Risikomærkning: er nyt trafiklys allerede i udu?

I dag, fredag, træder den spritnye bekendtgørelse om risikomærkning af investeringsprodukter i kraft – dvs. at trafiklyset i dag stilles op klar til brug og klar til at lyse med grønt, gult eller rødt på de forskellige typer af bankernes investeringsprodukter. Bekendtgørelsen blev (omsider) offentliggjort i går.

Der bliver dog først for alvor tændt for selve trafiklyset og således for de grønne, gule og røde farver den 1. juli i år, idet bekendtgørelsens bestemmelse om bankernes pligt til at oplyse om risikomærkning for det nærmere, konkrete investeringsprodukt i forhold til den enkelte kunde først træder i kraft på denne senere dato.

Men i princippet er den helt nye risikomærkningsordning / trafiklysordning altså gældende dansk ret fra i dag. Og det indebærer dermed, at det fra i dag også ligger fast, hvilke investeringsprodukter er kommet i henholdsvis den grønne, gule og røde mærkningkategori.

Jeg gengiver til sidst i bloggen hele farveskemaet i så henseende. Og som man vil kunne konstatere, så svarer det endelige skema altovervejende til det skema, som Finanstilsynet kom med forslag til i november måned sidste år, og som jeg dengang skrev en uddybende blog om:

“Afsløring: Finanstilsynets forslag til trafiklysordning for investeringsprodukter”

I ovennævnte blog kan man således læse meget mere om mærkningsordningen og om de forskellige farvekategorier mv. Jeg vil derfor ikke i denne nye blog gentage mig selv men blot bruge (mange spildte?) kræfter på det, som er ændret eller nyt i den endelige ordning sammenholdt med det oprindelige forslag fra november.

Selve bestemmelserne i den endelige bekendtgørelse er bortset fra et par små-præciseringer hist og her ikke indholdsmæssigt anderledes i forhold til det oprindelige forslag. Og som nævnt er skemaet med de forskellige investeringsprodukter indplaceret i de forskellige farvekategorier altovervejende det samme.

Men altovervejende det samme er ikke ensbetydende med fuldstændig det samme. Og der er således et par få men væsentlige farvemæssige ændringer, som faktisk er overraskende for nogle (få?) af os, og som allerede nu har vist sig ganske kontroversielle, hvilket får mig til at stille det ledende spørgsmål i denne blogs overskrift:

Er trafiklyset mon allerede i udu? – dvs. nu hvor trafiklyset er stillet op og sluttet til, men før der for alvor tændes for det?

Og nej, det handler ikke denne gang om græske eller irske statsobligationer mærket med den grønne farve. Det er der intet nyt i nu i forhold til det oprindelige forslag. For vi har jo altid vidst, at alle EU statsobligationer i eurofællesskabets ånd ville blive ligestillet, herunder ligestillet med danske statsobligationer. [Og så kan man jo selv overveje i sit stille sind, hvor godt eller skidt det harmonerer med formålet med mærkningsordningen, nemlig at inddele de forskellige investeringsprodukter efter risiko og efter kompleksitet. Nogen vil måske sige, at dette formål ærgerligt nok forspildes ved, at man sætter EU fællesskabet højere blot for fællesskabets skyld og for ikke at diskriminere EU-landene imellem. Det må selv risiko og kompleksitet åbenbart vige for.]

Og ja, det handler derimod om omkategoriseringen af de strukturerede investeringsprodukter i form af strukturerede indlån og strukturerede obligationer. Det vender jeg straks tilbage til.

Først de ukontroversielle tilføjelser i skemaet:

I den grønne farvekategori er som noget nyt medtaget skibskreditobligationer og kasseobligationer udstedt af et skibsfinansieringsinstitut. Herudover er som noget nyt medtaget obligationer udstedt af KommuneKredit.

I den gule farvekategori er nu medtaget Exchange Traded Notes, hvor der ikke kan tabes mere end det investerede beløb. Der er ligeledes medtaget tegningsretter på alle de investeringsprodukter, som i forvejen er i den gule kategori.

