Nu er både trafiklysordningen og certificeringsordningen lige om hjørnet

Blot en ganske kort miniblog i anledning af, at ministeren således i formiddag har offentliggjort denne spritnye pressemeddelelse om ikrafttrædelsen af de kommende ordninger med certificering af bankrådgivere og med risikomærkning af bankernes investeringsprodukter.

Det fremgår bl.a. heraf (mine fremhævelser):

“De nye [certificerings]regler træder i kraft 1. august 2011 for rådgivere af ”grønne” og ”gule” investeringsprodukter, mens kravet om en bestået prøve for rådgivere af ”røde” investeringsprodukter træder i kraft 1. december 2011. Der er derudover en overgangsordning på et år for medarbejdere, der er ansat inden 1. august 2011.

Risikomærkningen er baseret på farverne i et trafiklys:

Grøn: Produkter, hvor risikoen for at tabe indskuddet er meget lille. Eksempler: Danske statsobligationer og danske realkreditobligationer.

Gul: Produkter, som ikke er vanskelige at gennemskue, men hvor der er risiko for at tabe indskuddet helt eller delvist. Eksempler: Børsnoterede aktier, investeringsbeviser og garantbeviser.

Rød: Produkter, hvor det er muligt at tabe mere end indskuddet, og produkter, som er vanskelige at gennemskue. Eksempler: Unoterede aktier, pantebreve, hedgefonde og CFD’ere.”

Efter det oplyste skal selve trafiklysordningen træde i kraft 1. juli 2011, dvs. lige en kende før certificeringsordningen.

Og efter det oplyste offentliggøres det endelige regelsæt på området (de to bekendtgørelser) i næste uge. Bank & Blog følger naturligvis op herpå.

Det hele er altså blevet en smule forsinket men er alligevel godt på snarlig vej.

I mellemtiden kan man læse eller genlæse disse tidligere blogs og debatter om ordningerne:

“Afsløring: Finanstilsynets forslag til trafiklysordning for investeringsprodukter”

“Ny afsløring: Finanstilsynets forslag til certificeringsordning for bankrådgivere”

Glem ej heller gårsdagens full-length blog om statsbanker.

7 responses to “Nu er både trafiklysordningen og certificeringsordningen lige om hjørnet

  1. Græske statsobligationer: Produkter, hvor risikoen for at tabe indskuddet er meget lille.

    Hvis vi lige ser bort fra græske statsobligationer, hvor risikoen absolut ikke er lille, skal man være opmærksom på at en “officiel” karakteristik af typen “meget lille risiko” ofte bliver til “ingen risiko” i den menneskelige psykologi.

    En medvirkende årsag til flere af de finansielle kriser i nyere tid har været at tilpas mange aktører ignorerede visse risici fordi “lav sandsynlighed” blev til “det kan ikke ske”.

    Selvfølgelig skal disse “trafiklys” ikke stå alene, men netop derfor er det svært at se at denne mærkningsordning skulle gøre den store forskel. Primært bliver der tale om en kategorisering af investeringsaktiver som grøn: stat+realkredit obligationer, gul: aktier og rød: derivateter m.v. (her glemmer man at derivater også kan reducere risikoen).

    De fleste investorer er formentlig i stand til at kende forskel på en aktie og en statsobligation uden statens hjælp..

  2. Den med at realkreditobligationer skulle være risikofrie, den tror jeg ikke ATP er helt enig i……

    Hvorfor skulle de eller afvikle deres beholdning?

  3. @Jesper,

    Rigtig god pointe mht. den nærliggende fare for, at “lille risiko” i praksis opfattes som “ingen risiko” – det tror jeg, du kan have helt ret i.

    Mht. derivater mv. som du nævner, så er jeg også enig i, at kompleksitet ikke altid er lig med risiko. Men man har altså valgt også at trafiklyskategorisere ud fra kompleksitet og ikke kun risiko – og nogle gange peger det i hver sin retning.

    Tak for god kommentar.

