Bankpakkerne: et solidt overskud for staten eller nu blot en lille buffer for skatteyderne?

For mindre end en måned siden skrev jeg som bekendt en særskilt blog om finansieringen af bankpakkerne og om statens overskud på disse redningspakker som senest opgjort lige efter årsskiftet.

Jeg skrev bl.a. følgende i bloggen:

“Heroverfor står så, at staten står til en indtægt på ca. 11 mia. kr. fra de samme bankpakker. Det viser således de senest foretagne beregninger som beskrevet i denne nylige artikel. Altså et ganske pænt overskud til staten.

Det skal dog for en ordens skyld nævnes, at dette overskud kan blive mindre som følge af yderligere tab forbundet med Eik Banks afvikling og især afviklingen af Roskilde Bank.

Men under alle omstændigheder tegner sig efterhånden et klart billede af et meget fint overskud. Årsagen hertil skal findes i den underliggende finansiering af bankpakkerne. Det er nemlig bankerne selv, som har finansieret disse.

Det er (heldigvis) ikke dine og mine skatteyderpenge.”

Altså et nettooverskud i statens favør på ca. 11 mia. kr. for blot få uger siden. Den slet skjulte pointe var, at tabene forbundet med de mange bankkrak under krisen blev mere end opvejet af bankernes betaling til de forskellige bankpakker.

Og dermed havde hverken de mange krak eller de forskellige redningspakker (isoleret set) kostet os skatteydere noget – tværtimod (skatteydere i denne sammenhæng må naturligvis ikke forveksles med de investorer m.fl., som har lidt konkrete tab i forbindelse med de enkelte bankers sammenbrud).

Men de ovennævnte få uger siden synes jo desværre nu – med Amagerbankens ulykkelige sammenbrud forleden – at være meget lang tid siden. Og det seneste bankkrak har således nødvendiggjort en ny og ajourført beregning af tallene og resultaterne for staten af bankpakkerne.

Denne beregning – i form af et øjeblikkeligt statusbillede på bankpakkerne – blev så offentliggjort i eftermiddag (onsdag) i form af et uddybende og forklarende notat fra Økonomi- og Erhvervsministeriet med en samlet økonomisk opgørelse og med forskellige talmæssige specifikationer, som også tager højde for tabene forbundet med Amagerbankens krak i et worst case scenarie.

Notatets konklusion er, at statens nettooverskud nu kan opgøres til i alt ca. 4,5 mia. kr. Dette beløb vil formentlig kunne stige en smule i forbindelse med fremtidige renteindtægter og garantiprovisioner i årene fremover.

Men når bortses herfra, så ser det altså umiddelbart ud til, at statens fortjeneste på redningspakkerne til bankerne er mere end halveret på blot få uger. Fra ca. 11 mia. kr. til ca. 4,5 mia. kr. (i runde og foreløbige tal).

Spørgsmålet er herefter, hvorledes man skal opfatte og tolke denne udvikling.

Tilhængerne vil jo sige, at glasset fortsat er halvt fyldt, og at der alt andet lige fortsat er tale om et solidt overskud for staten. Bankerne selv – og ikke skatteyderne – har fortsat finansieret både redning af de levende banker og afviklingen af de krakkede banker.

Omvendt vil skeptikerne formentlig sige, at glasset nu er halvt tomt, og at et ellers sikkert overskud nu er vendt til en lille usikker buffer for staten. En buffer som knap nok vil kunne dække tabene forbundet med det næste bankkrak i rækken, hvis/når dette kommer. Og i så fald bliver det netop skatteyderne, som må holde for, hvis/når flere banker måtte bukke under for den krise, som tilsyneladende endnu ikke er afsluttet.

Alt afhænger som bekendt af øjnene som ser:

Er glasset som ovenfor nævnt halvt fyldt, eller er det selvsamme glas halvt tomt?

Kom gerne med din mening i kommentarfeltet nedenfor.

Min egen umiddelbare holdning er fortsat den, at der er tale om nogle vellykkede bankpakker fra statens side, som bankerne selv har betalt for på markedsmæssige vilkår uden egentlige gaveelementer (bl.a. for ikke at komme i konflikt med statsstøttereglerne).

