Investeringsrådgivning: hvilke sager vinder bankerne, og hvilke sager vinder kunderne?

I dette indlæg følger jeg op på min blog fra forleden om den nye afslørende klage-statistik fra Pengeinstitutankenævnet. For Finanstilsynet har nemlig siden løftet noget af sløret for en helt ny undersøgelse af de mange nylige klagesager i ankenævnet, som omhandler investeringsrådgivning.

Min konklusion i den pågældende blog fra forleden var, at det er nødvendigt at se bag om tallene i klage-statistikken for 2010 – hvad angår den umiddelbare stigning i både antallet af afgørelser, hvor kunden fik helt eller delvist medhold, og i antallet af afgørelser, hvor banken ikke valgte at følge ankenævnets afgørelse – for at få et retvisende og mere nuanceret billede af de reelle forhold i ankenævnet mv.

Og jeg tillod mig at konkludere videre, at det faktisk ikke står så slemt til, som man umiddelbart skulle tro, og at tallene for 2010 således i mindre grad siger noget om selve systemet i ankenævnet, men i højere grad viser, at det “kun” er et par helt særlige typer komplekse investeringsprodukter – og rådgivningen i forbindelse med disse – som det ifølge ankenævnet har været galt med (nemlig de såkaldte ScandiNotes obligationer og de såkaldte Jyske Invest Hedge obligationer). Det er altså i realiteten de mange klagesager om netop disse to produkter / obligationer, som forrykker hele statistikken for 2010 og dermed forstyrrer (slører) det samlede billede.

I den forgangne uge – kun ganske få dage efter, at jeg skrev ovennævnte på bloggen – deltog jeg så i en spændende konference på det flotte Christiansborg om forbrugernes investeringer, hvor en veloplagt Finanstilsynsdirektør, Ulrik Nødgaard, kom med et ganske interessant oplæg, som netop berørte de mange klagesager i ankenævnet og disse sagers nærmere karakter.

Ulrik Nødgaard kunne således afsløre, at Finanstilsynet i samarbejde med et par forskere fra SDU netop har foretaget en nærmere undersøgelse af de mange klagesager om investeringsrådgivning, hvori ankenævnet har truffet afgørelse i perioden fra november 2007 til september 2010 (dvs. fra tiden kort før den finansielle krise frem til for få måneder siden).

Resultatet af denne undersøgelse offentliggøres inden længe i en artikel i fagtidsskriftet Finans/Invest. Men jeg har venligt fået lov til at referere fra Ulrik Nødgaards uddelte konference-slides, således at Bank & Blog igen kan være først med en omtale og kommentar (men naturligvis skal jeg på ingen måde tage æren for undersøgelsesresultaterne gengivet nedenfor – den tilkommer alene Finanstilsynet og forskerne fra SDU).

Og hvad er det i grunden så, at den spritnye undersøgelse fra Finanstilsynet viser:

Den viser for det første, at Pengeinstitutankenævnet i den ovennævnte periode på små tre år har truffet afgørelse i hele 245 sager om rådgivning i forbindelse med investering i værdipapirer:

I 65 af afgørelserne fik klageren / forbrugeren fuldt medhold.

I 3 af afgørelserne fik klageren / forbrugeren delvist medhold.

I 135 af afgørelserne fik klageren / forbrugeren ikke medhold.

 I 42 af afgørelserne blev sagen afvist som bevisuegnet.

Dette vælger jeg at læse således, at kunden fik helt eller delvist medhold i i alt 68 af de 245 afgørelser svarende til ca. 28 % af alle afgjorte sager, hvorimod banken fik medhold i / vandt i alt 177 af de 245 afgørelser svarende til ca. 72 % af alle afgjorte sager. Bankerne fik med andre ord medhold i / vandt ca. 3 ud af 4 afgjorte sager.

Dette kan sammenholdes med 2010-statistikken for alle klagesager – og altså ikke kun begrænset til sagerne om investeringsrådgivning ved værdipapirer – som gennemgået i min blog forleden, og som viser, at bankerne fik medhold i / vandt ca. 4 ud af 5 afgjorte sager.

Kunderne vinder således oftere, når klagerne omhandler investeringsrådgivning om værdipapirer, men bankerne vinder dog fortsat langt de fleste af også disse typer sager.

Finanstilsynets undersøgelse viser dernæst, at der kan spores visse tendenser i ankenævnets afgørelser om bankernes investeringsrådgivning afhængig af selve værdipapirtypen. Således får klageren / forbrugeren typisk ikke medhold, når det drejer sig om ikke-komplekse produkter, hvorimod klageren / forbrugeren i betydeligt omfang får medhold, når det drejer sig om komplekse produkter.

Dette synes faktisk at harmonere meget fint med min ovennævnte konklusion vedrørende 2010-tallene for ankenævnet og bemærkningen om, at det er nogle helt særlige typer komplekse produkter og rådgivningen forbundet hermed, der har været noget galt med. Det har med andre ord ikke været alle banker og alle bankernes investeringsprodukter – endsige hovedparten af disse produkter – og rådgivningen forbundet med disse, der tilsyneladende har været noget galt med.

