Det farveblinde trafiklys: en kommmentar og en modkommentar

Den ivrige finansielle debat – ikke bare her på bloggen, men i almindelighed – har den sidste uges tid været koncentreret om især den nye kontroversielle risikomærkningsordning for bankernes forskellige investeringsprodukter: den såkaldte trafiklysordning.

Det nye trafiklys er således blevet mødt med kritiske blikke og røster endnu inden, at der overhovedet er blevet tændt for trafiklyset. Lad mig i hovedpunkter rekapitulere visse af kritikpunkterne:

– alle EU statsobligationer er mærket grønne uden hensyntagen til den reelle risiko forbundet med de forskellige statsobligationer, hvorved bl.a. græske statsobligationer ligestilles med danske statsobligationer

– alle investeringsforeningsbeviser er mærket gule uden hensyntagen til, om den enkelte investeringsforening er involveret i grønne, gule eller røde investeringsprodukter

– alle udenlandske exchange traded funds (såkaldte ETF’er) er mærket røde, selv om de nok mest af alt minder om danske investeringsforeninger, hvormed der diskrimineres i forhold til de udenlandske udbydere

– alle strukturerede obligationer er mærket røde uden hensyntagen til, om der til den enkelte obligation er knyttet en såkaldt hovedstolsgaranti, hvorved en struktureret obligation med en hovedstol garanteret af eksempelvis KommuneKredit forbliver rød, hvorimod en obligation udstedt af KommuneKredit selv bliver mærket grøn

– alle strukturerede indlån er mærket gule, hvorimod alle strukturerede obligationer som nævnt er mærket røde, selv om risikoen forbundet med disse komplekse produkter reelt er den samme, hvorved et struktureret indlån uden hovedstolsgaranti er mærket mindre risikofyldt end en struktureret obligation med hovedstolsgaranti

De sidstnævnte kritikpunkter var som bekendt emnet for min blog fra forleden, hvor jeg stillede det ledende spørgsmål: er det nye trafiklys allerede i udu?

Det var ikke en blog imod trafiklysordningen som sådan – tværtimod. Det var blot en blog, som satte skarpt fokus på et par paradokser og uhensigtsmæssigheder ved trafiklyset i forhold til den endelige indplacering af visse helt særlige investeringsprodukter i de forskellige farvekategorier. En produktmæssig farvemærkning, der således i visse tilfælde kan virke mere vildledende end vejledende.

Efterfølgende har der været en række kritiske artikler og indslag i bl.a. Børsen, FinansWatch, TV2 News m.fl. – se diverse links i kommentarfeltet til min ovennævnte forrige blog. Det kritiske blik og de lige så kritiske røster kommer altså flere forskellige steder fra.

Og alt dette fik så Finansforbundet (der jo organiserer de i bankerne ansatte investeringsrådgivere) til at udsende denne kommentar til støtte for det meget omtalte trafiklys – jeg tillader mig at bringe kommentaren i dens helhed: 

Blækket på aftalen [dvs. bekendtgørelsen] om risikomærkning af investeringsprodukter er knap nok blevet tørt, før kritikerne melder sig. I Børsen mandag 2. maj kunne man læse, hvordan udbydere af investeringsprodukter går i kødet på mærkningen. Kritikken er især møntet på, at mærkningens tre niveauer – grønt, gult, rødt – er forsimplet. Den kritik kan jeg på sin vis godt følge. Finansforbundet har siden 2009 efterlyst en mærkning af investeringsprodukter, og vores udgangspunkt var da også en mere finmasket model. Men som i alle politiske forhandlinger er vilkåret at finde frem til en løsning, alle kan leve med. Så den aftale, vi har i dag, er altså det muliges kunst. Og aftalen opfylder det vigtigste formål; nemlig at sikre forbrugeren en ordentlig rådgivning, så han kan vælge sine investeringsprodukter på et oplyst grundlag.

Og historien har jo vist, at der er brug for fokus på investeringsprodukter. Vi har i løbet af krisen fået mange af de såkaldt strukturerede produkter frem i lyset. Produkter som mange investorer er kommet i klemme med, og som hverken forbruger eller rådgiver har haft en reel mulighed for at gennemskue. Med den nye risikomærkning vil et rødt lys på et investeringsprodukt være et klart signal til forbrugeren om, at her er tale om et produkt, der kræver ekstra opmærksomhed. Jeg synes, det er et klart fremskridt, at man på den måde skærper forbrugerens sunde skepsis. Det skærper også udbydernes forpligtelse til at sammensætte nogle investeringsprodukter, der kan stå på mål for den ekstra rådgivningsindsats. Og det er vel rimeligt nok.

