens sager behandles ens. Problemet er blot, at rent processuelt kræver det et særligt regelsæt at pulje flere umiddelbart ens sager for på denne vis at tage hensyn både til de elementer, som er fælles for sagerne, og til de forhold, hvor sagerne adskiller sig fra hinanden. Et sådant særligt regelsæt for gruppesøgsmål blev indført for ikke så længe siden i forhold til de almindelige domstole. Men ankenævnet er selv begyndt at komme med “masseafgørelser” og “massebegrundelser”, selv om regelsættet for ankenævnet er baseret på, at hver sag behandles for sig. Ankenævnet kan altså ikke på baggrund af det nugældende regelsæt formelt pulje flere sager og behandle dem under ét.
Skal afgørelserne være bindende?
Hvad angår den bindende virkning af ankenævnets kendelser, giver det naturligvis kun mening at have et pengeinstitutankenævn, hvis både bankerne og kunderne generelt respekterer nævnet og dets afgørelser. Men samtidig giver det kun mening at have et pengeinstitutankenævn, hvis det forbliver hvad det er, nemlig et ankenævn og ikke en domstol.
Formålet med det private pengeinstitutankenævn er at give kunden et lettere, billigere og hurtigere forum (end de offentlige domstole), hvor kunden forholdsvis nemt kan få prøvet en tvist med en bank. Ankenævnet kan således kun være et reelt alternativ til domstolene, såfremt ankenævnet kan tilbyde denne lettere, billigere og hurtigere prøvelsesform. Men heraf følger selv sagt, at ankenævnet må følge andre og mere fleksible spilleregler end domstolene. Derfor er sagsforberedelsen/sagsbehandlingen i nævnssagerne meget mere summarisk og “overfladisk” sammenlignet med sædvanlige retssager. Det gælder især med hensyn til den meget begrænsede adgang til bevisførelse ved ankenævnet. Og derfor er ankenævnet også sammensat af medlemmer, der bl.a. udpeges af bankernes og kundernes organisationer. Det betyder også, at ankenævnet kan afvise sager, som på grund af deres principielle juridiske karakter eller usikkerheden om bedømmelsen af de faktiske forhold findes uegnet til behandling i ankenævnet. I disse tilfælde må man i stedet gå til domstolene.
En ganske naturlig konsekvens af disse anderledes og lempelige spilleregler er følgelig, at ankenævnets kendelser ikke har retskraft på samme måde som domstolsafgørelser. Man “slækker” således bevidst på de sædvanlige retssikkerhedsmæssige principper om sagsforberedelse, bevisførelse, dokumentation, vidner, afhøringer mv., hvilket opvejes ved samtidig at “slække” på principperne om retskraft, bindende virkning mv. Det ene følger det andet - denne nødvendige sammenhæng berettiger ankenævnets eksistens.
Det giver derfor ikke mening nu at ville give ankenævnets afgørelser egentlig retskraft og således gennemtvinge en sådan bindende virkning over for bankerne uden samtidig at ville indføre sædvanlig sagsforberedelse, fuld bevisførelse mv. ved ankenævnet. Igen, det ene må følge det andet - det tilsiger vores fundamentale processuelle retssikkerhedsprincipper. Men hvis man først piller ved ankenævnet i så henseende, så piller man jo netop ved hele ankenævnets “raison d’etre”. Og så kan man vel lige så godt afskaffe det fleksible ankenævn og i stedet nøjes med den traditionelle domstolsvej.
Og det nytter heller ikke som en “kompromisløsning” at tvinge bankerne til selv at indbringe en tabt ankenævnssag for domstolene. En sådan løsning virker umiddelbart sympatisk. Men realiteten ved denne løsning vil jo være, at ankenævnets kendelse alt andet lige får virkning som en førsteinstans afgørelse og dermed også tillægges en form for retskraft. Processuelt vil banken jo skulle nedlægge påstand om, at domstolen “ophæver” ankenævnets afgørelse; og dermed bliver selve retssagen ikke i sig selv en “helt ny og ren” sag løsrevet fra ankenævnssagen. En sådan sammenblanding af privat ankenævn og offentlig domstol er lige så problematisk, betænkelig og uheldig.