Endvidere viser Finanstilsynets undersøgelse, at klageren / forbrugeren ikke får medhold, hvis banken i forbindelse med rådgivningen har gennemført de såkaldte MiFID-tests af kunden – dvs. egnethedstest, hensigtsmæssighedstest og lignende med henblik på at få fastlagt kundens risikoprofil mv. – og når den samlede anbefalede portefølje er i overensstemmelse hermed.

Måske man med rimelighed kan tolke det i retning af, at vi faktisk allerede i dag – selv om folkemyten jo ofte siger anderledes – har et brugbart og effektivt regelsæt om investeringsrådgivning som følge af de i 2007 gennemførte MiFID-beskyttelsesregler.

Som jeg således skrev på bloggen i januar måned sidste år om præcis den samme problemstilling:

“Før krisen kickstartede, blev der faktisk indført visse nye beskyttelsesregler herhjemme (og også i de øvrige EU-lande) – de såkaldte MiFID-regler – med henblik på at forøge sikkerheden for kunderne i forbindelse med bankers og andre værdipapirhandleres udbud af finansielle produkter. Og vi har faktisk endnu til gode at se den fulde virkning af disse regler, idet mange af de i medierne omtalte sager, som er endt i klager ved pengeinstitutankenævnet eller i gruppesøgsmål ved domstolene, stammer fra før indførelsen af det forholdsvis nye regelsæt. Det vil formentligt vise sig, at de nye beskyttelsesregler har hjulpet i et vist omfang.”

Finanstilsynets nye undersøgelse synes således netop at bekræfte, at de forholdsvis nye beskyttelsesregler allerede har hjulpet i så henseende. Så heller ikke på den front står det umiddelbart så slemt til, som flere kritikere ellers tror.

I sammenhæng hermed viser tilsynets undersøgelse i øvrigt, at ankenævnet i visse af sagerne vender bevisbyrden til klagernes / forbrugernes fordel, hvis banken ikke har efterlevet den skærpede rådgivningsforpligtelse, som særligt påhviler bankerne, når der er tale om investering i de nævnte komplekse produkter.

Når det herefter kommer til de øvrige investeringssager i ankenævnet – dvs. omhandlende de ikke-komplekse produkter – viser Finanstilsynets undersøgelse ydermere, at en betydelig andel af sagerne vedrører tab på formueplejeaftaler, hvor klageren / forbrugeren hævder ikke at have været klar over risikoen forbundet med investeringerne.

Men da sagerne jo som ovenfor nævnt hovedsageligt er faldet ud til bankens fordel som følge af, at investeringerne er foretaget i overensstemmelse med kundens risikoprofil, så får det undersøgelsen og dermed Finanstilsynet til at rejse det relevante spørgsmål, om der eksisterer en kommunikationsbarriere mellem banken / rådgiveren og kunden? Om der således er en manglende bevidsthed hos kunden om risikoen forbundet med investeringer?

Og her synes Finanstilsynets undersøgelse at nå ind til problemstillingens helt centrale kerne. Det får i hvert fald tilsynet til at konkludere – på baggrund af klagesagerne omhandlet i undersøgelsen og i øvrigt på baggrund af den af tilsynet foretagne inspektionsvirksomhed i bankerne – at der er behov for to nye tiltag / instrumenter fremadrettet:

1. For det første en klar og enkel information om investeringsprodukters risiko – det er således her, at den kommende risikomærkning af investeringsprodukter, den såkaldte trafiklysordning, kommer ind i billedet.

2. For det andet et kompetenceløft til bankernes investeringsrådgivere – det er således her, at den kommende certificeringsordning for investeringsrådgivere kommer ind i billedet.

Begge kommende ordninger – og Finanstilsynets forslag til disse – har tidligere været særskilt gennemgået og ivrigt debatteret på Bank & Blog:

Læs her den seneste blog om risikomærkningsordningen og her den seneste blog om certificeringsordningen.

Læs eventuelt også denne særskilte blog om den komplekse finansielle produktjungle med en gennemgang af forskellen på komplekse/strukturerede og ikke-komplekse/ikke-strukturerede investeringsprodukter.

Med andre lidt kække ord: Finanstilsynets nye undersøgelse viser ifølge Finanstilsynet, at de allerede af Finanstilsynet iværksatte tiltag på området er de helt rigtige og nødvendige af slagsen. Og umiddelbart er jeg ganske enig.

Reguleringen bør nemlig ikke som sådan forbyde særlige investeringsprodukter eller hindre finansiel innovation. Reguleringen bør derimod sikre, at investorerne til fulde forstår, at der er en (betydelig) risiko forbundet med investering, og hvilken konkret risiko der er knyttet til den konkrete investering / det pågældende produkt. Og i princippet er det vel så uden betydning, om den nødvendige information herom til investorerne gives af bankerne som både rådgivere og sælgere/formidlere eller af uvildige investeringsrådgivere.