  4. Det, jeg fundamentalt ikke forstår: Hvad skal man egentlig investere i?
    Vi har en realrente, der er negativ.

    Når man kan få 1,6% p.a. på 3 mdr. tidsindskud i en bank med statsgaranti, hvorfor skulle man så købe obligationer, der giver det samme med 1 års løbetid?

    Nu er der megen misforståelse omkring diversificationsprincippet.
    Det diversificering kan eliminere er hver enkelt investerings tilfældige bevægelser ifht de andre investeringer.
    Altså man køber flere; men mindre lottokuponer i håbet om at de overnormale afkast vil opveje de undernormale. Det forudsætter ægte uafhængighed mellem investeringerne

    Hvad man derimod IKKE kan diversificere sig ud af er systemisk risiko: Altså høj/lavkonjunktur.
    Når det grundlæggende afkast er negativt: Dvs. diskontoen er væsentlig under inflationen, så kan man ikke forvente afkast i det hele taget!

    Dernæst forudsætter alle disse investeringsgutter, der kun præsterer lidt ringere end et raflebæger, at børsbevægelserne er fordelt efter en fordelingsfunktion, der har en spredning. Det er ikke tilfældet!
    Dvs. når rådgiveren taler om “delta” værdier, så vrøvler han: Begrebet varians giver ikke nogen mening, når den underliggende fordelingsfunktion ikke har nogen spredning.

    Hvordan certificerer man vrøvl? At give bankrådgivere – eller bankfolk i almindelighed – tilstrækkelig statistisk/matematisk indsigt er fuldstændig urealistisk!
    Der uddannes 10 cand. act. om året!
    Vi taler tårnhøj matematik – de jonglerer rundt med fordelingsfunktioner, jeg end ikke har hørt om: Det siger måske ikke så meget; men jeg vil gerne have en bankrådgiver, der kan fortælle mig den principielle forskel på en hyperpoisson-fordeling og en erlangfordeling – for slet ikke at tale om relationen til gamma-fordelinger.

    Dernæst baserer dette vrøvl sig på nonsens!

    Det er et almindeligt postulat, at i det lange løb, så er aktier en god investering:

    1) Jeg fristes til at citere Keynes: “I det lange løb er vi alle døde.” Påstanden kan ikke modbevises – har man tabt, så har man bare ikke lang nok tidshorisont.
    Konklusionen afhænger af selektive valg af slut- og starttidspunkter.

    2) De “beviser”, jeg har set – ikke at det siger så meget, går på forskellige aktieindex gennem tiderne. Her skal man være opmærksom på den fundamentale mekanisme i et aktieindex:
    a) Man udvælger de aktier, der omsættes mest, fordi en aktie, der ikke omsættes har ikke nogen pålidelig prisfastsættelse.
    b) Når en aktie er blevet overvurderet, så ophører handel, fordi aktionærerne er ikke skide glade for at tage tab: Se blot bankernes/investeringsrådgivernes anbefalinger:
    “Nu skal man have is i maven.” “Nu ikke gå i panik!” – uagtet, at panik lejlighedsvis er det eneste rationelle handlemønster.
    Det betyder, at overvurderede aktier ikke handles og derfor forsvinder fra aktieindexet – og erstattes af andre aktier, der ikke har nået grænsen for vækst!

    Altså aktieindex tæller kun “vindere” – men man kan IKKE skifte fra “tabere” til “vindere”, fordi “tabere” ikke kan sælges! Prøv at sælge aktier i Aarhus Lokalbank!

    3) Hvis en rådgiver har en fordelagtig investering – efter risikokompensation (som de ikke forstår en pind af, som dokumenteret), så foretager han den nok selv, hvorved der til kunderne kun er dårlige investeringer.
    En certificering af en investeringsrådgiver er at give en idiot papir på inkompetence.
    Hvordan kan man tro, at nogen venter på at proppe penge ned i lommen på en?

    4) Endelig kræver en sammenligning af to investeringer en sammenligning af to betalingsrækker: Dvs. man for hver enkelt tidspunkt trækker de to betalingsrækker fra hinanden. Dernæst skal man finde den interne rentefod i denne nettobetalingsrække. Hvis man altså kender de fremtidige betalinger!

