Finanssektoren anno 2015 – regulatoriske forudsigelser for det nye år (2)

For godt en uge siden bragte jeg som bekendt her på bloggen de 5 første forudsigelser om de 10 vigtigste tendenser i den finansielle regulering for 2015.

De rangførste forudsigelser omhandlede ministerens løfte om en reguleringspause, finanssektoren og valgkampen, strukturreformen af banksektoren, Finansiel Stabilitet som offentlig virksomhed samt alle danskere i nyt kreditregister.

Her kommer så de 5 sidste forudsigelser af slagsen – rækkefølgen er fortsat vilkårlig:

6. Governance og den nye tilsynsbestyrelse

Sidste år etableredes for første gang en egentlig bestyrelse for Finanstilsynet, og de nærmere rammer for den nye tilsynsbestyrelses rolle blev fastlagt. Bestyrelsen erstattede Det Finansielle Råd og overtog i denne forbindelse rådets hidtidige opgaver bl.a. med hensyn til at træffe afgørelser i principielle tilsynssager.

Men bestyrelsens rolle rækker selvsagt ud over det tidligere råds rolle. Det overordnede formål med at oprette en decideret bestyrelse er således at give Finanstilsynet en faglig, organisatorisk og ledelsesmæssig sparring og samtidig tildele bestyrelsen en form for kontrolrolle i forhold til selve tilsynet.

En form for governance på tilsynsniveau / myndighedsniveau, om man vil – dvs. government governance – der skal bringe mere check and balance i systemet i lyset af den udvidede og meget magtfulde rolle, som Finanstilsynet med de mange nye indgribende og skønsmæssige tilsynsbeføjelser er blevet tildelt i forholdet til de finansielle virksomheder.

Denne regulatoriske nyskabelse indebærer, at den nye bestyrelse skal fastlægge de strategiske mål for tilsynsvirksomheden og ligefrem skal godkende Finanstilsynets tilrettelæggelse af tilsynsfunktionen. Og heri ligger netop den særlige ledelsesmæssige eksistensberettigelse for den nye bestyrelse i forhold til det tidligere råd.

Derfor skal det blive endog meget spændende at følge i det nye år, hvorledes tilsynsbestyrelsen vil træde særskilt i karakter som en aktiv instruksgivende bestyrelse og ikke blot som et passivt blåstemplende kransekageorgan (i mangel af bedre udtryk). Der er sat yderst kompetente kræfter i spidsen for tilsynsbestyrelsen, som på denne måde skal sikre, at det bliver hunden der logrer med halen og ikke omvendt, så at sige, og som selvstændigt og af egen drift kan tøjle Finanstilsynet, skulle det blive nødvendigt.

Første større governance opgave for bestyrelsen kunne måske passende være tilsynets selvbestaltede brug af tilsynsdiamanter som reguleringsværktøj.

Nu vi taler governance på det finansielle område, skal det da også nævnes, at endnu en principiel nyskabelse er på vej i 2015. I løbet af året igangsætter Finanstilsynet nemlig for første gang et egentlig finansielt produkttilsyn – dvs. product governance – som skal sætte mere fokus på kundebeskyttelsen og skabe mere transparens i relation til de forskellige og til tider komplekse finansielle produkter.

Dette bliver også ganske spændende at følge, især hvorledes Finanstilsynet finder den rette balance i praksis, så det nye tiltag ikke utilsigtet ender med, at Finanstilsynet har givet sig selv muligheden for generelt at godkende eller forbyde finansielle produkter, for konkret at blande sig i priserne herfor og deslige.

7. Nye rammer for alternative finansieringsformer

2014 var året, hvor nye alternative finansieringsformer som især crowdfunding og peer-to-peer lending for alvor slog igennem, ikke blot på kreative papirblokke og i den kollektive bevidsthed men også i helt konkrete tiltag og initiativer.

I regulatorisk henseende var fokus på at indpasse disse nye finansieringsformer i den (tunge) eksisterende finansielle regulering. Fokus i 2015 bliver imidlertid at få den finansielle regulering til (smidigt) at tilpasse sig de alternative finansieringsformer.

Altså skabe nye regulatoriske rammer for de nye og relevante finansieringsformer, således at den finansielle regulering ikke blive en unødig hindring, en uoverkommelig barriere eller ligefrem en ødelæggende showstopper for virksomhedernes adgang til andre finansieringskilder end traditionel bankfinansiering – dvs. reguleringen som medspiller i stedet for som modspiller.

Omvendt kan den finansielle regulering naturligvis ikke gives helt fri eller helt ignoreres, idet der alt andet lige er visse grundlæggende beskyttelseshensyn til investorerne m.fl., som fortsat skal iagttages i et passende omfang. Men det skal selvsagt ikke forhindre en modernisering af reguleringen på området, så den bliver tidssvarende.

I første omgang afventes regeringens undersøgelse og analyse af mulighederne for at fremme crowdfunding herhjemme på en forsvarlig måde. Det var en del af regeringens vækstplan sidste år, og undersøgelsen skulle gerne blive færdiggjort i år.

8. Først bankunionen så kapitalmarkedsunionen

Vi bliver ved spørgsmålet om finansiering af især de små og mellemstore virksomheder, for mens de fleste EU-lande allerede er ved at vende sig til bankunionen, som jo for alvor blev sat i gang for et par måneder siden med det nye banktilsyn i ECB regi, og mens vi herhjemme stadig overvejer, hvorvidt vi skal deltage i bankunionen, herunder den fælles tilsynsmekanisme og den fælles afviklingsmekanisme, har den nye EU-Kommission netop annonceret, at den i år vil udarbejde en handlingsplan for opbygningen af en kapitalmarkedsunion som supplement til bankunionen.