I den røde farvekategori er nu medtaget Exchange Traded Notes, hvor der kan tabes mere end det investerede beløb. Og der er tilsvarende medtaget tegningsretter på alle de investeringsprodukter, som i forvejen er i den røde kategori.

Dernæst de kontroversielle ændringer i skemaet:

Alle strukturerede indlån er nu kommet i den gule farvekategori. Og alle strukturerede obligationer er nu kommet i den røde farvekategori. Oprindeligt var det meningen, at den gule kategori skulle indeholde alle strukturerede indlån og obligationer med såkaldt fuld tilbagebetalingspligt af hovedstolen (med såkaldt hovedstolsgaranti), hvorimod den røde kategori skulle indeholde alle strukturerede indlån og obligationer uden en sådan fuld tilbagebetalingspligt af hovedstolen (uden hovedstolsgaranti).

Denne oprindelige distinktion mellem strukturerede produkter med og uden hovedstolsgaranti gav således god mening, idet der dermed var taget højde for både disse produkters risiko og kompleksitet foruden naturligvis forskellen produkterne imellem. Der var ikke tale om grønne investeringsprodukter som følge af kompleksiteten i disse strukturerede produkter, og forskellen i risikoen afspejledes ved netop at mærke de strukturerede produkter med hovedstolsgaranti som gule og de strukturerede produkter uden den samme hovedstolsgaranti som røde. Det gjorde ingen forskel, om der var tale om strukturerede indlån eller strukturerede obligationer, idet lige denne forskel i grunden ikke har større betydning for risikoen og kompleksiteten.

Nu går distinktionen desværre på selve produkttypen i stedet for risikoen og kompleksiteten forbundet hermed. For nu betragtes tilsyneladende alle strukturerede indlån for mindre komplekse og/eller mindre risikofyldte end alle strukturerede obligationer – dvs. et struktureret indlån uden hovedstolsgaranti er altid gul, hvorimod en struktureret obligation med hovedstolsgaranti altid er rød. Det har jeg faktisk svært ved at finde god mening i.

Nogen vil i denne forbindelse måske endda sige, at det ikke giver mening at betragte strukturerede indlån som investeringsprodukter – og altså overhovedet medtage disse i mærkningsordningen til at begynde med – netop fordi der er tale om indskud/indlån, altså om indlånsprodukter (i grunden er det vel en hybrid med et indlån på toppen og et investeringselement i bunden).

Og inden for den samme produkttype, dvs. enten de strukturerede indlån eller de strukturerede obligationer, sondrer man nu ikke længere mellem et indlån eller en obligation med og uden hovedstolsgaranti. Dermed betragter man tilsyneladende kompleksiteten forbundet med produktet som vigtigere end risikoen forbundet med produktet. Det har jeg lige så svært ved at finde god mening i.

Afgørende bør da ikke være et produkts indpakning (kompleksitet) men produktets indhold (risiko). Ikke forstået således, at indpakningen ikke har nogen betydning overhovedet – blot at indholdet trods alt er vigtigere end indpakningen. En sådan afvejning kom til udtryk i det oprindelige forslag men altså ikke i den endelige udgave af skemaet, som på denne vis tillægger kompleksiteten mere vægt end risikoen.

Ændringen i så henseende kan naturligvis ikke begrundes med, at det er for vanskeligt – og vil ødelægge trafiklysets simple struktur – at operere både med strukturerede produkter med hovedstolsgaranti og sådanne produkter uden hovedstolsgaranti, endda inden for forskellige farvekategorier. For det er jo netop det, som skemaet nu gør i forhold til de ovennævnte nytilføjede Exchange Traded Notes, hvor der farvemæssigt sondres mellem de af slagsen, hvor der kan tabes mere end det investerede beløb og mindre end det investerede beløb. Hvis denne sondring kan håndteres i forhold til Exchange Trades Notes, burde den i princippet selvsamme sondring kunne håndteres i forhold til strukturerede indlån og obligationer med/uden hovedstolsgaranti.

