Bankpakke 4 – for den pragmatiske, tillidsfulde og skeptiske

Dette er slutversionen af bloggen nu med alle tre dele heraf, jf. nærmere nedenfor, som skrevet i tre etapper over de seneste tre dage.

Mangt og meget er allerede skrevet og udtalt i disse dage om den nye Bankpakke 4, også af undertegnede (læs bl.a. her og her). Så i denne blog følger en (eller rettere tre) anderledes tilgang(e) til en beskrivelse af den seneste bankpakke i rækken. Dette er således en slags 3-i-1-blog om pakken (som opfølgning på denne tidligere blog).

Først følger Bankpakke 4 set med pragmatikerens øjne (DEL I). Dette er en uddybende og neutral beskrivelse af den nye bankpakkes mange forskellige punkter. Derefter følger Bankpakke 4 set med den tillidsfuldes øjne (DEL II) og så med skeptikerens øjne (DEL III). Dette er en mere optimistisk (glasset er halvt fyldt) henholdsvis pessimistisk (glasset er halvt tomt) beskrivelse af pakkens hovedpunkter. Alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser.

Umiddelbart ser jeg selv Bankpakke 4 som en både nyttig, nødvendig og velkonstrueret pakke, men den fremstår formentlig ikke så indbydende, som flere banker på forhånd havde håbet på. De enkelte nuancer og detaljer kan vi dog først vurdere nærmere, når den politiske pakke er udmøntet i egentlig lovgivning. Så det har vi endnu til gode (på den anden side af det kommende folketingsvalg). Under alle omstændigheder synes både de pragmatiske, tillidsfulde og skeptiske udsagn nedenfor at have rigtige elementer i sig.

Hvad mener du? Er du blandt pragmatikerne, de tillidsfulde eller skeptikerne? Kom med din mening om Bankpakke 4 i kommentarfeltet nedenfor, som er åbent for debat.

DEL I – Bankpakke 4 for den pragmatiske:

– Den eksisterende medgiftsordning udvides for at styrke mulighederne for at håndtere nødlidende banker. Det handler om at give større incitamenter til, at sunde banker vil overtage usunde, nødlidende banker, før den nødlidende bank havner i Finansiel Stabilitet og skal afvikles efter Bankpakke 3 ordningen. Dermed undgås det, at udsatte storindskydere og andre kreditorer lider tab, idet den kriseramte bank overtages inden et krak.

– Den nye medgiftsordning opererer med to modeller, som har det til fælles, at staten bidrager økonomisk med det tab, som staten alligevel ville have lidt på de udstedte individuelle statsgarantier efter Bankpakke 2 ordningen, hvis banken var krakket i stedet for overtaget. Med andre ord konverteres det forventede tab til en medgift.

– Den første medgiftmodel omhandler den situation, hvor en sund bank overtager hele den usunde, nødlidende bank (på nær aktiekapitalen og anden ansvarlig kapital). Ud over den eksisterende medgift, som ydes af Indskydergarantifonden, kan staten via Finansiel Stabilitet således yde en særskilt medgift til den sunde bank. Medgiften fastsættes med udgangspunkt i samme værdiansættelse som medgiften fra garantifonden. Denne statslige medgift må dog ikke stille staten økonomisk ringere i forhold til en afvikling efter Bankpakke 3.

– Staten får mulighed for at få en såkaldt upside (en del af gevinsten), hvis det tre år efter overtagelsen viser sig, at overtagelsen har givet den overtagende bank en større gevinst end forventet, dvs. en mere gunstig udvikling end først antaget. Der foretages en ny værdiansættelse, og hvis den viser en værdistigning på de største engagementer på mere end 10 %, udløses statens upside, idet enhver værdistigning ud over de 10 % deles af den overtagende bank og staten. Dette kan betragtes som en efterregulering af medgiften, dvs. en vis tilbagebetaling, som dog aldrig kan overstige selve medgiften.

– Den anden medgiftsmodel omhandler den situation, hvor en sund bank kun overtager dele af den usunde, nødlidende bank, som opdeles i en grøn (rask) del og en rød (syg) del. Kun den grønne del (både aktiver og passiver, og som minimum alle privatkunde engagementer) overtages af den sunde bank, hvorimod den røde del (herunder lån optaget på grundlag af de individuelle statsgarantier) havner i Finansiel Stabilitet, der således afvikler denne del med medgiften fra garantifonden og med indregning af det forventede tab på de udstedte individuelle statsgarantier ved den alternative afvikling under Bankpakke 3. Statens medgift svarer således til overtagelsen af den røde del. Statens overtagelse af den røde del tillagt medgiften fra garantifonden må dog ikke stille staten økonomisk ringere i forhold til en afvikling efter Bankpakke 3.

– Hvis afviklingen af den røde del giver et bedre resultat end forventet, sker der en fordeling til garantifonden, Finansiel Stabilitet og aktionærerne m.fl. efter den normale konkursorden.

– Der indføres en ny statslig garantiordning ved fusioner mellem banker for at understøtte konsolideringen i sektoren. Det handler altså om at give større incitamenter til, at sunde banker finder sammen, og om at fjerne barriererne for sådanne bankfusioner. Også den nye individuelle garantiordning, som skal administreres af Finansiel Stabilitet på statens vegne, og som bankerne kan søge om at deltage i frem til udgangen af 2013, opererer med to modeller.

– Den første garantimodel omhandler den situation, hvor en fusion mellem to banker bevirker, at bankernes optagne lån forfalder til betaling (ved såkaldt change of control and/or ownership). Bankerne kan således indgå aftale med Finansiel Stabilitet om en individuel statsgaranti, der har samme løbetid og samme beløbsmæssige dækning som det forfaldne lån. Der fastsættes et loft på disse garantier på 10 mia. kr.

– Den anden garantimodel omhandler den situation, hvor to banker fusionerer, og hvor den ene bank eller begge banker i forvejen har individuel statsgaranti under den nuværende Bankpakke 2 ordning (som udløber i 2012-2013). Bankerne kan således indgå aftale med Finansiel Stabilitet om en ny individuel statsgaranti, der kan have en løbetid på op til 3 år, og som maksimalt kan have samme beløbsmæssige dækning som de eksisterende garantier i de to banker. Der fastsættes et loft på disse garantier på 40 mia. kr.

– Det er fælles for begge modeller, at den nye statsgaranti kun kan opnås, hvis fusionen mellem de to banker vil føre til en reduktion af statens samlede risiko, og hvis mindst en af de to banker ikke er under skærpet tilsyn af Finanstilsynet. Ordningen sigter således til sunde/halvsunde banker. En bank kan dog gøre brug af både den nye medgiftsordning og den nye statslige garantiordning i forbindelse med en fusion. Med andre ord udelukker en anvendelse af den ene ordning ikke den samtidige anvendelse af den anden ordning.

