Bankpakke 3, Bankpakke 3+ og de mange bristede forudsætninger

Den finansielle forårsdebat har ubetinget været præget af ét tilbagevendende og meget følsomt – men nok så vigtigt – emne, nemlig Bankpakke 3 og alle de mange utilsigtede virkninger og uheldige konsekvenser, som pakken viste sig at indeholde, da der for alvor blev åbnet op for den:

Først kom Amagerbankens krak og afvikling efter den nye afviklingsordning (Bankpakke 3 som afløser for Bankpakke 1) – hvorefter kom Moody’s nedgradering af de største bankers kreditvurdering/rating – derefter kom bankernes vanskeligheder med at funde sig internationalt – herefter kom initiativet med en medgiftsordning for kriseramte banker (som en slags Bankpakke 3+) – og senest kom de små og mellemstore bankers nylige udmelding om behovet for en forlængelse af ordningen med den individuelle statsgaranti (et led i Bankpakke 2).

Det ene førte det andet med sig, som igen førte det tredje med sig osv. Fællesnævneren for det hele er: bristede forudsætninger. Det skal jeg straks vende tilbage til – men lad os lige først rekapitulere hele idéen med Bankpakke 3.

Baggrunden for Bankpakke 3 

Formålet med Bankpakke 3 var at fungere som en form for exit-ordning fra de øvrige bankpakker og for de banker, som fremover måtte blive nødlidende og skulle afvikles via Finansiel Stabilitet. Bankpakke 3 skulle (sammen med Bankpakke 2) således sikre en rolig og kontrolleret overgang fra krisetider til spæde væksttider, akkurat som Bankpakke 3 skulle sikre en rolig og kontrolleret overgang fra krakket bank til ny bank.

På tidspunktet for Bankpakke 3’s vedtagelse var der hos lovgiver en velbegrundet tro på, at man snart var ved “at komme tilbage til en situation, hvor kreditinstitutterne igen kan stå på egne ben uden økonomisk hjælp fra staten” (jf. bemærkningerne til loven bag Bankpakke 3).

Og samtidig lagde lovgiver ikke skjul på, at Bankpakke 3 skulle medvirke til, at “pengeinstitutterne vil have et incitament til at begrænse deres risikoadfærd til et acceptabelt niveau, hvilket ud fra et samfundsmæssigt synspunkt er ønskeligt” (jf. de samme lovbemærkninger).

Bankerne selv bakkede op om Bankpakke 3, og Finansrådet udtalte således i høringsfasen, at man “generelt kan støtte lovudkastets overordnede formål”.

Og alle i sektoren var i øvrigt fuldt bevidst om, at man med Bankpakke 3 herhjemme ville gå allerforrest i forhold til de andre EU-lande, og at EU først på et (lidt) senere tidspunkt ville tage initiativ til et fælles regelsæt på området.

Nationalbanken udtalte i denne forbindelse i høringsfasen, at “forslaget er et af de vigtigste lovinitiativer i forbindelse med opfølgning på finanskrisen. Den overordnede model er fornuftigt i tråd med initiativerne i andre lande. Der vil dog senere kunne være behov for en revision af ordningen set i lyset af EU’s initiativer på området”.

På denne baggrund blev Bankpakke 3 vedtaget i løbet af foråret sidste år og trådte i kraft i efteråret sidste år. Det skete samtidig med, at Bankpakke 1 udløb og således samtidig med, at den beløbsubegrænsede statsgaranti blev afløst af den forhøjede indskydergaranti på 750.000 kr. pr. indskud, dvs. med genindførelsen af tabsrisiko for den enkelte indskyder. Skiftet fra Bankpakke 1 til Bankpakke 3 forløb ganske udramatisk, bl.a. som følge af Bankpakke 2’s mellemkomst. Der var heldigvis ingen unødig panik blandt bankerne, kunderne, virksomhederne, politikerne eller eksperterne (altså dengang). Selv Moody’s forholdt sig forholdsvis roligt.

Virkningen af Bankpakke 3 

Men det var som bekendt blot larmende stilhed før stormen. Amagerbanken brød sammen, og kritikken brød ud. Dette på et tidspunkt, hvor bankerne om noget havde brug for stille medvind og ikke kraftig modvind. Og det nuværende stormvejr ender måske ligefrem i en orkan. Forhåbentligt kommer det ikke så vidt (hvis der bliver reageret i tide).