Udbyderne kritiserer i Børsen også, at man bruger det røde lys ved to forhold: produkter med høj risiko, og produkter med høj kompleksitet. Og nej, der er ikke altid sammenfald mellem de to ting. Men man skal forstå, at det røde lys ikke er lig med en giftig investering, det viser alene, at der for det pågældende produkt er behov for særlig rådgivning. Har et produkt fået det røde lys, så skal rådgiveren have bestået en test, der gør ham i stand til at rådgive forbrugeren om særligt komplicerede produkter. Uanset om vi taler høj risiko eller høj kompleksitet, så handler det om at sikre forbrugeren en udvidet rådgivning på højt niveau.

Der er altså tale om en skærpelse af kravene til rådgiverne og et ekstra fokus på, at de produkter, der rådgives om, er så gode og gennemskuelige som muligt, så rådgiverne kan vejlede kunderne ordentligt om dem. Hvis produkterne lever op til det, burde mærkningen jo slet ikke være et problem.

Kommentaren fra Finansforbundet viser (desværre), at den rejste kritik af trafiklyset har været helt berettiget. For selv Finansforbundet har tilsyneladende stirret sig farveblind på trafiklyset. Og dermed står jeg i endnu højere grad ved min blog fra forleden, hvad angår kritikken forbundet med farvemærkningen af de strukturerede produkter. 

For når Finansforbundet omtaler alle de strukturerede produkter under ét og knytter alle disse til den røde farvekategori, så er det jo netop udtryk for en misforståelse af trafiklyset, som kunne have været undgået, hvis trafiklyset havde lyst rigtigt, så at sige, fra starten af.

De strukturerede produkter – dvs. på den ene side de strukturerede indlån og på den anden side de strukturerede obligationer – bliver nemlig ikke behandlet farvemæssigt lige i trafiklyset. Dette er således hele essensen af min blog fra forleden. Det var netop det, som Finanstilsynet i den endelige mærkningsordning gik væk fra sammenholdt med tilsynets oprindelige forslag hertil.

Hvis bare Finanstilsynet havde holdt fast i, at både strukturerede indlån med hovedstolsgaranti og strukturerede obligationer ligeledes med hovedstolsgaranti skulle være gule, og at både strukturerede indlån uden hovedstolsgaranti og strukturerede obligationer ligeledes uden hovedstolsgaranti skulle være røde, ja så havde Finansforbundets kommentar været rammende men dog unødvendig, for så havde ingen kritiseret farvemærkningen i så henseende (på nær Forbrugerrådet velsagtens).

Og når Finansforbundet videre nævner, at kritikkerne særligt har fremhævet, at trafiklyset sammenblander risiko og kompleksitet, så er det i sig selv udtryk for en misforståelse af kritikken. For kritikken går nemlig ikke på, at mærkningsordningen både inddrager risikoen forbundet med et produkt og produktets kompleksitet. Kritikken går derimod på, at netop i henseende til de strukturerede produkter tager mærkningsordningen altovervejende højde for kompleksiteten på bekostning af risikoen.

Igen-igen: hvis bare Finanstilsynet havde holdt fast i, at både strukturerede indlån med hovedstolsgaranti og strukturerede obligationer ligeledes med hovedstolsgaranti skulle være gule, og at både strukturerede indlån uden hovedstolsgaranti og strukturerede obligationer ligeledes uden hovedstolsgaranti skulle være røde, ja så havde ingen kritiseret farvemærkningen i så henseende netop fordi, at der i så fald ville være tale om en afbalanceret hensyntagen til disse særlige produkters risiko og kompleksitet. Og så havde Finansforbundets kommentar også her været uden relevans.

Der er jo ingen, som siger eller skriver, at der slet ikke skal tages hensyn til disse produkters kompleksitet; kun at kompleksiteten ikke bør tillægges mere afgørende vægt end risikoen, og at sammenblandingen af kompleksitet og risiko ikke i øvrigt må virke vilkårlig eller tilfældig fra produkt til produkt. Som trafiklyset er indrettet nu, er alle strukturerede indlån mærket gule kun henset til risikoen, hvorimod alle strukturerede obligationer er mærket røde kun henset til kompleksiteten.

Dette uagtet, at der ikke synes at være nævneværdige risikomæssige eller strukturmæssige forskelle på sådanne strukturerede produkter. Altså når man lige ser bort fra den afgørende risikomæssige distinktion: om der til det strukturerede produkt er knyttet en hovedstolsgaranti eller ej. Som beskrevet i min forrige blog er det netop denne væsentlige distinktion, som reguleringen magter at håndtere i forhold til indskydergarantiordningen men åbenbart ikke i forhold til risikomærkningsordningen.