– Som betaling for statsgarantien skal de i ordningen deltagende banker betale en forhøjet risikobaseret garantiprovision til Finansiel Stabilitet. Samlet set skal garantiprovisionerne kunne dække eventuelle tab for staten på de stillede garantier, dvs. den nye garantiordning finansieres ved bankernes betaling af garantiprovisioner.

– Der indføres en ny finansieringsform i forhold til Indskydergarantifonden, således at finansieringen af fonden i stedet baseres på en forsikringslignende præmiebetaling fra bankernes side. Det overvejes herudover at etablere en ny konsolideringsfond inden for rammerne af garantifonden, som kan medvirke til at dække omkostningerne ved bankfusioner.

– De systemisk vigtige banker og realkreditinstitutter herhjemme skal udpeges og reguleres særskilt, således at de bl.a. kan underlægges særligt skærpede kapitalkrav samt skærpet tilsyn og eventuelle andre særegne krav. Der kan også blive tale om, at de systemisk vigtige banker m.fl. skal underkastes særlige foranstaltninger, hvis de kommer i økonomiske vanskeligheder, herunder eksempelvis krav om opsplitning.

– Der nedsættes et ekspertudvalg, som med udgangspunkt i den kommende EU-regulering på området skal fastlægge de nærmere kriterier, der skal være opfyldt for, at en bank anses som systemisk vigtig. Udvalget skal også fastlægge de særlige krav, som skal gælde for de systemisk vigtige banker m.fl. Det skal i denne forbindelse tilstræbes, at der er lige konkurrence mellem systemisk vigtige banker og ikke-systemisk vigtige banker herhjemme (foruden rimelige konkurrencevilkår i forhold til udenlandske systemisk vigtige banker). Herudover skal udvalget fastlægge de særlige instrumenter, som skal kunne tages i brug i forhold til systemisk vigtige banker i økonomiske vanskeligheder.

– Der skal tilføres yderligere ressourcer til forbrugerombudsmanden til behandling af finansielle sager i lyset af de mange kundeklager om mangelfuld bankrådgivning mv.

– Der er indgået aftale mellem ministeren og Finansrådet på vegne bankerne om, at bankerne skal støtte konsolideringsinitiativerne indeholdt i den nye bankpakke, at bankerne skal foretage de nødvendige tilpasninger med henblik på at styrke sundheden i banksektoren, og at bankerne i fællesskab med staten skal søge at undgå fremtidige bankkrak under Bankpakke 3. Bankerne skal således i medfør af aftalen medvirke aktivt til at finde alternative løsninger, hvor sunde banker påtager sig opgaven med at overtage usunde banker, i stedet for at det som hidtil ender med en afvikling efter Bankpakke 3.

DEL II – Bankpakke 4 for den tillidsfulde:

– Med den nye medgiftsordning bliver det meget mere attraktivt for sunde banker at overtage usunde, nødlidende banker. Medgiftsordningen løsrives helt fra Bankpakke 3 afviklingsordningen, og dermed kommer Bankpakke 3 ikke længere til at fremstå som den eneste løsningsmulighed for håndtering af kriseramte banker. Faktisk bliver vejen til en afvikling efter Bankpakke 3 meget længere end før og med andre mere brugbare alternativer undervejs, således at risikoen for, at indskydere igen kommer til at lide tab, når en bank bliver nødlidende, bliver minimeret. Medgiftsordningen vil med andre ord være med til at hindre nye bankkrak. I stedet for afvikling af banker bliver der nu tale om redning af banker.

– Den medgift, som staten bidrager med efter den nye ordning, er alligevel penge, som ville være tabt for staten, hvis den usunde bank i stedet var krakket og skulle afvikles efter Bankpakke 3. Derfor kan pengene lige så godt bruges mere konstruktivt, således at i det mindste indskydere og andre kreditorer ikke også skal lide unødige tab. Det er bankerne selv, der oprindeligt har indbetalt til de individuelle statsgarantier under Bankpakke 2, som konverteres til medgiften. Der kommer på denne baggrund ikke yderligere skatteyderkroner i spil i forhold til tidligere.

– Derimod får staten nu mulighed for ligefrem at tjene på støtten til bankerne ved den indbyggede upside. Denne gevinstmulighed for staten er et helt nyt element i finansieringen af bankpakkerne. En lignende upside skulle oprindeligt have været med i Bankpakke 2 men blev taget ud i sidste øjeblik efter pres fra bankerne. Nu lykkedes det omsider at lade staten få lod i en gunstig udvikling, således at staten ikke kun har en risiko for tab men også har en chance for gevinst. Det giver med andre ord mere balance i tingene, hvilket har manglet tidligere. Det var prisen, som bankerne denne gang måtte acceptere, hvis der overhovedet skulle blive enighed om at stille en fjerde bankpakke til rådighed.

– Muligheden for at lade en usund, nødlidende bank splitte op i en grøn del og en rød del, før banken krakker og havner i Finansiel Stabilitet, gør, at en sund bank, som kunne være interesseret i at overtage dele af den usunde bank, ikke længere skal spekulere i at lade banken krakke og overgå til Finansiel Stabilitet for først derefter at byde ind på de attraktive dele af den krakkede bank. En sådan spekulation, hvor den overtagende bank altså lige så godt kunne afvente den usunde banks afvikling, var ikke på den overtagende banks bekostning men kun på statens, indskydernes og kreditorernes bekostning. Fremover vil det ikke længere være på indskydernes og kreditorernes bekostning. Og det sikres samtidig, at alle privatkunder kommer med i den grønne del over til den overtagende bank og altså ikke havner i den røde, stavnsbindende del hos Finansiel Stabilitet.

– Den nye statslige garantiordning er i modsætning til de tidligere/nuværende garantiordninger alene for de sunde banker, som er værd at satse på, og ikke for enhver bank, dvs. ikke for de usunde banker, hvor staten ville risikere at smide gode penge efter dårligere. Der er således ikke tale om en forlængelse af den nuværende individuelle garantiordning, som mere eller mindre alle banker kunne deltage i, men tale om en helt ny af slagsen møntet på udvalgte banker, nemlig de der vælger at indgå i en konsolidering. Dette vil være med til at åbne op for funding mulighederne på de ellers fastlåste lånemarkeder for de pågældende banker i yderligere 3 år, når den nuværende garantiordning under Bankpakke 2 snart udløber, og når disse banker således snart skal ud at refinansiere sig. Og dette vil i øvrigt være med til at sanere og styrke banksektoren.

– Det er bankerne selv og ikke staten eller skatteyderne, der finansierer den nye garantiordning. Og der bliver denne gang tale om en markant dyrere ordning for bankerne at deltage i som følge af den forhøjede garantiprovision. Idet garantierne således er for de færre banker, for de sundere banker og for de brugerbetalende banker, er statens risiko forbundet med garantiordningen ikke den samme som før.

