Advokatundersøgelser af krakkede banker – godt eller skidt?

I anledning af gårsdagens offentliggørelse af dele af advokatundersøgelsen af visse forhold i den nu krakkede Capinordic Bank – der således præger avisernes erhvervssektioner i dag – bringer jeg nedenfor min blog fra februar måned om sådanne advokatundersøgelser og om den kritik mod brugen heraf, som blev fremført netop da man havde bestilt advokatundersøgelsen af Capinordic Bank.

Det er således vigtigt at erindre – også når man læser dagens avisers omtale af advokatundersøgelsen af Capinordic Bank – at der med disse advokatundersøgelser ikke er tale om officielle, uvildige undersøgelser. Som nævnt i bloggen nedenfor er der reelt tale om partsindlæg bestilt af og uarbejdet til den nye bank, som har overtaget resterne af den gamle, krakkede bank.

Så måske betegnelsen advokatundersøgelse ligefrem er misvisende al den stund, at offentligheden kan få det fejlagtige indtryk, at der er tale om uafhængige dommerundersøgelser eller lignende, som følger de gængse processuelle og retssikkerhedsmæssige spilleregler i så henseende.

Men omvendt kan der måske fortsat være god mening i at gennemføre sådanne advokatundersøgelser. For det er velsagtens nødvendigt at afdække, hvad der er foregået i de krakkede banker, og om nogen kan stilles til ansvar herfor. Det handler bloggen fra februar således om, jf. straks nedenfor.

Kom gerne med din mening i kommentarfeltet nedenfor om brugen af advokatundersøgelser  – er det godt eller skidt?

Bank & Blog – mandag den 22. februar 2010:

UNDERSØGELSER AF KRAKKEDE BANKER – EN UBERETTIGET KRITIK?

Kritikken af advokatundersøgelserne 

Pressen har i den forgangne uge har haft særligt fokus på, hvorledes eventuelle ulovligheder i krakkede banker afdækkes, og især hvem der forestår – eller bør forestå – undersøgelser herom.

Flere politikere og eksperter har kritiseret de advokatundersøgelser, som iværksættes af Finansiel Stabilitet, dvs. statens afviklingsselskab, som har overtaget de krakkede banker. Og de samme personer har samtidig kritiseret, at sådanne undersøgelser ikke foretages af Finanstilsynet og/eller af kurator i de krakkede banker. I denne forbindelse har flere også betvivlet, at der overhovedet er lovhjemmel til at lade Finansiel Stabilitet forestå disse advokatundersøgelser.

Kritikken udspringer bl.a. af, at Finansiel Stabilitet for nylig udsendte en meddelelse om, at Finansiel Stabilitet har besluttet at gennemføre en advokatundersøgelse af, om der er begået ansvarspådragende handlinger i den nu konkursramte Capinordic Bank. Tilsvarende advokatundersøgelser er allerede gennemført (eller er i forvejen undervejs) for så vidt angår de hidtil under krisen krakkede banker Nova Bank Fyn (Fionia Bank), Løkken Sparebank, EBH Bank og Roskilde Bank – alle tilsvarende havnet under Finansiel Stabilitet.

Kritikken synes i et vist omfang at bero på en misforståelse både af de faktiske forhold og af (formålet med) reguleringen, som gør sig gældende i forhold til Finansiel Stabilitet og de forskellige aktørers rolle i tilfælde af en banks sammenbrud. For nærmere at kommentere på kritikken er det derfor først nødvendigt at skitsere – med udgangspunkt i det seneste eksempel med Capinordic Bank – hvorledes det i hovedtræk foregår, når en bank krakker og havner i Finansiel Stabilitet.

Ordningen med Finansiel Stabilitet 

Når en bank krakker og går konkurs, udpeges en kurator (advokat), som skal forestå afviklingen af banken, dvs. det pågældende konkursramte selskab. Det er ikke selve det konkursramte selskab / den krakkede bank (“skallen” i form af aktierne), som Finansiel Stabilitet overtager. Og det er i øvrigt heller ikke Finansiel Stabilitet selv, som formelt overtager noget.

I stedet sker der det, at Finansiel Stabilitet stifter et nyt selskab, der hermed bliver datterselskab til Finansiel Stabilitet. Dette datterselskab indgår herefter aftale med konkursboet om at overtage de aktiviteter (“indmaden” i form af aktiver, navn, medarbejdere mv.), som lå i det konkursramte selskab / den krakkede bank. Det er ikke meningen, at datterselskabet – som med overtagelsen af bankaktiviteterne selv skal have tilladelse fra tilsynet til at udøve bankvirksomhed – skal drive den nye bankvirksomhed i al evighed. Der er trods alt tale om et afviklingsselskab.

