Bankpakkerne: skal staten og skatteyderne ligefrem tjene på disse?

Mens vi fortsat venter på en afklaring af, hvilken retning ministeren og forligskredsen vælger at gå i forhold til den aktuelle bankpakkedebat – en ændring af Bankpakke 3 eller en forlængelse af Bankpakke 2 eller en lancering af Bankpakke 4 – vil jeg lige smide disse kontroversielle spørgsmål ud til jer i blogosfæren og i debatten:

– Skal staten, dvs. skatteyderne (du og jeg), overhovedet tjene på bankpakkerne / redningspakkerne til bankerne?

– Skal der være ikke blot en almindelig forrentning men også en egentlig upside / fortjeneste til staten forbundet med disse bankpakker?

Lad mig gerne høre rækken af synspunkter for og imod i kommentarfeltet nedenfor.

Spørgsmålene er faktisk foranlediget og inspireret af nogle ganske interessante kommentarer fra jer derude til et par tidligere blogs om bankpakkerne. Og jeg synes således, at det nu kunne være relevant at dedikere en særskilt blog til dette alt andet lige vigtige (men politisk følsomme) emne. 

Eksempelvis kommenterede en debattør (faktisk Berlingske Business’ egen erhvervskommentator og min naboblogger) følgende i min blog fra forleden om Bankpakke 3:

“Det kan være nødvendigt at staten endnu spænder sikkerhedsnettet ud, den alvorlige situation taget i betragtning, men hvad skal det koste? Jeg går ind for en privatejet finansiel sektor, men når staten skal spæde til, skal staten også have upsiden, hvis den måtte komme.

Kunne man forestille sig en situation, hvor staten simpelthen overtog syge banker fuldt og helt (som i sin tid i Sverige), holdt dem i et antal år, fik dem rettet til, og så forhåbentlig igen kunne vikle sig ud af sektoren med en pæn fortjeneste i baglommen?”

En anden debattør kom med denne skarpe kommentar i min blog fra tidligere i år om den foreløbige beregning af resultaterne af Bankpakke 1 og Bankpakke 2:

“Hvis Lene Espersen [tidligere ressortminister] dog bare havde formået at forhandle sig på plads med bankerne i overensstemmelse med rådgivningen fra Rothschild & Sons (statens rådgiver til 80 mio. kr.), så havde der været tale om bankpakker på markedskonforme vilkår. Det vil sige at en reel gevinst var havnet hos dem der tog risikoen – i dette tilfælde skatteborgerne. Alene Danske Bank er siden Bankpakke 1 steget 80 mio. kr. i markedsværdi. Dem havde Staten nu kunnet bogføre som indtægt efter den model, som blev anvendt i alle andre lande end Danmark. Hvis det ikke er helt forkert, er det for ringe håndværk fra regeringens side under påskud af, at de ikke synes, at staten skal drive bank. Mon ikke vi kom til det?

Det var blændende godt forhandlet af bankerne (og hatten af for, at de passede deres arbejde for aktionærerne) men en særdeles dyr affære for skatteborgerne, som relativt mistede adskillige milliarder ved ikke at opnå kursgevinsten som modvægt til den risiko, som regeringen påførte staten.

Det, som den sidstnævnte debattør sigter til ovenfor, er den i offentligheden slet skjulte hemmelighed (rygtet) om, at forligskredsens udkast til Bankpakke 2 oprindeligt indeholdt en mekanisme, som sikrede staten en økonomisk upside / fortjeneste ved ordningen om statsligt kapitalindskud (som foreslået af Rothschild), men at denne mekanisme helt udgik af forligskredsens endelige version af Bankpakke 2 vist nok efter et mellemkommende møde ude i byen med vægtige bankrepræsentanter.

Det handler altså ikke (kun) om, hvorvidt bankerne selv betaler for de forskellige bankpakker, og at disse redningspakker i grunden ikke kan betragtes som vederlagsfrie gavepakker.

Det handler heller ikke (kun) om, i hvilket omfang staten modtager en normal forrentning for gennem bankpakkerne at stille kapital og garantier til rådighed for bankerne.

Det handler derimod (også) om, hvorvidt staten ligefrem skal have en egentlig økonomisk upside / fortjeneste / gevinst, som afspejler den risiko, som staten via bankpakkerne har påtaget sig.

Lad mig gerne høre endnu flere argumenter for og imod i kommentarfeltet nedenfor.

Min egen umiddelbare holdning hertil er også kommet til udtryk i mine kommentarer til tidligere blogs:

“Der er tale om vellykkede bankpakker fra statens side, som bankerne selv har betalt for på markedsmæssige vilkår uden egentlige gaveelementer (bl.a. for ikke at komme i konflikt med statsstøttereglerne). Og ethvert overskud til staten, som måtte blive det endelige resultat af bankpakkerne, kan derfor med rimelighed betragtes som en slags ekstraordinær bonus, som ikke har været målet i sig selv.”

“Staten bør ikke, som jeg ser det, have en decideret upside ved at hjælpe bankerne. Staten skal ikke som sådan tjene på bankpakkerne. Det vil svare til, at staten selv driver en form for bankvirksomhed. Men omvendt skal der naturligvis ikke være en downside, således at der er tab forbundet med bankpakkerne for staten og os skatteydere. Målet må være en form for break even. Staten skal skadesløsholdes men ikke have en gevinst. Dette er min egen politiske holdning til spørgsmålet herom.”

“Jeg taler ikke om at forære bankerne penge. Der skal betales for hjælpen på markedsvilkår, og kun til banker, som er værd at redde. Men staten skal ikke som sådan tjene på det. Forrentning ja – upside nej. For så går man fra at være garant / kautionist til at være investor i forhold til bankerne. Og det skal ikke være statens rolle.”

Men hvad er jeres holdning? Kom gerne med flere input i debatten nedenfor.

35 responses to “Bankpakkerne: skal staten og skatteyderne ligefrem tjene på disse?

  1. Selvfølgelig skal vi først have dækket tabene fra diverse banker og der skal selvfølgelig betales en præmie for sikkerheden. Bankerne skal også dække statens merudgifter til understøttelse, garantifonds og kontanthjælp til alle de, der tabte fordi bankerne ikke fatter en bønne af begrebet sikkerhed. Michael, du mangler fuldstændig at se på de afledede tab, der skyldes bankerne. Pensionsselskaberne skulle også tage obligationer for at hjælpe, så kommende pensionister har også deltaget i bankgildet. Bankerne har stadig ikke lært noget, nu skal de tvinges til at se på realkreditten, her er problemet at sikkerheden er ved at forsvinde, med faldende ejendomspriser og manglende afdrag forsvinder sikkerheden, men bankerne hopper og danser og prøver at løse problemet med snak og bankmagi.
    Moody skal fyres, de har opdaget fidusen ! Grækerne kunne lære noget af danskerne, afdrag er noget man udsætter, til man har tid, lyst og lejlighed.

