Bankpakkerne er fortsat en økonomisk succes

…en økonomisk succes for staten, vel at mærke.

Overskud på bankpakkerne

Denne blog er en opdatering af mine indlæg fra tidligere i år om “Bankpakkerne: et solidt overskud for staten eller nu blot en lille buffer for skatteyderne?” og om “Ny foreløbig status på resultatet af bankpakkerne”, idet det allerseneste bankkrak i rækken således har nødvendiggjort en ny og ajourført beregning af resultatet for staten af bankpakkerne.

På denne vis har Erhvervs- og Vækstministeriet i denne måned offentliggjort et opdateret notat med en samlet økonomisk opgørelse af statens indtægter og statens udgifter i forbindelse med bankpakkerne, som altså også tager højde for tabene forbundet med Max Banks nylige krak.

Samtidig afslører notatet også for første gang fra officiel side størrelsen af den medgift, som blev givet af staten i forbindelse med Max Banks afvikling under den nye Bankpakke 4 (den udvidede medgiftsordning).

Det ajourførte notats konklusion er, at statens overskud fortsat kan opgøres til i alt ca. 9,40 mia. kr., hvilket nettooverskud således kan henføres til nye posteringer på både udgiftssiden og indtægtssiden.

Den væsentligste ændring på notatets udgiftsside er naturligvis medtagelsen af statens tab på netop Max Bank på ca. 800 mio. kr. i alt. Heraf har staten for det første tabt ca. 350 mio. kr. på ordningen med statsligt kapitalindskud under Bankpakke 2 (omfatter også den del af statens kapitalindskud i Max Bank, som var konverteret til aktier i banken); og for det andet har staten tabt ca. 450 mio. kr. på ordningen med individuel statsgaranti ligeledes under Bankpakke 2.

Det er de selvsamme 450 mio. kr., som udgør statens medgift under Bankpakke 4, idet det jo erindres, at medgiften i grunden svarer til en konvertering af det tab, som staten ville have lidt på den individuelle statsgaranti, såfremt afviklingen af banken i stedet var sket under Bankpakke 3 (den spidsfindige konstruktion i så henseende er beskrevet nærmere i min tidligere blog om Bankpakke 4).

For en ordens skyld skal man lige huske på, at den endelige medgift i forbindelse med Max Banks krak kan blive både større og mindre end de nævnte 450 mio. kr. – dvs. kan blive justeret i begge retninger – afhængig af den videre afvikling af banken mv.; men den endelige medgift kan imidlertid aldrig blive større end 820 mio. kr. svarende til netop det maksimale tab på den individuelle statsgaranti til Max Bank, som staten ville have lidt, såfremt banken i stedet var krakket under Bankpakke 3. Ministeren oplyser dog i notatet, at medgiften forventes at ende på de ca. 450 mio. kr. Med andre ord har brugen af Bankpakke 4 frem for Bankpakke 3 reduceret statens tab med ca. 370 mio. kr.

Den væsentligste ændring på notatets indtægtsside er tilføjelsen af et yderligere års garantiprovision til staten – for 2012 – på de individuelle statsgarantier under Bankpakke 2. I forhold til det tidligere notat er statens renteindtægter for netop 2012 på de statslige kapitalindskud under Bankpakke 2 blevet nedjusteret en smule.

Alt i alt betyder det, at ordningen under Bankpakke 2 med de statslige kapitalindskud giver et samlet foreløbigt overskud på ca. 7,09 mia. kr., og ordningen under Bankpakke 2 med de individuelle statsgarantier giver et samlet foreløbigt underskud på ca. 190 mio. kr. (indregnet den ovennævnte medgift). Dertil kommer så det endelige overskud på Bankpakke 1 på ca. 2,50 mia. kr. Overordnet set giver det således det nævnte samlede overskud på bankpakkerne på i alt ca. 9,40 mia. kr. i statens favør.

Det skal naturligvis understreges, at der er tale om foreløbige resultater. Men det ændrer alt andet lige ikke på min konklusion, nemlig den, at det fortsat må konstateres – selv om folkemyten som bekendt prædiker det modsatte – at bankpakkerne er en økonomisk succes for staten.

Som jeg efterhånden har skrevet utallige gange her på bloggen: bankpakkerne er på ingen måde at regne som gavepakker til bankerne; de har selv betalt for dem og endda i et sådant omfang, at der fortsat er et solidt overskud for staten på pakkerne og derfor stadig er råd, så at sige, til et par yderligere (eller endnu flere) bankkrak, herunder flere statslige medgifter, såfremt det måtte blive nødvendigt, førend det samlede regnestykke for bankpakkerne vælter i skatteydernes disfavør.

