God skik eller dårlig skik – det er spørgsmålet

Noget er råddent i Danmarks rige, for så vidt angår reglerne om bankernes adfærd over for kunderne.

Ikke forstået således, at reglerne i sig selv er utidssvarende, ufyldestgørende eller utilstrækkelige. Selve indholdet af reglerne er sådan set fornuftigt nok. I hvert fald som jeg – og få andre – ser det.

Jeg tænker derimod på formen af de selvsamme regler om bankernes adfærd over for kunderne, som hverken synes hensigtsmæssig eller meningsgivende. I hvert fald som jeg – og flere andre – ser det.

Men nu ser “råddenskaben” umiddelbart ud til at være på retur.

God skik reglernes karakter

Det handler om de såkaldte god skik regler. Og det handler om disses reglers karakter af såkaldt offentligretlige regler, som gælder i forholdet mellem bankerne og myndighederne. Dette står i modsætning til privatretlige regler, som gælder i forholdet mellem bankerne og kunderne.

Pointen er faktisk ganske simpel: det er dårlig skik at lade god skik reglerne være offentligretlige regler, som kun myndighederne kan påberåbe sig over for bankerne, når god skik reglerne i grunden sigter på at regulere forholdet mellem bank og kunde og derfor burde være privatretlige regler, som kunderne selvstændigt kunne påberåbe sig over for bankerne.

Med andre ord: hvis en bank tilsidesætter god skik reglerne over for en kunde, kan myndighederne alene på dette grundlag straffe banken med en bøde, hvorimod kunden ikke på samme grundlag sådan lige kan komme ud af aftalen med banken, kræve tilbagebetaling eller erstatning af banken eller fremsætte lignende krav.

Kundens retsstilling skal nemlig afgøres efter de almindelige privatretlige regler, som findes i den almindelige aftaleret, erstatningsret mv. Dette altså fordi, at god skik reglerne ikke i sig selv indeholder egne bestemmelser om privatretlige konsekvenser – så som ugyldighed, ophævelse, erstatning eller lignende – ved manglende overholdelse af reglerne.

Giver det mening? Altså ikke reglerne, men min forklaring?

God skik reglernes virkning

Man kan så sige, at alt dette akademiske juristeri om offentligretlige regler kontra privatretlige regler ikke ville gøre så meget i virkelighedens verden, hvis man i praksis lod god skik reglerne – om ikke formelt, så reelt – få virkning i forhold til den konkrete tvist mellem en kunde og en bank.

Og faktisk var det mere eller mindre den slet skjulte mening fra lovgivers side, at de offentligretlige god skik regler skulle kunne få en sådan slags smittevirkning i forhold til en ellers privatretlig konflikt mellem en kunde og en bank.

Problemet er imidlertid, at en sådan reguleringsmæssig smittevirkning aldrig rigtig er slået igennem i praksis. Og så er man jo lige vidt – frem og tilbage er som bekendt lige langt. Det er i hvert fald den oplevelse, som mange kunder sidder tilbage med efter at have været en tur med og mod banken i Pengeinstitutankenævnet.

Det er jo netop her, at de fleste private tvister mellem bank og kunde afgøres. Og Pengeinstitutankenævnet har stedse været meget tilbageholdende med at gøre brug af god skik reglerne i disse privatretlige tvister. I hvert fald i et sådant omfang, at den nævnte smittevirkning for alvor er slået igennem i ankenævnets praksis.

Og under alle omstændigheder har ankenævnet ikke i afgørelserne udtrykkeligt hængt en sejr for kunden og et nederlag for banken direkte op på bankens tilsidesættelse af god skik reglerne. I visse enkelte tilfælde er en sådan sammenkædning måske sket indirekte. Men der har aldrig udviklet sig en fast og entydig praksis.

Kun i de få tilfælde, hvor myndighederne – hvilket vil sige Finanstilsynet – først har slået konkret fast, at en given bank har overtrådt en bestemt god skik regel, og dette så efterfølgende er blevet til en egentlig privat tvist ved Pengeinstitutankenævnet, har ankenævnet udtrykkeligt henvist til bankens tilsidesættelse af god skik reglerne.