  2. Ja man burde havde lave hele den finansielle sektor gå konkurs – tage konsekvenserne med det samme (En kæmpe nedtur) i stedet for at vente.

    I en liberal forretningsverden som den finansielle sektor er fortaler for – er det sådan at hvis man ikke kan få økonomien til at hænge sammen får man kunkurs.

    Det kunne måske lære os at få genindført nogle meget stramme reguleringer at denne branche.

  3. Det må efterhånden være klart for enhver at banksektoren er den mest risikobetonede og konjunkturfølsomme sektor der findes (selvom de gerne vil give indtrykket af at være konservative og forsigtige). Antallet af gange sektoren har skullet forlade sig på statsstøtte for at undgå konkurs har været talrige.

    pga. den afhængighed som samfundet har fået af bankerne, kan de forvente at blive reddet gang på gang. At staten ikke skal have en gevinst for at gøre dette er for mig uforståeligt. Men hvorfor ikke gå skridtet videre:

    Selvom jeg er liberal og går ind for privatisering i alle øvrige sektorer, mener jeg at fordelene ved statsbanker klart overvægter ulemperne.

  4. Altså Bankpakke 1 – årsagen til at staten ikke skulle have noget af den er: Danske Banks aktier er kursplejet op i et urealistisk leje.
    Var statens indskud blevet konverteret til aktiekapital, så havde det ikke stået blot nogenlunde i forhold til den ikke-realistiske egenkapital som de gamle aktionærerne ville lægge på bordet.

    Sagen er jo, at egenkapitalen i Danske Bank er en fiktion, som den er konstateret i Roskilde Bank, Forstædernes Bank og Amagerbanken.
    Hvor meget egenkapitalen rent faktisk er negativ – ja det er en af de ting, man kun finder ud af i en obduktion ved Finansiel Stabilitets foranstaltning. At patienten er død kan man få en grov indikation af ved at se hvordan hundene har ædt af kadaveret gennem længere tid – men HVORDAN døden indtrådte – det er et andet spørgsmål.

    Vi kan med sindsro konkludere, at der ER ikke nogen “upside” for Staten.
    Jeg ved godt, at Horrorvits strør om sig med papirer som om det var konfetti til en grisefest på Mallorca.
    Så sent som i dag konstaterer Moodys’ at der mangler 30-40 milliarder i kassen hos Realkredit Danmark. Hvor fes de lige hen? Måske med tabte fordringer i Danske Bank, der er konverteret til realkreditlån. Tror du virkelig ikke, at Moodys’ har været inde og kikke på de engagementer?
    Det kan jeg forsikre for, at jeg ville gøre i deres situation – inden jeg skrev under på noget som helst.
    Hvorfor tror du der er tale om ophør af samarbejdet med Moodys’? Mon ikke det er Moodys’ der ikke vil samarbejde med Realkredit Danmark?
    Det er sådan en revisor reagerer, når han har fundet noget misliebigt – sådan gør advokater også – så har man lige pludselig ikke tid.

    Altså Finansrådet er direkte utroværdig. Der er ikke det, de siger: Det er, hvad de IKKE siger.

    Jeg tror du skal holde øjnene stift rettet mod Holstebroområdet de næste par uger – så vil det nok afsløres, at der aldeles ikke nogensinde er tale om nogen “upside”. Var det 10 mia. Ørum Jørgensen “fik” for sin stemme – fair nok – der skal gøres noget ved de banker derude.

    Muligvis også Holmens Kanal; men det er nok lidt for omfattende.

    Lige for en god ordens skyld. Hvis du ikke tror Danske Bank kursplejer – så har du ikke fulgt med i handler og kurser de sidste par dage.
    Tilsyneladende er der en større investor, der vil have Danske Bank helt ud af porteføljen.

    Jeg er ganske enig med LH Pedersen, at det er ulykkeligt, at det nok ikke er muligt med privat bankdrift her i landet med det eksisterende persongalleri.
    Jeg betragter en statsbank – ikke som ønskværdig – men en nødvendighed.

    Som før sagt: En statsejet bank er – desværre – at foretrække fremfor en bankejet Stat.

  5. @CH

    Frank Aaens “beregninger” skal som sædvanligt tages med et meget stort forbehold. For det første er overskuddet fra bankpakkerne større end det overskud på ca. 4,5 mia. kr. som der henvises til i artiklen, eftersom dette tal er inklusiv tabet fra Roskilde Bank, som ikke har noget med bankpakkerne at gøre. Hvis man tilbagefører dette tab, som udgør ca. 8 mia. kr., lander overskuddet på 12,5 mia. kr. Hvis man herefter fratrækker det “mistede” skatteprovenu på ca. 7 mia. kr. giver det et overskud på bankpakkerne på ca. 5,5 mia. kr.

    De ca. 7 mia. kr., som Frank Aaen hævder staten har mistet i skatteprovenu, svarer til bankernes udgifter til bankpakkerne ganget med selskabsskattesatsen, men giver det nogen mening at lave en opgørelse over det skatteprovenu staten VILLE have modtaget, hvis den IKKE havde tvunget bankerne til selv at betale for de krakkede bankers tab m.v ?. Det mener jeg ikke, da der i så fald ville have været nogle andre, dvs staten og/eller kreditorerne, som skulle dækket dette tab, hvilket bl.a. Finansrådet er inde på i artiklen.

    Hvis staten skulle have dækket dette tab, ville det naturligvis have været langt dyrere for skatteyderne, og hvis alle kreditorerne kunne have fratrukket deres tab som et ”driftstab”, ville nettoresultatet have været det samme som ved bankpakkerne. Nu findes der selvsagt en række kreditorer, som ikke ville kunne fratrække deres tab, f.eks almindelige indlånskunder m.v., så kunne Frank Aaen under denne antagelse – rent undtagelsesvist – have en pointe ?. Nej, for Frank Aaen overser jo fuldstændig, at bankpakkerne havde en række afledte positive effekter, hvoraf kursstigningerne på bankaktierne må betragtes som en af de mest synlige. Hvis vi bare holder os til Danske Bank, jf. Camphausens eget eksempel, er denne steget med ca. 80 mia. kr. siden bankpakke 1 blev søsat, hvilket vel svarer til en latent aktieavanceskat på ca. 6-7 mia. kr., såfremt vi korrigerer for AP Møller, Realdania samt de udenlandske aktionærers ejerandel.