Ankenævnets afgørelser bør naturligvis generelt respekteres. Men det ligger i ankenævnets natur, at den konkrete afgørelse - enstemmig eller ej - ikke tillægges retskraft. Hvis man vil hjælpe bankkunderne yderligere, så skal man lade pengeinstitutankenævnet være i fred og i stedet sætte fokus på en effektiv regulering af bankernes adfærd og aktiviteter suppleret med en lettere adgang til at få fri proces ved domstolene, opnå omkostningsdækning og/eller få anden hjælp til at få sagerne ført videre i domstolssystemet.
Og så skal man i øvrigt også huske på, at langt de fleste ankenævnsafgørelser faktisk følges af bankerne - også under den finansielle krise. Så der hersker fortsat respekt om ankenævnet - også fra bankernes side.
De fleste kender til den klassiske magtfordelingslære, som også er afspejlet i vores grundlov, dvs. fordelingen af de tre statslige magtfunktioner i henholdsvis den lovgivende magt (folketinget), den udøvende magt (regeringen/myndighederne) og den dømmende magt (domstolene). Montesquieus lære herom holder endnu. Lad således fortsat den dømmende magt være hos domstolene og lad pengeinstitutankenævnet være et ankenævn. Retskraft er forbeholdt de offentlige domstole og ikke et privat ankenævn.
6. februar 2010 kl. 14:46
Tak for en god analyse af hvorfor tingene er som de er, og hvorfor de boer vedblive med at vaere saadan. Heldigvis er manglende accept af ankenaevnsafgoerelser fra den indklagede parts side sjaelden. Naar det sker, maa klager selvfoelgelig overveje, om der er grundlag for at indbringe sagen for en domstol. Da ankenaevnsafgoerelsen og domstolsafgoerelsen principielt boer vaere enslydende, kunne det synes som om klager altid boer gaa videre naar han har faaet ret i ankenaevnet. Her skal man imidlertid vaere opmaerksom paa, at begge instanser vil vaere paavirket af deres faglige baggrund og hvis et produkt er solgt i overensstemmelse med branchepraksis, vil en ankenaevnsafgoerelse formentlig som oftest falde ud til indklagedes fordel, mens det er usikkert om en domstol vil tillaegge branchepraksis afgoerende betydning. I sidste ende boer det afgoerende selvfoelgelig vaere hvorvidt klager har kunnet have “rimelige forventninger”, der ikke er blevet opfyldt. Det er selvfoelgelig vanskeligt at definere “rimelige forventninger” generelt, men ordlyden i god-skik reglerne giver dog mulighed for en stillingtagen, selv om man godt kunne oenske sig, at danske regler var lige saa klare som de britiske, isaer hvad angaar pligten til at oplyse kunden om produktets begraensninger.
6. februar 2010 kl. 18:42
Et eksempel der illustrerer ovenstaaende er maaske paa sin plads, selv om det ikke foregaar i Danmark. En af mine bekendte fortalte for et par aar siden, at han havde koebt en lejlighed i den gamle by i en af de Oesteuropaeiske hovedstaeder, men at han havde mistet den igen efter nogle faa uger efter en brand i ejendommen og nu stod uden noget sted at bo og med en stor bankgaeld. Som saa mange andre havde han optaget et stort boliglaan (80 % af koebsprisen) og havde stolet paa, at den forsikring banken havde forlangt som grundlag for laanet, ville hjaelpe ham hvis skaden skulle ske. Han havde ovenikoebet proevet at undersoege om en tilsvarende forsikring kunne faas billigere i andet selskab, men uden held. Branden oedelagde samtlige lejligheder i hans opgang, men da det kun var en fjerdedel af etagearealet i hele ejendommen, blev han praesenteret for et erstatningstilbud paa halvdelen af genopforelsesomkostningerne for en lejlighed af den stoerrelse, eller 10 % af den pris han havde givet. Han stod derfor tilbage med en gaeld paa 70 % af koebsprisen, svarende til EUR 525.000 og uden noget sted at bo. Nu er der ikke noget ankenaevn i