Og ethvert overskud til staten, som måtte blive det endelige resultat af bankpakkerne, kan derfor med rimelighed betragtes som en slags ekstraordinær bonus, som ikke har været målet i sig selv.

Men jeg kan da også følge dem, som omvendt måtte frygte, at der blot skal 1-2 yderligere bankkrak til, førend hele regnestykket vælter, og en gevinst for staten vendes til et tab for skatteyderne.

Man kan kun gætte på, om denne frygt er tilstrækkelig velbegrundet og nærliggende til, at nogen vil begynde at tale om behovet for endnu en bankpakke. Det vil i så fald blive den fjerde af slagsen.

Dette særskilte spørgsmål har jeg dog ingen holdning til – i det mindste ikke indtil videre (ej heller hvad angår det politisk følsomme spørgsmål om, hvem som i grunden skal betale for en sådan ny bankpakke eller i øvrigt betale for et fremtidigt bankkrak, hvis/når statens nettooverskud vendes til et nettounderskud).

Måske har du?

20 responses to “Bankpakkerne: et solidt overskud for staten eller nu blot en lille buffer for skatteyderne?

  1. Camphausen: Du har efter min opfattelse fuldstændig misforstået begrundelsen for bankpakkerne, beskatning af banker mm.

    Banker har det overskud og den egenkapital de vil have.
    Ideelt set har en bank altid et par procent tab på debitorer. Det er udbetalingen af den risikopræmie, som opkræves via rentemarginalen.

    Langsigtet er afkastet på en fastforrentet obligation ikke større end på en flexobligation.
    Renten svinger op og ned. Går den op, så får investor et kurstab – hvilket netop er sikkerheden for hvor stort værditabet kan blive: Der vil nemlig altid være købere til obligationer, der falder i kurs – lånerne skal nok finde ud af at konvertere.
    Går renten ned, bliver det rimelig prompte effektueret gennem førtidige indfrielser.

    En fornuftig pensionskasse indtægtsfører renteindtægterne og fratrækker kursreguleringer – et evt. overskud føres ned på reserverne.

    Tilsvarende med en bank. Tab på debitorer er en helt normal forretningsomkostning – forudseelig.

    Men verden er ikke ideel. Banker har en inderlig modvilje mod at tage tab – det går nemlig fra egenkapitalen. Derfor beholdes altid (i større eller mindre grad) fordringer som aktiver – uagtet, at de aldrig bliver indfriet.
    Derfor har man indført de såkaldte objektive svaghedskriterier for hvilke udlån, der skal nedskrives. Det er der imidlertid udveje for: Man kan fifle lidt med sikkerhedernes størrelse og i god tid udvide lånerammerne, lempe vilkårene osv.
    Derfor er bankers egenkapital altid overvurderet.
    Jo mere overvurderet jo værre – fordi udlånet er en funktion af egenkapitalen. Jo større udlån, jo større risiko, jo ringere forrentning.

    Derfor SKAL banker tvinges til at tage tab! Det gøres gennem en brutal beskatning af overskud. Der skal ikke betales skat af tab, fordi de er fradraget indtægterne – ligeledes skal alle renteindtægter på dubiøse fordringer fratrækkes i indtægteren.
    Hvis tabet så ikke viser sig, ja så kan man tilbageføre nedskrivningen. Enhver bank har oven i købet en indtægtskonto for indtægter hidrørende fra tidligere AFSKREVNE fordringer.

    Rationaliseringer i banker skal gennemtvinges med lønsumsafgifter: Det skal være dyrt at overbetale bankansatte (ikke mindst direktører) – derfor har det også været populært med optioner som en del af lønnen.

    Nu kommer jeg til bankpakkerne! Bankerne SKAL betale for hinandens tab ellers træder blå bank/rød bank mekanismen i kraft: Man læsser tabsgivende kunder af på de svage i flokken, så kan deres indskydere få lov til at tage smerten.

    Ser vi på Amagerbanken er der foruden den omtalte opdeling i grøn bank/rød bank også en mekanisme blå bank/rød bank.

    Nogle af de senest tilkomne katastrofe engagementer er formentlig andre banker, der har skubbet dårlige kunder fra sig.