  6. NB: jeg har her til morgen pillet breaking news bloggen om Fjordbank Mors ned igen – den var blot tænkt som en hurtig nyhedsformidling, nu hvor krakket blevet offentliggjort på et tidspunkt, hvor de fleste nyhedsmedier holder aftenfri – og det var da også her på bloggen, at man i aftes først kunne læse om krakket…

  7. Tak for meget interessante kommentarer, som giver mig anledning til følgende:

    Det er korrekt, at jeg ikke inddrager indirekte følger for samfundsøkonomien, skattesystemet, bankkunderne mv. – men det er helt bevidst – det handler om den direkte udformning og virkning af bankpakkerne, og hvordan de er skruet sammen med hensyn til den direkte modydelse, som staten får retur for at stille sin ydelse (kapital, garantier) til rådighed for bankerne.

    Og så handler det i denne henseende om, hvorvidt bankpakkerne skulle/burde have været skruet sådan sammen, at modydelsen var udformet som en egentlig upside, hvor bankernes betaling var fastsat efter bankernes præstation.

    Det er det, som jeg ønsker jeres kommentarer og input til.

    Jeg taler altså ikke om resultatet – overskud/underskud – af bankpakkerne som sådan. Det er ikke i den sammenhæng (bundlinjen), at jeg taler om upside.

    Ved upside mener jeg således en betaling fra bankerne, som ikke bare er en normal forrentning, men som er en betaling fastsat efter bankernes fortjeneste, indtjening eller lignende, og hvor staten derfor ikke bare er almindelig långiver eller garant, som modtager almindelige renter, men hvor staten i højere grad som en slags investor får et slags udbytte beregnet som en vis procentdel af bankernes overskud eller lignende.

    Det var nemlig det, som der var lagt op til med Bankpakke 2 i det oprindelige udkast, men som udgik af den endelige version efter bankernes forhandling/pres.

    Forsimplet svarer det altså til, at du i stedet for at betale X % i rente for din kredit i din egen bank så betaler banken X % af dit overskud. Dermed får din bank en decideret upside.

    Det kan jo være en meget mere attraktiv løsning for din bank i det forsimplede eksempel – og i tilfældet med bankpakkerne attraktivt for staten – men som sagt blev det ikke til noget i sidste ende, selv om der var lagt op til det.

    Og det er denne helt særlige men vigtige problemstilling, som den citerede debattør i bloggen ovenfor (og også andre) mener er fløjet belejligt lavt under radaren i den offentlige debat om bankpakkerne.

    Hvad siger I hertil?

    (ps: måske problemstillingen faktisk bliver endnu mere relevant i lyset af Fjordbank Mors’ krak, som kan være netop det krak, som får hele regnestykket til at vælte i den samlede opgørelse af resultatet – overskud/underskud – for staten på bankpakkerne, for bufferen var jo ganske lille efter Amagerbankens krak)

  8. Jeg bryder mig ikke om ordvalget. Om staten “ligefrem skal tjene”…. ordet “ligefrem” klinger værdiladet – som om det skulle være noget ekstraordinært.

    Det ekstraordinære her er at man på uhørt favorable vilkår redder de folk, som har spekuleret i bankaktier. Mig bekendt det eneste sted i verden, hvor bankernes forhandlere har opnået så spektakulære betingelser.

    Alt andet end markedskonform honorering af de lån og garantier, som skatteborgernes midler har etableret, er et tab.

    Hvis der er en gevinst skal den selvsagt tilfalde dem, der har taget risikoen og ikke andre. Hvad i al verden skulle være et bare nogenlunde lødigt argumentet for et andet synspunkt?

  9. @Lars,

    Tak for god kommentar. Det er jo ingen hemmelighed, at du er ophavsmanden bag det citat, som jeg bragte i bloggen ovenfor (stammer fra din kommentar her på bloggen for et par måneder siden), og som var medinspirerende til denne nye blog om emnet. Jeg valgte ordet “ligefrem” helt bevidst og netop fordi, det klinger værdiladet og dermed kan skubbe gang i debatten. Et “lødigt” (men noget forsimplet) argument for et modsat synspunkt, som du efterlyser er følgende:

    Hvis du kautionerer/garanterer for din søn i forbindelse med, at han optager et lån i banken, så får du vel heller ikke betaling herfor. Du dækker ham af og skal selv holdes skadesløs; men ligefrem en fortjeneste skal du vel ikke have ud af det. Og hvis du skal have noget for det, så er det vel en forrentning og ikke ligefrem en upside baseret på det overskud, som din søn måtte generere. For så er du jo ikke længere kautionist eller långiver, så er du investor.

    I forhold til bankpakkerne ville det svare til, at staten ikke var garant eller långiver men egentlig investor, og dermed ville staten jo indirekte drive bankvirksomhed. Kort sagt: forrentning er for långivere – upsides er for investorer. Statens rolle er i mine øjne ikke at være investorer i banksektoren. Staten skal selvsagt ikke tabe på at holde hånden under bankerne i en periode, men omvendt skal det ikke være en egentlig indtægtskilde for staten.

    Og det med upsides i låneaftaler mv. kan godt være en uskik mere generelt. Se bare på den spritnye advokatredegørelse vedrørende EIK Bank, hvor advokaten netop fremhæver disse låneaftaler med en upside for banken som medvirkende til den uforsvarlige kreditgivning:

    “Banken har haft en høj risikoprofil i sin udlånsvirksomhed med høj udlånsvækst, koncentration af store engagementer, overeksponering i fast ejendom, herunder også i ejendomsprojekter, ringe karakter af sikkerheder, betydelig eksponering i udenlandske aktiviteter og påtagelse af betydelige kreditrisici mod betaling i upsides.”

    http://www.finansielstabilitet.dk/Images/PDFer/Dansk/Eik%20Bank%20Danmark/Redegoerelse%20Eik%20Bank%20DK%20230611.pdf