Og realiteten er jo, at der risikomæssigt er stor forskel på netop strukturerede produkter med/uden hovedstolsgaranti. Ikke forstået således, at der ingen risiko er ved investering i strukturerede produkter med hovedstolsgaranti. Forundringen går altså ikke på, at strukturerede produkter ikke er mærket med grøn farve. Forundringen går alene på, at alle strukturerede obligationer nu er mærket med rødt uden hensyntagen til, hvilken risiko der er knyttet til tab af den investerede hovedstol. Og tilsvarende, at alle strukturerede indlån nu er mærket med gult uden hensyntagen til, hvilken risiko der er knyttet til tab af den investerede hovedstol.

Med andre ord er de strukturerede obligationer samlet set blevet stillet værre (nedgraderet) og de strukturerede indlån bedre (opgraderet) i det endelige skema i forhold til det oprindelige forslag.

Og endnu mere bemærkelsesværdig bliver denne opgivelse i trafiklysordningen af distinktionen mellem strukturerede produkter med og uden hovedstolsgaranti, når der sammenlignes med indskydergarantiordningen, hvor Garantifonden for ikke så mange måneder siden indførte netop den samme sondring i forhold til strukturerede indlån med og uden hovedstolsgaranti. Som udgangspunkt omfattes strukturerede indlån med hovedstolsgaranti af indskydergarantien, når en bank krakker, hvorimod dette ikke er tilfældet med strukturerede indlån uden hovedstolsgaranti.

Den finansielle regulering kan altså godt finde ud af at skelne risikomæssigt i relation til indskydergarantiordningen men ikke risikomærkningsordningen. Også dette har jeg ganske svært ved at finde god mening i.

Og så synes jeg i øvrigt, at det forekommer en anelse paradoksalt, at eksempelvis obligationer udstedt af KommuneKredit indføjes i det endelige skema under den grønne farvekategori samtidig med, at strukturerede obligationer med hovedstolsgaranti, som kan være garanteret af netop KommuneKredit, i det endelige skema nedgraderes til den røde farvekategori. Det er således en forskel og et spring på hele to farvekategorier – der vel ikke kan begrundes i risiko men reelt kun i kompleksitet – når KommuneKredit selv udsteder en obligation (grønt), og når Kommunekredit garanterer for indfrielse af hovedstolen i en struktureret obligation (rødt).

Dette synes altså også at være udtryk for, at kompleksitet (indpakning) tillægges al for stor vægt i forhold til risiko (indhold). Og det kan jo alt andet lige virke besynderligt, når nu det ellers betegnes en risikomærkningsordning og ikke en kompleksitetsmærkningsordning.

Er du enig/uenig? – læs i øvrigt mere om forskellen på komplekse og ikke-komplekse investeringsprodukter i denne tidligere blog.

Som bekendt er der til risikomærkningsordningen knyttet en certificeringsordning om kompetencekrav til de bankansatte, som rådgiver om investeringsprodukter. Den særskilte bekendtgørelse herom blev ligeledes (omsider) offentliggjort i går.

Der er i den endelige bekendtgørelse sammenholdt med Finanstilsynets forslag fra december måned sidste år umiddelbart kun tale om tekniske og proceduremæssige ændringer med hensyn til prøverne. Derfor vil jeg ej heller i denne henseende gentage mig selv men blot henvise til min nedennævnte uddybende blog, hvor man således kan læse meget mere om certificeringsordningen:

“Ny afsløring: Finanstilsynets forslag til certificeringsordning for bankrådgivere”

Det bemærkes, at bekendtgørelsen herom træder i kraft den 1. august i år, idet bestemmelsen om test af de rådgivere, som har med røde investeringsprodukter at gøre, først træder i kraft den 1. december i år (og med overgangsordninger et år frem i henseende til allerede ansatte rådgivere).

Så der tændes altså for trafiklyset nogle måneder før end operatøren uddannes i at betjene trafiklyset, så at sige. Værre er det dog, at trafiklyset allerede nu signalerer en smule misvisende som ovenfor beskrevet – ikke på grund af operatøren men på grund af en systemfejl i selve anordningen.