Tilsynet har fastslået selve normen på området, hvilken ankenævnet så bagefter kan lægge til grund i sine egne afgørelser.

Lidt groft og forsimplet sagt er Pengeinstitutankenævnet aldrig rigtig gået forrest i så henseende. Modet har manglet. Man har på denne vis ladet det være op til Finanstilsynet at slå fast, om god skik reglerne har været overholdt eller ej. Det er jo offentligretlige regler; og det er tilsynets bord. Og først derefter er man så trådt i tilsynets spor og har brugt tilsynets afgørelse/norm i forhold til de privatretlige regler. For det er jo de privatretlige regler, som er ankenævnets bord.

Men når man først har valgt den strategi, at ankenævnet ikke selv vil eller skal slå fast, om en bank har overtrådt god skik reglerne, så har man jo også valgt den afledet strategi, at god skik reglerne ikke skal have den ellers tilsigtede smittevirkning i forhold til kunderne. For det er jo langt de færreste ankenævnssager, hvor der i forvejen findes en afgørelse fra tilsynet, som ankenævnet belejligt kan læne sig op ad.

Fra dårlig skik til god skik

Men nu er der tilsyneladende en ny strategi på vej fra Pengeinstitutankenævnets side. Fra dårlig skik til god skik – ikke kun hvad angår reglerne, men også ankenævnets brug af disse. Nu skal ankenævnet til at gå forrest og træde i karakter. Omsider mere courage. Og ifølge ankenævnet, har man allerede fulgt denne nye strategi – denne nye holdning/tendens – i forbindelse med de mange sager om investeringsrådgivning, som har fundet vej til ankenævnet i lyset af den finansielle krise.

Ankenævnets formand (eller rettere forkvinde) udtrykker denne nye holdning/tendens i den tidligere på året udsendte årsberetning for 2010 i et særskilt afsnit i formandsberetningen om “Betydningen af offentligretlige regler”. Heri anføres blandt andet:

“Det har længe været drøftet i den juridiske teori, hvilken betydning offentligretlige regler om pengeinstitutters adfærd over for deres kunder har for den erstatningsretlige bedømmelse …

Jeg mener, at der er grundlag for at sige, at ankenævnet nu i større grad end tidligere inddrager tilsidesættelse af offentligretlige regler ved afgørelsen af civilretlige konflikter mellem pengeinstitutter og deres kunder … 

Jeg opfatter dette som en vigtig tendens. En øget inddragelse af offentligretlige regler i vurderingen af om et pengeinstitut har handlet ansvarspådragende over for sine kunder, vil kunne medvirke til en øget beskyttelse af kunderne og til en øget tillid til pengeinstitutterne.”

Hør, det er jo nye toner. Og så endda toner, som lyder fra en højesteretsdommer. Så det er måske ligefrem toner, som også vil vække genklang ved domstolene og ikke blot i ankenævnet.

Og det lyder jo ganske godt: ankenævnet vil nu i højrere grad end tidligere inddrage god skik reglerne i den aftaleretlige og erstatningsretlige bedømmelse, dvs. lade de offentligretlige regler slå igennem i de privatretlige konflikter. Omsider den reguleringsmæssige smittevirkning, som har været efterlyst i efterhånden mange år.

Men noget lyder knap så godt (og det fremgår ikke som sådan af citatet ovenfor eller af formandensberetningen – men det ved jeg fra et foredrag om emnet med ankenævnets formand, som fandt sted få dage før beretningens offentliggørelse): ankenævnet vil fortsat ikke som sådan henvise til god skik reglerne men blot nøjes med at inddrage disse i bedømmelsen bag kulisserne – bag præmisserne.

Tilsyneladende tør man stadig ikke fastlægge normen som sådan. Modet rækker kun så langt.

God skik reglerne frem i lyset

Hvis dette bliver strategien fremover, så vil jeg tillade mig at mene, at der blot er tale om en halvgod og ikke en fuldgod løsning i så henseende. Hvis den efterlyste smittevirkning skal være til at føle på, så skal den også være til at få øje på.

