Er dette ministerens nytårsbombe til den finansielle sektor?

For blot et par uger siden afslørede økonomi- og erhvervsministeren et nyt og uventet initiativ, som meget vel kan vise sig at være en nytårsbombe til hele den finansielle sektor – eller i det mindste til det hjemlige finansielle tilsyn.

Det skete i en ganske kort – men overraskende – passage under ministerens traditionelle tale til Finansrådets altid velbesøgte og medieomtalte årsmøde.

Her sprængte ministeren således nyheden om, at han i det nye år vil gennemføre “et serviceeftersyn af hele tilsynsstrukturen” i den finansielle sektor, og at han i denne forbindelse vil “overveje organiseringen af det finansielle tilsyn i Danmark”.

Til brug herfor vil han nedsætte et særligt udvalg, som skal se på den nuværende finansielle tilsynsstruktur i forhold til “mulige alternativer”. Udvalget skal ifølge ministeren levere “en saglig og bred analyse, da mulighederne er mange, og resultatet er derfor ikke givet på forhånd”.

Indtil videre er der måske kun tale om et mindre nytårsknald, hvad angår oprettelsen af et sådant tilsynsudvalg. Men en latent og sprængfarlig bombe gemmer sig måske alligevel i ministerens ovennævnte ord. For hvad er det egentligt, han knap så diskret antyder med ordene “alternative muligheder”.

I yderste konsekvens kan det vel reelt kun forstås som en mulig afskaffelse af det separate finansielle tilsyn herhjemme ved at sammenlægge Finanstilsynet med Nationalbanken, dvs. samle tilsynsfunktionen (på mikro-niveau) med centralbankfunktionen (på makro-niveau). Altså hvis det er den overordnede anbefaling, som tilsynsudvalget måtte nå frem til som konklusion på det kommende serviceeftersyn.

Og heri ligger netop karakteren af en mulig eksplosiv bombe i ministerens nye initiativ. For hvis det ender med en sådan sammenlægning af Finanstilsynet med Nationalbanken (med førstnævnte som det ophørende organ og sidstnævnte som det fortsættende organ), så vil det faktisk være første gang i dansk bankhistorie – lige siden den første ensomme sparekasseinspektør blev udpeget i 1880 – at man får samlet både banktilsyn og centralbank i samme hus og i samme organ.

Når ministerens ord herom under årsmødet tidligere på måneden betegnes som uventet og overraskende, skyldes det ikke, at tanken om på denne nyskabende vis at slå Finanstilsynet sammen med Nationalbanken ikke har været luftet før. Den har blot ikke tidligere været luftet af ministeren af egen drift.

I de brandvarme sommermåneder i år [længes I som mig også efter disse i den nuværende bidende vinterkulde?] gjorde nationalbankdirektøren sig således til fortaler for en sådan sammenlægning. Bortset fra et par sporadiske politikerudtalelser, som overvejende støttede op om nationalbankdirektørens forslag, blev der ikke rigtigt fuldt op herpå fra officiel side; og man troede derfor, at denne varme sommertanke var svundet hen med frostens komme – lige indtil ministerens tale på årsmødet forleden. Nu er der igen tale om et brandvarmt emne i en iskold tid.

Allerede dagen efter Finansrådets årsmøde offentliggjorde ministeren så på sin hjemmeside en officiel nyhed om det nye “Udvalg om Struktur for Finansielt Tilsyn i Danmark”, og i samme forbindelse blev udvalgets kommissorium med de forskellige opgaver offentliggjort.

Ifølge kommissoriet har udvalget således til opgave at:

– beskrive den eksisterende danske tilsynsstruktur, herunder samspillet mellem Finanstilsynet og Nationalbanken,

– beskrive den nye EU-tilsynsstruktur og mulige konsekvenser for indretningen af det finansielle tilsyn i Danmark,

– undersøge og beskrive, hvordan de øvrige relevante EU-landes tilsyn er organiserede, og om strukturen er under forandring,

– vurdere den nuværende struktur for finansielt tilsyn i forhold til mulige alternativer.

Mest interessant i denne sammehæng er selvsagt det sidste punkt om vurderingen af den nuværende finansielle tilsynsstruktur i forhold til andre mulige alternativer.