På konferencen forleden opsummerede Finanstilsynets direktør tendenserne fra de mange klagesager således:

1. De tabslidende kunder er overraskede over risikoen på trods af overensstemmelse mellem risikoprofil og investering.

2. De komplekse investeringsprodukter er solgt / formidlet uden tilstrækkelig information til kunderne.

3. Der er fortsat en stor investeringslyst blandt kunderne / forbrugerne.

Ifølge Finanstilsynet er udfordringerne for investorbeskyttelsen derfor følgende:

1. Kundernes / forbrugernes manglende risikoforståelse for både enkeltprodukter og samlet portefølje.

2. Visse investeringsrådgiveres kompetence for så vidt angår produktkendskab og formidlingsevner.

3. Kommunikationen mellem rådgiverne og kunderne / forbrugerne.

Er du enig eller uenig? Kom gerne med din mening til undersøgelsen, dens resultater og dens betydning i kommentarfeltet nedenfor.

26 responses to “Investeringsrådgivning: hvilke sager vinder bankerne, og hvilke sager vinder kunderne?

  1. Nu er det ikke kriminelt at være idiot; men det er tæt på!

    Hvis banken virkelig havde en investering, der gav et overnormalt afkast, så havde de selv udnyttet den. Dvs. den eneste service banker yder i forbindelse med formuepleje er rundbarbering.

    Så har bankerne jo hævdvunden ret til at stjæle, så der er ikke noget at klage over. Alle bankkunder ved eller burde vide, at banken rådgiver til egen fordel og til skade for kunden. Hvorfor pokker skulle man ellers have opfundet typer så små? Nej, det er IKKE bankrådgiverens udtværede fingeraftryk – derfor hjælper politianmeldese ikke.

    Alene udtrykket banketik er en selvmodsigelse.

    At gå ind i en bankfilial og spørge om at blive kunde er som at rode efter sæben på gulvet i psykopatforvaringens brusebad.

  2. Hvorfor er de bevisuegnede sager et bevis på at det ikke står slemt til? En sag som mangler dokumentation kan vel både være til den ene eller den andens ulempe.

    Hvor mange mennesker evner ikke, gider ikke eller ved ikke at de bør klage? (Dvs. de aldrig får anlagt en sag)

    Hvor rutinerede er bankerne mht. at føre denne slags sager i forhold til forbrugerne? (Og hvor mange penge bruger disse ressource stærke selskaber på sager?)

    Hvor mange forliger er der blevet indgået udenom ankenævnet? (Til kundernes fordel?)

    Hvor mange banker er lukket ned, således at det ikke betaler sig at klage?

    Og så videre…

    Der kan vel argumenteres for at disse data ikke nødvendigvis er fyldestgørende nok til at der kan foretages alt for meget rygklapperi.

    Iøvrigt mener jeg ikke at de to produkter du nævner nødvendigvis er forvridende for ankenævnet. Hver af de sager som er taget op på baggrund af disse to produkter kan bare være et udtryk for at kunderne som har anlagt sagerne har snakket sammen. Det kan være at det samme kunne have været tilfældet i forbindelse med andre produkter eller rådgivere hvor der kun blev een sag, men hvor der, hvis kunderne havde talt sammen, kunne have været endnu flere sager.

    Du kan gøre din blog mere spiselig ved at have en klarere opdeling af afsnit, samt kortere sætninger. Jeg overvejede mange gange om jeg gad at læse teksten færdig og var nødt til at læse den mere en een gang for at forstå godt nok til at kunne knytte en kommentar til den. Andre har måske haft nemmere ved at læse det end jeg har.

    Mvh

    Stephen

  3. @Thomas,

    Tak for som altid skarp (og lidt spydig) kommentar.

    Men hvad er så din holdning til de uvildige investeringsrådgivere? For hvis investeringerne var så attraktive, så havde de uvildige investeringsrådgivere vel også bare selv udnyttet dem, for nu at følge din argumentation? Og går dine indsigelser på alle investeringsprodukter eller kun de komplekse af slagsen?

  4. @Stephen,

    Tak for rigtig god kommentar. Du rejser nogle interessante spørgsmål. Den fulde statistik fra ankenævnet har flere kategorier, hvor du kan finde mere info, fx også om sager afsluttet ved forlig (den fulde statistik for 2010 kommer dog først med ankenævnets årsberetning i løbet af foråret):

    http://www.pengeinstitutankenaevnet.dk/Da/Forside/Statistik.aspx

    Man kan sagtens argumentere for, at afviste sager som følge af bevisuegnethed ikke kan opfattes som sager, som bankerne vandt / fik medhold i. Men min pointe er blot, at de afviste sager i ankenævnsregi jo er sager, hvor kunden reelt ikke fik noget ud af klagen, hvorimod banken umiddelbart fik det.