    Metoden er enkel:
    Man opsiger kundens engagement – og anbefaler ham at søge kontakt med f.eks. Amagerbanken.
    Amagerbanken vil naturligvis – som udgangspunkt – sige: “Nej, Gu’ vil vi ej.”
    Amagerbanken skal altså “opmuntres”.
    Det kan man gøre ved at tilbyde finansiering gennem et lån til Amagerbanken – en bank som Amagerbanken har altid en anstrengt likviditet: Ingen rationelle vil jo indskyde penge i sådan et fallitbo.
    Jo, så siger Amagerbanken til fallenten: Rigtig hjertelig velkommen!

    I denne sag er der den finte, at f.eks. Danske Bank, som jeg har mistænkt for at stå bag disse sene “forretningsmuligheder”, har lagt sig i skyggen af den ubegrænsede indskydergaranti.
    Den bank, der har skubbet fallenten fra sig, har uden risiko kunnet gøre det – og finansiere det – fordi Staten ville tage tabet.
    Hvorfor skulle Danske Bank ikke fedte taberne af på Amagerbanken, når nu Staten (med diverse handskedukker af konservative økonomi- og erhvervsministre) selv har anbragt numsen i klaskehøjde? Selvfølgelig gør Danske Bank det!

    At Bernstein konstaterede på Finansrådets årsmøde, at ophøret af den ubegrænsede garanti pr. 30/9 var sket uden ulykker.
    Den udtalelse fortryder han nok i dag!
    (Bernstein har det med at komme med ukloge bemærkninger – som hans bemærkning om de “velpolstrede” boligejere)

    Er der noget, der er uklart i forbindelse med timingen af Amagerbankens konkurs? Nogen yderligere betragtninger omkring tabenes størrelse?

    Betragtninger omkring den gode “forretning” i bankpakkerne er en total misforståelse.
    Staten er IKKE en forretning.
    Udtalelsen omkring det økonomisk fordelagtige for Staten, som Lene Espersen var ude med i oktober 2008, er udelukkende en bortforklaring fra en politiker, der har gnavsår i hæmoriderne. (Undskyld det usmagelige billede!)

    Bankpakkerne er alene et skjult statstilskud til Danske Bank.

  2. @Thomas,

    Tak for en kommentar, som faktisk formår at være længere end mine i forvejen meget lange blogs – det må næsten være første gang, at det sker (faktisk rart at se).

    Din konklusion synes at rummes i denne sætning fra din kommentar: “Betragtninger omkring den gode “forretning” i bankpakkerne er en total misforståelse. Staten er IKKE en forretning.”

    Men det er jo faktisk også min pointe, når jeg i bloggen ovenfor skriver: “Og ethvert overskud til staten, som måtte blive det endelige resultat af bankpakkerne, kan derfor med rimelighed betragtes som en slags ekstraordinær bonus, som ikke har været målet i sig selv.”

    Så jeg synes faktisk, at du rammer ved siden af, når du i kommentaren slår fast, at jeg fuldstændig har misforstået begrundelsen for bankpakkerne.

  3. Alt hvad en bank “tjener”, er altså betalt af forbrugerne – og forbrugerne, er det ikke “staten”?
    Husk lige på, at en bank er en servicevirksomhed – Den er IKKE i sig selv værdiskabende. Så det er vist temmeligt søgt at betragte det som en god forretning.
    Tabene er derimod reelle nok.

  4. For de interesserede har Børsen i dag en artikel om samme ovennævnte problemstilling fra bloggen i går – artiklen er ikke lagt online, så jeg kan ikke linke til den – man må have fat i selve avisudgaven.

  5. Hvordan virker mekanismen rent faktisk?

    Hvad med følgende problemstilling,
    hvor Den Danske Bank har en 100
    gange større balance and Amagerbanken?

    DDB har med en særdeles beskeden
    egenkapital over 3000 MIA KR i udlån
    og har de sidste år ekspanderet
    voldsomt.

    Direktionen solgte selv deres egne
    aktier i banken, da kurserne toppede
    uden at de andre aktionærer klart blev
    oplyst herom.

  6. Hvis Lene Espersen dog bare havde formået at forhandle sig på plads med bankerne i overensstemmelse med rådgivningen fra Rothschild & Sons (Statens rådgiver til 80 mio) så havde der været tale om bankpakker på markedskonforme vilkår. Det vil sige at en reel gevinst var havnet hos dem der tog risikoen – i dette tilfælde skatteborgerne.