  10. I den udstraekning en bankpakke bliver et ta’ selv bord, maa vilkaarene for bankpakken selvfoelgelig relektere de mulige risikovariationer staten udsaetter sig for som laangiver. Jo hoejere risiko des hoejere rente. Som ved al anden udlaansvirksomhed maa man selvfoelgelig ogsaa overveje, om en laaneansoegning boer imoedekommes, eller om laantager er saa langt ude, at et laan ikke boer bevilges. Dermed er vi havnet i Finansiel Stabilitet-loesningen. Da denne indebaerer, at aktionaerer tabte alt, mens indskydere “kun” taber i den udstraekning, de har store indestaaender, vil den reelle taber saaledes vaere laantagere, der paa det paagaeldende tidspunkt naeppe kan finde andre laangivere. Det boer her tilstraebes, at Finansiel Stabilitet behandler disse laantagere som “normale” kunder, og ikke som nye kunder, der paa et haabloest tidspunkt beder om laan paa rimelige vilkaar. Laenge inden Finansiel Stabilitet kommer paa banen, boer bankens egen ledelse, i samarbejde med Finanstilsynet, kontrollere og dokumentere, at driften forloeber under velordnede risikostyringforhold, saaledes at afhjaelpningsforanstaltninger kun kan komme paa tale naar og hvis noget helt ekstraordinaert og uforudseeligt skulle indtraeffe, eksempelvis i form af en schweizisk statsbankerot, der goer statsobligationer herfra vaerdiloese til brug for sikkerhedsstillelse. Diskussionen om afloenning af statshjaelpen bliver herefter til en normal kreditovervejelse med hertil hoerende rentefastsaettelse og normale tilbagebetalingsvilkaar, herunder vilkaar for foertidig indfrielse.

  11. Camphausen: Nu tror jeg, jeg forstår, hvad du mener.

    Nej, der skal ikke være en “upside” hvor staten betales efter resultatet og indlånets forrentning.

    1) Det vil opmuntre til yderligere risikobetonet adfærd – det er som at finansiere en spiller ved roulettebordet mod at få halvdelen af gevinsten hver gang spilleren vinder – det er IKKE en god forretning.
    Det er at opmuntre desperadoerne.

    2) Problemet med “upsides” er den, at hvis statens ansvarlige indskud kan konverteres til aktiekapital – som det er sket bl.a. i Aarhus Lokalbank, så bevarer aktionærerne stadig en indflydelse – på trods af, at det er deres penge, der skal tabes.
    Det kunne der argumenteres for, da man “troede”, at bankernes forfatning var nogenlunde.
    Det viser sig jo nu, at bankerne har været så fikseret på forrentningen af egenkapitalen, at egenkapitalen er utilstrækkelig:
    Altså banken låner alle de penge de lige kan – og låner dem ud igen til en rente, der ligger marginalt over den rente man selv låner til.
    For at låne de penge ud til den latterlig lave rente – så er man gået ind i risici, der slet ikke svarer til udlånsrenten.

    Derfor er egenkapitalen som udgangspunkt utilstrækkelig til at bære stort udlånet med stor risiko.

    Bankpakke 2 løsningen har jo vist sig at være en decideret dårlig ide – simpelthen fordi bankerne er i en meget dårligere forfatning end forudset.

  12. Hvis jeg vælger at kautionere gratis for min søn ville det jo være en sympatisk handling overfor et menneske jeg elsker og dermed drevet af følelsesmæssig motivering. Den slags kan naturligvis godt finde sted i en familie.

    I Bankpakke II vælger regeringen at lade skatteborgernes midler bære under for en bank, hvor ledelsen har ansvaret for at selskabet er havnet i situation, hvor de vælger at bede om hjælp.

    Regeringens motiv er ikke følelsesmæssigt, men fornuftsmæssigt – man mener at det tjener til at stabilisere.

    Det kan man være enig eller uenig i, men hvis man vælger at yde den pågældende hjælp bør det foregå på med markedskonform betaling. Ellers tilgodeser man personer, der har spekuleret i bankaktier med skatteborgernes penge.

    Det er en aftale, der mangler balance mellem risiko og upside – det er amoralsk og dårligt håndværk udført af en borgerlig liberal regering…

    Man tager fællesskabets penge og forærer dem til folk, der har valgt at løbe en kommerciel risiko som aktiespekulanter.

  13. For så vidt angår dine bemærkninger om, hvorvidt staten skal drive bank eller ej er jeg helt enig i at det skal staten ikke.

    Problemet er at det vælger staten at gøre alligevel. På to måder oven i købet.

    For det første helt direkte ved, at man i dag driver landets mest komplicerede bankforretning og tilmed en af landets største, nemlig Finansiel Stabilitet A/S.

    For det andet indirekte ved at påtage sig egenkapitalrisiko til favørrente som anført ovenfor.

    Begge dele er midlertidigt siger man (det bliver vel 10-20 år). For de lande – som f.eks. USA, England og Tyskland – der valgte at lave bankpakkerne med markedskonform betaling kan nu sælge ud af deres aktiebesiddelser i de banker man valgte at redde. Disse lande valgte den model som Den Danske Stat også blev rådet til.

    I Danmark sidder skatteborgerne tilbage med regningen og mange års oprydning fremadrettet.

  14. Thylander: Problemet er, at egenkapitalerne i bankerne er tabt flere gange – uanset, hvad de reviderede regnskaber viser: Revideret af H.C.Andersen og Bdr. Grimm.

    Det er på tide, vi opgiver vrangforestillingen om, at det bankerne skal have er en håndsrækning i en vanskelig tid. Så vidt den betragtning er rigtig, kan statsgarantier til en hamper rente være en god ide.
    Problemet er bare, at det har vist sig at være løgn.
    Man har IKKE taget tab, man har IKKE tilført kapital til erstatning for tabene, man har IKKE rationaliseret, så indtjeningen kan komme på plads.

    Fjordbank Mors og Vestjysk Bank er begge eksempler på fusioner af (reelt) konkursboer, hvor man muligvis har haft en illusion om, at de kunne rationalisere sig ud af problemerne og så ad åre “svede” tabene ud.
    Det er bare ikke muligt, dels fordi der er ganske enkelt ikke indtjening i landbruget til at forrente og afdrage de optagne lån og investeringer.
    Ejendomspriserne kommer IKKE op igen, trods alle mulige dubiøse manipulationer med “renteoprulning”, “rekonstruktion” og “parkeringsaftaler”.

    Derfor er der kun den vej frem, at få dem erklæret konkurs, få fjernet egenkapitalen.
    Problemet er obduktionen, hvor man skærer lunser fra og sælger, for at få lidt dækning: Der er ikke købere til de sunde dele af banken – dels er der ikke sunde dele, dels er de mulige køberes behov dækket mange, mange år ud i fremtiden – både for fallenter og for medarbejdere.
    Medgiftsordningen går på, at man kan nedskrive debitorerne til 0 og så give penge til de garantier, der ligger og ulmer.