– Udpegningen af de systemisk vigtige banker herhjemme vil sende det vigtige signal til de internationale kreditvurderingsbureauer om, at sådanne banker også eksisterer i Danmark, og at disse banker (fortsat) har den systemiske support, som kreditvurderingsbureauerne ellers betragtede som ophørt, da Bankpakke 3 blev taget i brug ved Amagerbankens krak. Der er derfor ikke længere basis for at fastholde den sænkede rating af de danske banker, der netop var begrundet i den manglende systemiske support. Dette skulle i sig selv løsne op for bankernes funding muligheder på de internationale lånemarkeder.

– Udpegningen af de systemisk vigtige banker sker ikke på bekostning af de ikke-systemisk vigtige banker. Der kan ikke automatisk sættes lighedstegn mellem på den ene side systemisk vigtige banker og på den anden side banker, der er for vigtige til at gå ned, dvs. too big to fail. Der skal således fortsat gælde krisehåndteringsinstrumenter for de systemisk vigtige banker, men blot andre af slagsen. Eksempelvis må de systemisk vigtige banker (de store finansielle koncerner) leve med risikoen for, at der kan blive tale om en opsplitning, hvis de kommer i økonomiske vanskeligheder. Desuden skal de systemisk vigtige banker leve op til skrappere kapitalkrav og tilsynskrav. Der kan også blive tale om andre indgribende krav. Det er med andre ord ikke en ubetinget fordel at blive udpeget som systemisk vigtig bank. Med fordelene følger således en række ulemper.

– Bankerne har via aftalen mellem ministeren og Finansrådet bundet sig direkte op på aftalen om Bankpakke 4. Bankerne har således givet lovning på, at bankerne nu vil træde i karakter og selv bidrage med både forebyggende og helbredende sektorløsninger i stedet for blot at overlade det til staten at løse det hele. De sunde banker skal nu være med til at samle de usunde banker op. Staten har fastlagt rammerne og stillet redskaberne til rådighed, men det er herefter op til bankerne selv at udfylde dem og anvende dem, således at også bankerne er med til at forhindre fremtidige bankkrak. Det er altså nu op til bankerne selv at afgøre, om Bankpakke 3 nogen sinde skal tages i brug igen.

– Samlet set er der måske nok tale om en bankpakke, men der kan ikke siges at være tale om en gavepakke til bankerne. Der er i langt højere grad tale om en kombineret afviklingspakke og konsolideringspakke, som i sidste ende er finansieret af bankerne selv (ligesom det har været tilfældet med de øvrige bankpakker), og som er nødvendig for at komme de skadelige og uheldige virkninger af Bankpakke 3 til livs. Bankpakke 3 erstattes ikke men suppleres af Bankpakke 4. Lynlukningsordningen efter Bankpakke 3 står dermed ikke længere alene. Nu kommer der flere og bedre hjælperedskaber i værktøjskassen til gavn for bankerne, bankkunderne og den finansielle stabilitet. Og alt i alt har staten fortsat et mia. overskud på bankpakkerne, hvilket Bankpakke 4 ikke vil ændre på – tværtimod.

DEL III – Bankpakke 4 for den skeptiske:

– Den nye medgiftsordning er måske nok formelt løsrevet fra Bankpakke 3 afviklingsordningen, men den er kun lige løftet over på den anden side, så at sige. Medgiftsordningen er således stadig kun beregnet på usunde, nødlidende banker, og der er dermed fortsat ikke en medgift til at fusionere alle banker, sunde som usunde. Med andre ord er medgiftsordningen stadig kun tænkt som et krisehåndteringsredskab, dvs. ligesom den eksisterende medgiftsordning under Bankpakke 3, og dermed kan ingen udelukke, at det igen ender med et statsligt bankkrak i stedet for en privat overtagelse. Risikoen for at indskydere igen kommer til at lide tab, når en bank bliver nødlidende, er måske nok minimeret, men risikoen er på ingen måde elimineret. En medgift er således ikke automatisk en modgift mod bankkrak.

– Den medgift, som staten bidrager med efter den nye ordning, er måske nok penge, som i et eller andet omfang var hensat til tab for staten, men med medgiften bliver det hensatte tab til et egentligt realiseret tab. Garantierne udløses således på forhånd. Et forventet men ikke sikkert tab konverteres så at sige til et realiseret og sikkert tab. Der kommer måske ikke med Bankpakke 4 helt nye skattekroner på spil, men til gengæld kommer de gamle skattekroner under Bankpakke 2 pludselig mere i spil end oprindeligt forudsat, dvs. de skattekroner, som er forbundet med de individuelle statsgarantier under Bankpakke 2, og som nu konverteres til en medgift på vegne staten, dvs. på vegne skatteyderne.

– Den i ordningen indbyggede upside for staten er i realiteten blot en mindre downside. Der kan reelt aldrig blive tale om, at staten ligefrem tjener på ordningen. Risikoen for tab modsvares således ikke af en chance for gevinst, kun af en mulighed for et mindre tab for staten end først antaget. Ordningen isoleret set kan altså ikke resultere i et overskud for staten, kun i et mindre underskud. Og idet upsiden kun udløses ved en værdistigning på mere end 10 % over tre år af de største (usolide) engagementer, er det tvivlsomt, om denne del af ordningen overhovedet bliver mærkbar, endsige virkelighed. Desuden vil bankerne formentlig foretrække at gøre brug af den anden model i den nye medgiftsordning, hvor den statslige medgift i stedet indregnes i Finansiel Stabilitets overtagelse af den røde del af den nødlidende bank, og hvor den overtagende bank derfor nøjes med at engagere sig i den grønne del.

– Netop den nye mulighed for at lade den usunde, nødlidende bank splitte op i en grøn del og en rød del, før banken krakker og havner i Finansiel Stabilitet, er i grunden ikke udtryk for en redning af banken. Der er reelt fortsat tale om en afvikling af banken, blot en fremrykket af slagsen, hvor den sunde, overtagende bank som nævnt kan nøjes med at overtage de attraktive dele af den usunde bank, hvorimod de uattraktive dele af den usunde bank under alle omstændigheder havner i og skal afvikles af Finansiel Stabilitet. Med andre ord overtager den sunde bank i realiteten ikke den nødlidende bank i usund stand men i renset og atter-sund stand. Det indebærer, at den almindelige skatteyder kommer til at holde for før den almindelige kreditor. Det er i øvrigt kun alle privatkunder, som er sikret en overgang til den overtagende bank. Mange små og mellemstore virksomheder samt almindelige erhvervsdrivende risikerer som hidtil at havne i og dermed blive stavnsbundet til Finansiel Stabilitet.