Denne reguleringsmæssige anomali forholder Finansforbundet sig ganske bekvemt ikke til i kommentaren. På samme måde som forbundet ikke forholder sig til, at trafiklysordningen netop ikke opererer med strukturerede produkter under ét men i stedet opererer med – og forskelsbehandler – henholdsvis strukturerede indlån og strukturerede obligationer.

Med andre ord: ved et struktureret produkt – hvad enten der er tale om et indlån eller en obligation – med hovedstolsgaranti, kan risikoen forbundet med selve det indbetalte beløb ofte karakteriseres som grøn, hvorimod risikoen forbundet med afkastet ofte kan karakteriseres som rød. Derfor giver det mening samlet set at farvemærke et sådant struktureret produkt som gult. Også i lyset af produktets kompleksitet.

Og omvendt: ved et struktureret produkt – hvad enten der er tale om et indlån eller en obligation – uden hovedstolsgaranti, kan risikoen forbundet med selve det indbetalte beløb ofte karakteriseres som rød, og tilsvarende kan risikoen forbundet med afkastet ofte kan karakteriseres som rød. Derfor giver det mening samlet set at farvemærke et sådant struktureret produkt som rødt. Også i lyset af produktets kompleksitet.

Kritikken går altså ikke på, at trafiklyset indfører en sondring i forhold til de strukturerede produkter; kritikken går udelukkende på, at trafiklyset har indført den forkerte sondring i så henseende: alle indlån kontra alle obligationer i stedet for med hovedstolsgaranti kontra uden hovedstolsgaranti.

Og selv om alt dette umiddelbart kan virke ganske eksotisk, akademisk og uigennemskueligt, så handler kritikken i grunden bare om, at man i henseende til de strukturerede indlån og de strukturerede obligationer bør vende tilbage til den produktmæssige farvemærkning, som Finanstilsynet oprindeligt lagde op til i stedet for den af slagsen, som tilsynet i sidste ende lagde sig fast på (efter Forbrugerrådets mellemkomst).

Dette vil få trafiklyset til at lyse mere klart og retvisende og således i det hele taget gøre trafiklyset mere vejledende end vildledende – i hvert fald hvad angår de strukturerede produkter som omhandlet i Finansforbundets ovenstående kommentar. En kommentar som altså kun bekræfter, at den fremførte kritik af trafiklysordningen er ganske velbegrundet.

9 responses to “Det farveblinde trafiklys: en kommmentar og en modkommentar

  1. Det er faktisk en glimrende blog dette her. Du formår virkelig at skære ind til essensen og rammme sagens kerne. Som du eksakt påpeger, så er der en række inkonsistenser. Jeg synes det kunne være særdeles passende hvis Forbrugerrådet kunne svare på hvorfor disse er tilkommet, idet det jo er dem der har gennemtvunget dem ift. det oprindelige forslag, som det fremgår af referatet. Dette kunne være spændende at se en (logisk konsistent) argumentation fra ders side om dette. Så lad dette være en opfordring til Forbrugerrådet om at komme med en kommentar samt forklaring på de inkosistenser som hr. Camphausen fremhæver ift. mærkningen

  2. @Martin,

    Tak for din venlige kommentar. Jeg ved faktisk ikke, om Forbrugerrådet læser med. Men det ville da være fint, om rette vedkommende hos Forbrugerrådet havde lyst til at deltage i debatten.

    Jeg fik en kommentar off bloggen med en god pointe, som jeg lige vil bringe her: For hvordan stiller Finansforbundet sig på sine medlemmers vegne (de ansatte rådgivere) til det umiddelbare paradoks – når man mht. de strukturerede produkter spejler trafiklysordningen i den samtidige certificeringsordning – at det ikke kræver en rådgivereksamen at rådgive om de strukturerede indlån (i gul), hvorimod det kræver rådgivereksamen at rådgive om de strukturerede obligationer (i rød)? Rådgiveren skal vel have den samme indsigt og kunnen i begge henseender?

  3. Hvorfor koncentrere sig om detaljer i trafiklysordningen, naar det erkendes fra samtlige serioese, at ordningen er et blaalys, som kun tjener bankernes interesse.
    Det maa vaere ualmindeligt problematisk for bankraadgivere, at bevaege sig rundt i lokalsamfundene med risiko for at moede kunder, de har har forvoldt skade paa. De kommer jo ikke langt med at undskylde sig med, at deres egen ledelse forlangte salg af underloedige produkter.

  4. @Hans,

    Som svar på dit spg. om, hvorfor “koncentrere sig om detaljer i trafiklysordningen”: fordi jura nu engang (på godt og ondt) i virkeligheden handler om sprog og kommunikation, hvor djævlen som bekendt bor i detaljen.

    JP avisudgaven har i øvrigt i dag, lørdag, tema om netop den nye trafiklysordning.