    Min blog er ikke ment som rygklapperi (eller det modsatte) i forhold til bankerne. Jeg mener bestemt ikke, at der er tale om rygklapperi blot fordi, at jeg argumenterer for et mere nuanceret billede af forholdene i ankenævnet. Men du kan godt kalde det rygklapperi i forhold til netop ankenævnet, som jeg faktisk synes fungerer ganske fornuftigt, jf. også min blog fra forleden. Og så er ovenstående blog vel egentlig mere rygklapperi til Finanstilsynets nye undersøgelse end til nogen anden.

    I øvrigt er jeg bestemt ikke stor tilhænger af de meget eksotiske produkter, som aldrig burde have været tilbudt den almindelige forbruger. Min pointe i bloggen er jo, at der har været noget grueligt galt med disse giftige bankprodukter (Scandinotes obligationer mv.). Så heller ikke rygklapperi i denne henseende. Men omvendt kan man ikke skære alle komplekse produkter over en kam – her tænker jeg især på garantiobligationer, som ikke må sammenlignes med de i bloggen nævnte eksotiske obligationer. Jeg går ikke ind for forbudsregulering men bedre regulering, bedre information og mere gennemsigtighed.

    Tak for tips mht. afsnit mv. Det skal jeg nok være mere opmærksom på (jeg plejer faktisk også at have små deloverskrifter mv. med undervejs i bloggen, men jeg skal nok forsøge at huske det bedre fremover).

  5. Nornalt er lovgivning til for at beskytte den svage part, men dette gælder ikke, når det drejer sig om den lovning, som skulle beskytte den svage forbruger i forhold til den stærke finansielle udbyder. Jeg har personligt deltaget i mange, mange møder i Finanstilsynet, hvor lovgivningen er født gennem kommentarer fra 30 højt kvalificerede jurister repræsenterende den finansielle sektor og en eller to generalister fra Forbrugerrådet og Dansk Aktionærforening repræsenterende forbrugerne – og Fininanstilsynet, som i øvrigt er delvist finansieret af de finansielle udbydere – har naturligvis ikke turdet andet end at føje de finansielle udbydere i deres ønsker til lovgivningens udformning – totalt tandløs set med forbrugerøjne. Og præcist det samme magtforhold gør sig naturligvis gældende på EU niveau.

    Langt de fleste forbrugere har overhovedet ingen uddannelse eller forudsætninger for at vurdere selv de mest enkle finansielle produkter, og de har derfor en blind tillid til deres investeringsrådgivers udsagn – og denne har ofte også kun en meget beskeden viden om overordnet privat formueforvaltning – dvs. sammenhængen mellem investorprofil og porteføljestrategi – men derimod en klar opfattelse af, hvad deres forventes af ham eller hende mh t omsætning og indtjening fra de kunder og produkter, som vedkommende er ansvarlig for.

    Ligesom forsikringsselskaberne efter 10 års arbejde ikke har kunnet finde ud af at offentliggøre et par enkle nøgletal, så almindelige mennesker kunne forstå de samlede omkostninger i forbindelse med forvaltningen af deres pensionsopsparing, så har bankerne og Finanstilsynet stadig ikke implenteret nogle helt enkle nøgletal for omkostninger og risiko knyttet til de finansielle produkter, som de sælger – så millioner af danskere fortsætter med at blive lokket til at købe bankerne høj-margin produkter i stedet for de billige exchange traded indexfonde, som går deres sejsgang over hele verden – uden for Danmark.

    Vi kunne starte med at forbyde brugen af ord som investeringsrådgiver, når der er tale om en sælger, og investeringsforeninger, når der intet foreningsdemokrati er – og sidst men ikke mindst burde bevisbyrden i forbindelse med investeringsrådgivning vendes om, så det ikke er den svage forbruger, men den stærke udbyder, som skal løfte bevisbyrden i forbindelse med ulykkelige investeringer – sådan er det f.eks. i England.

    Mvh

    Claus Silfverberg
    DAF-direktør 1995-2007

  6. Jeg førte i 2006 ved Pengeinstitutankenævnet en
    sag mod Jyske Bank.
    Jeg havde flere dokumenter i forbindelse med
    handelens gennemførelse/første klager til
    bankrådgiveren,der pegede i retning af
    dårlig rådgivning/manipulation!
    Alligevel tabte jeg sagen,og Jyske Banks ledelse reagerede i den forbindelse meget arrogant.

    Senere kunne jeg løbende følge med i debatten i
    pressen omkring investering på baggrund af
    bankrådgivning og kunne konkludere,at alt det,
    der i den forbindelse kom under stærk kritik,var
    det, jeg selv havde været udsat for!