– Den nye statslige garantiordning udelukker en lang række veldrevne banker, især de små og mellemstore af slagsen, som ikke har ønske om eller har brug for at indgå i en konsolidering, men som har behov for en forlængelse af de nuværende individuelle statsgarantier til udligning af det funding set-back, som Bankpakke 3 bevirkede, og som de pågældende banker ikke nødvendigvis kan bebrejdes. Det er måske nok på sin plads med en dyrere garantiordning og med forhøjede garantiprovisioner, men deltagelse i ordningen og gavn af ordningen burde ikke afhænge af fusionsplaner men af sundhedstilstand. Konsolidering i sektoren skal bestemmes af markedet og ikke af staten, hverken direkte eller indirekte. Der er måske ikke fra statens side tale om egentlig konsolideringstvang, men grænsen mellem lokkemiddel og afpresningsmiddel i så henseende er mere end flydende. I øvrigt skal den nye garantiordning igen forvaltes af Finansiel Stabilitet, og ingen kan allerede have glemt alle de alvorlige problemer og anklager, som det førte med sig første gang. Finansiel Stabilitet er et afviklingsselskab, ikke en forvaltningsmyndighed ligesom Finanstilsynet.

– Selv om det er udgangspunktet, at eventuelle tab på de nystillede statsgarantier skal kunne dækkes af de indbetalte garantiprovisioner, er der ingen garanti i sig selv for, at dette vil være tilfældet. Så selv om det i sidste ende er bankerne, som finansierer ordningen, har staten og dermed skatteyderne fortsat midler på spil i et betydeligt omfang. Det kommer som før til at handle om et regnestykke, som gerne skulle ende i statens favør, men hvor det endelige regnestykke ikke kan gøres op på forhånd, og hvor ingen kan udstede garanti for, at regnestykket ikke kan vælte (i et worst case scenario).

– Der er ingen sikkerhed for, at kreditvurderingsbureauerne alene på baggrund af statens intention om at udpege de systemisk vigtige banker herhjemme vil ændre på ratingen af de danske banker. Kreditvurderingsbureauerne sænkede først ratingen, da Bankpakke 3 blev taget konkret i brug, og måske bureauerne omvendt først vil forhøje ratingen igen, når Bankpakke 4 bliver taget konkret i brug og derved i praksis overruler Bankpakke 3. Den systemiske support skal således ikke kun intenderes; den skal også påvises. Og under alle omstændigheder er det på ingen måde givet, at Bankpakke 4 vil løse funding og refinansieringsproblemerne for de ikke-systemisk vigtige banker, dvs. hele vejen ned igennem systemet.

– Uanset de allerbedste intentioner er det vanskeligt (om ikke umuligt) at forestille sig, at en udpegning af de systemisk vigtige banker herhjemme på ingen måde i praksis vil medføre en vis konkurrenceforvridning bankerne imellem. Der tilstræbes en lige konkurrence, hvilket reelt er udtryk for, at fuldstændig lige konkurrence er en illusion. Nogle banker vil således være mere lige end andre. Det giver ingen mening at udpege systemisk vigtige banker, hvis det ikke også i et eller andet omfang betyder, at disse banker anses som for vigtige til at gå ned. Selv med skærpede kapitalkrav, tilsynskrav, potentielle opsplitningskrav mv. vil sådanne banker blive betragtet som too big to fail. Ulemperne ved større kapitalkrav mv. opvejes alt andet lige af fordelene ved bedre funding muligheder, større kundetilgang mv. Dermed er der en nærliggende risiko for, at afstanden mellem de største banker (de store finansielle koncerner) og de øvrige banker vil blive længere. Herudover forhindrer det ikke i sig selv den smittefare, som er knyttet til de store finansielle koncerner, når vanskelighederne i en del af koncernen risikerer at sprede sig til andre dele af koncernen, dvs. fra usunde dele til hidtil sunde dele.

– Den med Bankpakke 4 indgåede aftale mellem ministeren og Finansrådet kan i bedste fald kun betragtes som en hensigtserklæring. Bankerne er ikke som sådan forpligtet til at indgå i konkrete redningsaktioner, konsolideringsprocesser eller lignende. Erfaringerne viser, at sunde banker kun modvilligt er indstillet på at samle usunde banker op. De sunde banker synes med en vis berettigelse, at de i forvejen har været med til at betale rigeligt for de usunde bankers dårligdomme (bl.a. via de omfattende indbetalinger til Indskydergarantifonden), og solidariteten i sektoren rækker således kun så langt (en solidaritet som i forvejen ikke findes på samme måde i andre brancher). En sådan uforbindende hensigtserklæring er derfor ingen garanti mod nye bankkrak eller for nye bankfusioner.

– Samlet set er det for tidligt at vurdere, om der er tale om en bankpakke, som ikke samtidig kan karakteriseres som en gavepakke. Bankpakkerne må nødvendigvis betragtes samlet, når det endelige regnestykke skal gøres op. Og selv om staten fortsat har et samlet overskud på bankpakkerne, er det ingenlunde sikkert, at regnestykket ikke kan vælte ved blot få yderligere bankkrak. Det store overskud er allerede reduceret til en mindre buffer. Og i statens regnestykke vil den nye medgiftsordning i et vist omfang fungere, som var der tale om et bankkrak, idet medgiften som ovenfor nævnt er en realisering af statens tab forbundet med de individuelle statsgarantier, som dermed vil forøge udgiftssiden i regnestykket. Bankpakke 4 er måske nok et tiltrængt supplement/alternativ til Bankpakke 3, men Bankpakke 4 vil kun være værdifuld, hvis den bliver taget i brug, og Bankpakke 3 ikke gør. Bankpakke 3 er desuden baseret på det grundlæggende princip om, at en banks sundhed og ikke bankens størrelse er afgørende. Dette fornuftige princip gør Bankpakke 4 således op med i et vist (endnu ukendt) omfang.

Hvad er du enig/uenig i? Er du blandt pragmatikerne, de tillidsfulde eller skeptikerne? Kom med din mening i kommentarfeltet nedenfor.

Læs hele den politiske aftale om Bankpakke 4 her.

Bank & Blog vender formentlig tidligst tilbage på den anden side af folketingsvalget (eller rettere efter færdiggørelsen af min ph.d.-afhandling) – i mellemtiden ønskes alle en god valgkamp!

14 responses to “Bankpakke 4 – for den pragmatiske, tillidsfulde og skeptiske

  1. Spørgsmål vedr. forlængelse af de individuelle statsgarantier ved fusion. Hvis en stor bank med et stort statsgaranteret lån (fx Vestjysk bank med omkring 8 mia. kr i statsgaranteret lån til 2012-2013) fusionerer med en lille bank, fx en bank med udlån under 1 mia. kr, kan den “nye” fusioneret bank få videreført hele det statsgaranterede lån i tre år, forudsat at reglerne vedr. de 40 mia. kr og skærpet tilsyn er opfyldt, eller er der regler omkring at de fusionerende banker skal være omtrent lige store for at hele det statsgaranterde lån forlænges?

  2. @Jens,

    Umiddelbart står der intet i den politiske aftale om Bankpakke 4, hvad angår selve størrelsen på de banker, som fusionerer med hinanden. Men aftalen skal først udmøntes i konkrete regler (lovgivning), før man kan vurdere de enkelte detaljer og nuancer.

  3. Igen fremføres det mærkværdige argument, at bankerne i sidste ende selv betaler gildet???

    Hold nu op, hvad skal de dog betale med?