  5. På baggrund af de ganske betydelige vanskeligheder ved i det hele taget at finde ud af, hvad det er vi taler om, så er spørgsmålet om “almindelige” mennesker overhovedet må/skal foretage de investeringer.

    Bankerne – ved vi – kan ikke give en nogenlunde vederhæftig rådgivning.

    Når man taler om risiko, så tøfler alle rundt med store øjne. Men ingen kan svare på: Risiko for hvad?
    Det er helt klart, at man ikke kan bibringe amatørinvestoren nogen selv rudimentær viden om risiko, hvorfor et velbegrundet valg ikke kan træffes.
    Bankerne skal slet ikke sælge de produkter.

    Her sidder vi og cykler længere og længere ud i juridiske spidsfindigheder – det kan man jo gøre; men tjener det noget formål. Man vil jo aldrig kunne beskytte amatørinvestoren mod at blive taget i skægget.

  6. Vi står i samme problemstilling som på ejendomsmarkedet, hvor der skal foreligge en aktuel synsattest – hvor de forskellige K1, K2 og K3 skal være bemærket.

    Disse K? har faktisk ikke noget at gøre med alvoren. Der er K3’ere, der kan repareres på 1 time af boligejeren; men K1’ere kan være sindsygt kostbare.
    Sådan noget som sætningsskader på et hus, der 100 år – ikke rigtig noget at hidse sig op over, hvis de skader er gamle – kæreste venner, var det alvorligt var hytten skvattet sammen før boligkøberen blev født.

    Tilsvarende kommer vi ind i med trafiklysordningen: et omstændeligt bureaukrati, der ikke tjener noget formål.
    At jeg så generelt stoler mere på de bygningssagkyndiges hæderlighed (i bemærkningerne kan man nogen gange se et glimt i øjet) end jeg stoler på bankernes – det er noget andet.
    Vi kommer hele tiden tilbage til det fundamentale: Man kan som bankkunde IKKE stole på banken.
    Vi havde den oppe og vende med “pungdyret” – der er reelt ikke nogen, der stoler på bankerne og bankrådgiverne. Ejendomsmæglere og brugtvognsforhandlere er jo ligefrem ved at være velrenommerede i sammenligning med bankfolk.

  7. Forleden havde Politiken.dk en leder, der utvetydigt beskyldte Danske Bank for at bestikke en borgerlig regering med succes, mhp at opnaa en “venlig” skatteligning.Efterfoelgende har jeg undret mig over, at ingen har reageret paa disse beskyldninger, i det mindste ikke offentligt.
    Hvorvidt lederskribenten har ret i sine beskyldninger kan jeg ikke vurdere, men naar man ser paa myndigheders villighed til at holde stoerre finansinstitutioner ansvarlige for deres goeren og laden, maa man sige at den private borger er ringe stillet.
    Naar jeg bliver spurgt om problemstillinger i Litauen i relation til at etablere sig her, vil jeg nok isaer pege paa, at korruption i hoejere grad er rettet mod enkeltpersoner her end det er tilfaeldet i DK, hvor “smoeringen” er mere indirekte, f.eks i form af bidrag til enkeltpartiers kampagnebudgetter. Ellers er der saadan set ikke de store forskelle. Saaledes synes befolkningen her at acceptere, at Hoejesteret uimodsagt kan beslutte, at den menige borger ikke kan stille spoergsmaalstegn ved indholdet af komplicerede kontraktsforhold, naar de har underskrevet kontrakten. Tilsvarende vil danske domstole i fremtiden uden tvivl tillaegge trafiklysordningen vaerdi i relation til bankernes ansvar for raadgivning. Hvis dette ikke var tilfaeldet, ville ordningen jo vaere meningsloes.

  8. Hans Hansen: Jeg var inde på Euroinvestor og kikke på bankkurser.
    Danske Bank, Nordea og Jyske Bank er vel på ½ af fordums storhed. Resten ligger og har reelt ikke nogen børsværdi: Egenkapitale er væk: Det ved alle, så det er kun frokosten ved generalforsamlingen, der kan sælge aktien.

    Det grundlæggende problem er: Der er ikke nogen blot nogenlunde gode banker. Hvis man ikke holder Danske Bank oven vande ved håret: Så er der ingen banker i Danmark!

  9. Hele tankegangen om investeringsrådgivning er en selvmodsigelse.

    1) Hvis jeg kendte en god investering, så havde jeg selv gjort den.
    2) Hvis jeg kendte en god investering, så ville jeg da ikke fortælle dig om den.
    3) Hvis der er gode investeringer, så bliver de gjort og prisen på dem presses i vejret.

    Jeg har i øvrigt et Eiffeltårn eller to på lager.

Comments are closed.