Det nye selskab / den nye bank er således et midlertidigt set-up, der skal give ro til at videredrive og med tiden afvikle bankvirksomheden, få ryddet op i engagementer, finde egnede købere (andre banker) til dele af bankvirksomheden (afdelinger, filialer) mv. Fordelen er, at dette nu sker i regi af et nyt og sundt selskab i stedet for det usunde og døde konkursbo.

Forskellen i forhold til sædvanlige konkurser, hvor kurator forsøger at sælge virksomheden/aktiverne direkte til en køber, der skal videreføre virksomheden permanent, er altså, at Finansiel Stabilitet – og dets til formålet oprettede datterselskab – kommer ind som en mellemstation. Formålet er – i sagens natur – at sikre den finansielle stabilitet ved at lade afviklingen foregå stille og roligt over tid. Og hvis formålet ikke skal forspildes, skal overdragelsen fra det gamle krakkede regi til det nye midlertidige regi ske hurtigst muligt efter den indtrådte konkurs.

Forskellen i forhold til sædvanlige konkurser er dermed også – som en konskvens af den skitserede mellemstation – at kurator i det gamle konkursramte selskab reelt får en anderledes rolle end normalt, idet overdragelsesaftalen mellem konkursboet og det nye selskab / den midlertidige bank tillige (ofte) indbefatter, at et eventuelt erstatningskrav mod den tidligere ledelse mv. i den krakkede bank tilsvarende overtages af den nye midlertidige bank. Erstatningskravet udgør således et aktiv for det konkursramte selskab, der kan overdrages med selskabets øvrige aktiver til det nye set-up.

Men det betyder følgelig også, at de undersøgelser, som skal afdække, om der er begået ansvarspådragende handlinger – hvormed der er er grundlag for at rejse et sådant erstatningskrav – ikke som normalt varetages bedst af kurator. De varetages alt andet lige bedst i det nye regi, der som nævnt allerede har overtaget erstatningskravet straks efter konkursen, idet det også vil være den nye midlertidige bank, som formelt rejser erstatningskravet og bliver part i en eventuel retssag herom.

Og da der jo ikke er en udpeget kurator (som oftest en advokat) i det nye regi, er Finansiel Stabilitet og/eller det nye datterselskab / den nye bank derfor nødsaget til selv at antage den fornødne juridiske bistand, hvilket de omhandlede advokatundersøgelser således er udtryk for.

Hvad er så Finanstilsynets rolle?

I forbindelse med bankpakkelovgivningen blev der vedtaget en bestemmelse om, at Finanstilsynet – når en bank erklæres konkurs, og staten har ydet garanti eller stillet midler til rådighed – skal udarbejde en redegørelse for forløbet op til konkursen. Redegørelsen skal bl.a. beskrive Finanstilsynets rolle under dette forløb.

Denne bestemmelse er indsat i banklovgivningen, netop fordi kurators primære opgave efter den almindelige konkurslovgivning ikke er at afdække årsagerne til konkursen over for den brede offentlighed (men derimod at varetage kreditorernes interesser og fremme boets behandling), akkurat som det ikke er kurators opgave at afdække eller beskrive Finanstilsynets handlinger i forhold til banken. Finanstilsynet kan herudover på eget initiativ udarbejde supplerende redegørelser, hvis der skønnes behov herfor.

Det er dermed ikke korrekt, at Finanstilsynet ikke selv foretager undersøgelser i forbindelse med en banks konkurs. Finanstilsynets rolle i så henseende er blot en anden sammenlignet med eksempelvis de undersøgende advokaters rolle. De sidstnævnte skal undersøge muligheden for, at den nye bank kan rejse et civilretligt erstatningskrav mod den gamle banks ledelse m.fl. Finanstilsynets undersøgelser har som netop nævnt et andet sigte og skal i højere grad afdække muligheden for at indlede strafferetlige sager.

Må der ske videregivelse af fortrolige oplysninger?

Kritikken i den forgangne uge er som indledningsvis nævnt også gået på, at der ikke er hjemmel i loven til at lade Finansiel Stabilitet forestå de omhandlede advokatundersøgelser, eller rettere, hjemmel til at give advokaterne adgang til de fornødne fortrolige oplysninger til brug for undersøgelserne. Og som udgangspunkt er det korrekt, at man ikke blot kan lade fortrolige oplysninger overgå fra et konkursramt selskab til et nyt selskab. Men også i denne henseende har bankpakkelovgivningen dog allerede forsøgt at komme Finansiel Stabilitet til undsætning.