Den tavse presse

Pressen har sædvanligvis altid udvist stor interesse for bankpakkerne og økonomien heri, herunder for ministerens notater med de forskellige beregninger og statusoversigter mv. – men ikke denne gang. Mig bekendt har ingen af de store erhvervsaviser/sektioner – dvs. hverken Berlingske Business, Børsen eller JP Erhverv (og ej heller finanssitet FinansWatch) – omtalt dette nye opdaterede notat fra ministeren. Og det kan undre.

Man fristes til lidt provokerende at spørge, om den pludselige manglende interesse mon skyldes, at notatet ikke bekræfter eller understøtter den ovennævnte folkemyte – tværtimod synes notatet jo at afkræfte denne vedholdende myte – og at man således hellere vil berette om million- og miliardunderskud for staten end det modsatte?

Jeg hæfter mig i hvert fald ved, at alene Politiken valgte at omtale notatet, hvilket desværre (måske forudsigeligt?) skete med et overdrevent negativ fokus på det snævre millionunderskud forbundet med de individuelle statsgarantier under Bankpakke 2. Det langt større milliardoverskud forbundet med de statslige kapitalindskud under Bankpakke 2 blev kun nævnt i en mere eller mindre hengemt sidebemærkning. Tilsvarende med hensyn til det samlede positive milliardresultat på både Bankpakke 1 og Bankpakke 2. Og det beskrives slet ikke, hvorledes den nye medgiftsordning har været med til at reducere statens tab.

Læseren fik utvivlsomt det indtryk, at ministerens nye notat udelukkende påviste ganske katastrofale følger for staten og skatteyderne forbundet med bankpakkerne. Med andre ord fokuserede artiklen alene på én enkelt af flere relevante mellemregninger i det samlede regnestykke, hvilket naturligvis på ingen måde gav et retvisende, endsige fuldendt billede af bankpakkerne.

Den pågældende artikel er ikke lagt på online, så jeg kan desværre ikke linke til den. Den blev alene bragt i selve avisudgaven under overskriften “Staten taber på at garantere for banker” og med underoverskriften (teaseren) “Bankkrak giver trecifret milliontab for staten på de såkaldte individuelle statsgarantier. Bankerne betaler ganske enkelt ikke nok til ordningen”.

Og så fortsætter det ellers med følgende: “Det er en ren underskudsforretning for statskassen at holde hånden under bankerne gennem de såkaldte individuelle statsgarantier. Foreløbig har staten lidt et underskud på 190 millioner kroner på ordningen, fordi Max Bank, Fjordbank Mors og Amagerbanken, der alle havde garantier, er gået nedenom og hjem i år. Det fremgår af et nyt notat fra Erhvervs-og Vækstministeriet om status på redningspakkerne til banksektoren”.

Bevares, der er naturligvis flere måder at anskue tingene på, herunder den mere populistiske af slagsen, som i vinklingen ønsker at lefle for folkestemningen. Jeg vil dog nu fortsat mene, at bankpakkerne er udtryk for en økonomisk succes og ikke en økonomisk katastrofe, akkurat som jeg også vil mene, at bankerne faktisk har betalt tilstrækkeligt til bankpakkerne (i hvert fald indtil videre).

Men alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser. Hvordan ser du det? Kom gerne med dine bemærkninger og dine synspunkter i kommentarfeltet nedenfor.

15 responses to “Bankpakkerne er fortsat en økonomisk succes

  1. Fint indlæg selvom det nok ikke helt er fair at slå på Politikken, som er en vidende avis blot ikke om økonomiske forhold.

    Jeg er dog ikke helt sikker på, at man kan kalde bankpakkerne en succes.

    Den mest oplagte kommentar er, at krisen ikke er over endnu. I den forstand er det for tidligt at kalde bankpakkerne en succes, da vedtagelsen af den første bankpakke fordre, at man bliver ved, hvis situationen opstår igen.

    Hvis Euro´en falder sammen og en af de store danske banker af den grund krakker, så vil vi gå fra et fint overskud til et kæmpe underskud på få dage. Staten kan ikke undgå at træde til igen. I den forstand har vi fået et usundt system set med markedskræfternes øjne.

    Staten løber en kæmpe risiko på private virksomheders vegne som den ikke har bedt om. Selvom bankerne i første omgang betaler for den eller ej, så skal skatteyderne kompenseres for at påtages sig en usikker investering.

    I den forbindelse må jeg låne ord fra en anden indsigtsfuld mand (du var den første).

