Bankpakke 1½ på vej – lynlukning af banker

Atter har det været en hektisk uge, hvad angår politikernes og mediernes fokus på bankernes regulatoriske forhold.

Ud over den fortsatte (og overdrevne) debat om bankbonusser og bankdirektørlønninger har ugen også budt på den interessante (og historiske) nyhed om, at den første levende statsbank – i lyset af krisen og som en følge af ordningen med statens kapitalindskud – snart bliver en realitet. Og nu kan Berlingske så afsløre, at der på Christiansborg forhandles om og arbejdes på et nyt regelsæt omkring lynlukning af banker, som tilsyneladende skal være det nye værktøj i krisehåndteringskassen, når den generelle statsgaranti under Bankpakke 1 udløber pr. 1. oktober i år.

Man skal være varsom med at kommentere på sådanne afsløringer, når det konkrete udspil fra ministeren endnu ikke er offentliggjort og det nærmere indhold heraf dermed ikke kendes. Det bliver jo hurtigt blot spekulationer. Men derfor kan man vel i mellemtiden godt overveje, om der kan være god grund til at udvikle et sådant nyt kriseværktøj.

[EDIT: se min nye kommentar nedenfor om udspillet, som netop er offentliggjort!]

Politisk synes et nyt regelsæt om lynlukning af banker umiddelbart at signalere, at staten på den ene side ikke ønsker at forlænge den generelle statsgaranti, men at staten dog på den anden side samtidig føler sig usikker på, om udløbet af garantien vil ske smertefrit for bankerne. Der er altså en erkendelse af, at en bank i krise efter den 1. oktober vil kunne blive udsat for et såkaldt run fra nervøse kunder, som frygter for sine indskud, nu hvor disse ikke længere er statsgaranteret fuldt ud men “kun” dækkes af den normale indskydergaranti (som dog samtidig bliver forhøjet til ca. 750.000 kr. pr. indskud).

Skeptikerne vil sige, at Christiansborg dermed ikke stoler på, at bankerne selv har udnyttet “fredningsperioden” under Bankpakke I med statsgarantien til selv at løse problemerne og gøre sig uafhængige af nye redningspakker. Jeg vil dog mene, at der blot er tale om en erkendelse af, at de almindelige regler i banklovgivningen om krisehåndtering af banker måske ikke slår til i alle tænkelige tilfælde, og at det er bedre (denne gang) at være på forkant – i det omfang det overhovedet er muligt – med udviklingen og således regulere fremadrettet i stedet for bagudrettet.

Problemstillingen synes altså at være den, at man nok aldrig – finansiel krise eller ej – kan hindre eller gardere sig mod den situation, at en bank pludselig oplever et run fra kundernes side (uanset om dette er sagligt begrundet eller udtryk for irrationel panik), og at en bank dermed kommer i en situation, hvor bankens ledelse skal have mulighed for at udøve akut krisestyring her og nu og således forsøge at udfinde den bedst mulige løsning som alternativ til en konkurs.

Og her kommer så banklovgivningens krisehåndteringsregler ind i billedet. For som krisereguleringen er udformet i skrivende stund, er der umiddelbart to spor at følge, når man taler om bankledelsens mulighed for at styre en kriseramt bank og redde, hvad reddes kan, ved at lade bankvirksomheden overgå til en anden bank. Formålet med reglerne er altså at skabe mulighed for, at aktiviteterne i en kriseramt bank kan videreføres i nyt og sundt regi.

Det ene spor – det “normale” spor – omfatter den situation, hvor banken ikke opfylder banklovgivningen almindelige solvens- og kapitalkrav, og hvor Finanstilsynet har givet banken en frist til at retablere kapitalen. I denne situation, hvor kapitalberedskabet stadig er delvis intakt, kan bankledelsen ikke alene på egen hånd beslutte at overdrage bankvirksomheden til en anden bank. Banken øverste myndighed skal altid inddrages, og der skal således indkaldes til generalforsamling, hvor den godkendende beslutning om bankens fremtid skal træffes.

Under den finansielle krise blev statens afviklingsselskab, Finansiel Stabilitet, knyttet til dette spor, således at Finansiel Stabilitet i netop denne “normale” situation kan træde ind for at hjælpe den kriseramte bank.

Det andet spor – det “usædvanlige” spor – omfatter omvendt den akutte situation, hvor banken har tabt hele sin egenkapital, og hvor alternativet til overdragelse af banken således er at indgive en konkursbegæring. Her er der ikke kun tale om, at kapitalberedskabet er i fare – kapitalen er helt væk. I denne situation kan bankledelsen vælge at overdrage bankvirksomheden her og nu uden at afvente generalforsamlingens godkendelse. Man undgår dermed den træge procedure med at inddrage den øverste myndighed, indkalde til generalforsamling mv. Det er bankledelsen selv, som på egen hånd vurderer, om egenkapitalen er tabt, og denne beslutning kræver altså ingen godkendelse. Der skal kun gives en efterfølgende orientering.

