Valgåret 2011: hvad vil Socialdemokraterne egentlig med bankerne?

Først og fremmest: rigtigt godt valgår, uhm jeg mener nytår, til alle jer trofaste residenter – både læsere og debattører – i dette særlige hjørne af blogosfæren.

Og samtidig en stor tak til jer alle for at gøre 2010 til sådant et godt år for Bank & Blog – et år, der således viste, at der også er plads til blogs om ret og retspolitik, såkaldte blawgs, i det stadigt ekspanderende blogunivers.

Men det er naturligvis også udtryk for det helt enorme fokus, der – som følge af den finansielle krise – er kommet på reguleringen af de finansielle virksomheder og især bankerne.

Aldrig tidligere har der været den samme bevågenhed om og interesse for bankernes retsforhold, og 2010 var uden tvivl den foreløbige kulmination herpå.

Mon ikke det vil fortsætte – eller ligefrem eskalere – i 2011. Alt tyder på det. Så også i det nye år – selv om det jo er et folketingsvalgår – vil der formentlig være mange aktuelle og relevante bankretlige emner at tage fat på – også her på bloggen/blawggen.

Dernæst: som jeg skrev i en flygtig kommentar til min forrige blog om “ministerens mulige nytårsbombe til den finansielle sektor”, overvejede jeg oprindeligt at skrive en oplagt nytårsblog om det finansielle år, som netop er gået, og det nye af slagsen, som lige er kommet – herunder følge op på min allerførste blog fra det forgangne år om “forudsigelser for et krise-nytår for bankerne” for derved at gøre status. Men det kan man jo nemt gøre selv ved at læse den pågældende blog igen (forudsigelserne synes faktisk at have holdt stik et langt stykke hen ad vejen, vil jeg kækt tillade mig at sige).

I stedet vil følge jeg op på noget, som jeg kort berørte i dette mini-interview på det nye finanssite FinansWatch i nytårs-interview-serien om det nye finansielle år, som truer, nemlig spørgsmålet om det kommende folketingsvalg, og hvad det vil betyde for den finansielle sektor og reguleringen heraf, hvis oppositionen kommer til regeringsmagten.

Selv om jeg har mine (bange) anelser, kan jeg selvsagt ikke give et fyldestgørende svar på dette spørgsmål allerede nu. Svaret må alt andet lige komme fra oppositionen selv. Med andre ord må oppositionen og især Socialdemokraterne selv melde klart og entydigt ud, hvad de egentligt vil med bankerne og med reguleringen af disse.

Vi ved således ganske godt, hvad den nuværende regering og den nuværende økonomi- og erhvervsminister står for i så henseende. Det kan bl.a. udledes af de nylige og omfattende finansielle lovpakker og af det lovprogram for den finansielle sektor, som regeringen fremlagde for blot få måneder siden.

Men umiddelbart ved vi (jeg) i grunden ikke, hvad Socialdemokraterne i realiteten står for, når det kommer til netop bankerne. For et par forskellige socialdemokratiske udtalelser i medierne fra kort før nytår synes nemlig at pege i hver sin retning. Mere herom straks nedenfor.

Reguleringen af den finansielle sektor bliver naturligvis aldrig hovedtemaet for det kommende folketingsvalg og for den valgkamp, som så småt allerede udkæmpes. Især ikke med mere brandvarme temaer som efterløn, pointsystem, skattelettelser, sundhed, uddannelse, velfærd mv. på den politiske kampdagsorden.

Men den finansielle krise har om noget vist, at den finansielle sektor og reguleringen heraf har overordentlig stor samfundsøkonomisk betydning; og derfor bør der i valgkampssammenhæng ikke være tale om et halvkoldt emne. Tværtimod.

Hvorom alting er, når jeg nu i denne blog spørger til Socialdemokraternes klare holdning til og program for bankerne og reguleringen af sektoren, skyldes det som netop nævnt, at et par nylige udtalelser slår umiddelbar tvivl om, hvad Socialdemokraterne egentlig vil med bankerne.

Jeg tænker i denne forbindelse på den socialdemokratiske (og dermed oppositionens) leders udtalelse under Finansrådets årsmøde for kun godt en måned siden og så på den socialdemokratiske politiske ordførers (modstridende?) udtalelse til Reuters Finans blot en uges tid efter.

Som man kan læse i denne interessante Berlingske Business artikel om Finansrådets årsmøde forleden, gav den socialdemokratiske statsministerkandidat således det klare indtryk, at man nu fra oppositionens side var indforstået med at indstille de mange vedvarende angreb på bankerne og ophøre med den hårde retorik mod sektoren, hvormed bankerne og de øvrige finansielle virksomheder alligevel ikke skulle have noget at frygte, hvis oppositionen måtte vinde næste valg og dermed sætte sig på ministerstolen for den finansielle sektor. Alt dette som et afgørende led i at ændre position og således vise sig mere regeringsduelig – også i forholdet til erhvervslivet, herunder den finansielle sektor.