    “It is creditors, not debtors, whom we must hold accountable for patterns of aggregate investment. There always have been and always will be foolish or predatory borrowers willing to accept loans that they will not repay. We rely upon discriminating creditors to ensure that funds and resources will be placed in hands that will use them well. Creditors allocate capital by selecting the worthy from innumerable unworthy petitioners. An economic downturn reflects a failure of selection by creditors as a group. It is essential, if we want the high-quality real investment in good times, that creditors bear losses when they allocate funds poorly.”

    http://www.interfluidity.com/

    Det er korrekt, at bankpakkerne har givet overskud. Det kunne vel ikke være meget anderledes, når en suveræn stat med retten til at udstede sin egen valuta dækker for eventuelt tabsgivende lån. Noget grækerne ikke kunne, da de skulle dække tab i fremmed valuta (Euro´en). Dertil skal lægges at resten af verdens økonomier åbnede for likviditetssluserne samtidig med at disse bankpakker blev skabt.

    Jeg mener grundlæggende, at staten påtog sig ansvaret for at dække for bankerne i enhver given situation, da man lavede bankpakkerne. Jeg håber ikke, at vi kommer i en økonomisk situation, hvor dette ansvar for alvor skal testes.

  2. Tak for god kommentar, Anders.

    Nu slår jeg jo ikke kun på Politiken men også på de andre aviser for deres tavshed. Og jeg har intet imod Politiken og kender i øvrigt kun den pågældende journalist som en dygtig en af slagsen. Det jeg således slår på, er den meget pessimistiske og i mine øjne vildledende vinkel på historien og tolkningen af ministerens notat.

    Så derfor gik jeg i den anden grøft, så at sige, og valgte den meget optimistiske vinkel med den økonomiske succes for på denne vis at balancere tingene. Jeg er helt med på, at udtrykket økonomisk succes nok er at stramme den. Men nu er der jo også tale om en blog, som skal forsøge at være lidt debatskabende (men måske det ikke kun er pressen, som er gået kold i bankpakke økonomien).

    Og så er jeg naturligvis også med på, at det er alt for tidligt at drage endelige konklusioner. Derfor understreger jeg også (og det samme gør notatet), at der alene er tale om foreløbige resultater af bankpakkerne. I min forrige blog om emnet nævner jeg flere af de ubekendte forhold og faktorer, både på indtægtssiden og udgiftssiden, som kan ændre det endelige regnestykke. Og ja, der skal ikke mange (store) bankkrak til, før billedet ser anderledes ud.

    Men hvem havde i grunden troet, at bankpakkeregnskabet tilsyneladende ikke har taget nævneværdig skade af det seneste bankkrak? Det er vel også på sin plads at tale om en form for succes for Bankpakke 4 og den nye medgiftsordning?

  3. Nu mener jeg ikke at disse beregninger har den helt store relevans.

    Bankerne – når de “betaler” for bankpakkerne – gør jo kun det, at så tager de ikke egne tab.
    Man masserer simpelt hen bare tabene et andet sted hen.

    Reelt laver man ikke bankredninger fra statens side for at tjene penge, så det er en gang populistisk pladder – rent ud sagt – at sige, at man tjener penge på det.

    Staten “hjælper” bankerne for at undgå skadevirkningerne af en panisk sektor, hvor kreditter bliver opsagt.

    Det næste er, at med de tab, der de facto er akkumuleret i finanssektoren, så skal der tilføres ny egenkapital – og den kan efterhånden kun komme fra en nationalisering.
    Man kan jo se, at bankerne ikke kan låne penge af hinanden – ikke engang til på torsdag.

  4. @Thomas,

    Det er jo den evige diskussion om, hvor man skal lægge snittet. For naturligvis får det afledet følgevirkninger i værdikæden. Men notatet (og bloggen) omhandler resultatet på bankpakkerne isoleret set, dvs. direkte indtægter og udgifter, ikke indirekte konsekvenser.

    Hvis du eksempelvis spørger EL, så mener de jo, at man skal medregne de skattemæssige aspekter (bankernes fradragsmuligheder), hvilket jeg dog ikke mener er retvisende.

  5. Tjo, det kan man nok sige; men hvilket resultat er man kommet til? Er finanssektoren i bedre form end i oktober 2008? Det er ikke overbevisende.

    Det er ydermere problematisk fordi en del af provenuet fra bankpakkerne er en risikopræmie – hvor vi ikke er i nærheden af at se resultatet.
    Og risikovurdering er netop det væsentlige område, hvor finanssektoren har vist sig inkompetent.