    Som jeg ser det er der kun én mulighed: Lav en statsbank med statslig kapital, som får de – ikke rundbarberede – halshuggede kunder forærende. Byg banken op fra bunden – ingen af de ansatte kan bruges – og tag tabet – lad bankerne sikre indskyderne. Så kan man ad åre MÅSKE få lidt indtjening ud af stumperne til afbetaling af tabet.
    Det er ikke realistisk de første mange år, at sælge aktierne.

    Den anden mulighed er, at lade pensionskasserne gå ind og eje banker, hvilket bliver mødt med barnagtigt hysteri fra Finansrådet. Det bliver også en del af løsningen.
    Men først skal egenkapitalen fjernes.

    Det er det, der formentlig er sket med Midtfjords. Man skulle lige have medgiftsordningen på plads for at man kan forære kunderne væk.
    Men den vil heller ikke virke, for der er ikke banker, der kan overtage de kunder.

    Derfor skal man have de 10 mia. til rekonstruktion af nogle af de mindst ringe landbrugsbedrifter. Det kan vel kun ske gennem en statslig bank.

  15. Camphausen skrev igår kl. 1.34:
    Statens rolle er i mine øjne ikke at være investorer i banksektoren. Staten skal selvsagt ikke tabe på at holde hånden under bankerne i en periode, men omvendt skal det ikke være en egentlig indtægtskilde for staten.

    Enter Bo Lundgren
    Jeg ville elske at høre den dygtige Bo Lundgren’s –fra 1991-94 vice-finansminister (* Se note:) og fra 2004 chef for Rigsgældskontoret, hvor han i denne egenskab medvirkede til nationaliseringen af Carnegie Investment Bank — mening om hvorledes man burde have grebet denne sag an. Hans snusfornuft på det økonomiske område harbevist sin succes, og de oparbejdede erfaringer fra to finans-kriser har gjort ham til en meget efterspurgt foredragsholder i bl.a Washington og London.

    Ham lytter jeg hellere til en en teoretisk jurist som Camphausen, fordi jeg har jo kunnet følge hvorledes sidstnævnte efter Amagerbankens krak sagde, at nu balancerede bankpakkerne, sådan at staten hverken havde tab eller gevinst, og jeg tænkte dengang, jamen hvad når det næste krak kommer?

    Selvfølgelig skulle staten have taget aktier som betaling for den hjælp som den ydede.

    —————–
    *) Note:

    The New York Times, September 22, 2008: Stopping a Financial Crisis, the Swedish Way

    Sweden did not just bail out its financial institutions by having the government take over the bad debts. It extracted pounds of flesh from bank shareholders before writing checks. Banks had to write down losses and issue warrants to the government.

    That strategy held banks responsible and turned the government into an owner. When distressed assets were sold, the profits flowed to taxpayers, and the government was able to recoup more money later by selling its shares in the companies as well.

    “If I go into a bank,” said Bo Lundgren, who was Sweden’s minister for fiscal and financial affairs at the time, “I’d rather get equity so that there is some upside for the taxpayer.”

  16. Den Danske ånd er mærkelig. Såsnart det drejer sig om banker( penge) og olie( penge) så er parolen – skat skat afgift – til der ikke er mere . Andre erhverv får i stribevis af tilskud for at kunne holdes i gang -, Sidst håndværkerpakken , men også Landbrug , Vindmøller , forsknings tilskud – alt dette er ok- men en samfundsnødvendig ting som banker uf uf de er nærmest kun til skade. ” de store idioter “, de låner penge ud til dårlige projekter. uf uf “de store idioter” de vil ikke låne penge ud – hvis de aner en risiko . Danmark er nok det land der har hjulpet mindst med bidrag til banksektoren- ok der er givet garantier – men næppe mange kroner – det er betalt af banksektoren selv. Det er på vej – der vil komme flere filialer styret fra udlandet – så er det slut med danmarks styring og påføring af extra extra skatter – lønskatter næsten gratis Dan kort , næppe 2 milliarder til S- SF undervisning. SÅ: Bibehold sektoren -Tænk inden det er for sent- vær velliglig over både de ansatte og sektoren, vi kan næppe klare os uden.

  17. @Peder,

    Før du nu kloger dig for meget på min bekostning; dette er hvad jeg skrev dengang på bloggen netop om betydningen af det næste kommende krak:

    “Men jeg kan da også følge dem, som omvendt måtte frygte, at der blot skal 1-2 yderligere bankkrak til, førend hele regnestykket vælter, og en gevinst for staten vendes til et tab for skatteyderne.”

    Og så var der denne artikel i Børsen (uddrag):

    Ekspert forudser underskud

    Der er efterhånden en potentiel risiko for, at bankpakkerne fra at give et solidt overskud til staten vil ende med at give tab som følge af de banker, som er krakkede og havnet i det statslige skraldeselskab, Finansiel Stabilitet. … Han peger på, at finanssektorens egen brancheorganisation, Finansrådet, i januar regnede sig frem til, at staten stod til en indtægt på godt 11 mia. kr. fra Bankpakke I og II. Så krakkede Amagerbanken den 6. februar, og kort tid efter offentliggjorde Økonomi- og Erhvervsministeriet en samlet økonomisk opgørelse, som konkluderede, at statens nettooverskud på bankpakkerne nu kunne opgøres til ca. 4,5 mia. kr. Herefter meddelte Danske Bank, at den ønsker at indfri et statsligt lån på 24 mia. kr. to år før tid. … Det svarer – når statens renteudgifter er modregnet – til omkring 3 mia. kr. »Det betyder formentlig, at der blot skal ét nyt bankkrak til, før end regnestykket vælter, og vi går fra plus over nul til minus på bankpakkerne samlet set,« siger Michael Camphausen.”

  18. Tak i øvrigt for gode og relevante kommentarer. Flere af jer nævner spørgsmålet om statsbanker; det har jeg ytret holdning om i denne særskilte blog fra tidligere på året:

    http://camphausen.blogs.business.dk/2011/03/29/folketingsbeslutning-fra-amagerbank-til-statsbank/

    Og diskussionen er jo yderst aktuel, når man sammenligner emnerne for de forskellige blogs og forsøger at udfinde fællesmængden: hvornår bevæger staten sig fra rollen som långiver/garant over rollen som investor til rollen som statsbank – det er hårfine grænser hele vejen og i sidste ende vel lige så meget (hvis ikke mere) et spørgsmål om holdninger og politik (ideologi) end et spørgsmål om økonomi og/eller jura…

    Fortsæt endelig gerne den gode debat.