Og så troede man (eller jeg gjorde i hvert fald), at dette betød et tiltrængt opgør med bl.a. den socialdemokratiske leders opsigtsvækkende kronik i Berlingske Tidende kun et år tidligere med barske udfald mod bankerne og følgelig også et opgør med det samtidige forslag om bl.a. at opsplitte de finansielle supermarkeder i selvstændige enheder, således at bankerne ikke længere har mulighed for at eje realkreditinstitutter og forsikringsselskaber, og således at bankerne “vender tilbage til de gamle dyder med at drive kedelig bankvirksomhed”; alt sammen fordi de finansielle supermarkeder ifølge Socialdemokraterne var en af hovedårsagerne til den finansielle krise herhjemme. En eklatant misforståelse af både de faktiske forhold og af den retlige regulering på området, som fik mig til at skrive denne kronik om Socialdemokraternes misforståede bankløsning.

Socialdemokraternes forslag om at opsplitte de store banker i mindre enheder blev i øvrigt genfremsat nogle få måneder senere og fik mig tilsvarende til at reagere ved at skrive denne blog herom. Og på samme vis troede man (jeg) altså, at Socialdemokraterne med udtalelsen på Finansrådets årsmøde forleden gjorde op med dette eksorbitante forslag, som på ingen måde er udtryk for konstruktiv destruktion af banksektoren – kun destruktion.

Men så var det altså, at den socialdemokratiske politiske ordfører få dage efter – dvs. for bare få uger siden – efterlod mig i begrundet tvivl med en overraskende udtalelse, som gav et voldsomt flashback til Socialdemokraternes ovennævnte kronik og ovennævnte forslag.

Til Reuters blev det således udtalt, at “vi skal tilbage til en konservativ bankdrift, hvor bankerne giver lån, og realkreditinstitutterne alene står for realkreditbelåningen her i landet. De nuværende store finansielle supermarkeder er en af årsagerne til, at det gik galt i den danske finanssektor”

Suk, frem og tilbage er som bekendt lige langt. Og spørgsmålet er nu, om vi – eller i hvert fald oppositionen – er slået tilbage til start.

Og det er netop det, som nu får mig til at fremsætte spørgsmålet: hvad vil Socialdemokraterne egentlig med bankerne?

Der bør meldes klart ud allerede nu, hvor valgkampen de facto er indledt, og hvor tvivlen om oppositionens politik på området tilsyneladende atter råder.

Vil oppositionen, hvis den kommer til regeringsmagten – hvilket der med de nuværende meningsmålinger jo er en ganske stor chance (eller om man vil risiko) for – stå ved de gentagne udtalelser om bl.a. at:

Opsplitte de store banker, afskaffe de finansielle supermarkeder, forbyde bankernes SDO-lån, indføre statsbanker, beskatte bankerne og/eller banktransaktioner hårdere, gøre pengeinstitutankenævnets afgørelser retligt bindende, indføre økonomisk kompensation til bankkunderne alene for skuffede forventninger, indføre en bankaftalelov eller rådgivningslov eller lignende?

– for blot at nævne nogle af de væsentligste og mest følsomme finansielle mærkesager.

Eller vil Socialdemokraterne – når alt kommer til alt, og når man går fra at være opponerende til at være regerende – besinde sig?

Man (jeg) må håbe på det sidste, således at der ikke går for megen ideologi i den vigtige diskussion om den finansielle sektors fremtid. Det handler mere om fornuftig retspolitik end om stædig partipolitik.

Det handler om en effektiv og måske strammere (men ikke for snærende) regulering af bankerne og de øvrige finansielle virksomheder, som tager højde for de svagheder og mangler i den hidtidige finansielle lovgivning, som krisen har afdækket. Det handler ikke om omvæltninger eller national overregulering blot for omvæltningens eller reguleringens skyld.

Og så handler det om at sikre via den finansielle lovgivning, at hverken hensynet til beskyttelsen af indskyderne, hensynet til opretholdelsen af den finansielle stabilitet eller hensynet til bevarelsen af bankernes konkurrencemæssige stilling (såkaldt level playing field uden national enegang) bliver kompromitteret.

Det er en meget svær reguleringsmæssig balancegang. Men det er altafgørende at inddrage samtlige disse hensyn i den finansielle regulering for at lære af krisen, for at (forsøge at) hindre en gentagelse af krisen og for at komme både videre og i gang igen efter krisen.

Og så nytter det ikke noget med farverige og populistiske angreb på bankerne eller på den finansielle sektor som helhed. 

Og det nytter ej heller noget med fortsat uklarhed, uvished og usikkerhed om, hvad det i grunden er man vil med bankerne og med reguleringen af disse. Slet ikke i et folketingsvalgår som dette.

Slutteligt: endnu engang, godt nytår – og naturligvis også, godt valgår.

Er du enig eller uenig i ovenstående? – deltag gerne i debatten og giv din mening til kende i kommentarfeltet nedenfor!

16 responses to “Valgåret 2011: hvad vil Socialdemokraterne egentlig med bankerne?