Faktisk har det været den herskende opfattelse blandt bankretsjurister og bankretsforskere – herunder undertegnede – at de mange nylige sager om investeringsrådgivning i et eller andet omfang har medført en eller anden form for holdnings- og stilskifte i ankenævnet. Det har været til at røre ved, men ikke til at gribe fast om. Ingen har med sikkerhed turdet slå fast, at ankenævnet dermed endegyldigt har gjort op med den hidtidige strategi på området og i stedet har ladet den afløse af en helt ny og mere imødekommende af slagsen.

Man har således været forsigtig i fortolkningen og udlægningen af de mange nye afgørelser, netop fordi ankenævnet ikke klart og tydeligt i selve afgørelserne har henvist til god skik reglerne. Så hvis ikke engang bankretseksperterne har kunnet gennemskue afgørelserne fuldt ud, hvordan kan man så forvente, at den menige bankkunde skal kunne gøre det.

Det hjælper naturligvis, at Pengeinstitutankenævnets formand i årsberetningen giver udtryk for den nye holdning/tendens som ovenfor nævnt. Og at det således nu står skrevet sort på hvidt med ankenævnets egne ord, at god skik reglerne – selv om de stadig ikke kan påberåbes direkte af kunden over for banken – i det mindste indgår indirekte i bedømmelsen af kundens krav mod banken.

Men alt andet lige burde en sådan ledsagende forklaring i en årsberetning, som de færreste alligevel gør sig bekendt med, ikke være nødvendig. Det burde være åbenlyst for enhver, som gennemgår ankenævnets afgørelser og disses præmisser. Man burde med andre ord ud fra selve afgørelserne kunne vide sig sikker på, om ankenævnet i sin bedømmelse har lagt vægt på, at god skik reglerne har været / ikke har været iagttaget i den pågældende sag.

Så lad det være min opfordring: nu hvor ankenævnet alligevel har taget god skik reglerne ud af mørket, så kan man lige så godt tage dem helt frem i lyset for enhver at få øje og føle på. Reglerne sigter til at beskytte kunderne, og derfor skal reglerne vel også være til at få øje og føle på for kunderne. I så fald er det for kunden inderligt ligegyldigt, om god skik reglerne har direkte virkning eller indirekte smittevirkning. Det kan overlades til akademikerne at retsfilosofere over.

Giver det mening? Altså ikke reglerne, men min opfordring?

Det handler altså ikke om, at god skik reglerne skal skærpes i forhold til bankerne eller lempes i forhold til kunderne. I hvert fald ikke som jeg ser det. Det handler bare om, at god skik reglerne skal komme til deres ret. Det vil i sig selv være udtryk for god skik.

Og det ville Hamlet utvivlsomt være enig i.

8 responses to “God skik eller dårlig skik – det er spørgsmålet

  1. Begge giver mening. Har blot et lægmands spørgsmål.

    Hvorfor indfører man ikke marketsføringslovens generalklausul for finansielle virksomheder ? Ved godt der blev lavet særregler i 2004.

    Det virker som om alle disse særregler, egne nævn etc på det finansielle område giver borgeren et dårligere retsligt udgangspunkt end i andre handelstransaktioner.

    Hvad var begrundelsen for særeglerne i sin tid? Hvorfor skulle den finansielle sektor have særskilte regler.

  2. @Anders

    Glimrende spørgsmål. Ganske kort kan hertil svares, at der også i lov om finansiel virksomhed findes en god skik generalklausul (§ 43), som modsvarer markedsføringslovens generalklausul om god markedsføringsskik. Der er i begge tilfælde tale om såkaldte retlige standarder, således at man kan tilpasse det dynamiske god skik begreb og indholdet heraf til samfundsudviklingen på området. Man havde også en sådan generel god skik bestemmelse i den gamle bank- og sparekasselov.

    Den nugældende generelle god skik bestemmelse for banker mv. er formuleret på denne vis:

    “Finansielle virksomheder … skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet.”

    Denne lovbestemmelse suppleres så af den såkaldte god skik bekendtgørelse med de nærmere god skik regler om rådgivning mv.