Det var i øvrigt Forbrugerrådet, som under høringsprocessen var af den (ikke overraskende) opfattelse, at alle strukturerede obligationer skulle mærkes med rødt. Det gik Finanstilsynet uden videre med til, men hvorfor kan man ikke læse ud af tilsynets høringsnotat – ingen nærmere begrundelse er desværre angivet.

Det endelige skema med fordelingen af de forskellige typer af investeringsprodukter i henholdsvis den grønne, gule og røde mærkningskategori (med tilhørende farvebeskrivelse):

GRØNNE investeringsprodukter:

Den grønne mærkningskategori omfatter investeringsprodukter, hvor risikoen for at tabe hele det investerede beløb må betragtes som meget lille, hvis investeringen holdes til udløb. Produkttypen er ikke vanskelig at gennemskue.

– Danske statsobligationer udstedt i DKK og EUR.  

– Skatkammerbeviser.  

– Statsobligationer udstedt af eurolande i EUR og DKK.  

– Realkreditobligationer udstedt af danske realkreditinstitutter.  

– Særligt dækkede realkreditobligationer (SDRO) udstedt af danske realkreditinstitutter.  

– Særligt dækkede obligationer (SDO) udstedt af danske penge- og realkreditinstitutter.  

– Junior covered bonds og seniorgæld udstedt af danske penge- og realkreditinstitutter til finansiering af supplerende kapital til dækning af SDO’er og SDRO’er.

– Skibskreditobligationer og kasseobligationer udstedt af et skibsfinansieringsinstitut.

– Obligationer udstedt af KommuneKredit.

GULE investeringsprodukter:

Den gule mærkningskategori omfatter investeringsprodukter, hvor der er risiko for, at det investerede beløb kan tabes helt eller delvist. Produkttypen er ikke vanskelig at gennemskue.

– Garantbeviser.  

– Andelsbeviser.  

– Aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked.  

– Erhvervsobligationer, der er optaget til handel på et reguleret marked.  

– Certifikater, hvor der ikke kan tabes mere end det investerede beløb.

– Exchange Traded Notes, hvor der ikke kan tabes mere end det investerede beløb.

– Statsobligationer udstedt i andre valutaer end DKK og EUR.

– Udenlandske realkreditobligationer.

– Investeringsforeningsbeviser (UCITS).

– Specialforeningsbeviser.

– Strukturerede indlån.

– Tegningsretter på investeringsprodukter i gul kategori.

RØDE investeringsprodukter:

Den røde mærkingskategori omfatter investeringsprodukter, hvor der er risiko for at tabe mere end det investerede beløb, eller produkttyper, som er vanskelige at gennemskue.

– Hedgefondbeviser uanset det underliggende investeringsprodukt.  

– Pantebreve.  

– Aktier, som ikke er optaget til handel på et reguleret marked (herunder handel på multilaterale handelsfaciliteter (MHF) og alternative markedspladser).  

– Erhvervsobligationer, som ikke er optaget til handel på et reguleret marked (herunder handel på multilaterale handelsfaciliteter (MHF) og alternative markedspladser).  

– Certifikater, hvor der kan tabes mere end det investerede beløb.  

– Non-UCITS.  

– Anparter i eksempelvis skibe, ejendomsprojekter mv.  

– Strukturerede obligationer.  

– Optioner, futures, og terminsforretninger på fx valuta, aktier, obligationer, andre værdipapirer, afkast, renter, indeks, råvarer.  

– Renteswaps.

– Swaptioner.  

– Aktieswaps og swaps på aktieindeks.  

– Valutaswaps (udveksling af betalinger i forskellige valutaer).  

– Inflationsswaps.  

– Råvareswaps.  

– Total Return Swaps.  

– Contract For Difference (CFD’er).  

– Credit Default Swap (CDS’er).  

– Fremtidig renteaftale (FRA’er).  