    Alene Danske Bank er siden bankpakke I steget 80 mio i markedsværdi. Dem havde Staten nu kunnet bogføre som indtægt efter den model som blev anvendt i alle andre lande en Danmark.

    Er det ikke korrekt Camphausen?

    Hvis det ikke er helt forkert er det for ringe håndværk fra regeringens side under påskud af at de ikke synes at staten skal drive bank. Mon ikke vi kom til det? Prøv at se http://www.finansielstabilitet.dk.

    Jeg begriber ikke at der ikke er flere journalister, der interesserer sig for

    * Det reelle indhold af bankpakkerne
    * Forhandlingsforløbet op til vedtagelsen
    * Elementet af “missed opportunity”
    * N. M. Rothschild & Sons rådgivning (der ikek blev fulgt)

  7. I forlængelse af Enzo E’s indlæg er jeg fuldstændig enig i at staten er forbrugerne.

    Jeg synes det er et noget snævert billede kun at se på overskuddet på selve bankpankerne.

    Jeg mener politikerne fuldstændig har overset at det er de danske borgere der ‘ejer’ staten.

    I regnestykket om bankpankerne har givertoverskud bør også indgå den merrente de danske kunder har betalt for at bankerne har kunnet genindtjene tabene.

    I mine øjne mangler der en debat omkring rimeligheden af at redde en kuldsejlet virksomhed uden at stille krav til driften, herunder f.eks direktionslønninger, størrelsen på firmabiler, udbetaling af bonusser osv.

    Hvis jeg personlig skulle redde en virksomhed fordi jeg gerne ville forsætte med at handle med den, ville jeg som punkt 1 sikre mig at det f.eks var chefernes lønning der blev skåret inden prisen på de varer jeg skulle købe blev sat op.

    Hvad er grunden til denne betragtning ikke indgår i din betragtning?

  8. @Lars,

    Tak for din kommentar. Du taler om Bankpakke 1 og DB – men Rothschild var faktisk rådgiver i forhold til Bankpakke 2 (den såkaldte Kreditpakke). Den dybere (samfunds)økonomi i bankpakkerne vil jeg overlade til de økonomiske eksperter – jeg skal naturligvis ikke udgive mig for en sådan.

  9. @Thomas,

    Du har nogle vigtige pointer. Men jeg skriver faktisk også ovenfor i bloggen, at der er tale om en opgørelse isoleret set, dvs. snævert set. Det samme spg. var oppe i debatten i min tidligere blog om emnet, hvor jeg svarede følgende:

    http://camphausen.blogs.business.dk/2011/01/16/gradighed-eller-smalighed-hvem-tjener-mest-pa-bankpakkerne/#comment-2162

    Mht. kravene til driften for at modtage statsligt kapitalindskud og/eller statsgaranti under bankpakkerne så er der faktisk i selve lovgivningen medtaget særlige betingelser om forbud mod at betale udbytte, begrænsninger i brugen af aktieprogrammer og variabel løn for ledelsen mv. Så det har man altså taget højde for.

  10. Michael,

    Det jeg mener som er gået galt er at aktionærerne f. eks. i DB ikke stod først til at tage tabet da virksomheden var ved at lukke.

    Det var blændende godt forhandlet af bankerne (og hatten af for at de passede deres arbejde for aktionærerne) men en særdeles dyr affære for skatteborgerne, som relativt mistede adskillige milliarder ved ikke at opnå kursgevinsten som modvægt til den risiko som regeringen påførte staten.

  11. Det var nu mest aflønningen af bankfunktionærerne jeg have i tankerne. De stiger MEGET i forhold til andre lønmodtagere.

    Nu er de officielle aflønninger noget man kan komme uden om.
    Hvis f.eks. Straarup handler aktier, tror du så han køber til dagens – månedens – dårligste kurs?

    Men det dybere liggende problem er, at
    banklovgivningen er central for styringen af pengemængden.

    Med de massive udpumpninger af penge, der har været de sidste år, så skulle inflationen være en del højere – specielt når man tager den samtidige tilbagegang i BNP i betragtning.