    Og jeg fandt en enkelt artikel om,at Pengeinsti-
    tutankenævnet ikke var et uafhængigt organ,
    men derimod finansverdenens,og at det burde
    lægges ind under Forbrugerombudsmanden,

    01.02.2011

    Anders Dahlkild

  7. @Claus,

    Det med de manglende billige indexfonde herhjemme er jo netop grunden til, at Penge- og Pensionspanelets helt nye (men allerede meget omdiskuterede) anbefalinger om forbrugernes aktieinvesteringer bl.a. opfordrer til, at man går uden om de alt for dyre investeringsforeninger herhjemme – i hvert fald indtil videre, hvor fordelene tilsyneladende spises op af de for høje omkostninger (det var i hvert fald den forklaring vi fik på konferencen forleden, som nævnt i bloggen ovenfor) – man håber på, at omkostningerne bringes ned i løbet af nogle år, således at man ved en evt. opdatering af anbefalingerne om nogle få år også kan anbefale de hjemlige investeringsforeninger.

    http://www.pengeogpensionspanelet.dk/~/media/PPP/PPP-konference/Rapport%20om%20aktieinvesteringer%20-%20endelig%20udgave.ashx

  8. Nu er jeg ikke spydig! Jeg er ganske utilsløret uforskammet!

    Så må vi se på det helt elementært!
    Hvordan passer man på sine sparepenge: Investere dem enten i noget, man har forstand på eller helt passivt i statsobligationer.

    Er man snedker investerer man i sin forretning. Er man læge investerer man i at blive en bedre læge.
    Tanken om, at nogen forærer en noget som helst, den er romantisk – og ikke gangbar.

    Nogen investerer i lange obligationer, fordi de tror at renten er bedre end i de korte: Det er den ikke. De lange obligationer har en risikopræmie indbygget. Den bliver betalt tilbage til lånerne over årene, når de konverterer som følge af rentesvingninger.

    Hvis man virkelig skal have et overnormalt afkast (normalt afkast er p.t. negativt), så kræver det en omfattende organisation, hvor man aktivt kan gå ind i hvert enkelt papir. Kan have bestyrelsesposter – og aktivt deltage kvalificeret i virksomheden.
    Det kræver i sin tur så omfattende en organisation, at det overnormale afkast ædes op i administration og lønninger til disse kvalificerede folk.
    Så er man tilbage, hvor man startede.

    Når jeg som økonom bliver spurgt om, hvor man skal investere sin sparepenge, så siger jeg:

    1) Først og fremmest skal man aldrig som amatør tro, at man kan gøre det bedre end de professionelle, der hele tiden knækker nakken, fordi de tror de er så dygtige.

    2) Betal din gæld. Langt den bedste forrentning. Dine udgifter til gæld er andres afkast – plus, hvad banker o.lign. spilder undervejs (og det er ikke småting!)

    3) Korttidsindskud i banker op til statsgarantien. Elendigt afkast? Ja mon ikke; men man har en chance for at se nogle af pengene igen.

    4) Hvorfor er ATP blevet så betydelige? Fordi de ikke lover mere end de kan holde! ATP er et SUPPLEMENT til folkepensionen – IKKE mere!

    Dette er mine råd – og dem får du ganske gratis: Hvis jeg vidste bedre, ville jeg da ikke fortælle dig det – og du stod ude og pudsede min Rolls-Royce!

    Uafhængige investeringsrådgivere? Sælgere af varm luft – brugtvognsforhandlere er etiske rollemodeller i sammenligning! Ethvert overnormalt afkast er risikopræmie – og givet tilstrækkelig lang tid (pensionshorisonten er rigelig) og tilstrækkeligt stort omfang, så vil tab mm. i heldigste fald udligne det overnormale afkast.

    Jeg husker et familiemedlem, der i sin tid pralede med, at ikke alene var han en fremragende ingeniør (hvilket han faktisk var); men også finansgeni: Han havde investeret i trusserederier for at slippe billigere i skat.
    Det gik strålende i nogle år – og hvor han marinerede sig i selvglæden.
    Så gik det lige pludselig skidt for alle disse overflødige skibe – og han måtte indbetale!
    Jeg kom så for skade at spørge om, hvordan det gik i rederibranchen. Det ødelagde den familiefest! NEJ, jeg blev IKKE inviteret med til hans begravelse.

  9. Claus Silfverberg: Ganske enig!
    Det er med Finanstilsynet som med Bagmandspolitiet – der er ikke nogen, der har formuleret tanken om, at Bagmandspolitiets opgave er ikke at bekæmpe økonomisk kriminalitet; men at begå den!

    Som Sir Humfrey i “Yes, Minister” en sted siger:
    “The Official Secrets Act is NOT for the protection of secrets; but for the protection of officials!”

    Alene det, at Finanstilsynet ikke offentliggør dårlige ting om en bank – udover kritik af farven på sagsmapperne!

    Jeg havde et andet familiemedlem, der var bankdirektør i en lille luset bank – laaaangt ude på landet.
    Når en virksomhed gik konkurs, så indrammede han de værdiløse aktiebreve og hængte dem op på toilettet! Det viste dog et vist format.