Og stormvejret er altså rettet mod Bankpakke 3. Et massivt pres fra alle sider af mod Bankpakke 3 som følge af Amagerbankens krak og især af Moody’s nedgradering af de største bankers kreditvurdering baseret netop på Amagerbankens krak og Bankpakke 3’s ibrugtagning.

Af (storm)skade bliver man som bekendt (bag)klog. Og selv om man – ligesom jeg – måtte mene, at kritikken ikke som sådan burde rettes imod Bankpakke 3 men i stedet imod de alt for magtfulde kreditvurderingsbureauer, herunder Moody’s, så nytter det jo ikke meget at forsøge at stå stædig fast, hvis det blot bevirker, at alt andet vælter omkring én.

Med dette mener jeg, at selv om afviklingsordningen i medfør af Bankpakke 3 i grunden viste sig fejlfri i forbindelse med Amagerbankens krak (banken blev lynlukket over en weekend uden at kunderne umiddelbart kunne mærke overgangen til Finansiel Stabilitet, da banken åbnede som normalt mandag morgen), så må man – og også jeg – erkende, at et nok så fejlfrit produkt ikke altid er brugbart, hvis forudsætningen for brugen af produktet i mellemtiden har ændret sig.

De bristede forudsætninger 

Og det er netop her, at de bristede forudsætninger kommer ind i billedet. For der er som sådan ikke noget galt med Bankpakke 3. Det som derimod er galt er, at de ovennævnte forudsætninger bag Bankpakke 3 er bristet én efter én.

Bankerne er endnu ikke kommet “tilbage til en situation”, hvor de kan “stå på egne ben uden økonomisk hjælp fra staten”. Bankerne er begyndt at “begrænse deres risikoadfærd til et acceptabelt niveau”, men det kan ikke gennemføres fuldt ud, hvis bankerne ikke har den fornødne mulighed for at funde sig med henblik på at ændre en sådan adfærd. Det er selvsagt “samfundsmæssigt ønskeligt”, at bankerne ændrer adfærd til det bedre, men det er ikke samfundsmæssigt ønskeligt, at kreditvurderingsbureauerne nu i stedet for staten er styrende for bankernes overlevelsesmuligheder. Der er ikke tale om en brugbar “opfølgning på finanskrisen”, hvis opfølgningen blot resulterer i en ny krise for bankerne. Bankpakke 3 er alligevel ikke “fornuftigt i tråd” med lignende ordninger i andre lande, når disse andre lande har valgt ikke at gennemføre eller effektuere tilsvarende ordninger. Der er ikke kun på sigt “behov for en revision” af Bankpakke 3 “i lyset af EU’s initiativer på området”, når der allerede nu kan konstateres et sådant behov som følge af Kommissionens manglende operationelle udspil. Og der er ikke tale om en rolig og kontrolleret overgang, når overgangen har medført markant ringere finansieringsvilkår for de danske banker sammenholdt med de udenlandske bankers vilkår.

Der var en klar forventning om, at EU ville handle hurtigere, men Kommissionen kom først på banen med et generelt udkast til fællesplaner for håndtering af kriseramte banker lang tid efter Bankpakke 3’s vedtagelse og endda efter Bankpakke 3’s ikrafttræden. Vi venter faktisk stadig (u)tålmodigt på Kommissionens konkrete udspil til et regelsæt på området, og vi vil fortsat vente længe på, at et sådant fælles regelsæt vil blive vedtaget og siden implementeret i de enkelte lande. Forventningen er altså ikke indfriet, og også i denne henseende er der således tale om bristede forudsætninger.

Bankpakke 3 er som sådan en god og fornuftig ordning, men timingen heraf har vist sig mere end dårlig og ufornuftig. Principperne i Bankpakke 3 er helt rigtige, men tiden er ikke den rigtige. Det var meningen, at Danmark skulle have været et foregangsland, men indtil videre er der i realiteten tale om, at Danmarks er blevet et enegangsland. Med andre ord: bristede forudsætninger endnu engang.

At Amagerbanken ville gå ned kun få måneder efter Bankpakke 3’s ikrafttræden, at Bankpakke 3 således overhovedet skulle tages i brug, og at Bankpakke 3 følgelig ikke bare blev ved truslen: bristede forudsætninger.