  19. Een behøver ikke være så ræd ved konceptet: statsbanker [Men det er der åbenbart nogen som er – sikkert af ideologiske grunde], fordi siden privatiseringsbølgen begyndte i USA i 70’erne — som Margarat Thatcher kopierede i 80’erne, for som hun sagde: “Når USA privatiserer luftfarts- og teleselskaberne [Forretningsrejser og telefoni var dengang de to største udgiftsposter for virksomhederne], så er Europa nødt til at gøre det samme [af rent konkurrencemæssige grunde] — er privatisering nu en almindelig anerkendt måde at få penge i statens kasser og samtidig sikre dynamik og konkurrence, og eventuelle (re)-nationaliseringer vil i sagens natur kun være midlertidige, fordi ALLE vil have en klar interesse i igen at skille sig af med aktiverne, når de efter en periode er blevet mindre værd.

  20. Det er et spørgsmål om pragmatisme, og at på et tidligt tidspunkt indtage synspunktet om at statslig medejerskab er godt i en krisesituation – altså de svenske erfaringer –
    fordi det er godt for skatteyderne (der får pengene mangefold tilbage når aktiverne skal sælges) – og ikke gøre dette til et spørgsmål om ideologi.

  21. Er der nogen der kan oplyse mig om hvordan det på nogen som helst måde kan lade sig gøre for stater at “tjene” penge på en bank???

    Lad os lige slå nogle ting fast:

    1:
    En bank er en 100% servicevirksomhed. Den producerer ikke noget som helst, men tager sig betalt for at yde en service.

    2:
    Staten = skatteydere = bankens kunder.

    3:
    Staten, som vi jo fastslog er kunderne og skatteyderne, er bankens eneste indtægtskilde.

    Altså taler vi om, at staten skal tjene penge, som staten selv har betalt.
    Her taler vi vist om det fænomen, at leve af at klippe hinanden.

    Nogen vil så anføre at banken kan optimere indtjeningen ved at være dygtige til at kreditvurdere og dermed skabe optimal værditilvækst – Øh hvordan var det så lige, det gik med det? Spørg eventuelt alle de som har mistet deres opsparing.

    Driftomkostningerne ved en bank, må derimod altid være at regne som en udgift i et lukket økonomisk system.
    Jeg går ud fra, at vi endnu godt kan betragte jorden som et lukket økonomisk system.

    Ja, jeg forstår det ikke.

  22. Sikke noget sludder og ordkløveri. Vi taler om en ekstraordinær situation hvor staten/skatteyderne midlertidig går ind og hjælper en bank, og denne blog spørger om det så ikke er rimeligt at de som træder hjælpende til (os) til gengæld får del i et fremtidigt overskud, som banken i kraft af hjælpen – en gang i fremtiden er i stand til at generere. Selvfølgelig er det kun ret og rimeligt – det er ligefremt klogt for staten at rente-tænke og tænke i afkast – det er noget som sker alt, alt for sjældent, og det er derfor med tilfredshed at jeg konstaterer at den i Kristiansstad i Skåne fødte Bo Lundgren har tacklet problemet på en så dynamisk måde. Sandelig beslutningstagerne på Slotsholmen kunne lære ikke så lidt ved at invitere Bo til at holde et foredrag/seminar en eftermiddag.

  23. Holdninger, politik, ideologi og – jura – forsvinder hurtigere end smilet fra arvingernes fjæs, når advokaten fortæller dem, at boet er insolvent.

    Når man står overfor et finansielt sammenbrud er det KUN penge, der tæller.

    Camphausen: Fuldt med point for at pointere det tidsmæssige sammenfald mellem medgiftsordningens ikraftræden og Fjorbank Mors konkurs! (For så vidt det er relevant med pointuddeling)

    Sagen er nemlig (var lige inde og kikke efter) at ult. 2010 var der – udover udlån på 9 mia. – også garantier og bindende kredittilsagn på 2½ mia.
    Så ud over at kunderne skal nedskrives til 0, så skal en eventuel køber også have dækning for disse eventualforpligtigelser – for det MEGET sandsynlige tilfælde, at disse eventualiteter viser sig meget påtrængende og konkrete!
    Derfor er medgiftsordningen en nødvendighed!

    Ikke alene vil egenkapitalen vise sig negativ; men med god sandsynlighed er indlånet også negativt.

    Hvorfor vimser Finansrådet ind med en indskydergaranti.

    Forklaringen har nok intet med salvelsesfulde principper og religiøs overbevisning at gøre.

    Som nogen måske kan huske, så undrede den nye ledelse i Amagerbanken sig over, at umiddelbart efter seneste kapitaltilførsel, så overtog Amagerbanken nye store engagementer, der prompte blev misligholdt – sådan lidt efter devisen, at det problem ligger laaangt ud i fremtiden, nærmere betegnet efter årsafslutningen – indtil da fusker vi.

    Som jeg dengang påpegede, var sagen nok den, at en eller flere af hovedbankerne havde anvendt Amagerbanken som skraldespand:
    Dvs. f.eks. Danske Bank har opsagt engagementet med en fallent – henvist til Amagerbanken – og lånt Amagerbanken pengene (for umiddelbart efter kapitaludvidelsen at hive dem hjem igen).
    Mine perfide antydninger fik dengang nogle forargede kommentarer med på vejen, om manglende belæg.

    Det bør så lære “folk” at mine vilde gæt og løse fornemmelser nok beskriver virkeligheden en hel del bedre end advokatundersøgelser og retsforhandlinger.

    Hvorfor fremdrager jeg nu denne gamle detalje?
    Jo, ganske rigtigt kommer der indlån på 2 mia. med restløbetid mellem 1 og 5 år – til en nødlidende bank med 8 mia. i udlån – ekstra fra 2009 til 2010 regnskabsafslutning. (jo, jeg kan godt læse et regnskab).

    Sjovt nok udsender Fjordbank Mors en fondsbørsmeddelelse 2 feb 11 med bl.a.
    “På baggrund af den seneste udvikling i Amagerbanken kan det oplyses, at Fjordbank Mors ikke har krediteksponering i form af kreditfaciliteter, obligationsbeholdninger eller aktier i Amagerbanken.
    Som led i almindelig handelsaktiviteter har Fjordbank Mors indestående på valutakonti m.m. i Amagerbanken på ca. 0,7 mio.kr.”
    Altså liiige under indskydergarantien. Skraldespanden Fjordbank Mors skulle ikke tømmes lige dér.