    Begrundelsen for at undtage de finansielle virksomheder fra den samtidige regulering i markedsføringsloven er beskrevet således i lovforarbejderne fra dengang (men husk på, at med bankpakke 2 fik Forbrugerombudsmanden nogle af sine beføjelser tilbage som beskrevet i denne blog fra sidste år):

    “De finansielle virksomheder reguleres i dag af såvel de finansielle love som af markedsføringslovens regler om redelig forretningsskik og god praksis (god skik).

    Det har især på værdipapirområdet vist sig, at Fondsrådet og Forbrugerombudsmandens overlappende kompetence vedrørende god værdipapirhandelsskik skaber problemer og usikkerhed for både virksomheder og forbrugere. Finanstilsynet har endnu ikke anvendt sin beføjelse til – efter forelæggelse for Det Finansielle Virksomhedsråd at fastsætte regler for god skik i den finansielle sektor, men hvis det sker, vil der også på dette område kunne opstå retsusikkerhed for virksomhederne.

    Entydige regler på det finansielle område baseret på en klar, formel kompetencefordeling mellem myndighederne forudsætter derfor en ændring af regelgrundlaget.

    Med henblik på at skabe en mere klar retstilstand og dermed øget retssikkerhed på området foreslås det, at der sker en afklaring af kompetencefordelingen vedrørende regler om god skik. Reglerne skal på den ene side sikre, at forbrugerne får en rimelig behandling. På den anden side skal reglerne sikre et fortsat velfungerende finansielt marked.

    Det foreslås, at økonomi- og erhvervsministeren får kompetence til at udstede regler om god skik for de virksomheder, der er reguleret af de finansielle tilsynslove.

    Dette indebærer, at Forbrugerombudsmandens kompetence til at fastsætte regler om god skik, der alene vedrører de finansielle virksomheder, overføres til økonomi- og erhvervsministeren. Lovforslaget indeholder derfor et forslag til ændring af markedsføringsloven, hvor det er blevet præciseret, at reglerne om god markedsføringsskik, vildledning af kunder m.m. samt adgangen for Forbrugerombudsmanden til at fastsætte retningslinier ikke finder anvendelse i det omfang, økonomi- og erhvervsministeren har fastsat regler om god skik. Forbrugerombudsmandens tilsyn i forhold til finansielle virksomheder indskrænkes tilsvarende, idet tilsynet med de bindende regler tillægges Finanstilsynet.”

  3. I øvrigt bør jeg lige nævne, at min blog ovenfor blev forfattet for nogle måneder siden og således før det nye regeringsgrundlag, som synes at lægge op til, at bl.a. god skik reglerne skal underkastes et lovmæssigt eftersyn, jf. denne nylige blog herom:

    http://camphausen.blogs.business.dk/2011/10/04/bankerne-og-det-nye-regeringsgrundlag/

    Men vær gerne opmærksom på, at jeg ikke mener, at reglerne som sådan bør skærpes; de skal blot komme til deres ret, så at sige.

  4. Der er nogle finter:

    Det nytter ikke noget at Finansankenævnet læner sig op ad Finanstilsynet. Sagen er nemlig at Finanstilsynet har en særdeles afslappet holdning til at passe sit arbejde.
    Se blot denne afgørelse:
    http://finanstilsynet.dk/da/Regler-og-praksis/Afgoerelser/2011/LVPH-33-2-Administrativt-boedeforlaeg-Nykredit-Bank.aspx

    Glem de snoldede 20.000 kr i bøde.
    Det mere relevante spørgsmål er: Hvordan i alverden har det undgået Finanstilsynets opmærksomhed, at Nykredit Bank gennem 3 år har undladt at indberette 1 million handler?
    En almindelig bog har måske 30 linier pr. side og 300 sider = knap 10.000 linier.
    Det svarer til at der mangler 100 bøger på reolen. Når man end ikke har opdaget, at der mangler en reol i biblioteket, så må man konkludere, at man ikke fra Finanstilsynets side har gidet blot foregive, at man har passet sin tilsynsforpligtigelse.