  1. S+SF vil naturligvis beskatte bankerne ekstra hårdt. Det vil naturligvis fremgå af valgkampen, at dem der er “skyld” i krisen naturligvis også skal betale.

    Det er jo også en dejlig inddirekte måde at hæve skatterne på, for hvem betaler i sidste ende bankernes overskud? Det gør kunderne, som jo naturligvis også er skatteborgere.

    Vi ved jo alle sammen godt, at de der får de dårligste vilkår i bankerne er de “svage” kunder. Dem der anvender banken sporadisk og i mindre grad.

    Så på denne måde vil S+SF ramme deres egne vælgere. Men det er jo efterhånden ligemeget hvor man saver i velfærdstræet, så rammer man altid nogen eller noget!

    Hvad angår de finansielle supermarkeder, så burde det jo ikke så meget være de banker der tilbyder bank + realkredit + forsikring der burde rammes. Det giver faktisk god fornuft for køber og sælger at have den slags samlet.

    Man burde dog adskille consumer og professional banking, således at større erhvervsvirksomheder, professionelle investorer m.v. fik én bank, og alm. kunder en anden. Det giver god reson at skille der, i kundesegmentet og ikke i produktsegmentet.

    Det vil også gøre regulering nemmere, og man kan jo evt. godt have to juridisk selvstændige “banker” i samme bank der er reguleret forskelligt. Det vil naturligvis give problemer for f.eks. mindre banker, men vi husker vel stadig Roskilde Bank, EBH m.fl….. ?

  2. @Anders,

    Tak for din gode kommentar. Interessant synspunkt mht. at lade lovgivningen sondre mellem private banker og erhvervsbanker. Minder lidt om den gamle amerikanske sondring mellem commercial banking og investment banking. Det mener jeg dog ikke er vejen frem herhjemme. Vi har altid hyldet princippet om universal banking. Og sådan bør det også være fremover. Men det er naturligvis ikke ensbetydende med, at den finansielle lovgivning ikke i højere grad kan tage højde for de forskellige typer af bankkunder og de forskellige typer af bankaktiviteter / bankprodukter.

  3. Ja, jeg ved godt at der i USA var / er en skarp sondring imellem alm. banker og investment banking.

    Det jeg tror er, at hvis f.eks. Danske Bank, Nordea m.v. internt blev delt op i to juridiske enheder der oprerede efter forskellige lovgivninggrundlag, så kunne man måske bedre overskue konsekvenserne af f.eks. store ejendomsudlån / ejendomsrelaterede investeringer.

    Forskellen er også, at i dag er f.eks. selv mindre virksomheder ikke omfattet af indskyder garanti eller sikkerhed ved f.eks. indbrud i netbank (kan være det er ændret nu!).

    Endelig giver den nuværende manglende opdeling et problem i forhold til erhvervskunder, hvor det ofte er en forudsætning for kundeforholdet, at man samler alle sine bankforretninger i samme bank. Det kan være fornuftigt, men det er jo som om tilliden kun går én vej …..

    Så hvis man laver en grænse f.eks. 10-25 mio i oms for at man så må skifte til en ren erhvervsbank kunne måske også gøre det nemmere for virksomheder at opnå finansiering?

    Forskellen for bankerne er måske ikke så store organisatorisk. De opererer jo alle med en “erhvervsafdeling” i de større afdelinger. Men rent juridisk og i kundeforholdet kunne det gøre parterne mere ligeværdige. Det burde være lettere for virksomheder at skifte bank?

    Og hvad angår investment, så er der jo i dag allerede seperate afdelinger der tager sig af den slags.

  4. Hvis jeg ikke tager fejl, så er man, dels ikke uenig med Regeringen (dvs. Venstre), dels er man stødt på problemer af praktisk karakter.
    En ting er sikkert; man skal udelukke et nyt okt 08, hvor Danske Bank egenhændigt bragte landet i knæ.
    Problemet er, at Danske Bank er typisk for banker, nemlig med reel negativ egenkapital. Johannes Raaballe konstaterer, at bankerne skal tilføres helt ny egenkapital – den eksisterende må formodes tabt.- et vel optimistisk skøn, når man betragter de banker, der har været på obduktionsbordet.

    De skiftende udmeldinger har nok sin årsag i, at et (to) endnu mere presserende problem i finanssektoren er dukket op:
    A) Det har vist sig, at pensionskasserne (S finansielle bagland) til de grader er på numsen. Dels beregner de fremtidige forpligtigelser tilbage med alt for høj rentefod. Obligationsrenten er indeholder nemlig ikke de uundgåelige kurstab som følge af boligejernes konverteringer. Med hovedparten af obligationsmassen i flexobligationer kan den illusion om, at “det går nok” ikke opretholdes.
    B) Afledt/fremprovokeret heraf må man konstatere, at realkreditsektoren er truet på livet. Lars Rohdes (ATP) udmelding i december, som givetvis har bred politisk (Folketing og arbejdsmarkedets parter) opbakning og Nationalbankens fulde støtte, må være koordineret med Statsministerens nytårstale.