I den forbindelse angiver kommissoriet en række vigtige hensyn og kriterier bag den eksisterende tilsynsstruktur, som en mulig alternativ organisering af det finansielle tilsyn skal afvejes i forhold til:

– entydighed og sammenhæng mellem ansvar og opgaver,

– effektiv udnyttelse af information, ressourcer og kompetencer ved tilsynet med de finansielle markeder,

– regeringens rådighed over den fornødne tekniske bistand baseret på indsigt i det finansielle områdes funktionsmåde, eksempelvis i forbindelse med lovgivningsarbejdet,

– parlamentarisk kontrol med det finansielle tilsyn,

– høj retssikkerhed for forbrugere og virksomheder, eksempelvis effektive ankeinstanser og klagemuligheder,

– omkostningseffektivt system, hvor det finansielle tilsyn finansieres via bidrag fra de finansielle virksomheder.

Herudover angiver kommissoriet, at en mulig alternativ organisering af det finansielle tilsyn tillige skal vurderes ud fra, i hvilket omfang den tilgodeser:

– en større vægt på tilsynet med de forhold på de finansielle markeder, som har systemisk betydning (makrotilsynet), og samvirket med tilsynet med de enkelte finansielle virksomheder (mikrotilsynet),

– muligheden for at opretholde et finansielt tilsyn, som har tilstrækkelige kompetencer og faglig indsigt til at kunne løse opgaverne effektivt,

– udnyttelse af synergier mellem tilsynsaktiviteter og aktiviteter vedrørende overvågningen af den finansielle stabilitet.

Afslutningsvis foreskriver kommissoriet, at udvalget – udover at overveje alternative organiseringer – også skal vurdere mulighederne for at styrke det samlede finansielle tilsyn og overvågning inden for rammerne af den nuværende struktur.

Så det er altså ikke – med ministerens ord – givet på forhånd, at det hele ender med at slå Finanstilsynet sammen med Nationalbanken. Måske det “blot” ender i en bekræftelse af, at vi i forvejen (efter en lille fine-tuning) har den helt rigtige tilsynsstruktur og organisering, især i lyset af den helt nye tilsynsstrategi som Finanstilsynet har lagt for dagen.

Men i så fald vil det naturligvis være en lige så fuldgod og nyttig konklusion som den modsatte.

Udvalgets serviceeftersyn af og overvejelser om tilsynsstrukturen skal munde ud i en rapport til ministeren senest den 1. oktober næste år. På det tidspunkt vil vi således bedre kunne afgøre, hvor spræng(u)farlig en nytårsbombe der i realiteten var tale om.

Læs også gerne min blog fra tidligere i år om “Danmarks Nye Nationalbank og Det Historiske Finanstilsyn”, hvor jeg opstiller og uddyber en række umiddelbare fordele og ulemper forbundet med netop en sammenlægning af Finanstilsynet med Nationalbanken.

Kald det bare bloggens fremsynede svar på ministerens nye initiativ og tilsynsudvalgets ovennævnte kommissorium.

Og med disse kække ord ønsker jeg alle trofaste læsere af Bank & Blog et rigtigt godt nytår.

7 responses to “Er dette ministerens nytårsbombe til den finansielle sektor?

  1. Som lægmand, har jeg svært ved at gennemskue motiver og konsekvenser. Men det er klart, at finanssektoren – specielt bankerne – har pådraget sig politisk vrede, fordi så mange mener sig ramt.

    Når det er sagt, er det jo også lidt for smart, at bankerne først får medynk og offentlige garantier, fordi de ikke kunne styre risikoen selv. Og dernæst fester videre med ublu bonusbelønninger, som om skatteyderne smed milliarder i redningspakker for sjov.

    Men som et liberalt tænkende menneske, bryder jeg mig slet ikke om den centralistiske styreform, som vores såkaldt borgerlige regering gang på gang bringer til torvs.

    Så jeg deler bestemt din bekymring for at regeringen styrer finanssektoren i den modsatte grøft af dér hvor den var havnet. En ægte zig-zag kurs, som mere ligner panik en velovervejet strategi. Resultatet er givet på forhånd..

  2. Financial supervison is not a matter of the institution(s) supervisng fimancial enterprises, but a matter of protecting the weak parties facing potential misconduct by financial instititutions. Whether such misconduct is supervised by one or two institutions doesn’t seem to be the crucial question, as long as efficient supervision is in place, i.e. that financial institutions, whether alone or via their industry associations, cannot put pressure on supervisors to be allowed to violate legislation and/or rules issued by supervision authorities.
    The grey zone seems to be wide though, so therefore the public needs to be critical to whatever decision is reached by authorities, no matter which type of supervision is in place.
    Experience from other countries seems to suggest that financial supervision is left with one supervisor, but the picture is not very clear. Recent developmenrts in the EU Commission would clearly support the single supervisor though.
    The big question is which tasks are to be overlooked by supervisors. Is it a matter of protecting clients or is it a matter of keeping financial institutions alive, or both at the same time? If the latter, supervisors seem to have a very big task in evaluating ethical levels and skills levels of managers and board members in financial institutions.