At alle i dag stadig taler om systemisk vigtige banker, som er for store til at gå ned uanset Bankpakke 3’s tilstedeværelse, selv om netop Bankpakke 3 som angivet andetsteds i lovbemærkningerne ikke gør forskel på små og store banker men i stedet har til hensigt at ligestille disse for at gøre op med too-big-to-fail doktrinen: bristede forudsætninger.

At bankernes størrelse i sig selv fortsat har betydning for deres overlevelse, når det ifølge Bankpakke 3 kun skal være bankernes sundhed, som tillægges betydning i så henseende: bristede forudsætninger.

Bankpakke 3+ på vej

Og når lovgiver i disse dage ligger sidste hånd på udformningen af medgiftsordningen for kriseramte banker – Bankpakke 3+ i mangel af bedre betegnelse – som skal supplere selve afviklingsordningen for nødlidende banker under Bankpakke 3, så er det ligeledes udtryk for bristede forudsætninger formuleret med disse ord fra lovgiver [min fremhævning]:

“Beslutning om anvendelse af Bankpakke III vil kun blive iværksat i de tilfælde, hvor et pengeinstituts egne bestræbelser på at finde en markedsmæssig løsning er resultatløse. Pengeinstituttet vil dermed først kunne blive håndteret via Bankpakke III, hvis det viser sig, at pengeinstituttet ikke kan komme til en løsning, der medfører, at pengeinstituttet kan opfylde kapitalkravene. Med ordningen er der således lagt op til, at markedsmæssige løsninger og private overdragelser afsøges, inden Bankpakke III i regi af Finansiel Stabilitet anvendes. Bankpakke III er således alene et alternativ til konkurs, og markedsmæssige løsninger og private overdragelser går forud for brugen af afviklingsordningen. De erfaringer, der er gjort, har imidlertid vist, at det kan være vanskeligt at finde private løsninger i praksis i den finansielle sektor … Som en konsekvens heraf har spørgsmålet om at forbedre mulighederne for at skabe private løsninger forud for anvendelsen af afviklingsordningen i Bankpakke III været overvejet … På den baggrund foreslås det, at der indføres en [medgifts]ordning” (jf. bemærkningerne til lovforslaget).

Lovgiver erkender altså, at selv om afviklingsordningen i medfør af Bankpakke 3 virker snævert set, så virker Bankpakke 3 alligevel ikke efter hensigten overordnet set, idet afviklingsløsningen i statsligt regi reelt har udelukket redningsløsninger i privat regi. Og denne erkendelse bør lovgiver samtidig udstrække til at omfatte udelukkelsen af de danske banker i internationalt regi, når det handler om mulighederne – eller mangel på samme – for funding/finansiering fremover.

Tilsvarende bør lovgiver erkende, at de små og mellemstore bankers udtrykte ønske om behovet for en forlængelse af ordningen med de individuelle statsgarantier under Bankpakke 2 hænger uløseligt sammen med Bankpakke 3’s skæbne. Der er således tale om afledte bristede forudsætninger i relation til Bankpakke 2. For hvorledes skal bankerne kunne gøre sig fri af garantierne, hvis bankerne – som en direkte følge af Bankpakke 3’s effektuering med Amagerbankens krak – ikke kan finansiere sig på anden (normal) vis som ellers forventet og forudsat før Amagerbankens krak.

Og så er vi tilbage til fællesnævneren for det hele: de bristede forudsætninger, som på denne vis førte det ene, så det andet, så det tredje med sig osv. Nogle gange kan virkeligheden ikke blot ændre men også ødelægge de bedste intentioner, også lovgivers af slagsen. Og virkeligheden er således her blevet en helt anden end oprindeligt forudsat. Og så må lovgiver om fornødent gribe korrigerende ind.

Lovgivers reaktion og ansvar 

Når jeg taler om lovgiver og ikke om politikerne i denne sammenhæng, er det helt bevidst. For ligesom man i forligskredsen gjorde det i forbindelse med gennemførelsen af de forskellige bankpakker, bør man også nu optræde som ansvarsbevidst lovgiver, der anerkender, at når noget ikke virker efter hensigten, så må man rette op på det, der er gået galt, for at få det til at virke (igen) – især når man selv har været medvirkende til, at det er gået galt. Man bør ikke optræde som ansvarsforflygtigende politiker, som i stedet fokuserer på det, som lyder og ser bedst ud over for vælgerne, blot fordi et folketingsvalg nærmer sig, og fordi der ikke er (mange) stemmer i at hjælpe de banker, der jo “bare ligger, som de selv har redt”.