    Sammenholdt med de to problemer, så må bankerne hensygne indtil statsgarantierne udløber.

    Hovedlinierne i planen er ellers rimelig klar:
    Man vil bruge ATP som rekonstruktør af finanssektoren.

    Umiddelbart skal nogen overtage forpligtigelserne til pensionssparerne – godt beskåret – som ikke kan opfyldes af pensionskasser og andre skattebegunstigede ordninger. Det ligger indenfor ATP’s normale kompetenceområde; men vil holde dem beskæftiget i 2011 og ind i 2012.

    Dernæst skal en bank opbygges med udgangspunkt i FIH, der p.t. alene er en erhvervsbank. Her er problemet manglen på kvalificerede medarbejdere og filialer – de nuværende bankfolk har vist, at de ikke dur.
    Det bliver en årelang proces.

    Endelig er der årlige refinansieringer af 1300 mia. i flexobligationer. Der er jo ikke nogen, der tror på, at der er dækning for det beløb i debitorernes evne og vilje til at betale.
    Det vil betyde en helt ny opbygning af en realkreditsektor: Her er der desværre ikke et brugbart skelet, der kan hives ud af skabet – så det er helt ned på græsrodsplanet, så der er nok at tage fat på.

  5. @Anders,

    Du påpeger faktisk noget ganske interessant, nemlig at vi altid har været vant til på kundesiden at sondre (også i den finansielle lovgivning) mellem forbrugere og erhvervsdrivende. Men man ser flere og flere situationer, hvor mindre erhvervsdrivende måske i højere grad minder mere om (og bør behandles som?) forbrugere, dvs. en slags mellemkategori.

    Derfor er det eksempelvis heller ikke helt udelukket, at visse mindre erhvervsdrivende kan indgive klager for pengeinstitutankenævnet. Som ankenævnet selv skriver: “Klagen skal angå et privatkundeforhold og vedrøre et spørgsmål af økonomisk betydning. (Erhvervsdrivendes klager kan kun i særlige tilfælde behandles. Efter fast praksis behandler Ankenævnet ikke klager fra aktie- og anpartsselskaber.)”

  6. @Thomas,

    Tak for din kommentar, som altid er interessant læsning. Men forklar mig gerne, hvad du mener, når du skriver: “Hvis jeg ikke tager fejl, så er man [dvs. Socialdemokraterne?], ikke uenig med Regeringen (dvs. Venstre)”?

    Mener du således, at Venstre går ind for opsplitning af de finansielle koncerner eller de store banker? Og/eller at Venstre går ind for statsbanker? Og/eller for afskaffelse af SDO-lånene? – for blot at give et par eksempler. Det tror jeg næppe er tilfældet. Men uddyb gerne din kommentar.

  7. PS: hvis regeringen vitterlig går videre med det meget omtalte lovforslag vedrørende ATP, således at ATP får mulighed for at drive bankvirksomhed i datterselskabsform, betyder det så i grunden, at regeringen alligevel også går ind for statsbanker?

    Som Finansrådet skriver i dag i en kommentar [min fremhævning]:

    “Finansrådet advarer mod regeringens forslag om at give ATP ret til fuldt ud at eje finansielle virksomheder i konkurrence med de kommercielle finansielle virksomheder.

    En bank, hvis væsentligste grundlag for funding er midler, der opkræves af lønmodtagerne ved lov, giver en helt urimelig konkurrencefordel og er de facto at regne for en statsbank.

    En statsbank kan ydermere opnå særlig gunstig rating og kan derfor skaffe kapital fra pengemarkedet på mere gunstige vilkår end private virksomheder, idet ATP som offentlig institution med lovbundne midler må forventes at komme deres datterselskaber til hjælp med yderligere kapitalindskud, hvis det bliver nødvendigt.

    Da det er et lovkrav, at danske lønmodtagere er kunder hos ATP, har ATP ikke samme markedsføringsomkostninger, som resten af branchen har, ligesom ATP – med kun ét produkt på hylden – heller ikke har udviklingsomkostninger. Derfor vil det skabe en ulige og ublu konkurrence, hvis ATP får lov til at drive finansielle virksomheder.

    Finansrådet er naturligvis tilhænger af konkurrence – så længe det foregår på lige vilkår. Alle andre banker i Danmark skal konkurrence om kunderne og indtægterne. Derfor er det grundlæggende forkert at give ATP adgang til fuldt ud at eje finansielle virksomheder.”

  8. Whether Danish socialists have formulated any strategy concerning state owned banks I’m not aware.
    Using ATP as a vehicle for competition on areas like voluntary pension savings, private banking (or even commercial banking) or any other financial activity would on the other hand be so controversial, that some of the basics of the Danish Constitution would have to be tested in my opinion. No doubt that ATP would be able to compete in the area of pensions, but who would be securing the capital needed to comply with Solvency II? According to the Constitution, private citizens could NOT be obligated through their position as private citizens, and that’s the only free/cheap funding available. That said, it is a shame, as it would be to the benefit of Danish citizens, PROVIDED ATP WOULD NOT ENGAGE WITH OTHER BUSINESS PUTTING CITIZENs’ SAVINGS AT RISK. This is of course an anomality and just thinking the thought should be considered criminal.