Der blev således i banklovgivningen indsat en mulighed for, at Finanstilsynet – som i forvejen har adgang til stort set alle oplysninger i en bank – kan videregive fortrolige oplysninger til netop Finansiel Stabilitet. Der er tale om en lovmæssig undtagelse til hemmeligholdelsespligten. I lovbemærkningerne er det præciseret, at muligheden for at videregive fortrolige oplysninger indføres med henblik på en “smidig og hensigtsmæssig proces i forbindelse med krisehåndtering af finansielle virksomheder”. Og som nævnt ovenfor er hele redningsordningen med Finansiel Stabilitet netop udtryk for en sådan smidig proces.

Herudover er der i banklovgivningen også indsat en mulighed for Finanstilsynet til at videregive fortrolige oplysninger til personer og interessenter, som er involveret i forsøg på at redde en kriseramt bank, under forudsætning af, at modtagerne af oplysningerne efter Finanstilsynets vurdering har behov herfor. I lovbemærkningerne er det faktisk udtrykkeligt anført, at sådanne interessenter eksempelvis kan være en “potentiel overtagende virksomhed”.

Det kan naturligvis herimod indvendes, at når først en bank er gået konkurs, og aktiviteterne er overdraget til et nyt selskab, så er der ikke længere tale om forsøg på at redde banken. Og måske lovgivningen kunne have været mere klar i henseende til videregivelse af de fortrolige oplysninger efter konkursens indtræden og i henseende til videregivelse direkte fra det gamle til det nye regi, dvs. uden om Finanstilsynet.

Men omvendt synes det unødigt anstrengt og formalistisk at sondre mellem, om videregivelse af oplysninger – og overdragelse af aktiviteter – sker lige før eller lige efter den formelle konkurs indtræden. Reelt er der i begge situationer tale om videregivelse af oplysninger mv. som led i den praktiske håndtering af den kriseramte bank.

På denne baggrund synes advokatundersøgelserne at kunne forsvares på grundlag af den nuværende – omend lidt uklare – banklovgivning.

Og hvis en sådan adgang for Finansiel Stabilitet til at gøre brug af advokatundersøgelser – som pendant til kurators undersøgelser i konkursboet efter den krakkede bank – ikke tillades til afdækning af muligheden for at rejse erstatningskrav mod de ansvarlige for det økonomiske sammenbrud, synes den nuværende redningsordning med Finansiel Stabilitet som en afviklende mellemstation, der via et datterselskab midlertidigt overtager den krakkede bankvirksomhed, velsagtens formålsløs? For så kan det hele, herunder de nævnte undersøgelser, jo blot forblive hos kurator i den konkursramte bank?

Afslutningsvis bør det fremhæves, at de pågældende advokatundersøgelser selvsagt ikke har en officiel virkning/gyldighed knyttet til sig. Der er tale om “bestillingsarbejde” / “responsumvirksomhed” som er uforbindende – også i forhold til domstolene. Og under en retssag må de alt andet lige betragtes som “partsindlæg” ligesom alt andet advokatarbejde. Om undersøgelserne så er de mange penge værd, vil jeg overlade til andre at bedømme. I sidste ende afhænger det vel af udfaldet af de kommende erstatningssager.

7 responses to “Advokatundersøgelser af krakkede banker – godt eller skidt?

  1. Jeg syntes, at der skal en advokatundersøgelse til, ved alle
    bankkonkurser. Det er lidt ærgelig at Forstædernes Bank, ikke fik en advokatundersøgelse, men den blev som bekendt solgt til Nykredit. De ønsker tilsyneladende ikke megen åbenhed. Så må vi se hvad der sker med Amagerbanken.

  2. Advokatundersøgelser er godt for advokaterne de tjener en masse penge og kan profilere sig. Vi har for mange undersøgelser og ofte er der ikke noget at hente idet de involverede er insolvente. Kommisioner er ligeledes fine, der kommer dommere ind og deres højheder har overhovedet ikke forstand for penge især andres. Staten mangler penge det gør advokater og dommere ikke, drop dem, spar pengene. Bemærk at advokater flæsker sig rundt i konkursboer og først stopper når de har lænset hvad der var at lænse.

  3. Stop dette spild af penge.
    Se Farum kommissionen og andre, der representaerer udgifter for skatteborgerne for over 250 mio.
    Der skal ny lovgivning til for at stoppe casino bankerne.
    Der er hidtil ikke taget det mindste skridt i den retning. En skat er taabeligt og ikke en loesning.

Comments are closed.