  6. BREAKING: Camphausens opgørelse over statens tab og gevinst fra bankpakkerne snart overhalet af virkeligheden, når massive tab kommer

    Og det rejser så en række spørgsmål om hele dette bankpakke-miskmask kunne være gjort på en anden, og frem for alt enklere, måde. Burde staten ikke have taget ejerskab af banker i 2008 – og så solgt aktierne med fortjeneste i 2010/første halvår 2011?

    Når jeg siger enklere måde, så tænker jeg ikke mindst på de stakkels, kommende studerende, som skal holde redde på fire (4) bankpakker. Hvad er det for en politisk kultur som fostrer den slags? Er det en dynamisk politisk kultur?

    I det hele taget skal jeg opfordre til en (mod)-kultur som konstant er kritisk til alt hvad de politisk/finansielle aktører kommer frem med.
    [En god del tyder f.eks på at det var den irske regerings enegang med at garantere de irske banker mod tab, som fik Danske Bank til at formå den danske stat til at gøre det samme, fordi deres store tab i Irland ikke var omfattet af den irske stats-garanti. Men havde det ikke været bedre som modydelse for garantien, så at gå ind og tage ejerskab af Danske Bank i form af aktier, som så kunne være solgt med fortjeneste i 2010/første halvår 2011?]

    Økonomisk Ugebrev: Finanssektoren midt i et eskalerende krak

    [forkortet]

  7. @POB,

    Du er velkommen til at linke til og citere fra andres artikler, men hele artikler må ikke bringes / citeres in extenso på bloggen. Derfor har jeg forkortet din kommentar ovenfor, men linket til artiklen er der fortsat.

  8. Jeg kan ikke se det kan gøre noget, når det er ‘in house’ så at sige. Det er en Berlingske tekst, så der er ingen copyright-problemer, noget du som jurst også må kunne se. Med denne reminder, håber jeg at du vil sætte teksten ind igen, for den er i sandhed dramatisk – den taler om ekskalerende bankkrak i hele den europæiske banksektor. Det som er særlig interessant — og som teksten også omtaler — er at du aldrig hører bankfolk på TV tyale om hvor galt det står til.

    Jeg kan tilføje at Asien for godt en uge siden helt holdt op med at investere i Europa, og USA og UK finans-institutioner skærer også ned i deres engagementer.

  9. Jeg er på mange måder enig i, at man lige så godt først som sidst kunne have nationaliseret bankerne i 2008. De garantier man gav var så vidtrækkende, at det reelt var en konstatering af, at egenkapitalerne i finanssektoren er tabt – godt og vel.

    Så fiser man rundt og smasker Muldelstrup Spareæske og føler sig meget bekymret.

    I den mellemliggende tid må man jo bare konstatere, at finanssektorens sundhed ikke er blevet bedre – tværtimod, så har krampetrækningerne ikke overbevisende spjæt tilbage.

    Kæreste venner: Danske Bank kan end ikke finde ud af at ansætte en ny direktør!

    Men nu “troede” man på tallene i regnskaberne – og var det 8 ud af 10 bankregnskaber (på krakkede banker), der havde blanke påtegninger?
    Undskyldningen med, at tallene fra ledelsen nok var rigtige nok: Den gælder ad Wandsbeck til!
    Sagen er jo, at som situationen var (kan man konstatere) kunne man f.eks. IKKE anvende “going koncern” princippet.

  10. Et af problemerne med det skrevne ord er, at der ikke følger et levende udtryk med. Jeg var faktisk enig med dig i, at man skulle slå på Politikken og alle andre aviser.

    “Men hvem havde i grunden troet, at bankpakkeregnskabet tilsyneladende ikke har taget nævneværdig skade af det seneste bankkrak? Det er vel også på sin plads at tale om en form for succes for Bankpakke 4 og den nye medgiftsordning?”

    Det vil jeg give dig ret i. I den forstand er håndværket lavet meget fint, og det var vel den eneste rigtige løsning med de daværende muligheder forhånden. Min argumentation er derfor teoretisk.

    Det kunne være interessant, hvis du kunne beskrive, hvad der ville ske i et forløb, hvor en bankpakke giver underskud i større stil.

    Ville staten kunne “gemme” dette udskud til senere ved at tage direkte pant i bankerne i form af f.eks aktier? Hvornår vil man komme på kant med lovgivning om statsstøtte etc. ?

    Hvis du ikke har gætte det, så fisker jeg efter grænserne for, hvor langt man lovgivningsmæssigt kan gå i forsøget på at redde bankerne.