  9. @SuperVisor,

    Tak for god kommentar. Du skriver: “Whether Danish socialists have formulated any strategy concerning state owned banks I’m not aware.”

    Om oppositionens holdning til statsbanker se disse links:

    Enhedslistens oprindelige forslag om statsbanker: http://www.information.dk/167651

    SFs efterfølgende forslag om statsbanker: http://www.information.dk/189215

    Socialdemokraternes seneste forslag om statsbanker: http://www.berlingske.dk/politik/s-vil-skyde-50-mia.-i-statsbank#

    Modreaktioner på disse forslag:

    http://avisen.dk/thornings-statsbank-faar-massive-hug_111967.aspx

    http://www.business.dk/finans/erhvervsliv-statsbank-er-ikke-loesningen

    Og så lige min tidligere blog om statsbanker:

    http://camphausen.blogs.business.dk/2010/11/05/folketingsbeslutning-eik-bank-skal-v%c3%a6re-en-dansk-statsbank/

  10. As mentioned above, it’s my opinion that a state-owned bank would conflict with the Danish Constitution. MC’s references do not give answers to why this is a problem, but if you consider yourself to be a citizen of Denmark insisting on your rights and obligations, I guess you would never sign an IOU on behalf of the Danish state, especially if the IOU is meant as the basis for the required solvency of a Danish state-owned bank. To the extent I understand the Danish Constitution correctly, the Danish government would never be in a position to take the Danish population as hostages through committiing to defending the solvency position of any financial institution, so the question is only theoretical, although interesting. For once, this blog has turned into interesting questions concerning law!

  11. Hvis vi ser helt reelt på det, så kører bankerne i dag som zombie-banker, der slæber rundt på massive tab, der hverken er af- eller nedskrevet. Det opdager man ikke så længe renten er lav – og man med statsstøtte og garanti har fået en funding til en rimelig lav pris – det kan imidlertid hurtigt høre op!
    Vi så i den irske banksektor at halvdelen af udlånet rent faktisk var – pïst væk!
    Tilsvarende med realkreditten, hvor 1300 mia kr hvert år skal refinansieres – og 1/3 af BRF’s udlån er over 80% af ejendomsværdien.
    Det er russisk roulette med ét tomt kammer og 30 forsøg.

    De facto er banksektoren nationaliseret med garantier og ny kapital på – var det 368 mia.? – set i forhold til en bogført egenkapital på 250 mia.

    Det er derfor, jeg kalder Straarup for kommunist: Han har egenhændigt fået banksektoren nationaliseret – al den stund, at den ikke kan klare sig uden statsstøtte – hvilket Ole Sohn og kumpaner aldrig fik igennem.

    Det er naturligvis totalt uacceptabelt for nationen på den måde at blive ført rundt i manegen – det vil regering og opposition være enige om.

    Politisk står man nu med det problem, at der ikke er sunde banker (njoo.. Arbejdernes Landsbank). Erhvervsudlånet er langt fra færdig med at generere tab. Privatkunde området med 250 mia. i boligudlån over 5års løbetid er særdeles dubiøst.
    a) Fordi under de 250 mia. er der 4 gange så meget i fuldt optrukken realkreditgæld. Dvs. 1000 mia. ud af 1400 mia. boligrealkreditgæld.
    Bankernes sikkerhed ligger derudover!
    b) Renten er absurd lav. Stiger beskæftigelsesløsheden kan terminen ikke betales af 1/4 mio. insolvente boligejere – hvem står først til tæsk dér?

    Når man har en uacceptabel situation og banker og kreditforeningers mulighed for nogensinde at komme ovenpå igen må betegnes som minimal, så må man rekonstruere hele sektoren.
    Det eneste sted, der er midler at gøre det med er hos ATP – de andre pensionskasser har det ganske enkelt for dårligt.
    Det vil blive gjort.

    På den anden side skal bankerne – hvis der mod forventning skulle være nogen overlevelsesdygtige – tvinges til at tage tab og rationalisere.

    Ad tab) Banker vil ikke tage tab, fordi det går fra egenkapital og “overskud” – hvilket p.gr.a. dækningsreglerne – tvinger udlånet ned. Det udlån kan ikke nedbringes, fordi det dels er tab, dels er helt nødvendige kreditter.
    Bankerne skal ikke have lov at rive erhvervslivet med sig ned, sagde Anders Fogh Rasmussen. Her er regering og opposition enige.
    Den måde man kan tvinge banker til at tage størst mulige tab er ved at brandskatte “overskuddene” – disse penge skal så anvendes til at fylde hullerne, som den stadige trafik i Finansiel Stabilitet efterlader med deres negative egenkapital.