Politikernes foreløbige reaktion har desværre været den forudsigelige. Rød som blå henviser man til, at bankerne må konsolidere sig, og at bankerne igen må vende sig til både at stå på egne ben og være på egen hånd. Men de nævnte bristede forudsætninger lapper ikke uden videre sig selv med sådanne efterlyste konsolideringer, sammenslutninger eller lignende tiltag. Indlånsunderskud plus indlånsunderskud giver jo ikke lige pludselig indlånsoverskud. To banker, som begge skal gøre sig fri af den individuelle statsgaranti, får ikke nødvendigvis lettere herved bare ved at gå sammen. Man kan altså ikke trylle mere op af hatten, end hvad man selv har kommet i den (i hvert fald ikke set gennem en jurists øjne som mine – men grænsen mellem trylleri og justeri er vel hårfin af og til).

Selv om der er tale om et meget politisk følsomt emne, er der samtidig tale om et væsentlig problem og velovervejet opråb fra Lokale Pengeinstitutters side, som politikerne ikke uden videre bare kan se bort fra eller sidde overhørig – om ikke nu, så i det mindste efter folketingsvalget, således at der kommer den nødvendige afklaring i god tid inden, at de individuelle statsgarantier umiddelbart står til at udløbe, og at bankerne skal refinansiere sig.

Lovgiver/politikerne bør derfor sikre, at bankerne får den nødvendige overgangsordning, som oprindeligt var stillet ikke blot bankerne men også kunderne, virksomhederne m.fl. i udsigt, og som skulle sikre den rolige og kontrollerede overgang fra den statslige håndsrækning til at stå på egne stærke ben. En eventuel kompromisløsning kunne netop være at forlænge Bankpakke 2, nu hvor Bankpakke 3 ikke har vist sig tilstrækkelig duelig, og nu hvor en Bankpakke 4 synes urealistisk. Det handler ikke om at give de danske banker bedre vilkår end udenlandske banker – det handler blot om ikke at give ringere vilkår. Hvad skal bære, og hvad skal briste.

En afgørende forskel

I øvrigt her til sidst: Kunne den kommende medgiftsordning for kriseramte banker – som et supplement til afviklingsordningen for kriseramte banker efter Bankpakke 3 – have reddet Amagerbanken og dermed forhindret de nævnte utilsigtede virkninger og uheldige konsekvenser, som alt andet lige er realiteten i dag? Kunne Bankpakke 3+ overhovedet have gjort en forskel?

Dette simple men meget relevante spørgsmål stillede Folketingets Erhvervsudvalg til Økonomi- og Erhvervsministeren tidligere på måneden, og det usædvanligt klare svar fra ministerens side kom så snigende forleden dag (uden at pressen tilsyneladende har opdaget det).

Læs det interessante svar fra Økonomi- og Erhvervsministeren her.

Læs eventuelt mine tidligere blogs om Bankpakke 3 og afviklingsordningen her.

Og i en snarlig blog vil jeg se lidt nærmere på Bankpakke 3+ og medgiftsordningen.

15 responses to “Bankpakke 3, Bankpakke 3+ og de mange bristede forudsætninger

  1. Der er en lang række artikler om samme emne i dagens erhvervssektioner, både de fysiske aviser og online udgaverne (Berlingske, Børsen og JP), som jeg ikke vil linke til men blot nøjes med at henvise til. Men en overraskende nyhed fra i eftermiddag synes dog særlig interessant at fremhæve og linke til, nemlig nyheden fra FinansWatch om, at Sverige måske vil gå samme bankpakkevej som Danmark:

    http://finanswatch.dk/secure/Finansnyt/article2442610.ece

    (kræver muligvis registrering)

  2. Tak for et meget interessant og gennemarbejdet indlæg. En fornøjelse at læse.

    Jeg synes dog at der er en række vigtige økonomiske pointer om omkostningerne ved bankpakkerne som er udeladt.

    For det første er det ikke “en gratis frokost” for staten at bankerne bankernes lån. Om noget så har erfaringerne fra andre europæiske lande vist at hvad der kan synes som en uskadelig garanti kan få konsekvenser for de offentlige budgetter på sigt.