– Exchange Traded Funds (ETF’er).  

– Enhver anden derivataftale, som vedrører klimatiske variabler, fragtrater, emissionstilladelser eller inflationsrater eller andre økonomiske statistikker.  

– Ethvert andet instrument omfattet af bilag 5 (nr. 4 – nr. 11) i lov om finansiel virksomhed.

– Tegningsretter på investeringsprodukter i rød kategori.

Din mening

Kom gerne med din mening om den ovenstående farveinddeling af de forskellige typer af investeringsprodukter.

Hvad er godt – hvad er skidt – hvad rammer i plet – hvad rammer helt ved siden af?

Og er du (u)enig i, at omkategoriseringen af de strukturerede produkter, således at der ikke længere risikomæssigt skelnes mellem produkter med/uden hovedstolsgaranti, savner mening?

Kommentarfeltet nedenfor er således åbent for farverige synspunkter.

13 responses to “Risikomærkning: er nyt trafiklys allerede i udu?

  1. For de af jer, som måtte være endnu mere interesserede i de nye regelsæt på området som offentliggjort i går:

    Risikomærkningsordning – bekendtgørelsen:

    https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=136349

    Risikomærkningsordning – tilhørende vejledning:

    https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=136348

    Certificeringsordning – bekendtgørelsen:

    https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=136425

    Certificeringsordning – tilhørende vejledning:

    https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=136439

  2. Det afgoerende ved trafiklysordningen er saadan set ikke kategoriseringen af de enkelte investeringstyper, men derimod den fremtidige retsstilling for investorer/udbydere af investeringer.
    Hvis trafiklysordningen fritager udbydere af investeringer for erstatningsansvar, maa man betragte ordningen som en katastrofe, da udbydere selvfoelgelig vil gaa til graensen (og ofte over) naar de paa den ene eller anden maade kan retfaerdiggoere farvevalg. Listen over investeringstyper vil jo aldrig kunne blive fuldstaendig daekkende for risikoindhold (adskillige eksempler har allerede vaeret fremfoert i denne raekke af blogs), og da investeringsudbydere generelt ved meget lidt om de produkter de saelger (et bevidst valg fra ledelserne i disse virksomheder), bilver kunden ekstremt ringe stillet.
    Det man maaske med rimelighed kunne forvente efter introduktionen af denne ordning er, at Finanstilsynet herefter laegger en voldsomt skaerpet linie i forhold til “fit&proper”-bestemmelserne, men det er nok oensketaenkning. Trafiklysordningen minder paa mange maader om indholdet af en hoejesteretsdom hvor jeg bor, hvorefter kunder ved underskrivelse af en koebskontrakt erklaerer at have fuldt kendskab til det produkt de har koebt og derfor fraskriver sig retten til at sagsoege saelger for mangler ved produktet. Da det er velkendt blandt udbydere af produktet, at dette er saerdeles mangelfuldt med risiko for livslang oekonomisk ruin for koeber, forekommer denne tolkning for et civiliseret menneske mildest talt besynderlig, men trafiklysordningen er faktisk et skridt i samme retning.

  3. PS: Blandt udbyderne af ovennaevnte produkter er en raekke danske og andre skandinaviske finansielle virksomheder. Der er derfor ingen grund til at tro, at etikken tilsiger en anden opfoersel i Danmark, tvaertimod.

  4. @Hans,

    Tak for kommentar. Du skriver: “Hvis trafiklysordningen fritager udbydere af investeringer for erstatningsansvar, må man betragte ordningen som en katastrofe”. I denne forbindelse skal det understreges, at ordningen ikke må opfattes som en ansvarsfraskrivelse – tværtimod må ordningen ikke stå alene men skal suppleres af egentlig rådgivning til kunden for at bankerne kan siges at opfylde deres rådgivningsforpligtelse på området. Med andre ord er trafiklyset et supplement – ikke en erstatning.

  5. @Michael: Du har sikkert ret. I trafikken er der vel heller ingen, der naerer tillid til trafiklys, eller er der?