    Når Finanstilsynet end ikke foregiver, at varetage sin tilsynsforpligtigelse, så kan de jo ikke træffe afgørelser på baggrund af deres tilsyn. De aner nemlig ikke, hvad de taler om.
    Når den så kører videre i Pengeinstitutankenævnet, der læner sig op ad Finanstilsynets afgørelser – som med flid ikke eksisterer – så bliver retsstillingen unægtelig noget kompromitteret.
    Det svarer til situationen under Anden Verdenskrig, hvor Politiet var sat i koncentrationslejr af den Tyske Værnemagt. Befolkningen er henvist til selvtægt.
    Politiet havde så nægtet at være Værnemagtens villige redskab i systematiske brud på Dansk lov.

    Det er bemærkelsesværdigt at Marianne Vestager – med en fortid i Økonomi- og Erhvervsministeriet – bestemt ikke ønskede det ressort. Man kan kun gætte på hvorfor?

    Når Nationalbankdirektøren – som jeg anmassende familiært – kalder “Onkel Nils”, fordi han på et tidspunkt til favoritrente stampede 250 MILLIARDER usælgelige flexobligationer – i et massivt misbrug af Nationalbankens pengepolitiske udlån. Vi kan slutte os til, at det drejede sig om Danske Bank og/eller Nordea, fordi en mundtlig irettesættelse blev uddelt på Realkreditforeningens Årsmøde. (Hvis altså beløbsstørrelsen skulle være blevet overset)

    Altså, når Onkel Nils vil have hånd i hanke – lad os håbe det bliver en FAST hånd – med Finanstilsynet og bragt denne (for at sige det pænt – anløbne) institution ind under Nationalbanken, så skal man spidse øren:
    En ting er et banalt adminstrativt imperiebyggeri – hvilket jeg ikke tror er motivet – hvem ønsker frivilligt at stå for den katastrofale kloakvedligeholdelse i København?
    Mere alvorligt er, at den udfoldede slendrian i Finanstilsynet må formodes at være så alvorlig, at den bringer hele den finansielle stabilitet i fare!
    Det kan i sidste ende betyde problemer for landet i samme størrelsesorden som Grækenland nu oplever.

    Det grundlæggende problem er, som du også påpeger, at lovgivningen på finansområdet måske er nogenlunde; men forbliver uforbindende lirum-larum på et stykker papir, som man har sørget for IKKE bliver brugt.

    Retstilstanden på finansområdet er en farce!
    Bankerne gør præcis som det passer dem.

    Det så vi i Roskilde Bank, hvor man systematisk lænsede alt og alle i strid med alle regler og principper – med myndighedernes viden (eller den, de burde have skaffet sig) – smadrede hele Midtsjælland. Hovedbankerne er ikke en snus bedre – det er så bare forbrydelser mod Mønten.
    Tidligere var sådan adfærd højforrædderi og endte med hovedafkortning på Nytorv.
    Glückstadt fik lov at begå selvmord i fængslet, så man slap for en pinlig retssag.

    Altså finansområdet kører retsmæssigt på samme måde som Gaddafi kørte Libyen.

  5. Thomas, kan vi ikke forsøge at holde os til bloggens konkrete emne, eller i det mindste periferien heraf, dvs. god skik reglerne og deres karakter. Det handler således hverken om indberetning af værdipapirhandler, nationalbanken eller om obligationsudstedelser (selv om dette også er interessante emner).

    Så tilbage on topic: Kom gerne med jeres syn på god skik / dårlig skik reguleringen.

    Eksempelvis kan jeg supplere med, at der i 2011 kun er kommet en enkelt afgørelse fra tilsynet, hvor en bank har handlet i strid med god skik reglerne – det skal man også huske på, når man har travlt med at kritisere bankernes adfærd:

    http://www.ftnet.dk/da/Regler-og-praksis/Afgoerelser/2011/BEK-god-skik-Vildledende-Markedsfoering-Spar-Nord.aspx

  6. Jeg synes nu, jeg er temmelig præcist på pointen.

    God skik reglerne er formentlig med vilje lavet som et offentlig retligt mellemværende, FORDI de ikke skulle bruges.

    De pligtige indberetninger til Finanstilsynet kan man da bare lade være med at sende. Evt. sende i det omfang, de er meningsløse. 20.000 kr. i bøde for en bank – Vorherre på rulleskøjter.
    Dvs. det er fuldstændig frit for banken om den gider følge reglerne.