    For det andet så ændrer det jo grundlæggende incitamenterne i interbank markedet når staten giver en garanti. Långivers incitament til at screene låntager bliver markant svækket, og låntagers incitament til at udvise forsigtighed svækkes ligeså. Ergo får du en risikoadfærd som ligger over hvad der er samfundsmæssigt efficient.

    For det tredje nævnes det ikke at bankerne jo også har den mulighed at skaffe funding ved at udvide deres aktiekapital. Det er dyrere end lån, ja, men det er hvad der grundlæggende er nødvendigt for at fremme mere fornuftig adfærd i branchen.

    Endelig kan man sige, at hvis der findes små og mellemstore banker som HVERKEN kan skaffe ansvarlig kapital ELLER finde de nødvendige lån, så var det nok ikke det værste for den danske samfundsøkonomi at de blev afviklet eller opkøbt af andre banker med tilstrækkelig kapitaldækning.

  3. Hvis jeg vaelger at koebe 10-aarige erhvervsobligationer i fremmed valuta (dvs yde en virksomhed et 10-aarigt laan) paa basis af et banktilsagn om kortvarig finansiering, kan jeg vel ikke tillade mig at beklage mig, hvis banken efter kort tid vaelger ikke at forny finansieringen. Hvis erhvervsobligationerne i mellemtiden er blevet mindre vaerd har jeg selvfoelgelig et problem, men det problem svarer jo fuldstaendig til det problem bankerne staar med, naar de paa basis af kort funding laaner penge ud med meget lang loebetid. Hvorfor skulle nogen dog beskytte bankerne og ikke mig? AssetLiabilityManagement (ALM) turde dog ikke vaere en ukendt stoerrelse for en ansvarlig bankledelse.

  4. Camphausen: Flere misforståelser:

    1) Der er ikke mange mellemstore banker tilbage (gruppe 2 – jo nogen er som følge af blodbadet blevet forfremmet til major).

    2) Udlånsoverskuddet er koncentreret omkring de største banker. De små banker (gruppe 3 og 4) har som helhed INDLÅNsoverskud. Blandt disse er der helt klart nogle, der reelt har været døde så længe, at kadaverstanken ikke er til at komme ud over. Vi kan nævne Aarhus Lokalbank.
    Men ellers har de som sådan ikke noget fundingproblem: De tilbyder f.eks. indlånsrente for tidsindskud indenfor statsgarantien på 3/4 mio.

    3) Ministersvaret er blot en konstatering af, at Amagerkundernes udlånskunder er mindre værd end 0 kr. Dvs. selv om udlånene overtages i fuld nedskreven stand, så skal man have penge for at overtage dem.
    Det skyldes at banden er insolvente flexnisser. Ser man på Amagerbankens garantiprovisioner på realkreditudlån, så er det 36 mio på årsbasis – og med ½ % i provision fra realkreditten, så dækker det over et garantibeløb på ca. 7 mia. (hvoraf nogen af dem nok er på de syge erhvervsudlån). Men det er skiven mellem 60% og 80% af realkreditlånet som banken garanterer for.
    Dette lig i lasten ligger under eventualforpligtigelser, hvorfor de ikke fremgår særlig tideligt. Man skal vide, hvad man foretager sig.
    Sagen er jo, at udlånskunderne er insolvente – og da de ikke kan betale deres bankforpligtigelser – så må de forventes heller ikke at kunne betale termin.
    Det er den egentlige grund til, at man forsøgte at redde Amagerbanken så længe. De – skal vi sige – 5 mia. dækker over et realkreditudlån (formentlig i BRF og Totalkredit) på 20 mia. eller vel 10.000 ejerlejligheder, der står umiddelbart overfor en tvangsauktion. Det vil rive mindst én kreditforening med sig i faldet.
    Det er der ingen der har lyst til at binde an med.

    Altså: Al denne kritik af Bankpakke III er udenomssnak for at flytte fokus fra det egentlige problem!