  10. @Thomas,

    Du skriver: “Alene det, at Finanstilsynet ikke offentliggør dårlige ting om en bank – udover kritik af farven på sagsmapperne.”

    Ah, du skal da vist lige have læst lidt op på bloggen. Se således dette indlæg fra sidste år om de nye regler om bankernes offentliggørelse af tilsynets påbud, påtaler og risikooplysninger af betydning for bankernes kunder, indskydere, kreditorer m.fl.

    http://camphausen.blogs.business.dk/2010/04/06/mere-abenhed-omkring-finanstilsynets-vurderinger-af-bankerne/

    Og tak for de vederlagsfrie investeringsråd – som nævnt kan man finde flere vederlagsfrie aktieinvesteringsanbefalinger i den nylige rapport fra Penge- og Pensionspanelet (se link i tidligere kommentar ovenfor).

  11. Dear MC: If a “normal” Danish citizen will ask his bank whether he would qualify for a mortgage to buy a house, the answer wil in most cases depend on whether the bank employee sees a personal benefit in granting the loan, provided it could be “fitted” into the bank’s internal rules. As bank managers consistently fight development of employee skills, the only criteria left is whether the employee will be able to “maneouver” acceptance of the loan. Nobody ever looks into whether the customer has reveived proper guidance or whether it is in the interest of the bank to grant the mortgage, but in the end the customer will suffer the most. Forget about banks’ managers accountabilities and/or supervisory authorities’ handling of such problems.
    The “Pengeinstitutankenaevn”-statistics are as you very well know the basis of banks’ postulate that they act in an ethical way and nothing else. “It is dangerous to go to sleep according to statistics – most people die in their beds”.

  12. @SuperVisor,

    Som bekendt ser vi jo som oftest forskelligt på tingene her på bloggen, og jeg er bl.a. ikke enig i, at ankenævnets statistik blot fungerer som belejligt alibi for bankernes adfærd (hvis jeg forstår din kommentar korrekt) – men din sidste bemærkning fik mig dog til at smile – det udtryk skal jeg bestemt huske.

  13. Dear MC: It’s possible that you smile. Yesterday I had a meeting with a local branch office about their abuse of clients. The attitude was as you explained: “it makes us smile- As long as nobody will be able to prove that we cheated – who cares”. When I demonstrated that I could prove they commmitted fraud, the question came: How muchg do you ask? – And yes, it is a branch office of a Danish bank.
    If you want more statiscal humour: “Never cross the road in a pedestrian crossing – traffical accidents most often happen there”.
    If you read the recent US congressional report on the reasons why most citizens of countries around the world suffers from the aftermath of the financial crisis, you will find out that greedy bankers (2-500) are to blame. What is really intersting is, that less than 15 % of the people to blame have been ousted. Most of them even had higher bonuses last year.
    Where are the financial Supervisory Authorities?

  14. Jeg er ganske kurant med Finanstilsynets publikationer!
    Det jeg imidlertid hæfter mig ved er ikke, hvad der står; men hvad der IKKE står.

    F.eks. er der inspektionsrapporter fra realkreditten.
    Her har man i løbet af 2010 været på besøg hos:
    Realkredit Danmark
    Nordea Realkredit
    Nykredit Realkredit A/S

    Hvor de tilsyneladende IKKE har været er:

    BRF – hverken bank eller realkredit.
    DLR

    Disse er helt klart de sygeste kridter:

    BRF (mellem 5% og 10% markedsandel – 200 mia i udlån):
    – Hvor allerede på indeværende tidspunkt 1/3 af alle udlån ligger over 80%.
    -En kridte, der er så ustabil, at det kan aflæses på børskursen af deres obligationer.
    – Den kridte, der har de højeste restancer og flest tvangsauktioner ifht. markedsandel – og ikke mindst rekorder i enkeltsager: Vi taler flere enkeltsager over 100 mio. kr.
    – En bank, der har krævet årlige kapitaloverførsler på ½ mia.

    DLR (markedandel på vel 5%, ca. 100 mia i udlån):
    – DLR udlån er for 2/3 vedkommende landbruget. Eller 60-70 mia. Når man betænker, hvor meget, man har kikket Vorbasse Spareæske efter i deres landbrugsudlån, så er det påfaldende, at DLR IKKE er blevet offentlig kagstrøget, når man betænker, at det samlede bankudlån (ca. 60 mia.) til landbruget er i samme størrelsesorden som DLRs udlån til erhvervet.
    – På trods af en konstant andel af det samlede realkreditudlån ca. 12% er antallet af tvangsauktioner der nede på 2-4% af tvangsauktonerne; mod tidligere 6-8%.

    Altså: Vi har to kreditforeninger, som må betegnes som decideret problemfyldte for alle (og det er tal ALLE kan få adgang til gratis) der anvender Nationalbankens og Danmarks Statistiks databaser.