    Eksporterer de Pizzaer ud af landet i al hemmelighed, eller hvad?

    Banker er og bliver servicevirksomheder som tager sig betalt(godt betalt), for en iøvrigt elendig service, men de tjener altså IKKE nogen penge, og kan derfor heller ikke selv betale. det er kunderne/skatteyderne der betaler via øgede priser og gebyrer.

    Nb.
    Hvis nu aktionærerne tabte alle deres penge som de rettelig burde, så kunne man trods alt tale om at bankerne i det mindste deltog i tilbagebetalingen, men det er jo bestemt ikke sket – Tværimod.

  4. Ja den aftale er endnu en dansen rundt om de ubehagelige kendsgerninger.

    1) Det er en kendsgerning, at bankerne er underkapitaliserede (både små, mellemstore og store).
    Det er de,
    – dels fordi man (som Astrup påpeger) i boblen koncentrerede sig om den størst mulige forrentning af egenkapitalen, så hver egenkapitalkrone blev belastet med det maksimale antal udlånskroner.
    – dels fordi man ikke har taget tab af betydning – de fragår nemlig umiddelbart egenkapitalen.

    2) Der er så i garantiordning – der ikke er for alle – taget hensyn til den fjerne mulighed, at en lille sund bank ikke kan låne penge.
    Men det er jo ikke situationen:
    De små sunde banker har ingen problemer med at låne penge – tværtimod de har problemer med at låne pengene UD!
    Det ses af flere ting:
    a) Renten på de korte statsobligationer (2årige) er UNDER renten på både Tomorrow/Next rente og den usikrede 3mdr. pengemarkedsrente.
    b) Nationalbanken har lige sænket indlånsrenterne – og IKKE udlånsrenterne. Onkel Nils er ved at drukne i folk, der vil låne ham penge.
    Altså man forsøger at løse et postuleret ikke-eksisterende problem – for at undgå at se de reelle problemer i øjnene.

    3) I opdelingen af sunde og usunde udlån går Finanstilsynet ind og kikker på engagementerne: De største først – og kun de store.
    Som altid står det væsentlige i bilag og noter:
    http://www.oem.dk/~/media/oem/pdf/2011/pressemeddelelser-2011/25-08-11-bankpakke-4/25-08-11-bilag-2-efterregulering-af-medgift.ashx
    Dvs. det er de store udlån til byggespekulanter.
    Her tager efterreguleringsordningen (din såkaldte upside) alene højde for, at bankernes værdiansættelse faktisk skulle være korrekt – så det kan vi vist godt glemme.
    En bank sige sandheden? Forekommer ikke.
    Det er alene en parkeringsaftale, finansieret af staten.

    4) Man går i opdelingen af rød og grøn ud fra, at alt andet end de store ejendomsengagementer er sunde – hvilket jo ikke er tilfældet.
    I Roskilde Banks krak viste det sig at helt ned i privatkunde engagementerne var der betydelige tab og nedskrivningsbehov.
    Arbejdernes Landsbank, der overtog disse engagementer fik en ganske betydelig “medgift” da de blev solgt af Finansiel Stabilitet – nødvendig for at disse privat kunder – ad åre – kan komme på benene igen.
    Ikke nok med det; men Arbejdernes Landsbank – som overtagende bank – gjorde det nødvendige: Gik til deres aktionærer og bad om flere penge, så der var egenkapital til at håndtere dette forøgede udlån.
    En ekstra investering, som nok skal give afkast.

    5) Udpegningen af de “systemisk” vigtige banker har ikke nogen positiv virkning for bankerne:
    – dels er der ikke nogen der er i egentlig tvivl om, at de 3-4 største banker ikke må gå ned: Det ved deres kreditorer også udmærket.
    Man truer nu med at udøve kontrol over de store banker – den hidtidige fjumsen rundt, kan selv ikke med den bedste vilje kaldes for kontrol: Lidt bladren i reklamemateriale er vist det nærmeste vi kommer det.
    Det er såmænd også ganske overflødigt: Når Danske Bank “forudser” flexrenter på deres subprime obligationer på 1,2% og pengemarkedsrenterne fra uge til uge ligger på 1,25% – så er selv elever i børnehaveklasser fuldt ud klar over håbløsheden.
    Det er jo de systemisk vigtige banker, der har fundingproblemerne – og de er så store, at det giver buler i Nationalbanken: Man måtte ud og intervenere og købe udenlandsk valuta med arme og ben for ikke at skulle opskrive kronen.
    Bankernes køb af flexobligationer til de latterlig høje kurser er jo en klar indikation af, at boligejerne IKKE kan betale deres banklån – ikke at de i deres vildeste fantasi havde overvejet den perverse tanke.
    At erhvervsudlånet er håbløst – det ved alle – en fuldstændig farce.
    Det begynder så småt at dæmre, når kreditor møderne i f.eks. Essex-gruppen er bedre besøgt end en Lady Gaga koncert.

  5. Camphausen: Jeg tror lige du skulle overveje, hvorfor disse bankpakker laves.

    Bankpakke 3 var skræddersyet til Amagerbanken.
    Bankpakke 3+ var med Fjordbank Mors i tankerne
    Bankpakke 4: ?
    Måske:
    http://finanstilsynet.dk/da/Tal-og-fakta/Vurderinger-af-finansielle-virksomheder/2011/VU-Aarhus-Lokalbank.aspx

    Kan evt. have gavn af Bankpakke 4:

    Jeg citerer:
    1) “Udlån til fast ejendom udgjorde cirka 33 procent af bankens samlede udlån og garantier. Banken har således en høj branchekoncentration på ejendomsengagementer, herunder udlån til finansiering af tyske ejendomme og kommanditselskaber med tyske ejendomme.”
    2) “Finanstilsynet gennemgik på undersøgelsen bankens 30 største engagementer, bankens 10 største landbrugsengagementer samt de 11 engagementer med størst nedskrivning. De gennemgåede engagementer udgjorde cirka 47 procent af bankens samlede engagementsvolumen. Det er Finanstilsynets vurdering, at kreditkvaliteten af de store gennemgåede engagementer ligger under gennemsnittet for pengeinstitutter i gruppe 3. ”
    3) “På likviditetsområdet modtog banken et påbud om at tilrette bestyrelsens instruks til direktionen, således at direktionen højst kan placere op til 100 procent af bankens basiskapital i hvert enkelt pengeinstitut.”

    Læg mærke til, at halvdelen af udlånet er pilråddent – eller lad os være ærlige: TABT.
    De har et indlån, som de ikke har nogen fornuftig anvendelse for. Af deres prisblad kan man se, at de rent faktisk har lukket for indlån. Renter på 1/8%.
    Aarhus Lokalbank er med rigelig likviditet et oplagt offer for fallenttrilleri.
    Jo man er også 7-11 for Totalkredit.

    Med halvårsrapporten – og den slankning af udlånet – så lader det til, at fallenttrilleriet er rullet tilbage – likviditeten er sjovt nok også fremragende.
    Jo den bank er klar til slagtebænken.