    Ad rationalisering) Der er dobbelt så mange bankansatte i Danmark pr. indbygger som i andre lande – og de får stadig større lønforhøjelser.
    Det skal man bekæmpe med større lønsumsafgifter.

    Her tror jeg heller ikke, der er større uenighed mellem Venstre og Socialdemokratiet!
    De Konservative har endnu Finansrådets handskedukke som Erhvervs- og Økonomiminister – men det får vel en ende.

    Det åbne spørgsmål er i hvilket tempo tabene kan afvikles. Som det ser ud i øjeblikket vil overskuddene på den primære indtjening muligvis – muligvis – over en årrække dække tabene – forudsat, der ikke kommer nye!

    Vi balancere på en knivsæg – i bedste fald – hvad angår de bestående banker og kreditforeninger.
    Tvangsauktionerne er på 4000 årligt – i det værste år under sidste krise var det 22000 på et år. Med 1/4 mio. insolvente kan man selv regne ud, at det vil tage 20 år med år som det værste under sidste krise!

    Derfor bliver man nødt til at oprette et alternativ – formentlig med udgangspunkt i ATP.

    Straarup skal ikke én gang til have lov til at få Statsministeren på knæ overfor allierede og samarbejdspartnere, fordi landet har brug for en omgående nødforstrækning med dollar og euro.

  12. @SuperVisor, du skriver: “For once, this blog has turned into interesting questions concerning law”. Hedder det ikke rettelig “once again”…

    @Thomas, “zombie-banker”, “Straarup som kommunist”, “Finansrådets handskedukke som minister” – meget kan man sige (også selv om vi ikke er enige), men det er faktisk ganske morsomme udtryk og giver nogle sjove forestillinger/billeder – du ved, lidt ligesom at forestille sig din “kumpan” Ole Sohn som ny økonomi- og erhvervsminister…

  13. Hvilken handlefrihed har Straarup i dag i forhold til Staten? Ingen.

    Det dybereliggende problem er, at der er ikke nogen alternativer!

    Selvfølgelig er Løkke ikke tilhænger af statsbanker; men han har bare ikke noget valg! Tilsvarende er Helle T ikke ovenud fornøjet med udsigten til milde gaver til bankerne.

    Jeg tror ikke der er mange, der står fjernere fra Ole Sohn politisk end mig. Men situationen er, som den var i Japan i begyndelsen af 1990’erne med en banksektor i totale ruiner. Hele bankgælden blev konverteret til offentlig gæld – intet er afviklet – intet afkast – ingenting.

    Opsplitningen mellem banker og realkredit ville være hensigtsmæssig, såfremt den muliggjorde en afvikling/renovering af hvert system for sig – i stedet for at tage hele ulykken på én gang.
    Det tror jeg bare ikke kan lade sig gøre!

    Indtil nu har realkredittens rolle været at redde bankerne:

    1) Nykreditkunderne får lov til at betale for katastrofen kaldet Forstædernes Bank. Nu er man endeligt fusioneret med Nykredit Bank – et separat regnskab vil gøre læseren alt for ked af det!

    2) Totalkreditkunderne får masser af blå øjne fra sidste år at regne – og i stigende grad i årene fremover. Det skyldes, at TOT har ydet lån mod bankgaranti på skiven 60%-80% – typisk garanteret 7 års garantier (formentlig fordi det er det typiske liv inden en konvertering af et traditionelt realkreditlån). I øjeblikket holder bankerne fallenterne flydende – men tro mig: I samme øjeblik garantien bortfalder, så trækkes proppen.
    Mekanismen er enkel: Banken, har lånt de sidste 20% af købssummen og garanteret for de næste 20%. Hvis debitor ikke kan betale, så har banken valget mellem at tabe 40% af købssummen. Tro mig: TOT byder ikke mere end 60% af købssummen på tvangsauktion, hvis resten er bankens problem.
    Hvis banken derimod holder debitor flydende til grantien udløber, så taber banken et sted mellem 20% og 40% af købssummen – så derfor har man tålmodighed.

    3) Realkredit Danmark – har foruden et noget tilsvarende arrangement med Danske Bank som TOT – også fungeret på den måde, at Danske Bank har fået konverteret en stor del af sit korte udlån (meget af det erhvervsudlån) over på realkredit.

    4) BRF har sin egen kære lille psykopatunge i BRFBank, hvor realkreditten rutinemæssigt skyder penge ind – ca. ½ mia. om året i nytegnet aktiekapital, som BRFBank pligtskyldigst derefter formøbler.

    5) DLR er noget sværere at gennemskue; men landbrugsudlånet (2/3 af DLR) er samlet på 250 mia. Hertil kommer så et samlet bankudlån til landbruget på 60 mia.
    Her er man virkelig i klemme, fordi der ikke er nok af kvalificerede landmænd til at overtage driften i tilfælde af konkurs.

    6) NOR er så sammefiltret, at det er vanskeligt at gennemskue: Min formodning er, at man også her jonglerer som i Danske Bank; men man vil IKKE – understreger IKKE – tage tab.