    Sagen er, at de såkaldte “fuldtegnede auktioner” over flexobligationer dækker over, at bankerne køber deres egne kreditforeningers obligationer.
    Pensionskasserne vil IKKE røre ved dem – siden sommer 10 har kasserne smidt for over 100 mia. realkreditobligationer og købt statsobligationer i stedet.
    Bankerne – specielt Danske Bank og Nykredit – har så været nødt til at opkøbe for at presse renten ned (de ved nemlig udmærket at flexlånere hverken kan eller vil betale – nogensinde).

    Danske Bank har et repoudlån på 180 mia. i usælgelige flexpapirer (og losser så 70 mia. videre i repo indlån). Realkreditternes egenbeholdninger udgør nu 10% – som minimum – af den cirkulerende obligationsmasse.

    Danske Bank jublede, da de fik solgt et 5 årigt obligationslån til en rente på 3,85% p.a.
    Samme dag var F5 renten hos Nykredit på 3,17% – dvs. inkl. administrationsbidrag, så låner Danske Bank på ringere vilkår end en almindelig husejer.

    Moody’s nedgraderinger har ikke det store at gøre med Amagerbanken; men derimod med, at bankerne – dvs. de store – har et massivt fundingbehov, fordi de er nød til at købe egne udstedelser.

    Med de nævnte betingelser står HOVEDbankerne udmiddelbart overfor en kreditnedsmeltning som i oktober 2008.

    Problemet med Bankpakke III er, at der ikke er nogen at sælge nødlidende banker til! Heller ikke med medgift!

    Der er, som Kruse-Petersen siger, ingen anden udvej end at aktionærerne må til lommerne. Hvis det bare var problemer med lokalbankerne, så klarede vi dem såmænd nok (BankNordik burde aldrig have været godkendt som tilbudsgiver – Amagerbanken kommer sandsynligvis retur).
    Glem de latterlige 20 mia. Danske Bank har fået tilført – de forslår som en skrædder i Helvede.

    Det er HOVEDbankerne der står foran lukning: Det er derfor Horwitz kommer med det ene hysteriske udbrud efter det andet.

    Bankpakke III fejler intet, fordi hovedbankerne IKKE kommer ind under den. Sagen er, og det er indregnet i renterne, de låner til: De er for store til at gå ned – med Nationalbankdirektørens udtalelser.

  5. d’Herrer Hansen.
    1) Problemet ligger i at udlånsaktiverne i småbankerne (f.eks. i forb. med boligudlån) reelt har NEGATIV værdi.
    2) Enig i, at der skal helt ny aktiekapital til; men IKKE i de bestående banker. I kan se, hvad der skete med Ree’s milliarder. Cimber har han tabt 46 mio. på? Småpenge.
    3) Ansvarlig bankledelse? Det har jo vist sig at være en selvmodsigelse.
    4) Asset Liability Management – meget avanceret; men skulle vi ikke lige gå helt tilbage til ABC:
    a) Man låner ikke ud til folk, der ikke har nogen chance for at betale tilbage.
    b) At låne ud til lavere rente, end den man selv skal låne til er IKKE nogen god ide.

    Der skal opbygges en hel ny banksektor fra grunden og en hel ny realkreditsektor.

  6. Debatten fokuserer næsten alene på problemerne omkring funding. Der er ikke taget højde for, at det er muligt at nedbringe balancen ved at reducere aktivmassen. Kan man ikke skaffe den tilstrækkelige funding til den rigtige pris, må man reducere mængden af aktiver.

    Det er muligt at sælge ud af såvel aktiebeholdninger som beholdninger af obligationer. Ligesom det er muligt at flytte udlån til andre banker.

    Muligvis vil man så sidde tilbage med de dårligste udlån, men banken har selv bragt sig i den kedelige situation, og må tage de ubehageligheder, der følger med.

    I sidste ende vil vi formentlig se, at mange små banker enten lukker (solvent afvikling) eller går sammen med andre.

    Det vil ikke være en dårlig udvikling, Antallet af banker i Danmark er afgjort for stort, så en reduktion vil være velkommen. Måske vil der så være flere banker, som får en fornuftig indtjening.

  7. @alle,

    Tak for gode kommentarer. I har naturligvis ret i, at bloggen ikke inddrager alle økonomiske relevante kriterier. Det var nu heller ikke meningen. Som jeg skriver, er det hele set gennem en jurists øjne. Det handler således om bristede forudsætninger i forhold til det regulatoriske aspekt af problemstillingen.