    Vi taler her om en bank, med et udlån på 3½ mia., hvor halvdelen er tabt – og resten tilsyneladende er forholdsvis fornuftigt.
    Et indlån på 3 mia. – herunder et komplet overflødigt statsgaranteret lån på 300 mio. Dyrt, som bare skal placeres i andre banker til en ussel rente.
    Alt for meget personale, hvor lønudgiften ikke dækkes af nettorenteindtægten.

    Den eneste funktion den bank har er at opbevare fallenter til tabet kan tværes af på indskydere, de andre banker og staten.
    Jo det er den Bankpakke 4 er beregnet til.

    En mere principiel betragtning:
    Det kan ikke være rigtigt, at fordi en skidesprællerbank med et udlån på 3½ mia. går sin forudseelige død i møde, at
    1) Der laves overarbejde i Justitsministeriets lovkontor – for ikke at tale om Økonomi- og Erhversministeriet, Finanstilsynet, Nationalbanken, Finansrådet og Finansiel Stabilitet.
    2) Der skal laves særlovgivning med indkaldelse af Folketinget – landet tv-kanaler og aviser – fyldes med dybsindigheder, når det, der er tale om er landsbytosser (det er ikke et nedsættende udtryk i denne sammenhæng), der fumler rundt.
    3) Fuldstændig lave rødgrød af banklovgivningen, så ingen mors sjæl kan bevare noget, der minder om et overblik.

    Tag tabet – og forær de 1½-2 mia. investeret i tyske luftkasteller til FIH (hvilket også er tanken med “upsiden”), der har en udsøgt samling af svært ramponerede tyske udlån – forhåbentlig kan man få koncentreret både platugler og deres Mikey Mouse fantasier der, så der kan komme en løsning, hvor der forhåbentlig kommer en lille smule penge ud af det.

    Lad være med at lave en travesti ud af lovgivningen.

  6. B P: Ja, det er jo det, der er problemet!
    http://www.oem.dk/~/media/oem/pdf/2011/pressemeddelelser-2011/25-08-11-bankpakke-4/aftale-25-08-11-endelig.ashx
    Det er da derfor man nu har lavet:
    “For at opnå en mere jævn belastning af sektoren i forbindelse med indbetalinger til fonden, er det
    derfor hensigten, at finansieringen af Indskydergarantifonden ændres, så den fremover baseres på en
    forsikringslignende finansiering med årlige præmier.
    Den fremtidige finansieringsmodel forventes derfor at indebære et væsentligt større kontant ex ante
    element end den nuværende ordning. Indskydergarantifonden (inklusive afviklingsafdelingen)
    finansieres fortsat fuldt ud af sektoren.”

    Som alle andre fallenter har Finansrådet “snakket” med kreditor om en lempelig afdragsordning.

    Så tror jeg ikke aktionærerne i Aarhus Lokalbank skal sætte næsen op efter andet end en obskøn gestus.

  7. Så er bloggen (omsider) helt opdateret med gennemgangen også af Bankpakke 4 set med tillidsfulde øjne henholdsvis skeptiske øjne, jf. DEL II og DEL III ovenfor.

    Hvad er du enig/uenig i? Er du blandt pragmatikerne, de tillidsfulde eller skeptikerne? Kom gerne med din mening her i kommentarfeltet og fortsæt den gode debat!

  8. Jeg er enig i at Bankpakke 4 burde betegnes som Bankpakke 3 + +.

    Hvorfor virkede Bankpakke 3 ikke efter hensigten?

    Fordi, som den nye direktør Hove i Amagerbanken sagde, at efter den sidste kapitaltilførsel dukkede “nye” store udlån op, der omgående blev nødlidende.
    Typisk et tegn på fallenttrilleri.
    Det lykkedes så tilsyneladende – under megen sveden og prusten – at “finde” flere penge i konkursboet. Det vil sige, at nogle udlån er blevet ført tilbage.
    Det står rimelig fast at “trilleren” er Nykredit.

    Man troede – formentlig – så i sin naivitet, at Nykredit havde forstået de store bogstaver. Men NEJ!
    I Fjordbank Mors må man have opdaget – muligvis de selv samme papirer som i Amagerbanken – at Nykredit havde lavet det samme nummer igen.

    Danske Bank, Nordea, SparNord og Ringkjøbing Landbobank ville under INGEN omstændigheder betale for Nykredits julelege – hvilket jeg ikke bebrejder dem.
    Man var så nød til at tage brækjernet og tvinge konkursdatoen tilbage til om fredagen – i flagrant modstrid med alle juridiske principper.
    Problemet er jo, at det Nykredit har foretaget sig næppe er ulovligt – medmindre man tager opgøret omkring Nykredits kreditvurderinger – det har man ikke lyst til:

    a) Alle ved jo, at Mikey Mouse går med et Nykredit armbåndsur. De tab man har gemt i værdisættelsen af luftkasteller – og fået revisionfirmaet Brødrene Grim til at skrive under på – mere end overstiger ikke blot egenkapitalen i Nykreditkoncernen; men også alle de midler de nogensinde kan tjene.

    b) Hvis realistiske principper skulle lægges til grund for vurderingen af kreditforeningernes værdiansættelse – ja, så var alle kreditforeningerne konkurs. Obligationerne skulle afnoteres osv. – fuldstændigt uoverskueligt.

    c) Det ville fremkalde en kaskade af konkurser i banksektoren – jeg behøver kun at nævne Essex, hvor der er – er det 20 eller 40 banker, der er involveret – alle med betydelige beløb. River man først Essex ned, så er der 2 virksomheder til af samme slags og samme størrelse, der også skal hugges om.

    Med Bankpakke 4 får man muligheden for at gå ind INDEN konkursen og finde ud af, hvad man vil betale for, og hvad man ikke vil betale for.

    Sagen er, at Bankpakke 4 = Bankpakke 3, renset for fallenttrilleri. Ellers er der ikke forskelle i substans.
    Det juridiske i det er, at man kommer uden om den opgørelse af ejendomsværdierne som behandlingen i et konkursbo medfører.
    Vi lukker øjnene; men vi vil gerne vide, hvad vi lukker øjnene for.

    Aftalen om de systemisk vigtige banker med Finansrådet påpeger – selv for mentalt udfordrede – at hovedbankerne principielt intet har med Bankpakke 3/4 at gøre – og det har man sgu, at rette sig efter.

    Jeg gentager: De små og mellemstore bankers problem er IKKE funding, fordi de har indlånsoverskud. Problemet er ansvarlig kapital: Fordi man har lidt tab, som man ikke har indrømmet, er der ikke egenkapital. Tab skal udgiftsføres og dermed trækkes fra egenkapitalen.

    Hovedbankernes og Realkredittens problemer har vi end ikke taget hul på endnu.