Men som det fremgår, har bankledelsen i dag kun denne akutte handlemulighed, hvis lovens betingelse om, at hele egenkapitalen er tabt, er opfyldt. Og heri ligger netop problemstillingens kerne i forhold til et run på en bank. For det, som kan være de gældende reglers begrænsning, er, at et sådant massivt run kan bevirke, at den pågældende bank pludselig kommer i en insolvenslignende situation og ikke kan tilbagebetale alle kundernes indlån uden, at dette behøver at være ensbetydende med, at betingelsen om den tabte egenkapital er opfyldt. Med andre ord er der tale om et likviditetsspørgsmål og ikke nødvendigvis et egenkapitalsspørgsmål.

Og i netop denne situation – som vel også må betragtes som akut – kan det altså tænkes, at bankledelsen ville ønske, at den kunne handle lige så hurtigt og smidigt uden at skulle igennem den normale, træge procedure med at indkalde den øverste myndighed mv. Men det kan umiddelbart ikke i dette tilfælde lade sig gøre efter reglerne, som de er affattet i dag, at overdrage bankvirksomheden til en anden bank – eller eventuelt til Finansiel Stabilitet – her og nu uden at afvente generalforsamlingens godkendelse. Og så er det måske for sent i forhold til at få den bedst mulige løsning på plads som et alternativ til indgivelse af konkursbegæring.

Det synes på denne baggrund at give mening i banklovgivningen at udstyre bankledelsen med et nyt krisehåndteringsværktøj i form af muligheden for at handle akut og overdrage bankvirksomheden hurtigst muligt også i en situation, hvor egenkapitalen måske ikke formelt er tabt, men hvor banken pludselig står i en situation, som minder om noget insolvens/illikviditet efter den almindelige konkurslovgivning.

Muligvis der endda bliver tale om en tvangsmæssig ordning, hvor Finansiel Stabilitet mere eller mindre automatisk kommer på banen, og hvor banken (ledelsen) ligefrem får pligt til at medvirke til at overdrage bankaktiviteterne akut. Og så er det måske mere staten end bankledelsen, som reelt får det nye krisehåndteringsværktøj i hånden. 

Der er dog tale om en svær reguleringsmæssig balancegang, idet der jo hermed brydes med de grundlæggende regler og principper om, at sådanne altafgørende beslutninger om en banks fremtid skal træffes af den øverste myndighed (ejerne). Derfor skal man være sikker på, at der virkelig er tale om en reel akutsituation. Men disse kan altså godt tænkes at opstå i andre tilfælde end det ene af slagsen, som reguleringen i dag tager højde for. Og på Christiansborg frygter man altså tilsyneladende, at problemet kan blive aktuelt efter den 1. oktober i år, når ordningen med den beløbsmæssigt ubegrænsede statsgaranti er ophørt. 

Jeg kan forstå, at politikerne er tilbageholdende med at tale om en ny statslig bankpakke i så henseende. Men et nyt regelsæt som ovenfor beskrevet må alt andet lige opfattes som lovgivers direkte reaktion på udløbet af netop Bankpakke 1 og følgelig som lovgivers ombytning til en passende og nødvendig lovpakke.

Så indtil videre kan man velsagtens tale om en Bankpakke 1½.

4 responses to “Bankpakke 1½ på vej – lynlukning af banker

  1. Så kom det nye udspil allerede i dag!

    Det indeholder de elementer, som bloggen ovenfor forudså med hensyn til at give bestyrelsen en videre adgang til at handle hurtigt uden om generalforsamlingen og overdrage den nødlidende bankvirksomhed her og nu til en anden (ny) bank. Fremover vil bestyrelsen således også have denne akutte mulighed, hvis banken skønnes insolvent i konkurslovgivningens forstand (uden nødvendigvis at egenkapitalen er tabt, jf. bloggen ovenfor).

    Men udspillet indeholder mere end det!

    Der indføres en helt ny afviklingsordning, hvorefter der kan ske en kontrolleret afvikling af nødlidende banker. Der er tale om en frivillig ordning (!) for den nødlidende bank, som involverer statens afviklingsselskab Finansiel Stabilitet, idet Finansiel Stabilitet skal stifte et datterselskab med henblik på overtagelse af aktiviteterne i den nødlidende bank, som ønsker at lade sig overtage.

    Udspillet pålægger alle banker at indrette sig således, at den enkelte bank har systemer, der sikrer, at banken kan tilvejebringe de informationer, der er nødvendige, såfremt en krisesituation er forestående, og banken hurtigt skal lade sig afvikle. Dette er det eneste tvangsmæssige element.

    Herudover indebærer udspillet, at Indskydergarantifonden får beføjelse til at medvirke ved afvikling af nødlidende banker. Der skal oprettes en separat afviklingsafdeling i fonden, der skal garantere kapitalisering, likviditet samt tab ved afvikling af det nye datterselskab under Finansiel Stabilitet.

    Afviklingsafdelingens formue skal ikke finansieres af staten men af de bidragspligtige banker ved indeståelser. Afviklingsafdelingen får endvidere mulighed for at optage lån med garanti fra staten.

    Udspillet bliver nu sendt i høring, og herefter er det meningen, at selve lovforslaget skal fremsættes medio april. Den endelige lov og dermed den nye ordning skal efter planen træde i kraft den 1. oktober i år, dvs. samtidig med at Bankpakke 1 udløber.

Comments are closed.