dette land, hverken pengeinstitut- eller forsikringsankenaevn, og branchepraksis i saavel pengeinstitut som forsikring svarer til ovennaevnte, idet pengeinstitutter dog i vid udstraekning synes i stand til at udvirke erstatninger op til graensen for laan. At saadanne erstatninger (kulance) enten er helt forbudt eller i det mindste udloeser beskatning synes ikke at interessere nogen. Der er i disse sager helt klart tale om en branchepraksis hos saavel pengeinstitutter som forsikringsselskaber som formentlig ville blive forsoegt forsvaret af disse, mens det er uklart hvor domstolene staar i disse sager. Efter vestlig opfattelse ville “rimelige forventninger” helt klart tilsige fuld erstatning, og dette tilkendegives ogsaa fra juridisk side i Oesteuropa at vaere oplagt, men kun saa laenge det foregaar mundtligt. Ingen oensker at forpligte sig skriftligt. Hvorvidt tilsvarende egeninteresser hos advokater, domstole, tilsynsmyndigheder mv. har indflydelse paa afgoerelser i danske ankenaevn og/eller domstole skal jeg lade vaere usagt, men der er sager, hvor det forekommer vanskeligt at foelge argumentationen bag afgoerelser, Nu vil mange formentlig haevde, at dette kun kan forekomme blandt uvidende og at ingen bank eller forsikringsselskab i Danmark ville tolerere en saadan branchepraksis. Til orientering er dette praksis hos Danske bank, DnBNor, Nykredit, Nordea, SEB, Swedbank, IF, Gjensidige samt alle andre vestlige banker og forsikringsselskaber i disse lande. Paa trods af at problemstillingen er erkendt, har ingen af de ovennaevnte oensket at medvirke til en loesning af problemet.
6. februar 2010 kl. 22:24
@Michael Camphausen
Kritikpunkt nr. 1
Enig!
Kritikpunkt nr. 2
Uenig!
1) For det foerste er Pengeinstitutankenaevnet vel at ligestille med en voldgiftsret (dog oprettet ved Lov om Forbrugerklager, men det er en detalje), og som saadan burde afgoerelser vaere endelige og bindene for de involverede parter. Derved kunne forbrugeren ogsaa vurdere om det er bedste at koere sagen via en almindelig domstol eller via ankenaevnet.
2) For det andet kan du ikke sammenholde retsstillingen for pengeinstitutter med nogen som helst andre juridiske enheder og/eller erhverv. Politikerne viste os tydeligt under finanskrisen, at bankerne har en saerstilling i vores samfund i og med at de er en del af den grundlaeggende infrastruktur. Dette er ikke noget nyt, det blev bare ekstremt tydeligt under krisen. Derfor, boer der ogsaa vaere saerregler for alle typer forretninger man laver med en bank. Det burde bankfolk vide naar de giver sig i kast med bankvirksomhed, og det kan derfor indregnes i bankens samlede risikoprofil.
3) I forlaengelse af ovenstaaende er mit tredje argument, og det gaelder konsekvensen for forbrugeren af bankernes fejl. Hvis mit nye HD fladskaerms TV gaar i stykker og jeg ikke kan faa det repararet bliver jeg irriteret, men mit liv fortsaetter formentlig ganske fint. Naar banker begaar fejl er det ofte med uoverskuelige konsekvenser til foelge for forbrugeren. Specielt mht. Investeringsraad og bolighandler. Man kunne evt opdele ankenaevnet i sager over en hvis stoerrelse eller af en hvis samlet oekonomisk betydning for forbrugeren og have forskellige regler for mindre fejl.
Alt i alt mener jeg at disse ting taler meget tydeligt for at Pengeinstitutankenaevnets rolle skal aendres, og afgoerelser skal goeres bindene.
6. februar 2010 kl. 22:34
Tilfoejelse til punkt 3. Forbrugerbeskyttelsen er 100gange bedre hvis mit fladskaerms TV gaar i stykker, end hvis jeg faar oedelagt mit liv af daarlige investeringsraad for min pension.
Forklar venligst hvordan det giver mening!?
Retsstillingen for forbrugerne i finansielle sager er saa godt som ikke-eksisterende i dag.