    Nu er Kruse Petersen fra Finansiel Stabilitet hverken naiv eller tossegod – efter min erfaring – hvordan Nødgaard i Finanstilsynet “i virkeligheden” er, véd jeg ikke.
    Selvfølgelig har Kruse opdaget svinestregen i Amagerbanken – og han har med garanti ikke ladet Nødgaard hensygne i uvidenhed.

    Én sag er sikker: Der kommer aldrig nogen generel indskydergaranti igen!
    Den ordning vil blive misbrugt på det mest usmagelige.

    Denne gang havde Danske Bank – eller hvem det nu måtte være – ikke nået at hive pengene hjem igen inden konkursen (fusionen Midtfjords er først tilendebragt EFTER indskydergarantiens udløb – sjovt nok efter at have været udsat et par måneder.)

    Horwitz var bemærkelsesværdig hurtig ude med tilsagn om at bankerne ville garantere indskyderne.
    Hvis jeg ikke tager fejl – og det ér sket – så har man haft fat i kraven på enten Danske Bank eller Nordea (det er Finansrådet vi taler om) og gjort dem helt klart, at enten dækkede bankerne for eget griseri – krone for krone – eller også ville de få ubehageligheder af atomkraftværksnedsmeltning størrelsen.
    Én ting er helt sikkert: De vil ikke slippe godt fra at tvære deres tab af på uskyldige indskydere på Mors.

    Man skulle nok finde en eller anden paragraf og knalde dem på – med personligt ansvar – og rigelig med tid i skyggen – sammen med den mere voldelige del af den kriminelle befolkning. Stein Bagger har nok af venner på “ferie”.

    Altså: Bankpakke 3 har INGEN utilsigtede virkninger. Det er med vilje, at Staten ikke garanterer: Misbruget har ikke kun teoretisk interesse.

    Mon ikke man finder en løsning i mindelighed for de uheldige, men uskyldige indskydere i Amagerbanken? Naturligvis betalt af hovedbankerne.

    Man kan dreje Kruse Petersen en knap: Én gang.
    Anden gang bliver han ubehagelig – MEGET ubehagelig.

  24. Mht. Fjordbank Mors’ krak og medgiftsordningen som kommenteret ovenfor:

    Uanset det tidsmæssige sammenfald mellem Bankpakke 3+ medgiftsordningens ikrafttræden og bankens kollaps, tror jeg faktisk ikke, at det ender med en ibrugtagning af medgiftsordningen i dette tilfælde. Det forudsætter jo, at der er aktuelle interesserede køberbanker.

    Jeg tror derfor, at det ender i en ren Bankpakke 3 afvikling, dvs. den samme afviklingsordning som med Amagerbanken. Og så gør sektoren formentlig det, at den supplerer med en ad hoc løsning, hvorefter alle indskydere (simple kreditorer) dækkes af. Det er netop det, som Finansrådet lægger op til i pressemeddelelsen fra fredag.

    Med andre ord: sektoren er ikke som sådan interesseret i at købe/redde banken (i hvert fald ikke før, at den har rundet Finansiel Stabilitet og delt op i gode og knap så gode dele) men derimod interesseret i at dække/redde indskyderne, således at Moody’s og andre ikke reagerer på samme måde som sidst, dvs. man gør det af hensyn til de internationale fundingmuligheder mv. Det kan svare sig at betale nu for derved at undgå yderligere omkostninger senere.

    Men vi er nok alle klogere om få timer, når en ny pressemeddelelse forventes udsendt.

  25. Læg også mærke til Hjortens obduktionshold – og Harry Potter slet ikke nævnes.
    Danske Bank, Nordea, Rinkjøbing Landbobank og SparNord.

    Nu kan de få lov til at fiske deres griserier ud af Fjordbank Mors – tilbage til deres egne balancer – debet og kredit.
    Jeg tror nemlig ikke deres bankkolleger er glade for at skulle betale til finansieringen af ovennævnte bankers tab.

    – og så ikke noget med nedladende bemærkninger i eget regnskab udover ægte betalinger.

  26. Jeg tror såmænd heller ikke at der er nogen købere; men en statslig (måske Landbrugsrådet kan skaffe nogle penge) “Landbrugsbank” skal ikke belastes af for mange lig.

    Jeg synes nok, at de sammenlægninger af fallenter og fallenter, vi hidtil har set – det er ikke noget, der giver håb.

    Der er jo andre under faldøksen af samme slags.

  27. No name calling, øgenavne eller lignende – har sagt det før og siger det nu for sidste gang (ellers vil der fremover blive redigeret i den pågældende kommentar).

    Og i øvrigt er der bare (som jeg har forstået det) tale om det såkaldte værdiansættelsesråd, som alligevel skal inddrages i processen i forhold til den betingede overdragelsesaftale, som skal indgås mellem den krakkede bank og den nye brobank under Finansiel Stabilitet (dvs. uanset om sektoren agter at supplere med en tillægsløsning mht. indskyderdækningen).

  28. Se denne interessante passus fra ministerens pressemeddelelse her til aften i henseende til Fjordbank Mors afvikling under Finansiel Stabilitet og virkningen heraf i forhold til det samlede regnestykke / resultat af bankpakkerne:

    “De endelige tab i Fjordbank Mors kendes endnu ikke og vil blandt andet afhænge af salget af hele eller dele af banken. Statens andel af tabet vil blive dækket af de indtægter, som staten har fra bankpakkerne.”

    http://www.oem.dk/aktuelt/pressemeddelelser/2011/26-06-11-fjordbank-overdrages-til-finansiel-stabilitet

  29. “Men vi er nok alle klogere om få timer”, skrev jeg ovenfor tidligere på dagen. Og det kan vi jo så sige, at vi sandelig er blevet nu.

    Desværre viste det sig altså, at det ikke var muligt for sektoren at bidrage med en løsning, som skulle supplere Bankpakke 3 afviklingen ved at holde alle indskydere skadesløse, dvs. dække alle indskud fuldt ud, også de store indskud over 100.000 euro.

    Det viste sig også, at Bankpakke 3+ medgiftsordningen aldrig rigtig var i spil. Det blev altså en ren Bankpakke 3 afvikling uden nogen form for supplement, tillæg, medgift eller ligende.

    Og så er vi jo tilbage, hvor vi startede. Frem og tilbage er som bekendt lige langt. Vi er havnet i præcis den samme situation som ved Amagerbankens krak.

