Bankkundernes nye vagthund – bidsk eller tandløs?

Forbrugerombudsmanden er bankkundernes nye vagthund. Eller rettere: bankkundernes gamle vagthund vender tilbage. Forbrugerombudsmanden blev nemlig gjort tandløs for nogle år siden, da han mistede sine magtbeføjelser inden for det finansielle område. Men efter vedtagelsen af den såkaldte Kreditpakke (også benævnt Bankpakke II) er han tilbage igen i en ny bidsk udgave klar til at beskytte de mest udsatte bankkunder. 

Sidste år blev brugt til at hvæsse vagthundens tænder og kløer ved at få klargjort den nødvendige organisation og identificeret de vigtigste indsatsområder. Og i det nye år synes vagthunden nu for alvor klar til at gå til angreb og gøre brug af de nye og udvidede beføjelser.  

Forbrugerombudsmanden har således fået mulighed for at anlægge retssager mod bankerne (og andre finansielle virksomheder), hvis disse tilsidesætter reglerne om god skik. Han kan i denne forbindelse anlægge sag om ikke blot forbud og påbud men også om erstatning og tilbagebetaling af uretmæssigt opkrævede beløb. Herudover kan han også gå ind i gruppesøgsmål som grupperepræsentant på bankkundernes vegne. 

Hvor Finanstilsynet således udgør det offentligretlige tilsyn på det finansielle område, udgør forbrugerombudsmanden nu mere eller mindre det civilretlige tilsyn. 

For få dage siden udsendte forbrugerombudsmanden så en pressemeddelelse, hvor han nævner de indsatsområder, som han vil have særlig fokus på i år. Og det finansielle område kommer tilsyneladende i centrum. Han skriver således, at han nu vil føre sager om erstatning til de bankkunder, der har lidt tab på grund af mangelfuld rådgivning om investeringsprodukter. Han uddyber med denne beskrivelse: 

“Den finansielle krise har ikke blot berørt bankerne, men den har også givet sig udslag i store tab for privatkunder ved investering i værdipapirer. Som følge heraf er der opstået en række sager, der rejser spørgsmål om mangelfuld eller dårlig rådgivning […] Forbrugerbrugerombudsmanden vil derfor i tæt samarbejde med bl.a. Finanstilsynet særligt have fokus på sager om erstatning fx i forbindelse med mangelfuld rådgivning, urimelige aftalevilkår, uberettiget opkrævning af gebyrer mv. og urimelige fremgangsmåder i forhold til kunderne.” 

Vi ved endnu ikke, hvilke konkrete sager Forbrugerombudsmanden vil udvælge, og hvilken nærmere taktik han vil lægge for dagen. En fornemmelse siger velsagtens, at han vil starte med de komplekse og strukturerede bankprodukter, dvs. de sager som også har domineret både i pengeinstitutankenævnet og i pressen på det sidste. 

Men et eller andet sted kan man vel håbe, at han ikke blot vælger den “sikre vej” og kun går efter den umiddelbare succesoplevelse? Hermed mener jeg, at det alt andet lige er mere (retsvidenskabeligt) interessant, hvis han udvælger sager, som juridisk ligger i “gråzonen”, og hvor både kunderne, bankerne og pengeinstitutankenævnet er i tvivl om, hvor de retlige grænser går. 

Det kunne eksempelvis være de sager, hvor pengeinstitutankenævnet hidtil har afvist alle klager (fx sagerne om bankernes salg af egne aktier), eller hvor der i øvrigt har været tale om et uenigt ankenævn (enten til bankernes eller kundernes fordel).

Mange af de sager, hvor kunderne ganske overbevisende har fået medhold i et enigt ankenævn (fx sagerne om de giftigste finansielle produkter), fremstår vel ikke lige så interessante for forbrugerombudsmanden at gå ind i. Også selv om der måtte være tale om afgørelser, hvor den konkrete bank har valgt ikke at følge ankenævnets kendelser. 

Det bør altså ikke (udelukkende) være sådanne processuelle “håndhævelseshensyn”, som hos forbrugerombudsmanden afgør, om han går aktivt ind i en sag eller ej. Og hvis der med hensyn til sådanne “klare” sager endda i forvejen er massive investorforeninger, som kan trække læsset (også økonomisk), synes forbrugerombudsmanden måske at kunne bruge kræfterne bedre andet steds. 

Jeg bliver formentlig ikke særlig populær med en sådan holdning. Men det er min opfattelse, at vi vil have bedre gavn af en vagtsom forbrugerombudsmand, som ikke blot fremstår som en økonomisk (ekstra)ressource eller løftestang, så at sige, til at føre “klare/nemme” sager igennem retssystemet, men som i højere grad fremstår som den modige banebrydende instans, der tager de juridisk principielle og “svære” sager/grænsetilfælde op. 

Eller tager jeg fejl? Skal forbrugerombudsmanden spille det sikre kort, eller skal han træde pionervejen?

2 responses to “Bankkundernes nye vagthund – bidsk eller tandløs?

Comments are closed.