    Skal vi virkelig tro, at Finanstilsynet bevidst undlader at punke de små? Næppe!

    Nu er der to tilfælde, hvor man kan undlade at offentliggøre inspektionsrapporterne:

    1) Hvis rapporten efter Finanstilsynets skøn er så rædselsfuld, at det vil betyde livet for instituttet.
    2) Hvis det af hensyn til pågående efterforskning er hensigtmæssigt.

    Når man således ikke har offentliggjort inspektionsrapporter fra to kreditforeninger, hvor alle indikationer skulle tilsige en febril interesse fra Finanstilsynet, så vil det være barnagtigt at antage, at disse inspektioner ikke har været foretaget.

    Altså:

    Enten ryger DLR og/eller BRF så guddommeligt på popo’en, hvis det mindste siver ud om tingenes sande tilstand.
    Det vil rive hele realkreditsystemet til konfetti!

    Eller vi kan indenfor en overskuelig tid se frem til, at velronommerede folk i realkreditten skifter adresse til et sted UDEN realkreditbelåning og MED stivede gardiner.
    Hvad var det egentlig ham Alberti lavede????

    Camphausen, som du måske har forstået, så er din bekymring for min orienteringsevne ganske fejlanbragt.

  15. Så er det bekræftet, jf. bloggen fra forleden, at rigtig mange af de i 2010 indbragte sager for ankenævnet skete sidst på året som følge af de nye forældelsesregler (for at “være på den sikre side”) – Finansrådet skriver således i dag:

    “Antallet af indkomne sager til Pengeinstitutankenævnet var samlet set svagt faldende i 2010. I de første 11 måneder af 2010 var der et markant fald i forhold til året før. Her modtog Pengeinstitutankenævnet 654 nye sager, hvilket næsten var en halvering i forhold til 2009, hvor der i samme periode kom 1243 nye sager. De to sidste uger af december 2010 modtog Pengeinstitutankenævnet imidlertid flere end 400 nye sager, hvorfor det samlede antal nye sager i 2010 nåede op på 1119 mod 1309 i 2009.

    Baggrunden for de mange nye sager i slutningen af 2010 var, at overgangsreglerne for de nye forældelsesregler udløb med udgangen af 2010. Det betød, at kunders klager over forhold, der lå 3-5 år tilbage, ville blive forældede ved årsskiftet, medmindre kunderne foretog et såkaldt “retligt skridt”, som for eksempel at klage til Pengeinstitutankenævnet.

    Finansrådet hæfter sig ved, at den store sagstilgang i december 2010 ikke er fortsat i januar 2011.”

  16. Til supplement omkring oplysningspligt.

    “§ 3. Offentliggørelse efter § 2, stk. 1 og 2, skal ikke ske, hvis det efter Finanstilsynets vurdering vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden, eller hvis efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse.

    Stk. 2. Hvis offentliggørelse er undladt i henhold til stk. 1, skal der ske offentliggørelse, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gældende. Dette gælder dog kun i op til 2 år efter beslutningen om udsættelse af offentliggørelse.”

    Fra:
    http://www.finanstilsynet.dk/da/regler-og-praksis/lovsamling/lawsearch.aspx?ItemId=2D4D17FC-B96C-4B87-B2DD-41411D8EFF9D

    §3 stk. 2 er mig imidlertid uklar.
    Betyder sidste punktum, at såfremt 2 årsfristen overskrides så skal der ikke offentliggøres uanset om det følsomme forhold er gældende eller ej?

    §2 stk. 3 er også morsom:
    “Stk. 3. En redegørelse efter stk. 1 eller 2 må ikke indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger omfattet af bestemmelser i lov om offentlighed i forvaltningen om undtagelse af oplysninger om private forhold og drifts- eller forretningsforhold m.v.”
    Specielt når man tager de meget store enkelt engagementer i f.eks. Amagerbanken eller Aarhus Lokalbank i betragtning.
    Navne, adresser m.v. vil være interesserede bekendt fra pressen og/eller retslistene.

  17. @Thomas,

    Ja, umiddelbart forstår jeg det således, at hvis vi kommer over på den anden side af de 2 år, så skal der ikke offentliggøres, ej heller når/hvis de følsomme forhold ikke længere er gældende. For så er der formentlig tale om så gamle og forældede oplysninger, at det under alle omstændigheder vil være mere misvisende end retvisende at offentlige disse.

  18. Camphausen: Tak for din faglige vurdering. Den har faktisk ret så vidtgående konsekvenser!

    De mortuis nihil nisi bene!

    Det må være det bærende juridiske princip i bankret!

    Visse steder er tavsheden larmende. Specielt når man tager i betragtning, at Finanstilsynet kritiserede kreditkvaliteten hos Danske Banks privatkunder.
    Nødvendigheden af bankpakkerne viste, at det bestemt IKKE var godt.
    Hvis sagen så er værre end det, så er landet virkelig i problemer.