    Men indtil videre, så har realkreditkunderne reelt subsidieret bankerne.
    De urovækkende er så lidt, det har hjulpet bankerne!
    Til gengæld er realkreditten kørt fuldstændig i grøften: Halvdelen af realkredit udlånet skal refinansieres årligt!

    Jeg tror ikke på en egentlig politisk dagsorden på finansområdet overhovedet: Man er til de grader i en tvangssituation .- og er løbet tør for handlemuligheder.
    Det er også derfor ingen i Folketinget (ej heller inklusiv Ole Sohn – det er derfor han ikke vil øge boligskatterne: Han VED, det vil vælte banker og realkredit – inden han kan finde noderne til Internationale frem!), der kan tage et valg på en bankreform – der er nemlig ikke noget at diskutere.

    Skattetankerne fra Socialdemokratiet er et forsøg på at tvinge bankerne til at tage tab: Ethvert forsøg på at luske “overskud” ned på balancen eller ud til aktionærerne skal straffes med størst mulig brutalitet – bankerne har så indtil videre nok af fremførte underskud til at gøre det et miniproblem de første mange år.

    Den anden faktor er, at bankerne er forrygende ineffektive – i sammenligning med Sverrig, har man dobbelt så man ansatte – og de får ekstraordinære lønforhøjelser hele tiden.
    Her vil en lønsumsafgift klemme de forsorgsanbragte ud af aktiveringen – så man kan begynde at tage nogle af alle de mange tab, der ligger på lager!

    Her har jeg også MEGET svært ved at se, at Løkke skulle være uenig!

  14. @Michael Camphausen, vedrørende din kommentar til SuperVisor, dateret 20 Januar kl. 23:32.

    De 2 udtryk du hentyder til, “For once” og “Once again” det er faktisk stor forskel på dem. Jeg skal ikke kunne sige om du ved det i forvejen, det gør du sikkert, men nu ved du det ihvertfald. 🙂

    1) For Once: For en gangs skyld
    2) Once Again: Endnu engang.

    en lille kommentar. 🙂
    ————————————————–

    Nu til min egen mening.

    For det første, er det ikke fair at beskatte de implicerede institutioner, som har været en bærende årsag til at finanskrisen har haft sit indtog i Danmark?

    Jeg spørger fordi, der er rigtigt mange ejendomsspekulanter, og værdipapir spekulanter, som har lånt flere hundrede millioner af bankerne, her i blandt Danske Bank. Da huspriserne så faldt, kunne disse spekulanter, ikke få solgt deres ejendomme, hvorved de heller ikke kunne overholde de retmæssige restancer, derfor tabte de penge og gik konkurs. Ved godt det er sat meget konkret op, men det er i og for sig hvad der er sket.

    Jeg tror ikke nogle mennesker er i tvivl om at bankerne har haft julelys i øjnene, da der var rigtig gang i byggebranchen og alle andre aspekter af dansk økonomi. Hver gang en meget pengestærk spekulant, har ønsket at låne penge, så har den pågældende bankansat, som har sørget for papirerne, fået deres kommission ud af det.

    Fordi det er vel egentlig det store spørgsmål, som jeg kommer frem til. Er det fair at Bankerne, som har været en af de implicerede partnere i denne finanskrise, kan gå fra det hele uden at betale en pris?

    Ja, jeg ved godt at, af de 100 Mia, som VKO tilkendte bankerne i form af bankpakke 1 og 2, for at redde deres omdømme, der stod Danske Bank for omkring 26 Mia af de penge. Og de såkaldte 10% som bankerne skal betale i rente, det kommer forbrugeren af banken da til at betale. Man skal da ikke bilde mig ind, at samtlige ansatte i Danske Bank i Danmark, går ned i løn for at være solidarisk med alle de mennesker der har mistet deres job, som direkte uansvarlighed fra bankernes side af.

    Nej da… De ansatte i bankerne kommer da ikke til at mærke noget til alle de store risici som bankerne har taget, for at tjene penge. De får vel stadig deres bonus, deres lønforhøjelse, og deres retmæssige løn. Tanken med Bankpakke 1 og 2, var reelt set at få sparket gang i dansk økonomi, men det havde den modsatte effekt, fordi, der står står ikke skrevet nogle steder, mig bekendt, at bankerne SKULLE hjælpe folk med penge for at starte virksomhed.

    Bankerne har i stedet investeret pengene for at få dem til at yngle, for deres egen skyld, ihvertfald ikke for andre skyld.

    I mit univers, jeg er nok lidt gammeldags her, så må man være med til at betale den pris det har kostet at træffe uansvarlige finansielle valg. Stod det til mig, så var lønningerne i de implicerede banker blevet sat under administration, for på den måde at sikre at bankdirektørerne ikke igen, får en fed bonus for et særdeles middelmådigt stykke arbejde. Fordi i den sidste ende, har der jo siddet en direktør som har godkendt de store lån til spekulanterne, ikke sandt? 🙂

  15. @Kim,

    Tak for interessant kommentar. Mht “for once” og “once again” er det netop den forskel, du beskriver, som jeg lidt ironisk forsøgte at få frem som reaktion på SuperVisors holdning til bloggen…

  16. Kim Arenfeldt: Nu er der mange måder at beskatte banker på.
    1) Beskatning af overskuddet.
    2) Beskatning af lønsum.
    3) Gebyrer for garantier.