  9. Der er stadig nogle – ude, hvor kragerne vender – der ikke har forstået en pind.

    Deres statsgarantier bliver IKKE forlænget. Jeg glæder mig næsten til hyleriet, når Finanstilsynet gennemgår deres udlånsbog med en tættekam – og forlanger nedskrivninger i størrelsesorden på deres egenkapital.

    Problemet er jo IKKE funding. Det er egenkapital.

  10. @Thomas Borgsmidt

    Tak for responsen og dine som vanligt oplysende kommentarer.

    En enkelt kommenrtar til dit link:

    Det havde jo været rart, om politikere og diverse national og centralbankdirektører havde interesseret sig for finansiel stabilitet inden ragnerok indtraf.

    Hr. Camphausen, to på hinanden følgende gange har du fremført argumentet om, at bankerne selv betaler gildet???

    Men lige så mange gange har jeg spurgt hvordan en servicevirksomhed kan det, uden at tørre regningen af på kunder og hvad der ellers kan kravle og gå, når nu aktionærerne tydeligvis friholdes jvf. bankpakke 1+2+3+4…N.

    Skal jeg tolke din tavshed derhen, at jeg har ret og at spørgsmålet er prekært – eller har jeg misforstået noget?

    Jeg ser bankernes indtjeningspotentiale svinde dramatisk dag for dag(det samme gør Nordea iøvrigt), så jeg har ærlig talt meget svært ved at se denne branche tilbagebetale noget som helst.

    Jeg er derfor meget interesseret i din udlægning af hvorledes f.eks. Danske Bank har tænkt sig at “tjene” de enorme summer de skylder skatteyderne for pakke 1,2,..N. herunder den forsikringsgaranti ingen andre kunne/ville påtage sig, hvorfor man var nødt til at tvinge skatteyderne til det.

  11. B P: Det er korrekt, at Nationalbanken blev fanget på det decideret forkerte ben.
    De håndgribelige økonomiske konsekvenser var, at man var nød til at tolerere et misbrug af de pengepolitiske udlån i begyndelsen af 2009, hvor kreditforeninger og banker belånte bla. realkreditobligationer til en rente på 0,8%, hvor en flex obligation gav en 5% i rente.
    Beløbet, som Danske Bank “hjalp” sig selv til var noget der minder om 250 mia. i 1/3 år – netto noget der minder om 3-4 mia.

    Derfor er de økonomiske opgørelser over hvilket “resultat” det har for skatteyderne endog særdeles subjektive – ja grænsende til uvederhæftig propaganda.
    Man er meeeget selektiv med, hvad man regner med.

    Disse opgørelser er endvidere ret uinteressante af flere grunde:

    a) Banksektoren kommer aldrig igen til at tjene penge – aldrig. “Overskuddene” vil alene være en pristalsregulering af egenkapitalen.
    Baggrunden er, at bankerne slæber rundt med enorme ubogførte tab – der kun har udsigt til at blive større – i det omfang realismen langsomt indfinder sig på ejendomsmarkedet – specielt på udlejningsejendomme.
    Egenkapitalerne i bankerne er jo en perfid vittighed.
    Det vil ikke blive glemt: Man vil holde en stram selskabsbeskatning af banker for at presse bankerne til at tage de tab, som de rent faktisk har lidt – problemet er bare det, at end toplinie på 10% af toplinien vil være 10 år om at tage konkursen på afbetaling. Virkeligheden er værre: Tabene er så store, at de aldrig kan tages.
    Dernæst skal bankerne tvinges til at rationalisere, hvorfor lønsumsafgiften, der betyder mindst lige så meget som selskabsskatten.
    Bankerne kommer aldrig igen til at “tjene” penge – ikke de nuværende altså.

    b) Begrundelsen for at redde bankerne var jo, at de ikke måtte rive erhvervslivet med sig i faldet.

    Resultatet er imidlertid mådeligt på den konto.

    Det samlede udlån til den ikke-finansielle sektor er reduceret med en 80 mia. det seneste års tid.
    Det tal dækker så over en omlægning til realkredit på en 100 mia. af specielt kassekreditterne (udlån under et års løbetid).
    For tiden er de længere bankudlån til erhvervslivet under afvikling. Nyudlånet holder IKKE trit med afdrag. Det er så også naturligt, for der er ikke det store at investere i for erhvervslivet.

    Nok så interessant er det, at INDLÅNET fra den ikke-finansielle sektor bestemt ikke er steget. Netto er det korte ind- og udlån for banksektoren faktisk gået i nul.
    Dvs. pengene flyder fra den ene bankkonto til den anden mellem virksomhederne; men heller ikke mere.

    Det var brutto forholdene: Udlån og indlån falder begge to.

    Ser vi så på netto – netto forholdet. Dvs. den ikke-finansielle sektors nettomellemværende med banker PLUS nettomellemværendet med realkreditten er reduceret med en 100 mia. – fra 800 til 700 mia. i netto udlån.

    dokumentation (tallene er fra Nationalbanken):
    http://dl.dropbox.com/u/33226516/Erhvervslivet%20og%20bankerne.pdf

    Denne reduktion har dels medført anbringelse af erhvervslivet i investeringsforeninger og (formentlig – regnskabstal efter 2008 foreligger ikke) i kreditter til kunderne.

    Vi kan trygt konkludere, at bankernes betydning for den ikke-finansielle sektor er i stærk aftagende.
    Postulater om, at erhvervslivet ikke oplever en kreditklemme er nok ikke rigtig.
    Forretningsomfanget skrumper.

    Jeg har flere gange undret mig over, at Camphausen har en mening om et emne, som han bestemt ikke har overblik over – og dermed ikke en kvalificeret opfattelse.

    En anden sag, hvor overblikket svigter: Hvorfor der er “solidaritet” mellem bankerne på garantiområdet?
    Baggrunden er meget banal.

    Dels er indskud fra almindelige indlånere den billigste funding overhovedet. Led almindelige indskydere tab, så tørrede den fundingkilde ind.
    Meget værre: I tilfælde af mistillid til bankerne, ville der komme et “bankrun”, hvor alle de “velstående ældre damer” forlanger deres indskud hævet på anfordring – et bankrun. Det kan INGEN bank overleve!

    Problemet ligger nok så meget i den manglende solidaritet mellem bankerne, fordi der er jo banker, der triller deres tab over til de sygeste dyr i flokken, som vi har set i Amagerbankens og Fjordbank Mors tilfælde. Det er DERFOR Bankpakke 3 aldrig kom til at virke efter hensigten.

  12. @BP og TB,

    Nu vil det jo ligne mig dårligt at forholde mig tavs. Efter du, BP, havde skrevet din oprindelige kommentar, færdiggjorde jeg jo bloggen med de øvrige dele, hvor du således kan læse andre måder at anskue finansieringen af den nye bankpakke på.

    Når det er sagt, så er jeg ikke enig I jeres måde at betragte finansieringen på. I blander således fakta og meninger sammen. Det er et faktum, at bankerne selv har finansieret bankpakkerne ved indbetalinger af renter, provisioner mv., der tilsammen gør, at staten har et overskud på bankpakkerne samlet set pt. I denne opgørelse handler det således alene om forholdet mellem bankerne, som aftager af bankpakkerne, og staten/skatteyderne, som udbyder af bankpakkerne.