    Vi kan altså slutte, at hvis der IKKE offentliggøres noget, så er forholdene så kritisable, at pengeinstituttet må betegnes som værende i yderste fare.

  19. @Thomas,

    Du skriver: “Vi kan altså slutte, at hvis der IKKE offentliggøres noget, så er forholdene så kritisable, at pengeinstituttet må betegnes som værende i yderste fare.”

    Det er netop den problemstilling, jeg beskriver i den tidligere blog om emnet, jf. link i tidligere kommentar:

    “Men man skal være opmærksom på, at der gælder en væsentlig undtagelse fra ovennævnte pligt til at offentliggøre en redegørelse fra Finanstilsynet. Og denne undtagelse er nok så vigtig at have i erindring, når man ønsker at tage temperaturen på en banks aktuelle sundhedstilstand.

    Offentliggørelse skal nemlig ikke ske, hvis det efter Finanstilsynets vurdering – ikke banken selv – vil medføre “uforholdsmæssig stor skade” for banken (eller i øvrigt hvis efterforskningsmæssige hensyn taler imod en offentliggørelse). Det springende punkt bliver altså, hvornår noget udgør “uforholdsmæssig stor skade” for en bank.

    Dette er desværre ikke nærmere forklaret i de nye regler. Men det må antages, at “blot” fordi informationen kan påvirke eksempelvis bankens aktiekurs, så er det ikke nok i sig selv til at undlade offentliggørelse.

    Hvis der til gengæld er en velbegrundet frygt for, at offentliggørelse kan medføre et run på banken, så må der antageligvis være tale om risiko for “uforholdsmæssig stor skade” for den pågældende bank. Og så skal offentliggørelse altså ikke ske.

    Skeptikerne vil formentlig mene, at en sådan undtagelsesmulighed udhuler hele idéen om mere åbenhed og mere indsigt i bankernes forhold. Især hvis de allervigtigste og mest sprængfarlige informationer tilbageholdes.

    Men omvendt må man alt andet lige erkende, at der bør være en sådan sikkerhedsventil, således at offentliggørelse af den for kunderne, aktionærerne m.fl. vigtige information i sidste ende ikke gør mere skade end gavn.

    Hensynet til åbenhed må altså ikke kompromitere hensynet til bankens overlevelse. Det skal blive spændende at følge Finanstilsynets afbalancering af disse tildels modsatrettede hensyn i praksis.”

  20. Nu mener jeg heller ikke at man må shorte, hvorfor kursfald ikke er sandsynlige.

    Det´næste problem er, at det må være svært at tegne aktier, hvis Finanstilsynet står med hånden for munden – og vildt udtryk i øjnene.

    Det er formentlig derfor man offentliggjorde rapporterne omkring Amagerbanken. Vi kunne også nævne Aarhus Lokalbank.
    Det havde været prekært, hvis Karsten Ree var i den situation, at han dels havde sagt, at han følte sig dårligt informeret af bestyrelsen, dels at Finanstilsynet foreholdt aktionærerne oplysninger.

  21. Noget helt andet:
    Hvis jeg havde et indestående i BRFBank eller Aarhus Lokalbank, så ville jeg få det flyttet – NU.
    Specielt indskud over 750 tu kr. OG garantiindlån.

    Men det er så bare mig, der er mørkemand – og heller aldrig Amagerbankkunde.

    Baggrunden er:

    1) Amagerbanken.
    2) Aarhus Lokalbank har jvnf. Finanstilsynets beskrivelse et hold kontoatleter i ledelsen.
    3) For BRFBank er det modsat: Der foreligger ikke offentliggjort nogen inspektionsrapport. Der er stille om BRF – FOR stille.

  22. @ Thomas Borgsmidt

    Interessante betragtninger i almindelighed og i særdeles
    hed om Finanstilsynet eller mangelen på samme.

    Bankerne skal offentliggøre FT’s redegørelser i forbindelse med tilsyn i bankerne. Ganske mange gør det også på de
    res hjemmeside. F.eks. DiBa Bank, men ikke Max Bank.

    Med forbehold for at jeg ikke magter at navigere på FT’s hjemmeside, så kan man heller ikke der finde nogen oplys
    ninger om tilsyn udøvet i Max Bank.

    Både aktiekapital og ansvarlig lånekapital til at polstre bank
    en til at kunne opfylde lovens krav til bankdrift tilhører over
    vejende også staten og der er sandsynligvis forhold som ikke tåler offentlighedens øjne.

    I 2008 udlånte banken f.eks. 275 mio. kr. til A/B Jæger som i marts 2009 fik afsløret interne forhold som Politiken beskrev som låne-cirkus.

  23. Tak for artiklen, det var lige noget, jeg kunne bruge! Er nemlig i gang med at lave en opgave om investeringsrådgivning, og har haft ret svært ved i det hele taget at forstå, hvad det var for noget, men jeg er blevet en hel del klogere af at læse denne artikel.

Comments are closed.