    Det er lettere sagt end gjort. Det betyder nemlig løsningen af et n’te grads polynomium!
    Grundlæggende har et n’te gradspolynomium præcis n løsninger (hvoraf en del formentlig er komplexe, som vi kan ignorere).
    Antallet af rationelle løsninger er antallet af fortegnsskift – det giver så også et antal løsninger man kan ignorere (f.eks. rentefødder på en milliard procent.
    Men summen af kardemommen er, at der IKKE eksisterer nogen gode metoder til at løse et n’te grads polynomium, hvilket man kan se af:

    Når man logger på sin NEM konto, så gør man faktisk det, at man ganger et højt primtal på et andet tal. Skal man knække en NEM kode, skal man løse et polynomium af ret høj grad, hvilket for praktiske formål er umuligt. Sidst jeg hørte det, var man kommet til 80-graders polynomier med anvendelse af de største computere var en mulighed. Så vidt jeg ved, men jeg kan være uvidende, kan ingen i egen levetid løse et 200-graders polynomium.

    Certificering af investeringsrådgiver svarer til at lade astrologer undersøge og godkende kaffegrumslæsere – hvorefter man betror dem at ramme Jupiter med et rumfartøj – med en matematik, der svarer til en dårlig sproglig studentereksamen – hvor vedkommende med sikkerhed ikke har hørt om trancendente funktioner!

  5. http://www.business.dk/boersnyt/regeringen-anbefaler-graeske-obligationer

    Ganske betegnende for den klemme Regeringen har bragt sig selv i ved prøve at bringe en selvmodsigelse på samme fællesnævner:

    Er risikoen på et papir lille, hvilket giver et lavt afkast. Det passer helt enkelt ikke med græske statsobligationer.
    Men hvis man IKKE anbringer græske statsobligationer i grøn kategori, så kan man under ingen omstændigheder anbringe de danske flexobligationer her.

    Det næste problem er likviditeten af papiret – altså kan man komme af med det her og nu, hvis man har brug for det (banker skal ligge med en vis beholdning af ultralikvide papirer til livets små stød)?
    Her har man traditionelt i Danmark brugt realkreditobligationer, fordi der ikke er ret mange danske statsobligationer.
    Problemet er, at realkreditobligationer ikke er ret likvide – bankerne er nød til at købe deres egne realkreditter for at kurspleje renten på flex’erne ned.
    En græsk statsobligation på 2 år er såmænd likvid nok – ligesom en realkredit – man kan bare vente til udløb. Problemet er, om man får pengene af udsteder?

    Dybest set falder hele certificeringen på, at man fra regeringens side ønsker at optræde ansvarligt, hvilket ikke er muligt, da hele politikken på området både er og har været uansvarlig.
    Man kan ikke stille sig op og sige, at Danske Bank er en lortebank – hvad den er.

    Sagen er, at realkreditsystemet er ødelagt: Der er ikke nogen sammenhæng mellem reel sikkerhed, rente og likviditet længere.
    Det er ikke muligt at skaffe logisk konsistens i politikken.

  6. Så tager vi den én gang til Camphausen.

    Artiklen er noget ukvalificeret og forvrøvlet.

    Der er to kategorier af banker:
    a) Hovedbanker med massivt udlånsoverskud og finansieringsproblemer. Disse er “to big to fail” – derfor falder de udenfor Bankpakke 3.
    Den implicite garanti er allerede indregnet i creditratingerne.
    b) Småbanker på 10% af markedet, hvor som Rangvid siger:
    “Mens professoren fra CBS forventer, at det vil føre til færre banker, fordi nogen bliver tvunget til at gå sammen, så mener han ikke, at småbankernes problemer har potentiale til at skade den samlede samfundsøkonomi som sådan.”

    Hele EU diskussionen er ligegyldig, fordi regelsættet IKKE vedrører hovedbankerne.

Comments are closed.