Kapitalmarkedsunionen er et væsentligt led i den nye strategi for det indre marked og skal ifølge EU-Kommissionen færdiggøre den regulatoriske ramme på det finansielle område. Det overordnede formål med kapitalmarkedsunionen er på denne vis at give de små og mellemstore virksomheder bedre og billigere adgang til finansiering og i denne forbindelse give dem mulighed for at hente kapitalen direkte på kapitalmarkedet uden om bankerne.

Og apropos bankunionen: også i denne henseende afventer vi med spænding regeringens undersøgelse og analyse. Rapporten med anbefalingen af et ja, et nej eller et måske (vi venter) til dansk deltagelse – og i øvrigt med regeringens stillingtagen til, hvorvidt dansk tilslutning kræver en folkeafstemning om suverænitetsafgivelse og/eller om ændring af det danske retlige forbehold – skulle gerne være på trapperne, medmindre altså rapporten snubler i det kommende folketingsvalg.

9. Disruptive banking som det nye sort

2014 var også året, hvor man så småt inden for og uden for finanssektoren begyndte at snakke om en banksektor under pres fra den digitale udvikling og især fra virksomheder som Google, Apple, PayPal, Amazon, Facebook, Starbucks og andre globale ikke-finansielle mastodonter, som på den ene eller anden måde vil møve sig ind på bankernes forretningsområder og dermed sætte bankernes forretningsmodel under pres.

Men taler internationalt om digital disruption in banking og disruptive innovation in banking – eller blot disruptive banking – og det bliver utvivlsomt også det nye buzz word i den hjemlige finansielle sektor i det nye år.

2015 bliver således året, hvor den finansielle sektor ikke længere bare kan nøjes med at snakke herom men også er nødsaget til at reagere herpå. Først ved en holdningsændring og dernæst ved en handlingsplan. Med typisk konsulentjargon kan man vel udtrykke det på den måde, at bankernes i morgen starter i dag.

Sektoren kan fx ikke længere kun betragte betalingsløsninger som bagvedliggende infrastruktur, når de i brugernes øjne i dag betragtes som udprægede serviceydelser. Og sektoren kan fx ikke længere kun betragte prepaid cards som renteløse forudbetalinger, når de i brugernes øjne i dag betragtes som ligeværdige med i realiteten renteløse indlån.

I denne forbindelse er det naturligvis altafgørende, at den finansielle regulering følger tilsvarende med og også tænker digitaliseringen, brancheglidningen mv. ind i de regulatoriske rammer og betingelser for udøvelsen af finansielle aktiviteter og driften af finansiel virksomhed. 

10. Nysleben tilsynsdiamant for bankerne

Et af det nye års mest kontroversielle reguleringsinitiativer ser allerede nu ud til at blive justeringen af bankernes tilsynsdiamant. Nærmere bestemt en principiel ændring af tilsynsdiamantens pejlemærke for store engagementer (eller store eksponeringer, som det nu rettelig hedder i den finansielle regulering).

Det kontroversielle består ikke så meget i, at ministerens løfte om en reguleringspause efter den nylige indførsel af en tilsynsdiamant for realkreditten dermed brydes (retfærdigvis skal det nævnes, at den justerede banktilsynsdiamant blev varslet inden da). Det består heller ikke så meget i, at der igen overreguleres i forhold til fælles EU-regler og igen køres strammere dansk enegang. Det kontroversielle består derimod i, at ændringen af tilsynsdiamanten synes at ramme skævt i det delikate regulatoriske forhold mellem de store og de mindre pengeinstitutter.

Ændringen af pejlemærket for store engagementer indebærer således, at pejlemærket og dets grænseværdi i langt højere grad vil tage udgangspunkt i og lægge vægt på den nominelle værdi af et instituts engagementer – nemlig de 20 største af slagsen – i stedet for et udgangspunkt som nu, der i højere grad er baseret på og lægger vægt på den forholdsmæssige værdi af engagementerne. Dertil kommer, at disse største engagementer ser ud til at skulle holdes op imod en mere snæver andel af institutternes kapital, end hvad det fælles EU-regelsæt umiddelbart lægger op til.

En sådan ny tilgang, der tager udgangspunkt i de 20 største engagementer og summen heraf, vil ubetinget ramme de små institutter hårdere, idet de allerstørste engagementer i disse institutter jo alt andet lige fylder mere, så at sige, i forhold til institutternes størrelse. Og også tilgangen med en mere snæver andel af institutternes kapital som målestok vil kunne ramme de små institutter hårdere.

Dette giver anledning til at sadle min regulatoriske kæphest igen: den finansielle regulering skal fastsætte rammevilkår og rammebetingelser for institutternes virke, som modvirker overdreven og uforsvarlig risikotagning, og som i denne forbindelse lader institutternes sundhed og ikke størrelsen være afgørende. Lige konkurrencevilkår gælder ikke kun i forholdet mellem nationale og internationale pengeinstitutter – det gælder selvsagt også i forholdet mellem store og små institutter.

Den finansielle regulering – og det statslige kontrolorgan – skal derfor ikke direkte eller indirekte, åbenlyst eller skjult, være med til at styre eller understøtte den meget omdiskuterede konsolidering i banksektoren, som Finanstilsynet jo har været varm fortaler for. Det er alene markedet, som skal afgøre antallet af institutter herhjemme og sammensætningen heraf i små, mellemstore og store institutter.

Ja, det nye regulatoriske år bliver på ingen måde kedeligt eller begivenhedsløst – tværtimod.

Michael Camphausen, partner, ph.d. i CamphausenWalldén Advokatfirma

E-mail: mca@camphausenwallden.dk