  3. Jeg overvejede at skrive en oplagt nytårs-blog om det finansielle år, som gik, og det nye af slagsen, som kommer – herunder følge op på min allerførste blog fra i år om “Forudsigelser for et krise-nytår for bankerne” for derved at gøre status. Men det kan man jo nemt gøre selv ved at læse den pågældende blog igen (forudsigelserne synes faktisk at have holdt stik et langt stykke hen ad vejen):

    http://camphausen.blogs.business.dk/2010/01/05/forudsigelser-for-et-krisenytar-for-bankerne/

    I stedet er det derfor blevet til dette mini-interview på det nye og ganske ambitiøse finanssite FinansWatch i nytårs-interview-serien “Nyt år truer” – læs med her:

    http://finanswatch.dk/Finansliv/article2288529.ece

    Og efter således at have postet en ny Bank & Blog hver eneste uge i hele 2010 vil jeg tillade mig at holde lidt nytårs-blog-fri i starten af 2011. Godt nytår til alle.

  4. Lad os lige se på, hvad det er, der er gået galt.
    De steder vi har tal (Roskilde Bank og Forstædernes Bank) var 25% af udlånet ganske enkelt ikke til stede! Hvis det står lige så galt til i resten, så er bankernes samlede egenkapital (ca. 250 mia.) ikke bare væk – der er et hul på ca. 500 mia.

    Det forhold er ganske undgået Finanstilsynets opmærksomhed i årevis.
    Her ikke tale om denne eller hin kunde, der er blevet behandlet uetisk, der er tale om en ulykke med nationaløkonomiske konsekvenser.

    At bestyrelser og direktion på ingen måde har levet op til deres ansvar overfor aktionærerne – de har regulært kørt deres virksomheder i sænk.
    Der er således ikke noget håb om hjælp derfra.
    Bestyrelsernes og generalforsamlingernes “kontrol” af direktionerne har ikke alene ikke kunnet forhindre, at direktionerne soldede aktionærernes penge op: Direktionerne har smidt andre menneskers penge væk.

    Finanstilsynets latterlige uddeling af smiley’er og underlige farvelade af “trafiklys” har ikke alene tilladt inkompetent og uetisk ledelse af bankerne: Finanstilsynet har knæsat dette som det bærende forretningsprincip.

    Ikke alene har det gjort Danske Bank for stor til at gå ned (to big to fail); men hele resten er i tilsvarende elendig forfatning og halter videre (to many to fail) – man har sørget for at være sikker på, at det gik galt.

    Det kan man naturligvis ikke acceptere som nation, hvorfor der skal ske noget.
    I øjeblikket forsøger Brian Mikkelsen (seneste repræsentant for en lang række af aldeles uduelige økonomi- og erhvervsministre: Lad os bare starte med Marianne Jelved.), som Danske Banks loyale klakør, at sørge for at der sker absolut INGENTING.
    Det får han nu svært ved. Han har i den grad Nationalbanken på nakken: Det er jo her problemerne er strandet.
    At Danmark langtfra er det eneste land med bankproblemer, gør det det sværere at lade som ingenting og blot kolportere Danske Banks nødløgne og forvanskninger.

    Læg i øvrigt mærke til, at “Harry Potter” ikke har været inviteret til det Konservative Folkepartis seneste blodgilde. Brian Mikkelsen har end ikke været på tale, hvilket tyder på, at Danske Bank, Finansrådet og Realkreditrådet ikke alene har mistet indflydelse; deres tilstedeværelse er direkte uønsket.

    Det betyder i sin tur, at en fremtidig kontrol med pengeinstitutter mm. IKKE må under direkte parlamentarisk kontrol. De allerseneste erfaringer påpeger igen, at det ikke alene er uheldigt; men en garanti for, at det går helt galt.
    Det eneste sted en sådan kontrolfunktion kan lægges er under Nationalbanken.

    Hvem skal så kontrollere Nationalbanken? Svaret er ganske meget i støbeskeen; men tendenserne peger i retning af ECB – evt. en ECB under kontrol af Europaparlamentet.
    Hvor ellers skulle Bendt Bendtsen fortsætte med at kvække sine åndløsheder ud over den hårdt plagede befolkning?

    Det andet sted Finansrådet og Brian Mikkelsen ser ud til at komme til kort er i definitionen af ATP’s fremtidige rolle.
    Alene det, at man har lidt svært ved at finde ud af om ATP er et privat eller et offentlig foretagende gør, at ATP har en vis selvstændighed – og fremfor alt – penge. De penge, som bankerne på ingen måde har.