    Noget andet er, om man så har den mening, at man bør inddrage andre momenter, så som skattemæssige virkninger, virkninger for bankkunderne (som vel at mærke ikke er sammenfaldende med skatteyderne) og/eller virkninger for samfundsøkonomien, arbejdsløsheden mv. Det mener jeg ikke man skal gøre i forhold til en gennemgang af selve bankpakkerne, og hvorledes de er skruet teknisk sammen. Det er herudover en selvfølge, at bankernes udgifter skal “overvæltes” (om man vil) til bankernes kunder, dvs. modsvares af indtægter, hvilket jo gælder for alle omkostninger og udgifter forbundet med driften af en bank, ikke kun de af slagsen forbundet med bankpakkerne. Det bestrides jo ikke.

    Måske det hænger sammen med, at jeg ser på bankpakkerne med juridiske øjne og I gør det med økonomiske øjne. En jurist, som gennemgår en lejekontrakt, vil se på forholdet mellem udlejer og lejer, de forskellige vilkår i lejeaftalen, herunder lejers betalinger til udlejer, dvs. udgifterne forbundet med lejekontrakten. En økonom vil nok i højere grad se på de økonomiske virkninger i forhold til henholdsvis lejers og udlejers virksomhed mv. Måske lidt firkantet sagt, men I forstår pointen.

    I kan være enige eller uenige, men undlad venligst underlødige kommentarer fordi andre vælger at anskue tingene på en anden måde end jer, især når I blander meninger (om hvor mange indirekte økonomiske virkninger/elementer man bør inddrage) sammen med fakta (om hvorledes bankpakkerne teknisk set er skruet sammen i det direkte forhold mellem staten og bankerne).

    I øvrigt synes det mere interessant i denne sammenhæng at kigge nærmere på den nye såkaldte upside / earn-out model, hvor man med rette kan argumentere for, at det i realiteten blot er en mindre downside, jf. DEL III ovenfor. Sammenlign således med bloggen og debatten herom fra for ikke så længe siden:

    http://camphausen.blogs.business.dk/2011/06/23/bankpakkerne-skal-staten-og-skatteyderne-ligefrem-tjene-pa-disse/

    Det kunne således være interessant at høre forskellige synspunkter om den nye upside / downside model fra flere af jer derude.

  13. Ministeren har i eftermiddag offentliggjort en række interessante svar på diverse spørgsmål stillet af Folketingets Erhvervsudvalg.

    Læs eksempelvis her om bankernes indbetalinger til bankpakkerne og skattefradrag herfor:

    http://www.ft.dk/samling/20101/almdel/eru/spm/142/svar/822856/1026735/index.htm

    Læs her om bankernes afhængighed af udenlandsk funding:

    http://www.ft.dk/samling/20101/almdel/eru/spm/149/svar/822852/1026727/index.htm

    Og læs her om Finanstilsynets tiltag vedrørende bankernes indlånsunderskud:

    http://www.ft.dk/samling/20101/almdel/eru/spm/152/svar/822855/1026733/index.htm

  14. Jeg er enig så langt, at spørgsmålet om bankernes betaling er irrelevant.
    Det man skal sammenligne med er konsekvenserne at IKKE at komme med den redning af bankerne. De havde været for frygtelige til at tænke på.

    Så kan man spørge om prisen for den redning har været korrekt. Det er igen et spørgsmål, der ikke kan besvares. Hvordan prissætter man en ubetinget indskydergaranti? Specielt, når man ikke har nogen som helst opfattelse af sandsynligheden for at skulle indfri garantierne.

    Vi kan få en opfattelse ved at se på Danske Banks noget krampagtige forsøg på at vride sig ud af den aftale, som de selv krævede – vedrørende deres betalinger for pakkerne.
    Man rejste så kapital i form af en aktieemission – nu ved jeg så ikke, hvor mange af dem, de endte med selv at købe.
    Men her bagefter må vi konstatere, at den kapitaltilførsel var ikke nok – de er holdt op med at snakke om en førtidig indfrielse – såååå vi kan nok slutte os til at den pris de betaler nok ikke er for dyr.
    Her skal der så korrigeres i ukendt omfang for forværringen siden 2009 p.gr.a. forsat udygtig bankdrift.

    Endelig har man ikke fuldt overblik over statens tab på indeværende tidspunkt – mig bekendt er ikke alle konkursboerne opgjort – bla. er der vist nogle ejendomme, der skal afhændes – som nok på tidspunkter har været vurderet med begge ben fast plantet i den blå luft.
    Alene den omstændighed, at der ikke – for praktiske formål – er nogen markedspris for udlejningsejendomme i disse år.

    Man skal nærmere vurdere efter hensigten: Det var jo ikke, at staten skulle tjene på det – ej heller tabe.
    Næ, det var at der ikke skulle være tale om en foræring til bankerne, som de så bare videre kunne pumpe ud til aktionærerne.

    Ikke overraskende – er jeg uenig med Hr. Frank Aaen i relevansen af hans spørgsmål.

    Det er så heller ikke rigtigt, at omkostningerne ledes videre til kunderne i form af højere renter: Renterne er stort set de samme.
    Indlånsrenterne er derimod i praksis noget højere, fordi likviditetstrængte banker giver nogenlunde renter på tidsindskud.
    Den anden side af problemet er, at så at sige alle boligudlån over 5 år må principielt anses for nødlidende – hvorfor de er lempede både, hvad angår rentebetaling og tilbagebetaling (boliglån med løbetid over 5 år bliver IKKE afdraget: Det vokser, som det hele tiden har gjort, med den finansierede omsætning på boligmarkedet.)

    Det der irriterer mig ved disse bemærkninger om, at bankerne skam betaler er, at det er en løsagtig påstand, der jævnligt fremføres af Finansrådet og hovedbankerne.
    Det svarer til at sigtede besvarer spørgsmålet: “Har de slået deres gamle mor ihjel?”
    Med følgende næbbethed: “Nej, jeg har ikke stjålet lille Peters cykel!” – og derefter rejser sig op for at gå.

    En anden faktor er, som det er kommet frem i Amagerbanken og Fjordbank Mors sagerne: Hovedbanker har ganske enkelt ikke råd til at betale deres forpligtigelser i forbindelse med bankkrakkene:
    Bankpakke 4 indeholder jo også en afbetalingsordning for bankerne mht. indskydergarantifonden.
    Man kan også se det af de stærkt reducerede nedskrivninger i 2 kvartal 2011, som går igen i bankregnskaberne – det er jo ikke fordi der har været noget at råbe hurrah af!

    Det nytter ikke noget, at kræve større betaling af bankerne end de rent faktisk kan betale – de er jo rent faktisk døde! Så døde som de japanske banker.

Comments are closed.