  6. Jeg har flere grundlæggende indvendinger mod listen som sådan.

    1) At man kan klassificere græske statsobligationer (og dermed danske realkreditter) som grønne, hvor den højere rente på græske statsobligationer jo er en klar indikation af en bestemt ikke ubetydelig risiko.
    En dansk realkredit er jo en rimelig struktureret investering al den stund, at kreditforeningen hæfter i første omgang og så senere kan gøre regres hos lånerne i almindelighed – at bankerne så også er udstedere af realkreditobligationer gør ikke sagen bedre: Dels kursplejer de obligationerne så groft, at Nationalbanken må skride ind, dels skubber bankerne deres dubiøse fordringer over på realkreditten, dels hæfter bankerne i en vis udstrækning for realkreditterne (hvilket man dog ikke kan stole på) ved det at både BRF og DLR har fået tilført ny kapital subsidiært tilfører banken lån/ansvarlig kapital.

    2) En fundamental mangel på forståelse for, hvad risiko og risikoafdækning er. F.eks. kan en swap være en risikoafdækning:
    Har en virksomhed f.eks. ordrer i USD som skal afdækkes, så kan en dollarswap være udmærket til afdækning af valutarisiko.

    3) Man koncentrerer sig om det finansielle instrument, hvilket også er en misforståelse: Risikoen ligger alt overvejende i rådgivningen.
    Vi så det hos Amagerbanken, hvor man gladeligt lod fallerede spekulanter gamble med CHF.

    4) Finanstilsynet er rodet ind i vurderingen: En institution, hvis historie IKKE borger for kvalifikationerne.
    Øvrige offentlige vurderinger har jo heller ikke det bedste rygte: Man kan dårligt offentliggøre en “stresstest” før en beroligende meddelelse afkræftes af en spektakulær konkurs.
    Disse officielle svigt er så eklatante, at det er svært at formode god tro.

    5) Helt fundamentalt er, at et overnormalt afkast ikke eksisterer medmindre investor rent faktisk selv ved, hvad han beskæftiger sig med.
    Hvis en investering giver 3% mere om året end en tysk statsobligation, ja så er der et tab på i gennemsnit 3% om året.(so oder so).
    Det er hele pointen i diversifikation: Nemlig at rafle med tilstrækkelig mange terninger, så gennemsnittet af øjne pr. terning bliver 3½!

    Hvis man virkelig VED noget om f.eks. antikviteter eller malerkunst, så kan man tjene et overnormalt afkast på det. Det kan man så ikke alligevel: Den tid og de kræfter, man skal bruge på at sætte sig ind i emnet kan ikke aflønnes af det “overnormale” afkast.

    Som økonom bliver man ideligt spurgt af folk om man har nogle investeringsforslag (og grådighedens savl står i guirlander). Jeg svarer helt enkelt: Hvis jeg virkelig havde det, så gjorde jeg dem nok selv – og ville ikke fortælle dig om det – og dermed undergrave min egen profit!
    Dernæst: Hvordan kan amatører tro, at de kan tjene penge på noget, hvor de professionelle den ene gang efter den anden knækker nakken?

    Hele trafiklysordningen er hjernedødt udenomssnak om det fundamentale: Hvis de investeringer banken tilråder virkelig var så gode, så havde banken selv gjort dem.
    Det er en usmagelig legitimering af plat bondefangeri – for ikke at sige direkte svindel!
    F.eks. guld og sølvcertifikater: Øh, har banken/eller anden aktør liiiige kontrolleret, at den mængde fysisk metal, der er tilstede (hvor mange guldbarrer er der, hvad vejer de, hvad er lødigheden – alle barer) – at den mængde også lige er i overensstemmelse med summen af metalcertifikaterne. Der er alle muligheder for at svindle.
    Ligeledes med investeringer i aktier: Erfaringen viser, at revisionspåtegnede regnskaber – når det gælder – er fri fantasi: Jeg tænker på IT-Factory, hvor end ikke banken anede hvad de gjorde.
    Jeg tror altså ikke, at Straarup havde ambition om at fremstå som et fjols – men som professionel måtte han iføre sig den røde næse og de store sko.