    Det betyder på jævnt dansk, at der ligger en hel del tab og venter. Derfor er opkrævningerne hos bankerne en del af en risikopræmie.

  12. En helt ny tvist til problemstillingen om statens overskud på bankpakkerne er opstået i dag:

    Som bekendt har DB netop meddelt, at man vil iværksætte en større kapitaludvidelse, og at man samtidig vil indfri det statslige kapitalindskud (den hybride kernekapital) et par år tidligere (2012) end oprindeligt aftalt med staten (2014). Det kræver således en ændring (og dermed en genforhandling) af bankens aftale med staten. Spørgsmålet er herefter, om banken skal kunne få lov at indfri tidligere til kurs 100, så at sige, eller om banken skal betale en form for bod for, at der indfries tidligere end aftalt, hvorved staten går glip af to års renteindtægter (10 %). Vel at mærke en renteindtægt, som udgør en betydelig del af det forventede/beregnede overskud på bankpakkerne.

    JP har en historie herom i morgendagens avis (fredag), men vær dog opmærksom på, at artiklen fejlagtigt nævner, at statens overskud på bankpakkerne er beregnet til 2 mia. kr. Som nævnt i bloggen ovenfor er det korrekte beløb ca. 4,5 mia. kr. (de nævnte 2 mia. kr. er således overskuddet ved bankpakke 2 om netop statsligt kapitalindskud – de sidste 2,5 mia. kr. er overskuddet ved bankpakke 1). Hvis artiklen bliver lagt online i morgen (fredag), skal jeg nok linke til den.

    Pointen: måske det snart bliver aktuelt endnu en gang at foretage en korrigerende beregning af resultatet af bankpakkerne for staten.

  13. Da bankpakkerne er designet til at imoedekomme DB’s behov, forekommer det at vaere daarligt bankhaandvaerk, hvis DB ikke i teksten har taget hoejde for, at de paa et senere tidspunkt skulle oenske at foertidsindfri. Men da de jo som regel faar hvad de gerne vil have, er det ikke utaenkeligt, at en “passende” fortolkning findes naar banken fremsaetter oensket. Omvendt kan staten maaske ligefrem vaere glad for en foertidsindfrielse. Hvem siger DB overlever frem til 2014?

  14. Camphausen: Baggrunden er nok nærmere, at man i sin tid fik blankt nej fra APM om at skyde penge ind.
    Efter bankpakkerne har man fra Danske Bank på alle måder forsøgt at snyde og manipulere. Jeg formoder – men ved det ikke – at man i forbindelse med Amagerbanken har fået afdækket lidt for mange numre fra Danske Banks side.
    Det var IKKE meningen, at Danske Banks tab skulle dækkes af skatteyderne – via Amagerbanken.

    Der er ikke nogen tvivl om, at Finanstilsynet er blevet pålagt at bruge friserede tal. Dem der har presset er givetvis Danske Bank via Brian Mikkelsen.
    Hermed er man blevet særdeles dårlige venner med Kruse Petersen, fordi de urigtige beregninger har påført Staten et yderligere tab på i milliardstørrelsen.
    Tankespin? Tja….

  15. Hvad står der helt præcist om bankernes tilbagebetaling?

    F.eks.
    Står der ” ….senest d. ”
    eller
    “…indfries d…..”
    eller
    “…forfalder til tilbgebeTALING D…..”

    Hvad står der HELT præcist????

    Til dem, der måske kan huske tilbage til omkring 1980, var der hektisk udlånsaktivitet både fra forsikringsselskaber og investorer med renter på op mod 20%

    Disse lån havde endog løbetider på op til 20 år m.m..

    Mange låntagere kom i klemme, fordi de ikke havde mulighed for at indfri lånene – de var uopsigelige fra debitors side -, da renteniveauet blev “mere normalt”.

    Så det korte og lange er, om de aktuelle bankpakker er “”uopsigelige indtil forfald” ffra bankernes side.

    At der så kan forhandles mellem kreditor (Staten) og debitorene (bankerne) er så et andet spørgsmål.

  16. Humlen er, at der ikke er nogen, der tror på, at Danske Bank kan indfri det lån – derfor må aktionærerne til læderet.

    Nogen, der sagde Amagerbanken og Karsten Ree?

Comments are closed.