  11. Uagtet at bankdrift ikke kan betragtes som “forsikringsbar risiko”, kan man med nogen forsigtighed drage paralleller til forsikringsbranchens anvendelse af genforsikring når man ser på bankpakkernes effekt.
    Da bankpakkerne alle tilsigter katastrofebeskyttelse er den rimeligste sammenligning nok de katastrofebeskyttelser forsikringsselskaberne køber for at afværge meget sjældne fallitscenarier, dvs ikke “normal” genforsikring, der blot afløfter risikoen for et dårligt resultat, men genforsikring, der afhjælper 50-200 års tilfældet (iflg solvenskravene skal forsikringsselskaberbe have en kapital og drift, der tilsikrer overlevelse overfor 200 års-eventen).
    Det siger sig selv, at de genforsikringsselskaber, der accepterer en andel af et forsikringsselskabs risiko i denne sammenhæng, ikke anvender årsregnskaber som målestok for om forretningen kører fornuftigt, men er tvunget til at anvende adskillige forsikringsselskabers og geografiske regioners anmeldelser af katastrofer som målestok for om der kan siges at være en fornuftig aflønning af risikopåtagelsen.
    I tilfældet danske banker kan man vel kun i begrænset omfang tale om indbyrdes uafhængige risici eller tilfældige “skader” og den hidtidige lovgivnings skærpede krav til solvens fsva garantiforsikring må derfor overvejes som en skærpende faktor i vurderingen af forløbet af bankpakkerne. Det forekommer derfor rimeligt at antage, at forløbet af adskillige år (30-100) skal lægges til grund før man kan vurdere om staten (befolkningen) har fået en rimelig aflønning for påtagelsen af bankinvestorernes risici.
    Som anført ovenfor har bankpakkerne hidtil kun været i anvendelse i relation til mindre/mellemstore banker, og vurderingen af forløbet giver derfor selvsagt ikke megen mening p.t.
    Samtidig må man vel retfærdigvis sige, at et samfund uden velfungerende banker udgør en risiko som ingen hidtil har sat tal på. De seneste års begrænsninger i adgangen til “normale” driftsforhold i bankerne, og måske i særdeleshed den umiddelbart forudgående uhindrede adganf til likviditet, vil formentlig i løbet af historisk tid blive gjort til genstand for studier af samfundets omkostninger ved at have et bankvæsen, hvor enkelte personers kortsigtede grådighed satte dagsordenen for “normal” bankdrift, ingen nævnt ingen glemt.

  12. Peter Hansen: Jeg er meget enig i, at det ikke giver nogen mening at tale om over-/underskud på bankpakkerne.
    Ikke alene fordi bankkrakkene ikke kan siges at være uafhængige begivenheder.
    Følger man postulatet bag bankredningerne, så er bankredninger noget man gør for, at de afledede effekter på andre banker ikke skal øge tabet yderligere.

    Så et tab/gevinst skal holdes op imod konsekvenserne af IKKE at gøre noget.

    Der er jo f.eks. ikke nogen tvivl om, at blevet bankerne tvunget til at aflægge regnskab efter reglerne, så ville så mange gå konkurs og på tvangsauktion, at det i sig selv ville øge tabene.
    Med 10.000 ejendomme på tvang om året, så ville priserne nok rette sig lidt efter det udbud, hvorved finanssektorens egenkapital end ikke var en fiktion.

    Den er bankerne jo udmærket klar over. Det man fra samfundets side kan forsøge med betaling til bankpakker er at komme forsøg på at unddrage det konkursbo, de retteligen burde have været for midler.

    Man ved da godt, at der er negativ egenkapital i bankerne; men så længe bankerne virker på et eller andet plan, så konstateres det ikke.
    Det er jo ikke solvensen banker går ned på: Det er likviditeten.

  13. En hel generel bemærkning om disse opgørelser omkring bankpakkerne.

    Det med, at det kan “betale” sig for staten er – rent ud sagt – noget populistisk vrøvl!

    Selvfølgelig kan de bankpakker ikke betale sig!

    Det er det, der er hele POINTEN!
    Bankerne KAN IKKE betale. Kunne de det, så var der ikke nogen grund til bankpakker!

    Der kommer så lidt massage, hvor en uerholdelig gæld erstattes med en anden; men tab er tab.

    Havde bankerne vitterligen kun lånt ud til folk, der kunne betale, så havde hele dette popshow været uaktuelt.

    Det, man skal undgå er, at banker – der endnu ikke er gået fallit – løber med kassen.
    F.eks. ved at udbetale store udbytter, massivt opkøb for lånte penge af egne aktier – dagen inden konkursen, så kreditorerne (indskyderne) står med en lang næse.

Comments are closed.