    Danske Bank har ingen selvstændighed tilbage – udover at de kan prøve at spænde ben. Det vil nok kun i begrænset omfang lykkes.
    Dels lever Danske Bank i den grad på Statens nåde – der er jo ikke nogen, der tror, at Danske Bank kan skaffe de nødvendige ansvarlige lån, når statsgarantierne udløber.
    APM har under hele forløbet med al tydelighed gjort de klart, at Straarup & Co. for deres skyld kan få lov til at gå planken ud: Danske Bank får ikke flere APM penge at grise med.

  5. Lad os lige se på, hvad det er, der er gået galt.
    De steder vi har tal (Roskilde Bank og Forstædernes Bank) var 25% af udlånet ganske enkelt ikke til stede! Hvis det står lige så galt til i resten, så er bankernes samlede egenkapital (ca. 250 mia.) ikke bare væk – der er et hul på ca. 500 mia.

    Det forhold er ganske undgået Finanstilsynets opmærksomhed i årevis.
    Her ikke tale om denne eller hin kunde, der er blevet behandlet uetisk, der er tale om en ulykke med nationaløkonomiske konsekvenser.

    At bestyrelser og direktion på ingen måde har levet op til deres ansvar overfor aktionærerne – de har regulært kørt deres virksomheder i sænk.
    Der er således ikke noget håb om hjælp derfra.
    Bestyrelsernes og generalforsamlingernes “kontrol” af direktionerne har ikke alene ikke kunnet forhindre, at direktionerne soldede aktionærernes penge op: Direktionerne har smidt andre menneskers penge væk.

    Finanstilsynets latterlige uddeling af smiley’er og underlige farvelade af “trafiklys” har ikke alene tilladt inkompetent og uetisk ledelse af bankerne: Finanstilsynet har knæsat dette som det bærende forretningsprincip.

    Ikke alene har det gjort Danske Bank for stor til at gå ned (to big to fail); men hele resten er i tilsvarende elendig forfatning og halter videre (to many to fail) – man har sørget for at være sikker på, at det gik galt.

    Det kan man naturligvis ikke acceptere som nation, hvorfor der skal ske noget.
    I øjeblikket forsøger Brian Mikkelsen (seneste repræsentant for en lang række af aldeles uduelige økonomi- og erhvervsministre: Lad os bare starte med Marianne Jelved.), som Danske Banks loyale klakør, at sørge for at der sker absolut INGENTING.
    Det får han nu svært ved. Han har i den grad Nationalbanken på nakken: Det er jo her problemerne er strandet.
    At Danmark langtfra er det eneste land med bankproblemer, gør det det sværere at lade som ingenting og blot kolportere Danske Banks nødløgne og forvanskninger.

    Læg i øvrigt mærke til, at “Harry Potter” ikke har været inviteret til det Konservative Folkepartis seneste blodgilde. Brian Mikkelsen har end ikke været på tale, hvilket tyder på, at Danske Bank, Finansrådet og Realkreditrådet ikke alene har mistet indflydelse; deres tilstedeværelse er direkte uønsket.

    Det betyder i sin tur, at en fremtidig kontrol med pengeinstitutter mm. IKKE må under direkte parlamentarisk kontrol. De allerseneste erfaringer påpeger igen, at det ikke alene er uheldigt; men en garanti for, at det går helt galt.
    Det eneste sted en sådan kontrolfunktion kan lægges er under Nationalbanken.

    Hvem skal så kontrollere Nationalbanken? Svaret er ganske meget i støbeskeen; men tendenserne peger i retning af ECB – evt. en ECB under kontrol af Europaparlamentet.
    Hvor ellers skulle Bendt Bendtsen fortsætte med at kvække sine åndløsheder ud over den hårdt plagede befolkning?

    Det andet sted Finansrådet og Brian Mikkelsen ser ud til at komme til kort er i definitionen af ATP’s fremtidige rolle.
    Alene det, at man har lidt svært ved at finde ud af om ATP er et privat eller et offentlig foretagende gør, at ATP har en vis selvstændighed – og fremfor alt – penge. De penge, som bankerne på ingen måde har.

    Danske Bank har ingen selvstændighed tilbage – udover at de kan prøve at spænde ben. Det vil nok kun i begrænset omfang lykkes.
    Dels lever Danske Bank i den grad på Statens nåde – der er jo ikke nogen, der tror, at Danske Bank kan skaffe de nødvendige ansvarlige lån, når statsgarantierne udløber.
    Dels har APM under hele forløbet med al tydelighed gjort de klart, at Straarup & Co. for deres skyld kan få lov til at gå planken ud: Danske Bank får ikke flere APM penge at grise med.

Comments are closed.