  7. @John,

    Tak for opbakningen til bloggen.

    @Thomas,

    Din kommentar får mig til at huske på en pointe, som jeg faktisk gerne ville have haft med i bloggen ovenfor, men som jeg glemte i skyndingen: Man kan nemlig stille sig selv følgende spørgsmål: Hvor kompleks er i grunden en realkreditobligation? Hvor mange menige investeringskunder forstår reelt strukturen i en realkreditobligation? Er en grøn realkreditobligation virkelig så meget mindre kompleks end en rød struktureret obligation? Mon ikke mange kunder har en forsimplet opfattelse af realkreditobligationers knap så simple struktur (dette skal dog ikke misforstås således, at realkreditobligationer ikke bør være grønne i den nye ordning – snarere at de strukturerede obligationer med hovedstolsgaranti ikke skulle have været røde).

  8. En virksomhedsobligation er i virkeligheden ikke struktureret – lidt afhængig af baggrunden. Hvis den obligation skal finansiere f.eks. et bestemt projekt, så ved man, hvad der skal til.
    Denne obligation vil så ikke være likvid; men det er noget andet.

    En realkredit obligation er principielt ikke forskellig fra en subprime. Struktureringen er ikke i sig selv et problem. Det er kreditvurderingen.
    Det man opponerede mod subprimen var, at obligationerne fra udstederen indgik i beholdningen af en anden aktør, der udover subprimeobligationer havde opkøbt andre papirer – tildels guldrandede.
    Disse beholdninger blev så finansieret af udstedelsen af noget, der vel må karakteriseres som en virksomhedsobligation/investeringsforening.
    Her kom det næste usikkerhedsmoment ind: Var denne “investeringsforening” i stand til at vurdere de underliggende papirer?

    Det mest strukturerede papir er vel en Danske Bank aktie, som klassificeres som Nettogule.
    Struktureret fordi værdien afhænger dels af boniteten af udlånet, der afhænger af sikkerheden (f.eks. de papirer, der deponeres som sikkerhed), dels af realkreditobligationer, dels af handelsindtægter, dels dels dels.
    Dvs. kreditvurderinger i flere dårlige led (f.eks. IT-factory). Man kunne også nævne bankudlån til insolvente flex- og afdragsfrie kunder, hvorefter banken så investerer i sine egne udstedelser.

    Vi så i Amagerbankens tilfælde, at der slet ikke var nogen egenkapital, da man så efter!
    Amagerbankens aktier havde også været gule.
    Som Karsten Ree fandt ud af, så kan det udmærket lykkes at tabe mere end sit oprindelige indskud på et “gult” papir: Han var jo nød til at skyde yderligere penge ind, da han fik pistolen for panden.

    Ved nærmere eftersyn, så er der ikke nogen sammenhæng mellem graden af strukturering og omfanget af et muligt tab.
    Der er heller ikke nogen sammenhæng mellem sandsynligheden for at tabet sker og udstederen – jævnfør de græske statsobligationer.

    Som jeg læser de politiske armbevægelser for at vifte fluer væk, så:

    1. Graden af strukturering går man ud fra er et udtryk for det mulige tabs omfang.
    2. Risikoen går man ud fra siger noget om sandsynligheden for tab.

    Betragtningen er absurd.

    En fast forrentet, konvertibel realkredit annuitet har et garanteret tab for kreditor/investor: Det er hele IDÉEN bag realkredit!
    Går renten op, falder kursen og debitor konverterer til en højere rente og mindre hovedstol/restgæld.
    Går renten ned indfries lånet til pari og debitor får en lavere ydelse.

    NETOP denne sammenhæng giver sikkerheden for investor!

    Det er begrænset hvor meget kursen kan falde, fordi der står en million griske debitorer klar til at købe, så de kan hjemtage gevinsten.
    Rentestigningen vil give prisfald; men det kompenseres af den mindre restgæld.