    I har selvsagt også ret i, at konsolidering ikke er eneste løsningsmulighed for de banker, som skal ud at refinansiere sig i forbindelse med udløbet af statsgarantierne. Der er andre muligheder i form af reduktion af udlånsmassen, slankning af balancen (fx salg af aktivitetsområder, filialer el. lign.) og ikke mindst kapitalindskud/aktieudvidelse.

    Min pointe i bloggen er imidlertid en anden: i det omfang, de pågældende banker har fået det endnu mere vanskeligt som følge af de uheldige konsekvenser af Bankpakke 3, der bør staten være med til at udligne denne yderligere vanskelighed.

    Det handler altså ikke om at staten skal fjerne alle problemer fra bankerne og ubetinget holde hånden under dem, blot fordi garantierne udløber, uden at man er blevet klar til at frigøre sig fra disse (man har jo faktisk haft 5 år med statsgarantier på den ene eller anden måde: fra 2008 til 2013). Der handler derimod om, at staten skal udligne det utilsigtede set-back, som Bankpakke 3 har medført med hensyn til funding problemerne. Det er netop derfor, at jeg taler om bristede forudsætninger.

    Og naturligvis skal en eventuel forlængelse af garantierne, som modsvarer dette set-back (hverken mere eller mindre), stadig ske på markedsmæssige vilkår og kun tilbydes de sunde banker, således at man ikke smider gode penge efter dårlige. Andet forlanges eller forventes jo heller ikke af de lokale pengeinstitutter.

    Og med hensyn til de kommende regler i EU-regi (og dette er ren spekulation fra min side): jeg tror simpelthen ikke på, at der kommer et helt færdigt fælles regelsæt a la Bankpakke 3 fra EU’s side i rette tid i forhold til udløbet af statsgarantierne. Et sådant regelsæt skal nok komme, men ikke tids nok implementeringsmæssigt i de forskellige lande i forhold til den konkrete problemstilling herhjemme.

    Og her til allersidst: min overordnede holdning til finansiel regulering er (sagt meget forsimplet), at staten skal opstille de regulatoriske rammer for bankernes virksomhed og føre tilsyn med, at disse rammer respekteres. Så må det være op til markedet at afgøre, hvor mange banker, der skal være i landet, om det er fornødent med konsolidering mv. Det skal ikke være statens opgave at styre sådanne markedsmæssige forhold som antallet af banker.

  8. Camphausen: Jeg hopper på en af bankernes bortforklaringer!
    De små banker har – under ét – ikke noget fundingproblem: De har indlånsoverskud!

    Problemet er, at nogle af de lokalbanker, der har indlånsunderskud er større eller mindre udgaver af Amagerbanken.
    De skal ikke fundes overhovedet – de skal nedlægges/fusioneres/balanceslankes – kald det hvad du vil.

    Fundingproblemet er de STORE banker, der ligger og kursplejer deres elendige flexobligationer: De har stadig større problemer med at låne penge til deres vekselrytteri!

    Investorernes tillidskrise samler sig om Danske Bank og Straarup, som de har lært at kende som upålidelig og udygtig. Nykredit er ikke bedre – og Nordea må låne hos Mooooaaar, for der er sgu ikke andre, der vil.

    Der er INTET i vejen med Bankpakke III.

    Tag FIH’s fundingproblem: Der skal indskydes ny ansvarlig kapital. Derfor SKAL ATP godkendes – og Horrorwitz lukke arret.
    Ellers lader man FIH gå konkurs – vel at mærke med et udlån, der er 3 gange Amagerbankens.

    Det har Harry Potter ikke lyst til – er det 30 eller 40 milliarder det ville koste Staten?

    Når det går på plads, så har FIH ikke nogen fundingproblemer!
    En bank med nytilført kapital på – skal vi sige – 5-6 milliarder: Et udlån på 50-60 milliarder. Vel at mærke rundbarberede, amputerede og hængende fra galgen 60 milliarder.
    En bank, der ikke længere skal finansiere tabte aktiver – selvfølgelig kan de skaffe pengene!

    Fundingproblemet er slet ikke omfattet af Amagerbanken og Bankpakke III

    De store banker, der er tilbage, er nemlig “to big to fail”.