    Nu har beskatning ikke noget med rimelighed at gøre; men det er et disciplinarmiddel for at få bankerne til at makke ret – de har lavet ulykker nok, da de fik deres vilje – som du også er inde på.

    For at tage 3) først. De 10% er rørende billigt. Når banken betaler det, skyldes det at de godt ved at egenkapitalen reelt er tabt.
    Hensigten med afgiften er, at få Danske Banks aktionærer til at indskyde flere penge. Det vil de ikke – rygterne siger, at APM mødte bønnerne med korslagte arme. Det betyder at Staten har en særdeles reel risiko for at tabe disse penge.
    Hvor store tabene er i Danske Bank er der næppe nogen, der ved – fordi det er så svært at konstatere, når man hverken kræver renter eller afdrag af debitorerne – så går de nemlig konkurs og så får man ALDRIG nogen af pengene.
    De 10 % siger så som, at Staten regner med at tabe de garanterede penge i løbet af 10 år.
    Det er ikke nogen speciel god forretning for Staten – selvom politikere og banker forsøger fremstille det som sådan.
    Kræftramte, der dyrker bungee-jumping må forvente en lidt forhøjet livsforsikringspræmie!

    ad 1) Hvis man foretog en realistisk gennemgang af Danske Banks udlånsbøger, så ville man nok være nødt til at fjerne betydeligt mere end “egenkapitalen” i ned- og afskrivninger.
    Danske Bank håber i årenes løb at være i stand til at “svede” tabene ud – tage så meget i tab, som “overskuddet” kan holde til.
    Problemet er at med et overskud på basisindtægterne på f.eks. 25 mia. så vil det tage rigeligt over 10 år at rense udlånet for tabte fordringer.
    Nu skal man forhindre, at Danske Bank “glemmer” at nedskrive og dermed luske penge ned – enten på egenkapitalen eller til aktionærerne. Det vil nemlig bringe Statens garanti yderligere i fare – for Danske Bank er reelt insolvent/konkurs (kald det hvad du vil).
    Det bliver nu morsomt, når de garantier og lån skal betales tilbage – det er der vel næppe nogen, der tror de kan, hvorfor man fra Statens side må stille nye garantier.
    Derfor må man brandskatte “overskuddet” så Danske Bank kan vælge mellem pesten og choleraen: Enten tager de tabene eller pengene ryger i skat.

    ad 3) En af de væsentlige årsager til de elendige resultater er, at Danske Bank har for mange ansatte og de får alt for meget i løn (en anden måde at unddrage sig forpligtigelsen til at tage tab). Det skal derfor være dyrt for dem ikke at rationalisere.

    De indkrævede skattemidler kan ikke bruges til vuggestuer o.lign. fordi hele banksektoren er pilrådden – forstået på¨den måde, at de har lånt penge ud til personer og virksomheder, der aldrig kan betale dem tilbage – ikke at debitorerne et eneste øjeblik har overvejet det.

    Det betyder, at der kommer en lind strøm af banker ind i Finansiel Stabilitet – på den ene eller den anden måde og de skal afvikles så gelinde som muligt.

    Se f.eks. de 4000 Roskilde Bank kunder, som Arbejdernes Landsbank købte for nylig. Det er jo debitorer, man allerede har kikket på én gang – dengang Roskilde bank gik ned – og kylet tilbage i hovedet på Finansiel Stabilitet.
    Hvis andre banker skal overtage sådanne kunder, så skal der en rabat til, der vil noget – hvor meget foreligger ikke oplyst for nærværende; men da Arbejdernes Landsbank var den eneste seriøse budgiver, så kan vi nok regne med, at det har været ikke alene en beskåret pris; men en nedsabling.

    Det deraf opståede tab skal bæres af skatteyderne – i dette tilfælde bankerne, som rimeligt er.

    Jeg tror nok, at uanset hvem, der bliver statsminister vil der være en fast hånd om krabasken! Hvis bankernes barnagtige tuderi ikke holder op, så vil de få noget at græde over.
    Specielt når nu “Harry Potter” og de andre Konservative glider ud af Folketinget ved næste valg.

    Og Camphausen: Jo Ole Sohn kan blive Økonomi- og Erhvervsminister. De embedsmænd trænger til en hård – for ikke at sige sadistisk – hånd. Den kryben for Finansrådet, som embedsværket har udfoldet den sidste snes år – den får en ende.
    Min bedste vurdering er, at ministeriet og bankerne vil ønske, at de får Ole Sohn. Lars Løkke skal nok skaffe et alternativ, der er værre – evt. udenfor Folketinget, når han nu ikke skylder de Konservative noget efter et valg.

Comments are closed.