    Konverteres til en lavere rente, så vil sikkerheden i ejendommen øges, fordi priserne vil stige (det var den man gik så gruelig galt af i subprime).

    Endelig roder man papirets likviditet ind i disse betragtninger: Dvs. er det papirer man kan slippe af med – til en rimelig pris – hvis man skal sælge her og nu!

    Også her er der ikke rent trav: Det er nemlig langt fra givet, at flexobligationer vil blive klassificeret som likvide på linje med f.eks. statsobligationer.
    Det er noget kreditforeningerne kræver; men noget ECB bestemmer.
    Bernstein har anset dette sidste for “meget lidt sandsynligt”.

    Bernstein har på Realkreditrådets årsmøde om junior covered bonds (som er grønne) sagt:
    “Der er tale om
    en voksende risiko, som må adresseres i tide.”

    Hele trafiklysklassificeringen er – i bedste tilfælde – usammenhængende og ukvalificeret vrøvl!

  9. Blot for lige at følge op på bloggens emne, som nu også er taget op i andre medier:

    Der er en række spændende artikler i Børsen fra i går og i dag om trafiklyset og problemerne forbundet med dette. Artiklerne er desværre ikke blevet lagt på Børsen online, så jeg kan ikke linke til dem.

    FinansWatch har skrevet følgende baseret på artiklerne i Børsen (kræver muligvis registrering):

    http://finanswatch.dk/Finansnyt/article2416933.ece

    http://finanswatch.dk/Finansnyt/article2418070.ece

    Og i dag er Finansforbundet så kommet med sit forsvar af trafiklyset i sin nuværende form:

    http://www.finansforbundet.dk/default.asp?mId=4157&ArtId=188904

    Jeg har nogle bemærkninger til denne kommentar fra Finansforbundet, som jeg vil vende tilbage til snarest muligt (forventeligt i en særskilt opfølgende blog).

  10. Vedr. Finansforbundet.

    Nu har Finanstilsynets undersøgelser vist, at bankerne og bankrådgiverne udmærket ved, hvad de burde gøre og sige til kunderne.
    Der er ikke nogen grund til at antage det ikke skulle gælde for f.eks. renteswaps.

    Konklusionen er udpræget ubehagelig for Finansforbundet: Når det ikke er manglende færdigheder, så må det være med forsæt at kunderne er kommet ud, hvor de ikke kan bunde!

    Man har fra bankerne og Finansforbundets medlemmer villet påføre kunderne tab.

  11. @Thomas Borgsmidt: Paa trods af din argumentation, som efter min mening er noget Jean de France-agtig, tror jeg langt de fleste bankraadgivere kun oensker det bedste for deres kunder. Desvaerre maa man konstatere, at bankledelser konsekvent saette salg af konkrete produkter med hoej indtjening for banken over kundens ve og vel, og derfor presser raadgiverne til at promovere disse produkter. Som det gentagne gange har vaeret fremfoert, har bankledelser generelt ingen interesse i at ansaette raadgivere, der oensker at forstaa det de saelger (samt det de kunne have solgt), men alene mennesker, som de selv har uddannet/hjernevasket. Selv bankledelser har formentlig ingen oensker om at skade deres kunder, men hvis det er et biprodukt af egen succes, forekommer synspunktet at vaere: Det er jo bare aergerligt – vi gjorde hvad reglerne foreskriver, og saa maa kunden ved sin underskrift staa ved, at han har forstaaet det vi har solgt ham. At saelgeren/raadgiveren i mange tilfaelde ikke har kendt til hele risikobilledet for en konkret investering kan vel ikke overraske nogen, naar man ser hvilke katastrofale investeringer bankledelserne har kastet deres virksomheder ud i, primaert som foelge af en graadighed, der ikke tillod plads til at undersoege risiciene ved det de gjorde.

  12. Tak for kommentarer.

    Fortsæt gerne debatten i min nye opfølgende blog, som omhandler Finansforbundets ovennævnte kommentar til det farveblinde trafiklys.

Comments are closed.