    Ministeren og forligskredsen vil nok sige, at staten har stillet alle mulige redskaber til rådighed, og at sektoren burde have bidraget det sidste stykke ad vejen, hvis sektoren virkelig var så bekymret for yderligere følgevirkninger mht. downgrading af kreditrating mv. Sektoren vil omvendt nok sige, at man i forvejen indirekte skulle dække alle almindelige indskud omfattet af indskydergarantien, og at det ikke derudover var muligt direkte at dække de store indskud også, og at en sektorløsning således samlet set ville blive for dyr.

    Uanset hvad, kan vi nok allerede forsigtigt konstatere og konkludere følgende:

    Medgiftsordningen vil meget vanskeligt kunne bruges i praksis, og det vil tilsvarende blive meget vanskeligt at udfinde sektorløsninger, når det ikke engang var muligt i forhold til en alt andet lige lille lokalbank som Fjordbank Mors. Hvis ikke nu, hvornår så, kan man velsagtens spørge.

    Derfor er vi altså tilbage ved udgangspunktet om en Bankpakke 3, som står helt alene, og som i praksis ikke fungerer efter hensigten. Og det understreger faktisk blot, hvad jeg skrev allerførst i denne blog ovenfor:

    “Mens vi fortsat venter på en afklaring af, hvilken retning ministeren og forligskredsen vælger at gå i forhold til den aktuelle bankpakkedebat – en ændring af Bankpakke 3 eller en forlængelse af Bankpakke 2 eller en lancering af Bankpakke 4…”

    Nu er en sådan afklaring jo endnu vigtigere end før. Man kan altså ikke bare blive stående helt passiv – noget aktivt og operationelt må gøres – man må vælge, hvilken af de ovenævnte veje, man vil gå – og det kan nok ikke gå for hurtigt…

    En falliterklæring? – ikke blot for Fjordbank Mors – men også for Bankpakke 3 afviklingsordningen og for Bankpakke 3+ medgiftsordningen?

  30. NB: jeg har her til morgen pillet breaking news bloggen fra i aftes ned igen – som forleden var den blot tænkt som en hurtig nyhedsformidling, nu hvor alle sådanne meddelelser udsendes på tidspunkter, hvor de fleste nyhedsmedier holder aftenfri – og det var da også her på bloggen igen-igen, at man først kunne læse om den indgåede aftale med Finansiel Stabilitet og den manglende sektoraftale om sikring af alle indskydere fuldt ud. Der kommer en kort opfølgende blog med en sammenfattende kommentar i løbet af formiddagen.

    Alle indskydere i Fjordbank Mors bør i øvrigt læse denne vigtige information, som Garantifonden udsendte i aftes:

    http://www.gii.dk/files/Nyheder/Information_til_indskydere_i_Fjordbank_Mors.pdf

  31. Det er helt rimeligt, at staten tjener penge på bankpakkerne. Det er for mig helt umuligt at se alternativet – hvis et selskab hjælper et andet (også i samme koncern), så skal de også tjene penge på det. Fx. skal der betales garantiprovision, hvs et selskab stiller garanti overfor et andet selskab i koncernen (del af Transfer Pricing).

    Og der stilles garantier i samfundet/for virksomheder og jeg kan helt ærligt ikke se, at det er forkert at staten stiller disse garantier. Den samfundsøkonomiske omkostning ved at lade være er så stor, at vi kan ende dybere end Island.

    Prisen på garantierne og lånene skal naturligvis afspejles i risikoen. Hvis der betales ud fra risiko – så gavner det i særdeleshed alle i samfundet. Og så er det jo superfint, hvis staten kan tjene på det.

    Men:
    Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt efter det er konstateret at der MINDST er dækning for 84,4% i Amagerbanken har af betydning for de kommentarer ovenfor som relateres til konkurser og at bankerne har gjort det dårligt? (det har de – men vi nærmer os 100%)

    Derudover er det kommet frem, at det går frem for landbruget – trods alt. Højere noteringspriser medfører forventinger om øget indtjening i både 2011 og 2012. Det vil sige, at der er likviditet på vej tilbage til landbruget – altså potentielt lavere nedskrivninger. Hvad har det af betydning?

    Jeg mener at det gør en kæmpe forskel i mange af de diskussioner som er ovenfor.

    Personligt er jeg kunde i en af bankerne, som der nævnes som et kedeligt eksempel. Vestjysk Bank. Og, nej, de har ikke gjort det godt. Men det er ikke muligt at rydde op ved at knipse med fingrene. Og stemningen i medierne gør det ikke ligefrem lettere for ledelsen i de berørte banker, at bruge tiden på det som er vigtigst – fundingen.

    Jeg har brugt en del tid på at brokke mig over hele stemningen omkring bankerne de sidste dage. Jeg synes at medierne generelt er negativ funderede. Det skal de også være – men jeg mangler i den grad objektivitet.

    Der mangler fokus på lyset, som jeg mener at det er. (bedre tider for landbruget samt at faldet i Amagerbanken ikke er helt så stort som ventet – faktisk langt fra. For mig er et fejlskud på 6,7 mia.kr = skandale som er dyrere end hele faldet i Fjordbank Mors). Ender det med, at der er penge til aktionærerne, når alt kommer til alt? Og hvad med Fjordbank Mors – skal vi også trække ca.60% af de tab, som vi hører om p.t.? Jeg tror, at der er tale om, at nogen har ønsket at Amagerbanken skulle se så dårlig ud som muligt.

    Folk bliver skræmt og trækker dermed i endnu højere grad tæppet væk under bankerne.

  32. Jeg syntes helt klart at bankerne skal betale for sammenfundets økonomiske støtte og derfor skal der være en upside for staten. Som jo faktisk også stifter gæld for netop at kunne støtte bankerne, i form af statsobligationer hvoraf der også skal betales rente. Alle andre erhvervsgrupper låner af bankerne og de tager sig bestemt også betalt hvilket jo også er deres erhverv, syntes de er lige lovlig hellige mht. at nævne hvordan de ikke har smækket kassen i – det kan jeg og mit firma ved selvsyn konstatere, da vi trods overskud i vores 2-mandsvirksomhed og ingen gæld i vores 1 år gamle fima, end ikke kunne få en konto hos både Spar Nord og Danske Bank.

    Det som ægrer mig i banksektoren er at der ikke har været flere opkøb, men derimod bare enhver sig selv nærmest og afventning på konkurs hos naboen. Jeg syntes staten for en andel af deres investering skulle have haft aktier og dermed fået andel i en kursgevinst som der alt andet lige er, når en bank går fra at være meget presset til at være finansielt sikret. Disse aktier kunne så altid på et senere tidspunkt blive frasolgt, når solvensprocenten igen var oppe på et acceptabelt niveau.

Comments are closed.