    Det er således umuligt at løfte nogen som helst privatretlig bevisbyrde i en tvist med banken, da dokumentationen enten ikke foreligger, ikke er blevet indberettet eller kun indberettet ufuldstændigt.

    Enhver påstand fra en sagsøgende kunde kan bare afvises – “Det kender vi ikke noget til.”
    I sager om uredelig rådgivning, så kan banken bare benægte, det er sket. Du kan ikke modbevise det.
    Banken kan på sin side hævde, at man bliver kontrolleret af Finanstilsynet – hvilket så er i strid med kendsgerningerne, for Finanstilsynet kikker nemlig IKKE.
    Det var blot det, jeg ville påpege med mit helt konkrete graverende eksempel.

    At tale om bankjura er lidt futilt, for det kræver, at der er en retstilstand på området – det er der jo ikke: Det har man med omhu sørget for, at der ikke er.

    Citat:
    “Man har således været forsigtig i fortolkningen og udlægningen af de mange nye afgørelser, netop fordi ankenævnet ikke klart og tydeligt i selve afgørelserne har henvist til god skik reglerne. Så hvis ikke engang bankretseksperterne har kunnet gennemskue afgørelserne fuldt ud, hvordan kan man så forvente, at den menige bankkunde skal kunne gøre det.”

  7. Banker kender ike god skik reglen. Vis man har en advokat til at efterse bankens. Måde at sælge kunders invisteringer uden tiladelse fra kunder. Blir man truet at man skal fjerne advokaten ellers blir man lukket. det er vist ikke god skik. Banken lukker bare kunden vis man ikke retter ind til højre. Banken har aldrig kommet med et krav om ekstra sikkerhed. kan ikke komme med en komplet opgørelse. Bruger sikkerhed fra et holdingselskab til sikker hed for ejeren af holdingselskabet.Men nu glæder vi os til foråret der kommer en dommer til at se om reglerne er over holdt.

  8. Noget er råddent i Danmarks rige, for så vidt angår reglerne om bankernes adfærd over for kunderne. Tjah. Tak til Michael Camphausen for at løfte en lille flig mod finanssektorens huseren i samfundet.
    Det er nemlig finanssektoren det skal hedde. Bankerne ejer realkreditselskaber, pensionsselskaber, leasingfirmaer, holdingselskaber af enver art, Mærsk styrer f. eks. Danske Bank suverænt osv. Tidligere anmeldte finastilsynet til bankerne at nu ville de komme og checke – den og den dag.

    Gør de mon stadig det ? Det virker jo ikke.

    Der ER ikke rigtig styr på de finansielle supermarkeder. Hvis Camphausen satte sig for, virkelig at beskrive råddenskaben (ja, han har jo set en del af den, nok til at beskrive et lille hjørne) så ville han nok opleve det samme i sit job, som Ulf Sørensen beskriver som bank-kunde. Man vil paria’e Camphausen. Man vil få 10 andre phd-medløbere til at nedgøre Camphausen og til sidst vil hans indflydelse stort set være væk.
    Danmark er så lille, at korruption i generel forstand ikke er nødvendig. Kritikere kan fryses ud af “de store”, indtil kritikerens platform/job er væk.
    I sverige er det kommet frem at pensionsselskaber bevidst aktuarmæssigt fejlberegner pensionerne ved (i det skuljte) at sætte mænds gennemsnits levealder til 105 år. Dette er langt fra god skik, jeg afstår for at bruge det rette ord i dennne debat. Tak til Camphausen og gid du ville/turde gå skridtet videre og underbygge yderligere de uhyrligheder, som heller ingen journalister åbenbart magter/evner/tør at beskrive.
    Det ER faktisk ved at gå op for befolkningen hvor slemt det står til. Nogen er begyndt at bruge den rammende betegnelse – banditter i habitter. Ellen Schultz har i USA i bogen Retirement Heist, beskrevet noget af den pensionssvindel almindelige amerikanere bliver udsat for.
    Hvornår mon de danske tilstande bliver udsat for samme research.

Comments are closed.