    Lad mig understrege kraftigst muligt:

    1) Der er INTET i vejen med Bankpakke III.
    2) Nogle små gødningsbanker vil gå ned: Det var så sandelig også meningen! Der er masser af afviklingsmuligheder i Finansiel Stabilitet. Kapitaltilførsel som med Århus Lokalbank.
    Finansiel Stabilitet udleder ikke urenset spildevand.
    3) EU reglerne er i denne sammenhæng irrelevante. Indskyderne skal IKKE låne disse banker penge – hvorfor forlænge pinen.
    4) Der er INGEN utilsigtede virkninger af Bankpakke III.

  9. @MC: Du har tilsyneladende ingen indvendinger mod indholdet af Bankpakke 3, men synes at give bankerne medhold i, at forudsaetningerne har aendret sig undervejs.
    Det vil formentlig altid vaere tilfaeldet!
    Swedbanks nye bestyrelsesformand kunne i dag stolt berette, at Swedbank er kommet helt til haegterne igen, og derfor hurtigst muligt vil nedbringe sin capital ratio fra nuvaerende 14.9 % til forventeligt omkring 10 % i loebet af et par aar via udbyttebetaling og aktietilbagekoeb(kilde: Dagens Industri). Naar man taenker tilbage paa, at Swedbank for et par aar siden var eksponent for al den daarskab bankindustrien har udvist de seneste 100 aar, er det selvfoelgelig glaedeligt at hoere, at tingene saa hurtigt er kommet paa plads igen. Isaer fordi Swedbank (sammen med de oevrige svenske banker) stort set havde drevet Sverige ud i en statsbankerot.
    Men er det nu ogsaa hele historien? Hvordan vil en capital ratio paa 10 % se ud i forhold til Basel 3 kravene? Specielt taget i betragtning, at Swedbank netop ganske tydeligt har demonstreret, at de ikke aner en dyt om risikostyring, og i oevrigt formentlig har ganske betydelige noedlidende engagementer i flyverskjul rundt omkring i Baltikum til helt urealistiske vaerdiansaettelser (som er medvirkende til, at ejendomsprisstatistikker er dybt utrovaerdige og har vaeret det gennem lang tid).
    Jamen er danske banker saa ikke bedre til risikostyring? Det kan man da selvfoelgelig haevde, men hvor er virkelighedsbeviset?
    Ikke flere bankpakker tak. Hvis bankerne er “too big to fail” skal de splittes op i enheder, der ikke udsaetter samfundet for unoedige risici. Der er intet der tyder paa, at dette ville vaere ulykkeligt for andre end de bankdirektoerer, der har haft travlt med at oedelaegge dansk oekonomi gennem mange aar for at opnaa store bonusser til dem selv.

  10. http://finanswatch.dk/secure/Finansnyt/article2452432.ece

    Det interessante er ikke, at et sådan forum for blikkenslagere eksisterer – omend jeg undrer mig noget over at det først er oprettet i 2005.
    Men selvfølgelig eksisterer sådan et forum – det manglede bare andet.

    Pointen er imidlertid – denne sammenhæng – at det essentielle er:
    “Det er derfor bemærkelsesværdigt, at det fremover i den nye bankpakke III ½, der netop er på vej igennem lovmøllen, ikke længere vil være Finansrådet, der sidder med magten over de øvrige bankers penge, når en bank skal reddes fra kollaps. I stedet vil det være Indskydergarantifondens bestyrelse, der skal stå for redningen.”

    Altså, at Finansrådet kobles ud af bankredningerne. Efter Horwitz perplekse ansigtsudtryk, at dømme – og forvirrede fjumsen rundt i øvrigt – så er Danske Bank og Nordea blevet sat stolen for døren.

    Det påpeger også, at Bankpakke III ikke tilsigter hovedbankerne – og den fejlede fsv. angår Amagerbanken (en gruppe 2 bank); men sigtet er alene gruppe 3 og 4 bankerne.

    Sagt på en anden måde: Hovedbankerne er sat uden for indflydelse.

  11. Camphausen: Jeg har allerede gjort dig opmærksom på hvor Ørum Jørgensen er valgt.

    Det kunne være, at du skulle spidse blyanten omkring Sparekassen Farsø, Fjordbank Mors og Vestjysk Bank – du kan lige så godt lære at stave disse eksotiske navne – først som sidst.

    Nyheder læser man ikke i avisen; men i krystalkugler.

    Nå det er bare nok mig, der er lille grøn og knarvorn…..

Comments are closed.